BvHHS: MC.INDIEN / MYSORE / SULTAN BATTERY / KERALA REJSE 2014 nr.5

Jeg befinder mig midt i et tigerreservat. Så det er forbudt at standse

8. Feb. GONIKOPPAL – MYSORE 108 km.

Vejen til Mysore var utroligt hullet det meste af vejen, så det var igen en krævende journey for min røv og ryg. Fodbremseren havde jeg spændt op efter stroppeturen på 280 km. i går. Men den krævede igen en kraftig opstramning. Jeg har lidt svært ved at forstå, at fodbremsen så let mister sin spænding.

Jeg fandt frem til Hotel Mayura Hoysala, der er dreven af staten, med meget fine værelser til en OK pris.

Efter nogle afslappet dage i Mysore, hvor jeg fik færdiggjort MC. Indien Rapport nr.2, havde jeg besluttet at forsætte lidt mere syd på, til byen Sultan Battery og derefter videre til den lille by Cheruthuruthy for at hilse på Kaladdharan Viswanath, der underviser på akademiet Kerala Kalamandalam, der uddanner elever i den Keralanske traditionelle dansestil Kathakali.

Paladset

Byen Mysore er delstaten Karnatakas kulturelle hovedstad og her finder man Maharajens berømte palads. Maharajaerne var indiske fyrster, der regerede de mange indiske fyrstedømmer før landets selvstændighed, og paladset i Mysore giver et fantastisk indblik i, hvor overdådig og luksuriøs deres fyrstelige tilværelse har været. Paladset er imponerende i sin storhed, et pragteksemplar indenfor indo-saracensk arkitektur, og indvendigt ligner det sultanens palads fra Alladin, med mosaik marmorgulve, søjler, sølvdøre, malerier, tronstole, vægge af rosentræ med indlagt elfenben og masser af guld – Ikke helt min smag ’for meget kulørte lamper’. Desværre måtte man ikke fotografere indvendigt.

Burger King

Over for mit hotel her i Mysore, ved siden af en tankstation ligger der en Burger King. Som inkarneret vegetar igennem 44 år, er jeg jo ikke ligefrem fan af denne type fast food kæde og havde aldrig troet, at jeg nogensinde skulle træde over tærsklen til dette Mekka af sundhedsfordærv.

På min MC.Journey for 1 år siden i Delhi, hvor jeg skule træffe en Inder, Mohinder Paul, jeg ikke havde truffet før. Han foreslog, at vi mødtes der hvor gaderne cirkler rundt i midten af Delhi. Han forslog et hjørne lige ved en stor Burger King. Det var meningen at vi skulle finde en restaurant og spise sammen. Han insisterede på, at vi gik ind og tog vores middag på Burger King. Jeg forsøgte at forklare på en venlig måde, at jeg var vegetar og slet ikke havde lyst til at træde ind i dette fastfood land. Vi tog så restauranten ved siden af, men de havde ikke plads til os, så insisterede han på at vi gik ind i Burger King, da der ikke umiddelbart var andre restauranter i nærheden. Desuden kunne han slet ikke se, at der var noget problem, da Burger King også serverede vegetarburger. Jeg orkede ikke at argumentere imod, han ville ikke kunne forstå min modstand. Igen havde jeg denne fornemmelse ’Lost in Translation’. Desuden var det ham, som ville betale for denne middag. Så her sad jeg, den ellers så principfaste, midt imellem en flok fastfood ædende unge Inder. Som jeg har skrevet tidligere, har jeg for nogle år siden, mistet min lugtesans ved et hovedstyrt på cykel. I sådan en situation, er jeg glad for at jeg ikke kunne lugte hvor jeg befandt mig. Burger King restauranten var udmærket indrettet og vegetar bøffen smagte godt.

Hen af eftermiddagen, hvor jeg skal finde noget at spise til frokost faldt mit blik på Burger King lige over gaden. Jeg tænkte tilbage og kunne godt huske den udmærket vegtartburger jeg fik. En sund sandwich finder du ikke her i Indien. Så her stod jeg nu igen i en Burger King restaurant og forsøgte at tyde deres skiltning. Jeg endte op med en small vegetarburger, der var ikke noget med king size over den. Den smagte rigtig godt. Så jeg købte en til.

Da jeg var færdig med at oploade alle fotoerne og sent emailen, var den blevet 22:30. Jeg orkede ikke at finde en restaurant og sidde der alene og vente på maden. Så var det tusinde gange nemmere, at gå ind på Burger King. Rækken er kort og betjeningen er ekstrem hurtig. De benytter et samlebåndssystem, der hurtigt levere varen indpakket fra køkkenet til ekspedienterne. De havde også en drive in line.

Denne gang fik jeg det de kalder hele pakken, det vil sige foruden vegetarburgeren fik jeg et bæger pomfritter og en cola, for den samme pris. Alt leveret i en pose og så kunne jeg forsætte festen på mit hotelværelse. Det er sundhed der rykker, man er med på beat’en

Jeg kan godt forstå, at de unge falder for denne nemme fristelse. Man får stillet sin sult hurtigt og forholdsvis billigt med noget, der lige rammer ens smagsløgs i solaplexus. Man kan samtidig fortage sig andet mens man spiser, da maden er udformet så du kan stå på skateboard, du kan skrive videre på iphone eller computer med den ene hånd, mens du spiser med den anden, så du ikke behøver pauser i din arbejdsproces. Effektivitet er vigtig. Fornuft og sundhed høre en anden generation til.

Da jeg var ung synes jeg også det var spild af tid at lave mad og derefter bruge tid igen, på at spise den. Hvorfor kunne man ikke blot sluge et par piller og på den måde få dækket sine fysiske behov. Men da jeg ved hvor vigtigt det er, at sind og krop får den rette nærring, måtte jeg acceptere, at vise ting kræver tid og energi for at få energi.

Mad - morgen - middag - aften

Jeg har på mine ture altid haft lidt problemer med hensyn til morgenmad og frokost. Til morgenmad lykkedes det mig mange gange at få curd /yoghurt på restaurant eller i en shop og så supplere med æble- og bananstykker. Til frokost spiser jeg frugter eller rå grønsager, da jeg har mulighed for at skrælle grønsagerne. Undervejs forsøger jeg også at få friskpresset juice. Efter 7-10 dage tør jeg godt købe juice af de gadehandlende samt udskårne frugter, da jeg mener jeg på det tidspunkt, har fået opbygget lidt antistoffer i kroppen.

Jeg har valgt at ta’ en lille smule udstyr med som en tallerken, en teske,en gaffel og en lille skarp frugtkniv. Jeg har desuden stor glæde af min termokande der også har kop, som jeg benytter når jeg kører. Indimellem kan jeg så nyde den kold væske. En plastflaske med vand bliver i løbet af 1 time med solen bagende ned på ens bagage skoldhed. Desuden har jeg mulighed for at få fyldt termokanden med thai om morgen og om aftenen på en af restauranterne. På den måde kan jeg nyde den på værelset. Det er kun på de helt store hoteller, at du kan få bragt thai eller mad op på værelset.

På køredage, er det skønt at sidde i skyggen et sted langs ruten og nyde friske grønsager og frugt. Indisk aftensmad smager helt fantastisk, de er sande mestre til at benytte krydderierne. Men det er også fed olierig mad. Det kan sammenlignes lidt med dansk sovs og kartofler, blot er det sovs og ris. Min vegetariske mave har svært ved at klare for meget af denne fede kost.

Morgenmad & frokost

Psykologisk og fysik tilvænning

Denne gang synes jeg min krop har haft det lidt svært med at tilpasse sig. Jeg var som sagt uheldig, at få en forkølelse på halsen lige fra starten. Jeg nyser stadig meget kraftigt og min næse løber. Jeg har haft denne form for kraftige hoste / nyse udbrud de sidste par år, hvor min næse hver gang løber kraftigt. Jeg har hidtil troet at det var en form for allergi. Men da det ikke har været en konstant nysen og det kun har været 5-10 -20 nys lige efter hinanden og et par dage i træk med lange pauser, synes jeg ikke, at det var det store problem. Jeg har i stedet forsøgt, at gå med lungernes reaktion på irritationen, med nogle rigtig kraftige nys med lyd på, som en slags primalskrig, der giver fysisk og psykisk forløsning af lungerne ((eng. primal scream), skrig hvormed en voksen kan prøve at afreagere for at slippe af med fortrængte belastninger fra den tidligste barndom)).- Nu tror jeg, at det nok snare er en form for forkølelses infektion, der en gang imellem rammer mine lunger.

På denne MC. tur er det svært at vælge hvornår skal jeg havde det kraftige eller det tynde halstørklæde på og hvornår kan jeg blot lade vinden afkøle min hals. Hvor hurtigt kan jeg tillade fanen på værelset, at rotere før mine lunger bliver irriteret. Om dagen er der 34 grader og om natten ned til 26 grader. Min hals har altid være meget følsom og på denne tur er det blevet til en kampzone. Skal jeg nu igen tage charmekluden på mens sveden perler ned af brystet.

Første 2 uger inde i denne rejse, fik jeg normaliseret min mave. Jeg havde hård mave og ingen afføring i hele 8 dage. I slutningen af min sidste MC. journey led jeg også af for hård mave. Jeg googlede mig frem til, at det stadig ikke er så kritisk, selv om man ikke har tømt tarmene op til en mdr. Meget beroligende.

Det er meget svært, at få fiberholdig kost her i Indien. Fiberen er med til at det holder på væsken i tarmen. Jeg har hele tiden indtage masser af væske omkring 2 l. Men jeg skal nok op på hele 3 l. foruden det væske der findes i det jeg spiser. Jeg forsøger at spist grønsager og frugt nok. Jeg har dog ikke rigtig kunne undgå fed mad, da Indiske retter er fyldt med olie. I starten svækkede jeg på min daglige yoga, da jeg ikke ville stresse kroppen for meget, da jeg var forkølet. Men motion er utrolig vigtig.

Figner har hjulpet på min mave proces. De er svære at finde de hedder også Figon på Indisk. Yoghurtpillerne som jeg har indtaget hver dag for at stabilisere tarmsystemet, har ikke været nok. Min psyke og krop har haft det svært med varmen, da jeg ikke rigtig har kunne benytte fanen til at køle rummet ned. Mit brandsår fik jeg heldigvis klaret i opstarten.

Srirangapatnam ligger 14 km. fra Mysore

11. feb. Mysore - Sultan Battery 125 km.

På min vej til Sultan Battery stopper jeg op på et tidspunkt, for at tage nogle fotoer af nogle forladte eremitboliger samt holde en lille pause. En anden bil stopper og fortæller mig at det er ulovligt at stoppe, da dette er et tigerreservat. Det er klar at det ikke er helt ufarligt. For at skabe bedre udsyn, både for tigeren og den kørerende, har man valgt at brændt alle småbuskene mellem træerne langs vejbanen i et bælte på ca. 30 m. Det er så gået ud over alle de forladte eremitboliger. For hver 1 km. igennem dette tigerreservat, var der et vejpukkel man skulle over, som gør at du nedsænker farten af hensyn til vildtet.

Kun få steder er vejpuklerne afnmærket,

så de ikke lige pludselig giver en et ordentlig bump

Vejpuklerne benytter man mange steder fx. lige før man skal igennem

en landsby og extra store pukler, hvor de skifter til fx en stor hovedvej

Massage på en olieglinsende toturbænk

Jeg har valgt at blive en ekstra dag i Sultan Battery på Hotel Regency foruden en swimmingpool som jeg benyttede et par gange, kan de også tilbyde ayurveda massage. Så selv om jeg ikke har de helt store spændinger efter de sidste dages ellers hårde MC. køreture, som jeg ellers har haft på mine andre MC. journey, bestilte jeg en gang massage. På denne MC. journey har jeg forsøgt ikke at køre mere end 200 km. om dagen og så tage en hviledag, hvis det var et OK hotel. For at giver mig selv tid til at ordne foto og skrive samt fysisk være mere udhvilet til den næste MC. kørsel.

Jeg blev af massøren ført ind i et rum, med en massage briks støbt i mørkebrun hård plastik, lidt ulækker glinsende af olie. Den så nøgen og u indbydende ud uden noget klædestykke. Med et spørgende blik, der udtrykte,- det kan da ikke være meningen, at jeg skal lægge mig nøgen op på denne utiltalende hårde olieglinsende plast. Jeg kunne forstå på hans blik, at jeg skulle lægge mig op direkte på den hårde kolde glinsende plast, uden noget håndklæde imellem mig og den.

Massagebænken havde en støbt kant hele vejen rundt og en lille forhøjning hvor jeg kunne lægge min nakke på. Det var grænseoverskridende, frivilligt at lægge sig op på denne olie glinsende totur bænk.

Dette nøgne rum, belyst af et koldt lysende neonrør, virkede køligt både psykisk og fysisk. Så lettere frysende, lå jeg på denne kolde og hårde plastik. Han kørte hårdt på. Først gennemmasserede han det h.ben godt og grundigt med meget hurtigt masserende glidende bevægelser fra ankel til hofte. Han gled op og ned med sine dybdeborende hænder utrolig mange gange efter hinanden, så jeg tænkte nu stopper han snart, men han blev ved og ved og jeg holdt pinslen ud. Så tog han fat i v.ben og på den måde arbejdede han. Nu var det hele bagsiden der skulle have en samme omgang. Jeg kunne mærke hvordan siden af mit kranie ved tining og kæbe blev presset hårdt mod den hård plastik. Mine h.læg muskler gjorde heldigvis ikke så meget modstand, da han gled frem og tilbage for at presse alle affaldstoffer ud af musklerne, så de kunne blive helt bløde og medgørlige. Jeg klarede den uden at råbe stop. Men så tog han fat i mine v.læg muskler og der var nogle afspændinger der ikke blot ville give sig. Han blev ved men mine læg spændinger hold stand, så her fik jeg virkelig afprøvet om jeg kunne holde mig uden at råbe stop. Det var hårdt. Han afsluttet hver kropsdelsmassage, med nogle hårde rytmiske håndkantslag, der på samme måde blot forsatte og forsatte, så jeg blev hensat i en form for rytmisk kropsekstase. Massagen var utroligt effektiv og dybdeborende. Den var anderledes og interessant. Da han kom til hovedmassagen, måtte jeg bede ham om ikke at kommefor meget olie i mit hår. Jeg synes jeg var olieret nok til i forvejen. At komme under bruseren og få alt fedtstoffet af kroppen, var for mig en befriende og healende proces.

Efter næste dags MC.kørsel på 169 km. var jeg ekstra træt. Det måtte skyldes den meget kraftige ayurveda massage, der nu indvirker på min krop.

13 feb. Sultan – Cheruthuruthy 169 km.

Keralanske traditionelle dansestil Kathakali

Theodora Skipitares som jeg kender fra New York og som arbejder med performance kunst, skrev en mail til mig i Mysore, hvor hun foreslog, at jeg tog forbi den lille by Cheruthuruthy og hilste på Kaladdharan Viswanath, der underviser på akademiet Kerala Kalamandalam, der uddanner elever i den Keralanske traditionelle dansestil Kathakali. Efter at have kontaktet ham pr. tlf. og lavet en aftale, at når jeg dukkede op d.13.2 sidst på eftermiddagen så kunne vi ses. Skolen lukkede kl.17.

Jeg havde meget svært ved at forstå hans engelsk i telefonen. Samtidig snakkede han utroligt hurtigt og hørte ikke rigtigt efter hvad det var jeg sagde, men snakkede hurtigt videre.

Jeg så frem til et personligt møde over en kop thai eller middag, med en Inder der arbejde med performance art lige som mig selv.

Da jeg ankom til byen og kontakter ham pr. tlf. viser det sig, at jeg fuldstændig har misforstået ham. Han havde først tid til at se mig næste dag kl. 10 og han ville komme forbi mit hotel, så kunne jeg komme ud og se skolen. Jeg forsøgte at fortælle ham, at det mere var et personlig møde med ham jeg var interesseret i, og ikke specielt at se skolen. Jeg fornemmede klart, at han ikke rigtig forstod mig.

’Lost in translation’

Næste morgen stod jeg uden for hotellet og ventet i ½ tim. Derefter ringede jeg ham op og spurgte hvornår, han ville komme forbi hotellet. Det var bedre, at jeg kom ud på hans skole. Jeg kunne tage en tucktuck derud.

Hvad var det, jeg egentligt gerne ville se på skolen spurgte han igen og hvad arbejdede jeg selv med. Igen forsøgte jeg at forklare ham, at jeg blot forventet en snak med ham over en kop thai som kollegaer. Han synes jeg skule komme ud på skolen, så kunne han vise mig lidt af den, nu da jeg arbejdede med teater. Så jeg kørte ud på skolen på min MC.

Jeg fandt frem til det store officielle kontor, hvor han sad sammen 20 andre. Han tog meget hjertelig og utroligt venligt og imødekommende imod mig og ville meget gerne høre, hvad jeg lavede og hvor jeg kom fra samt om jeg kendte Barba fra Odin teatre i Danmark og hvor jeg kendte Theodora fra etc.

På min computer viste jeg ham lidt af mit arbejde som billedkunster og som scenograf. Efter at have set lidt, synes han, at jeg nok ville få mest ud af at se deres makeup afdelingen. Desværre var de 2 guider der viste folk rundt på skolen begge optaget. Men da jeg selv var kunstner, kunne jeg gå lidt rundt for mig selv. Efter 5-7 min snak, førte han mig over til makeup afdelingen som han mente jeg ville få mest ud af, hvor de på modelhoveder sad og øvede sig på at lægge makeup samt påklistre udklippet skæg og hår dekorationer.

Han forsvandt tilbage på kontoret. Alt gik så hurtigt, så jeg fik aldrig præcis at vide hans position på skolen. Efter lidt observation i makeup afdelingen, valgte jeg at opsøge ham igen og spørge, om jeg ikke også kunne se lidt af danse og musik afdelingerne og hvor de lå henne på området.

Jeg havde helt opgivet ideen om den personlige snak og kunne forstå, at jeg sikkert var en blandt måske 10 om dagen, der af forskellige professionelle årsager kontaktede ham, for at høre og se noget vedrørende skolen. Jeg gætter mig til, at han er en slags manager, da han rejser en del. Så hans arbejde er, at promovere og vise skolen frem og skabe så mange professionelle kontakter som muligt.

Han havde nogle officielle professionelle forventninger til mødet med mig, som han venligt forsøgte at formidle så godt han kunne. Jeg havde dog nogle helt andre forventninger til dette møde, nemlig nogle menneskelige,

’Lost in Translation’

Det var spændende at gå lidt rundt på område og opleve lidt af skolens opbygning, med små åbne bungalower, som benyttes som undervisningslokaler, til alle de forskellige discipliner, der kræves for at kunne udføre Kathakali forestilling.

Desværre nåede jeg kun at se meget lidt før de holdt deres pause midt på dagen. Da jeg professionelt har set så mange forskellige kunstskolen, i løbet af årene, besluttede jeg, at jeg havde set nok. Jeg havde ikke rigtig indstillet min psyke til, at det var en skole jeg skulle udforske og nyde. Jeg kørte tilbage til hotellet og videre mod næste by Thrissur, som varmt var blev anbefalet af Kaladdharan.

Jeg havde kørt 294 km.for denne velmente professionel introduktion.

'Lost in translation’

Udbrændte biller langs den lille by Cheruthuruthy’s hovedvej,

måske er det dens varemærke.

14 feb. Thrissur – Cheruthuruthy 169 km.

Jeg fik et USB stik samtidig med mit indiske Vodafon telefonnummer, da jeg i starten befandt mig i Goa. Det har fungeret meget langsomt lige fra starten og mistede tit og ofte pludselig forbindelse. Nu har det ikke fungeret en hel uge.

Da jeg nu befandt mig i en storby, hvor det eneste af interesse, var Hindu templet Vadakkunathan Kshestram lige i midten af byen, som dog kun hinduer måtte betræde, benyttede jeg tiden på at finde en større Vodafon filial. De kunne fortælle mig, at der ikke var flere penge på internetkontoen. Så jeg betalte 30 kr. for forsat forbindelse. De kunne desværre ikke hjælpe mig med hensyn til stærkere og bedre forbindelse. Generelt var det et problem for alle i delstaten Kanataka og også i Kerala.Alle internetcafer jeg har besøgt på turen hat haft problemer med power.