MC. INDIEN / BADAMI REJSE 2014 nr.2

29 jan. 2014  Belgaum - Badami 165 km.

Igen havde jeg valgt den lige hovedvej fra Belgaum mod Badami. Ind imellem var vejen dejlig ny asfalteret, så man kunne nyde de kurvede sving og vinden, men så kom de hullede eller løst grusede vejstrækninger, der gjorde kørslen anstrengende og støvet. Når jeg sådan hopper op ned på MC. har jeg nogle gange fornemmelsen af at sidde på en hesteryg, men til forskel fra hesteridt, hvor det som regel er rytmiske bump er dette meget u rytmisk hvilket resultere i en øm røv samt at du nogle gange hænger i luften. Efter at have kørt ca. 165 km var jeg fremme ved Badami. Det har taget 5 tim. med div. pauser. 

Fronten af husene fjernes brutalt for at udvide vejnettet i Indien

Sidste år da jeg rejste rundt i Madhya Pradesh oplevede jeg hvordan de i byen Orchha brutalt med gravkøer, havde fjernet fronten af de fleste af hovedgadens bygninger, simpel hen for at kunne udvide vejen, så lastbiler og store busser kan passere hinanden. Det ville nok blive alt for dyrt for både stat og husejer, hvis hele huset skulle rives ned og der derefter skulle findes en ny grund og bygges et helt nyt hus. Mange af husene er desuden lange og smalle, så derfor er det nok bedst for familierne og staten, kun at rive fronten ned, mod en økonomisk kompensation for ødelæggelserne. Men det bliver ikke noget kønt syn, når de forskellige husejer på hver deres måde, med små midler, forsøger at lave nogle lappeløsninger på bygninger, der i forvejen burde rives helt ned. Inderne har mistet alt for meget af deres æstetiske visuelle sans. Nu mødte dette sørgelig syn mig også her i Badami.

Det hellige marked

Efter et hurtigt bad og et lille hvil, tog vi på min MC. Enfield ud til det hellige marked , der allerede havde holdt på et par uger og ville forsætte et par uger mere. Der var ikke mange hellige mænd, da det var meget lokalt med masser af boder og mennesker. Det var helt rart at gå rundt sammen, da der opstod mange dejlige menneskelig relationer, da de fleste meget gerne ville filmes og opleve positiv opmærksomhed.

Marked var placeret midt på den vej der havde direkte retning mod Hampi som jeg 2 dage senere benytte. Jeg ved ikke om lastbiler i det hele taget i markeds perioden kan benytte denne vejstrækning.

Alle hellige markeder har en vogn med stenhjul placeret i dets midte

Det anarkistiske Indien tiltrækker anarkister

Jeg bookede ind på samme hotel som den Danske fotograf Torben Huss. Vi havde et par dage i forvejen aftalt, at mødes her i Badami. Torben var på vej nordpå, tilbage mod Delhi  med Bus og Tog. Han var kommet  fra Hampi, hvor han havde nydt nogle dage i denne lille hippie enklave. Han høre til hippiegenerationen, der allerede rejste til Indien i begyndelsen af 70’erne. Igennem årene har han jævnligt rejst rundt i perioder af 2 mdr. med bus og tog og taget fotoer i Indien, så han føler sig mere hjemme end jeg gør. Den måde han rejser på gør også at han kommer tættere på deres kultur.- Jeg bevæger mig lidt mere på sidelinjen, på min solo MC. hvilket  giver mig flere muligheder for at bestemme tid, sted og hastighed.  

Jeg beundre, at han kan holde ud at rejse rundt i Indien, i varme overfyldte busser og toge, der har det med at blive forsinket eller blive aflyst. Jeg tænker, gid Brahman vil beskytte dem og mig, hver gang jeg ser en af disse lokale turistbusser komme drønene imod eller forbi mig på de hullede ujævne veje, svajende faretruende fra side til side eller når de i stor fart  kommer mod en rundt om et skarpt bjergvejsving over i ens vejside. De har noget de skal nå og de tror udelukkende, at det er op til Brahman, om der sker en ulykke. Jeg vil slet ikke kunne klare eller have lyst til at rejse på den måde.  Så jeg beundre hans rejseform og han beundre min.

Hvad er det der gør, at vi to gamle hippier er så bjergtaget af Indien, det snakkede vi lidt om. På trods af mangel på æstetik her i Indien, som vi ellers begge to sætter højt i vores arbejde, er vi begge draget af det uforudsigelige og det uberegnelige i mangfoldigheden. Det er vigtige elementer, der drager visuelle tolerante mennesker som os, der elsker at manøvrere i dette inferno af menneskevenlig anarki og lovløshed, hvor alle modsætninger man kan forestille sig mødes mellem fortid og nutid, fysisk og psykisk. Man passere igennem utrolig mange tidslommer, hvis man har øjne og sind åbent.   

Torben og jeg er begge, enspænder, asketiske og meget lidt materialistiske, hvilket passer fint når man har valgt at rejse rundt, som moderne nomader eller munke, hvor enkelhed helt ned til kernen af livet, mad, vand og en seng at sove i bliver det bærende i ens møde med livet.

 

Aluminiums gryde sælgeren spurgte, om vi var interesseret i at se nogle antikviteter. Vi kom ind bag fortæppet, hvor han tømte en sæk med diverse figurere og hellige relikvier ud på jorden. Torben mente nok at det var genstande der sikkert var taget fra diverse hellige templer. Jeg fandt et par genstande jeg synes det var værd, at slæbe rundt på den næste mdr.

   

Næste morgen tager jeg afsked med Torben Huss der skal videre nordpå. Han rejser rundt med en rygsæk der kun vejer 6-7 kg. samt sin fototaske. Så det kan kaldes minimalt udstyr. 

Badami:  Huletemplerne er skabt mellem 2 lave sandstensbjerge år 500-700 

Omkring landsbyen Aihola 30 km. nord for Badami ligger 125 templer fra år 600, på den kulturelle brudlinje mellem det braminske nord og det dravidiske syd og er derfor inspireret af begge traditioner.

Landsbyen Aihola

AUM

Bjarne v.H.H.Solberg

The Holy Fire