Alle fotoerne i denne rapport er desværre ude af fokus. Jeg har kun udvalgt disse 35 ud af mere end 1000 fotos, da billeder givet andre informationer end mine mere konkrete ord og sætninger
Jeg er steget af MC. for at tage nogle foto. Straks er der en flok Inder der synes mit visit som gennemrejsende eventyrer er spændende samt mit kort på MC. der er et studie værd
20 Feb. - Lyden af fossende vand gør mig nervøs
Jeg vågner alt for tidligt,
klokken er kun 5:00. Jeg forsøger at sove videre, men må opgive. Det er stadig
kulsort da solen først står op 7:00.
Mens jeg står og børster
mine tænder, høre jeg en voldsom plasken af vand fra et lille åbent vindue
over håndvasken og kan ligefrem se vandet fosse ned.
Satans osse tænker jeg, nu
styrter det ned og jeg skal ud på en lang MC. journey til Agra. Jeg kigger ud i den sorte morgenluft og kan
ikke se nogen regn. Jeg går ud på Motellets helt åbne trappeforløb. Herude er
lyden af plaskende vand enorm, det lyder snare som en fossende elv. Jeg kan
ikke se at det regner ude i mørket. Lyden kommer neden for enden af trappen,
ved indgangen til restauranten, så jeg løber derned. Her ser jeg vandet fosse
ned fra restaurantens tag.
Det er nok en vandbeholder
på taget der er gået læg. Oppe hvor jeg bor, kan det være et vandrør der er
sprunget. Først efter 15 min. stopper lyden af fossende vand. Tanken er nok
helt tom nu.
Jeg tænker ikke videre over
hvordan dette var sket. Jeg var blot lettet over at det ikke styrtede ned. Det
så desuden ud til at blive en smuk solskinsdag, så forhåbentlig ville jeg få en
dejlig journey mod Agra, uden for mange smattede veje.
Jeg glemte, at spørge Motel
Manageren om hvad der egentligt var årsagen til denne fossen elv af vand. Jeg
var nok ikke så interesseret, da dette for mig, var en af de mere logiske
hændelser, i forhold til de mange andre kaotiske, jeg på denne rejse har
oplevet, som helt sikkert ikke har nogen logisk forklaring.
20 Feb. Datia – Agra
260 km.
9:30 var jeg på vej til Agra. Turen forløb OK
uden de helt store oplevelser, selv om
jeg kørte en del af turen på mindre veje. Da jeg var tæt på det sted hvor min
Servas vært skulle bo, betalte jeg en autorickshaw chauffør for at køre foran
og vise mig vejen. I stedet for at blive sendt i forskellige retninger.
Chaufføren havde også svært ved at finde stedet, så jeg ringede Dr.Ashok op og
chaufføren kunne via hans forklaringer finde frem til adressen.
Mine Servas værter var et
lægeægtepar. Dr.Ashok på 63 år. Han er medicinsk læge og hans hustru Dr.Sunita
er gynækolog. De har sammen, siden 1980 drevet dette lille Shiromany Hospital
med plads til 30 patienter.
Bagved hospitalsbygningen i
et stort 1 plans hus med højt til loftet, bor lægeægteparret med en af deres
sønner og hans hustru. De er begge uddannet tandlæger og driver en tandlægeklinik,
der ligger lige ved siden af hospitalsbygningen. I den anden halvdel af det
store hus bor en ældre bror til Dr.Ashok. Han er arkitekt og har ligeledes en
af sine sønner boende med sin hustru og de er begge arkitekter.
De har to hunde den ene en
schæferhund den anden en Golden Retriever. De gør voldsomt af mig da jeg
ankommer og vil ind i huset. De forskellige familiemedlemmer forsøger forgæves
at dæmpe dem. Den unge Golden bliver ved med at gø højt af mig, for at få mig
til at forlade huset. Den er umulig at dæmpe og den bliver ved med at forsøge
at blokere mig adgang den næste halve time. Alle andre end mig, tager det
nogenlunde afslappet, de lader til at have vænnet sig til den konstante gøen.
Endelig holder den lidt inde med sin gøen. Først dagen efter havde den helt
accepteret, min tilstedeværelse i huset.
Jeg får at vide at der er
aftensmad 21:30. Lægeægteparret har konsultationer mellem 19-21. Dr. Ashok tager mig med ned
i hans kontor og jeg overværede hans undersøgelser af et par patienter. Inden
jeg forlader konsultationen, får jeg ham lige til at tjekke mit blodtryk, med
sin ældre model af en blodtryksmålere. Det kunne jo være det var for højt, så jeg
burde tage den med ro og ikke køre det sidste stykke til Delhi på min MC.
Det er utroligt dejligt
sådan pludselig at være gæst. Alle spørger interesseret til en, man får
serveret thai og får anvist et skønt gæsteværelse med højt til loftet. Nu er
man ikke blot en af mange turister på et tilfældigt guest house. Nu er man ’the
guest’.
Mens lægeægteparret er over
i konsultationen, får jeg mig en lille eftermiddags lur. Jeg vågne med et
ordentligt ryk - fuldstændig
desorienteret – hvor er jeg. Det er første gang min underbevidsthed ikke har
været med mig på denne tur.
I stedet for en rolig Indisk
familie middag, beder Dr.Ashok og hans søn Dr. Aseem mig om at følge med dem,
vi skal til en slags ceremoni. Først da vi i bil er fremme ved målet, fortæller
de mig at vi skal til en islamisk bryllups ceremoni. Her udskænker de mad og
drikke vare uden alkohol. Dr.Ashok kender faderen til brudgommen. Det er
stående party. Desværre er der meget lidt af føden der er vegetarisk så jeg kan
spise det. Der er rigtig mange mennesker, så det må være et stort bryllups
budget.
Tilbage i husets dagligstue,
læste gartneren højt for Dr.Ashok fra en bog med hellige tekster og sange, som
de også sammen sang eller messede. Den messende sang tonede ud omkring midnat
og så var der helt stille i huset.
Huset ligger et stykke væk
fra veje så der var helt roligt indtil jeg blev vækket 4:30 af voldsom gøen lige uden for mine vinduer. Hundene
blev med jævne mellemrum ved med at gø og knurre. Jeg troede først, at det var
fordi de kunne lugte, at jeg var herinde i deres hus. Da deres gøen havde stået
på i lang tid, kunne jeg ikke lade være med at åbne et vindue og råbe ’Shut
Up’. Det var ligesom om det hjalp, for lidt efter stoppede de for et tidsrum.
Næste dag fandt jeg ud af at
familien havde en stor flok Rhesusaber boende på deres tag. Derfor havde de to hunde til at holde vagt. De skiftes til at knurre og gø kraftigt af aberne,
for at holde dem fra at komme ned i menneskehøjde, hvor de gerne vil ind i
køkkenet. Derfor var alle døre i huset hele tiden låst af indefra, for ellers
er de dygtige til at åbne låsene. Det var derfor hundene havde været så aktive
hele natten.
Gæsteværelset med 4 m. til loftet
Shiromany Hospitalet, der har plads til 30 patienter
Hundene sørger for at Rhesusaberne bliver oppe på familiens tag
21 Feb. Taj
Mahal & Agra Fort & Palace
Efter en hyggelig
morgenseance med den avislæsende familie, køre jeg ud for at gense Taj Mahal.
Igen var det en fantastisk oplevelse pludselig, at se dette kridhvide mausoleum træde frem mod en gennem portåbningens
mørke cirkelbue, svævende i horisonten, som et perfekt zenbillede. Igen
gennemfotograferede jeg Taj Mahal fra alle tænkelige vinkler, selv om jeg havde
gjort dette, da jeg var her i 2011.
Bagefter tog jeg over til Agra Fort & Palace. Også en utrolig visuel oplevelse, som jeg også gjorde meget ud af få
ordentligt gennemfotograferet.- Det blev til omkring 1000 fotos i løbet af
disse 3 timers visit.
Om morgenen sidder de to brødre og læser aviser. 2 på hindi og 2 på engelsk. Da Dr.Sunita kommer, læser hun også avis, så der er helt tavst. Jeg sidder og skriver på min computer til morgen thai, med lidt sødt brød til
Dr.Ashok/Broderen/Dr.Aseem
Kameraet fik altså sit dødsstødet i Templet i Datia
Da jeg tabte mit Kamera i Templet i
Datia 19 feb. fik det faktisk dødsstødet uden jeg var klar over det. At
linserne kan glide ind og ud, er ikke det samme som at de glider helt præcist.
Så jeg må have været lidt for hårdhændet i mit forsøg på at redde det. På
kameraets lille skærm, kunne jeg ikke se, at de fleste foto var
uskarpe.
Først et par dage senere i Delhi, da
jeg gik ind på min computer for at redigere de billeder jeg har
downloadet de sidste par dage, opdager jeg alle billederne er ude af fokus, på
nær nogle få.
Heldigvis var der nogle enkelte
billeder af lægefamilien, jeg har kunne bruge i denne rapport. Hvis du vil se
flere og bedre fotos af Taj Mahal må du se min Blog-rapport ’MC.INDIEN/AGRA/DELHI REJSE 2011 no.9’
Desværre har jeg slet ingen billeder af
Agra Fort & Palads. Det er en kæmpe nedtur ikke at havde disse fotos med i
min rapport. Men jeg er på en måde glad for, at jeg ikke vidste det, da jeg
stod foran Taj Mahal og Agra Fort & Palace. Jeg ville have følt det som en
kæmpe nedtur ikke at kunne fotografere og fastholde hvad jeg her så.
Uden kameraet ville jeg havde set
og oplevet disse bygninger på en anden måde. Som fotograf tænker du hele tiden
på, hvordan du bedst kan indkredse, finde de spændende vinkler og indramme det
du ser. Det tager klart noget fokus fra det blot at være og opleve, det man
står foran.
På vej fra Agra til Delhi stoppede jeg
op ved en mindre landsby for at tage nogle billeder. Kameraets linser nægtede
nu totalt at ville glide frem automatisk. Linserne havde de sidste par dage
kørt lidt ujævnt. Så nu var det tydeligt at kameraets computerhjerne nu også
havde taget skade.
Heldigvis havde jeg besluttet, at jeg
ikke havde overskud til at være turist mere på denne tur, selv om det så ville
være 3 tredje gang, jeg ikke fik set det Røde Fort i Delhi.
Dr. Ashok & hans gartner
Blomsterne var Dr.Ashok meget stolte af
Gandhi
FarFaderen
Faderen Dr.Ashok
Sønen Dr.Aseem
En aktiv travl familie
Jeg er tilbage hos familien og nyder
alene sammen med Dr.Ashok 15:30 en skøn frokost bestående af mange små retter.
Det er et meget hektisk arbejdsprogram alle i familien har. Derfor har de også
hushjælp, der sørger for alle de praktiske ting som rengøring, madlavning og
indkøb hvor nogle handlende kom direkte til døren på cykel, for at sælge nogle
af deres grønsager.
Foruden de mange hushjælper og gartner
dukker der personale op fra hospitalet, da det ligger lige ved siden af. For at
give en besked eller for at hente noget medicin, der befandt sig i skabet på
mit værelse. Så det er et hektisk hus fyldt med aktivitet.
Som Servas gæst modtager man mad den
første aften, men er så forpligtiget til at lave mad den anden aften. I denne
familie, med deres mange hushjælpere, vil det være lidt svært, da jeg så gør
dem arbejdsløse og de vil slet ikke kunne forstå min handling. Jeg kan også
fornemme at familien slet ikke tænker i de baner eller kender til Servas regler.
Jeg køre i stedet i byen for at finde en butik, der laver
Indisk delikatesse Sweet. Jeg køber 1 kg. som gave til familien. Jeg har nemlig
ikke meget overskud til, at påtage mig opgaven at lave middagsmad så jeg køber
mig på denne måde til lidt frihed.
Via sønnen’s mobil tlf. kan jeg gå på
internet, når han er i huset og ikke har travlt på sin tandlægeklinik. Jeg
sidder og nyder roen når alle i familien er travlt beskæftigede.
Klokken er nu 22:00, hvornår mon de har
tænkt sig at spise aftensmad. Hushjælperne har lavet mad for lang tid siden og
er gået. Den sidste time har jeg hørt Dr.Ashok og gartneren sidde og synge og
messe sammen, hvilket de også gjorde midt på dagen. Jeg går ind i dagligstuen
og spørger Dr.Ashok hvornår der er aftensmad. Jeg skulle bare tage det helt
roligt.- Så jeg går ind på mit værelset og venter en ½ tim. mere og viser mig
så igen i døråbningen og han gentager: ’Jeg skulle bare tage det helt roligt’.
Først 23:00 får jeg endelig besked om at der er aftensmad.
Denne uvidenhed om hvad der skal ske
eller hvorfor man i det hele taget venter, har jeg været ude for mange gange
her i Indien. Dr.Ashok har intet behov for at fortælle mig hvorfor vi venter på
aftensmaden. Jeg spørger derfor ikke
nærmere, men afventer som den pæne gæst jeg er. I går aftes, vidste jeg heller ikke hvad jeg skulle, før jeg pludselig
var midt i en islamisk bryllups ceremoni.
Hvis jeg var blevet fortalt hvad det var vi skulle, havde jeg haft en chance
for at sige fra på demokratisk vis, hvilket jeg er vant til fra min mere
demokratiske Danske kultur. I et klassesamfund som det Indiske, har man ikke
mulighed for at sige fra. Kulturelt, er man opdraget til at lystre og følge
ordre uden begrundelse.
Hustruen og svigerdatteren har været
til en åbning af en Kunsthåndværkermesse der var støttet af staten. De er først
lige nu kommet ind af døren, derfor var aftensmaden blevet udsat. De snakker
meget engageret om denne store smukke messe, der er støttet af staten. Den type
tiltag skulle der være flere af synes de, da der i Indien er utrolig mange
dygtige fantasifulde kunsthåndværker.
I løbet af middagen fik vi snakket lidt
om den politiske struktur i Danmark og i Indien samt snakket lidt om den
globale situation.
Det var utroligt dejligt at mærke den
positive aktivitet, nærvær og omsorg, der var mellem de to generationer i de to
store familier. Hvor familieliv og arbejdsliv skulle gå op i en større helhed.
Denne naturlige sammenhæng er guld værd.
Dr.Ashok og hans broder og flere andre har
en fælles bede session hver morgen og de fleste aftener. På denne måde er de
med til at styrke deres sammenhold og deres egen tro. Sønnen går lidt mindre
op i disse bede sessioner.
Sønnen havde svært ved at forstå, at
det er meget få familier i Danmark, der lever sammen i 2 generationer. I Danmark
har staten gennem de sidste 60 år, overtaget mange af familiens økonomiske forpligtigelser,
hvilket gælder alle de social aspekter. Støtte til uddannelse, lægehjælp, børnepasning, støtte til enlige forældre og
pasning af ældre og mange andre social ydelser. Det er ikke mere familien der
har forpligtigelsen. Det gør at ældre kan klare sig selv og at de yngre har råd
til at blive herre i eget hus. Bagsiden af dette er selvfølgelig, at nogle
familier langsomt opløses, da der ikke mere er nogen direkte moralsk
forpligtigelse til at tage sig af hinanden.
Taj Mahal er som en drøm der kommer en i møde, og det manifestere sig i et blændværk i dette disede solskinsvejr. Dette kridhvide billede vibrer som et zen-billede på ens nethinde. Det er virkelig betagende at gense Taj Mahal, som jeg så første gang på min MC.Rajasthan journey 2011. - Dengang blev jeg blændet af det hvide marmor, der reflektere i sollyset, da det træder frem mod en, gennem portåbningens mørke cirkelbue, svævende i horisonten, som et perfekt billede på et drømmeslot fra 1001 nats eventyr.
Shan Jahan havde et ønske om at bygge et tilsvarende Taj Mahal på den anden side af floden. Den skulle bare være sort. Det blev aldrig til noget, da han døde.
Arkitekten Ustad Ahmad , fik hugget højre hånd af da Taj Mahal stod færdig. Dette skulle forhindre at han byggede et lignende.
Denne lidt disset dag fik Taj Mahal til at vibrere som skåret ud i det fineste hvide elfenben, disse lidt uskarpe billeder, på grund af kameraet, er faktisk med til at give det en glans som om det langsomt træder tydeligere og tydeligere frem i ens sind.
Den centrale del af mausoleet er omkranset af fire identiske minareter, som er bygget med en hældning udad, så de i tilfælde af et jordskælv vil styrte til jorden væk fra selve mausoleet.
Gå ind på min blog: MC.Indien/Agra/Rejse 2011 nr.9
hvis du vil se flere fotos af Taj Mahal
22 Feb. Agra –
Delhi 396 km.
9:00 er jeg parat til at
køre videre på den sidste strækning mod Delhi. Det er lidt vemodigt at skulle
sige farvel specielt til Dr.Ashok og sønnen, dem i familien jeg har snakket
mest med. Disse to dage er gået utroligt hurtigt. Men i dag er det nemmere for
de af os, der har adgang til de elektroniske medier at forsætte en dialog.
Jeg valgte at køre af den
mindre hovedvej over byen Aligarh mod Delhi. På kortet kunne jeg se, at der var
nogle alternative mindre vejstrækninger, jeg kunne køre af. På kortet ser det
nemt ud, men som sagt er der mange veje der føre til Delhi.
Når jeg så en kæmpe sky af
hvirvlende sandjord i sollyset foran mig, var jeg klar over at nu gjaldt det om
at sætte farten ned, for nu kom der igen et sandet hullet vejstykke. Mindst
halvdelen af kørslen mod Delhi, var på den slags tørre hullede vejstykker. Hver
gang siger jeg til mig selv, nu kan det ikke blive være og så bliver det være.
Jeg har svært ved at
forklare, hvorfor jeg på et tidspunkt kørte 30 km. i den forkerte retning. Jeg
havde spurgt mig for og igen fået forskellige svar. 30+ 30 km. retur = 60 km. Desuden
havde jeg valgt en rute der er ca. 70 km. længere end den direkte. Så det var =130 km. ekstra,- et langt sejt ’drive’.
Da jeg kom til den store
naboby Ghaziabad 20 km fra Delhi’s centrum, oplevede jeg tætheden og mængden af
trafikanter tættere end tidligere. Men det skyldes sikker at det nu var blevet
mørkt. Mit nærlys fungerede ikke, så jeg var tvungen til at benytte fjenlyset,
derfor kunne jeg ikke se alle hullerne i vejen foran mig. Selv om jeg nu kørte
på en meget trafikeret by vej var der ind imellem slemme huller. Det værste
var nok når jeg blev blændet af alle de biler der benyttede
fjernlys, så jeg i perioder slet ikke kunne se hvor jeg kørte.
På sådan en strækning som i
dag, ville en GPS havde hjulpet mig meget. Specielt for at finde de rigtige
indfaldsveje ind til centrum af Delhi og rundt i byen. Jeg spurgte utrolig
mange menneske, men de kunne ikke engang sætte deres finger på mit bykort og
sige at her befinder vi os.
Jeg har brugt utrolig meget
tid på at spørge og forsøge forskellige afkørselsveje, før det lykkedes mig at
finde den rigtige afkørselsvej så jeg kommer over floden og ind til centrum af
Delhi. Klokken er nu snart 21:00 så jeg er godt udkørt. Nu har jeg også været
på farten i 12 timer. Jeg er overrasket over at mit venstre knæ har det OK,
selv om det tidligere på dage begyndte at volde lidt problemer.
Jeg ringer til Servas værten
her i Delhi, som har tilbudt mig at jeg kan bo hos ham. Han er Yoga/meditations lærer på 78 år. Han boer ca.10 km. fra centrum tæt på templet
Chhatapur. Desværre svare han ikke på
mit telefonopkald. Boligområdet omkring templet er stort og ingen kender til
Yogacentret eller personen. Det lader til at jeg ikke har den helt rigtige adresse.
Jeg fik ellers Dr.Ashok til at tale med Yogalæren og notere adressen ned. Efter
et par timers søgen i området giver jeg op. Han svare stadig ikke på mine
opkald. Utroligt ærgerligt.
Motorcykel kvarteret Karol Bagh
Jeg beslutter mig for, at køre
til Karol Bagh området, hvor jeg har lejet min Royal Enfield og der finde et
hotel.
Jeg kommer igen til at køre
lidt rundt inde i det store regerings & ambassade kvarteret midt i Delhi,
da der er veje der er afspærret her om natten. Der er ikke en sjæl på boulevarderne
jeg kan spørge om vej. Jeg forsøger at følge skiltene, der viser hen mod Karol
Bagh, men flere gange ender jeg op de samme steder.
Endelig lykkedes det mig at
komme frem til nogler områder i byen jeg kender til og derfra finder jeg så
frem til Karol Bagh motorcykelkvarter. Det første hotel jeg har i tankerne, hvor
jeg plejer at spise på deres restaurant, synes jeg er for dyr.
Klokken er nu 1:00 så alle
gader ligger lidt øde hen, nogle enkelte steder ligger der nogle hjemløse, enkelte
er vågne og snakker sammen ellers er det mest grupper af omstrejfende gøende
hunde. Nogle af hundene forfølger en person på en scooter og forsøger at bide
ham. Heldigvis er min MC. stor og larmende, så de udviser ikke den samme
angrebslyst over for mig.
Hundene er godt klar over,
at her om natten er det dem, der er i overtal, derfor tør de angribe, om dagen er
det menneskene, der er i overtal og da sover hundene for det meste.
Dette nattescenario af tomme
gader, nedslidt bygninger, metalskodder, gadelamper der reflektere tomheden,
dynger af affald, enkelte hjemløse der forsøger at finde et leje for natten,
omstrejfende hunde og et par enkelte oplyste facader og hoteller, er som et
spejlbillede af den politiske virkelighed.
Den samme trøsteløse
virkelighed af forfald mødte jeg tilbage i 1970 i New York City i bydelen East
Village, når jeg midt om natten gik på den berygtede gade ’Bowery’ hvor mange
hjemløse holdt til. Her oplevede jeg for første gang det menneskeskabte affald, bagsiden af liberalismen og
kapitalismen. Nu er ’Bowery’ blevet inddraget af middelklassen og
skraldet er flyttet længere ud.
Jeg har været på farten i 16 timers og kørt 396 km
I mine forsøg på at komme
ind til Delhi, og finde frem til Servas værten og Karol Bagh området, har jeg
nok kørt 60 km. da afstandene i Delhi er lige så store som afstandene mellem
rig og fattig. Den direkte afstand fra Agra til Delhi er ca. 200 km. Dertil
skal lægges +70 km. bevidst omvej, +60 km. fejlkørsel, +60 km. søgen i Delhi =
390 km. Jeg føler at jeg på denne sidste kørsel, har været lidt ved siden af
mig selv.
Det lykkedes mig at finde et
udmærket hotel i området. Men nu var klokken også blevet 01:00. Min krop var
godt træt, efter at have udført denne fysiske og psykiske tour de force. Jeg
havde været på farten i over 16 timer.
Min krop var så træt, at jeg
havde svært ved at holde balancen, da jeg gik frem mod hoteldisken. Jeg måtte
koncentrere mig, som en der har drukket lidt for meget, for at gå lige og holde
balancen efter alle de timer siddende på MC.
I spejlet kan jeg godt se,
at jeg har været gennem mange sandskyer. Det er den første køretur på hele
denne journey, hvor jeg synes jeg kan se på mig selv, at det har været en
anstrengende køretur. De andre gange, har jeg godt nok haft synligt mudder på
sko og bukser. Men denne gang har anstrengelserne skabt dybe fure i mit ansigt
fyldt med skidt.
23 Feb. Afsked med min følgesvend - Royal Enfield
Bullet 500 cc
Ved middagstid køre jeg ned
til Lalli Mobike for at aflevere MC. Jeg har været fuld tilfreds med lejemålet
og af denne Royal Enfield ’s køreevner. De elektriske problemer jeg har haft på
turen skyldes alm. slidtage og resten mine to små styrt.
Mens de tjekker MC. for
skader samt reservedelene jeg fik med på turen, for at færdiggøre det endelig
regnskab, er jeg gået hen på en internetcafe.
Efter nogle timer er jeg
tilbage på Lalli Mobike værksted og nu er regnskabet gjort op, hvor alle
detaljer vedrørende MC. tilstand er gjort op i rupees. Han betaler en del af de
elektriske udskiftninger jeg undervej har måtte betale for. Alt i alt en
utrolig fair behandling med masser af papirer og udregninger som virker
beroligende på en. Som en sidste gestus får jeg udleveret en sort kasket med
broderet Royal Enfield emblem. Nu er jeg symbolsk blevet en del af
broderskabet.
-Indien virker på mig, som et
utroligt kulturelt rigt land, (- tolerant) der kan rumme så mange
modsætninger, der kan leve side om side
Kæreste Bjarne d. 27.1.2013
Dine Billeder, så smukke og sikke et forfald, det lyser ud af dem alle.
Tænk dig den dag, hvor Indien igen vil få råd til at passe på sin enorme kulturarv.
Hvilken skønhed vil der ikke blive tale om!
Jeg læser dine betragtninger med stor interesse - bliv endelig ved - men et af dem falder mig for brystet, se selv citatet nedenfor.
Du taler om Indien som et tolerant sted. Men de internationale aviser og medier er lige netop i disse uger fyldt med skrækkelige historier om gruppevoldtægt af den mest bestialske art, og om et Indien hvor pigebørn i fostertilstand eller lige efter fødsel dræbes, fordi det handler om drenge, mænd, som 'man' tror kan brødføde én som gammel. Derfor er der et gigantisk overskud af mænd, der ingen kvinder får, hvilket får fattige til at begå gruppevoldtægter i massevis - og drab på de kvinder de overfalder. Foragten for kvinder og den seksuelle chikane og kriminelle adfærd går til samfundets top. De rige frygter ikke politi eller domstole, som da også behandler de kvindelige ofre med foragt.
Sig lige én gang til, at det er et tolerant land! Set gennem medierne er Indien et utroligt intolerant land, yes!
Ok, jeg er med på, at der er tolerante mennesker, men som samfund er det en katastrofe, at kvinder behandles på denne måde.
Al denne vold, al dette ikke-forløste begær, al den elendighed - og så paradokserne: tolerance og skønhed.
Man skal virkelig være om sig, ikke!
Det er befriende, at et stigende antal indiske kvinder masse-demonstrerer for at få ændret forholdene.
Kærlige hilsener
Svend Erik
Min analytiske ven Svend Erik har ret i at tolerance ikke er det rigtige ord, at anvende i det sammenhæng. Jeg lovede ham at jeg i min næste rapport ville forsøge at formulere hvad jeg mente med det jeg skrev. Men det bliver altså først nu jeg svare.
Mit citat fra MC.Indien/Uttar Pradesh/Delhi nr.1
- Indien virker på mig, som et utroligt tolerant land, der kan rumme mange forskellige modsætninger der kan leve side om side. De har udviklet en politisk kultur der giver plads, så de mest ekstreme spirituelle mennesker kan udfolde sig maximalt, og hvor de liberale ekstremt rige mennesker maximale muligheder for, at udnytte de godtroende og uuddannet masser økonomisk og holde dem fast i fattigdom.
– Først nu har jeg haft overskud til at gennemtænke mine politiske tanker vedrørende Indiens åbne kulturmønster, der for mig at se, er blevet mere og mere luftige kasteller som arbejder sig længere og længere væk fra selve dens etiske grundfundament. Et fundament der skal ’rumme’ en så stor vifte af kulturer, sprog (850 forskellige) og trosretninger, har måtte inkorporere en meget større kulturel og politisk bredde end de fleste andre lande.
På grund af denne kulturelle mangfoldighed og med 61% analfabeter, har politikerne svært ved at komme igennem med deres budskab og få borgeren til at rette sig efter de love der bliver vedtaget. Den enkelte Inder ved ikke hvad der er lov og ret mere, da det politiske system ikke i praksis har sat ressourcer af til, at forfølge dem der bryder lovene. Det kaos man oplever i storbyens trafik, er sikkert et meget godt billede på hvordan tingene, går sin skæve gang indenfor alle andre områder i Indien.
Det er svært for den enkelte at skabe overskuelige sammenhæng, specielt da denne mangfoldighed bare vokser og vokser og bliver mere og mere ekstrem og helt uden for politisk kontrol. Så derfor tror jeg det Indiske politiske system på et tidpunkt bryder sammen, da det ikke mere kan holde samme på de ekstreme modsætninger i samfundet. De religiøse modsætninger ulmer allerede kraftigt.
- Indien virker på mig, som et utroligt kulturelt
rigt land, der kan rumme så mange modsætninger, der kan leve side om side. (Sådan
burde jeg have formuleret mig i Rapport nr.1 og ikke brugt ordet ’tolerant’).
Den danske kultur er meget
homogent, med en meget lille vifte af kultur og trosretninger. Vi er et lille
rigt økonomisk og socialt land, med tvungen skolegang. Et velfungerende
demokrati, hvor politikerne bliver hørt og lovene overholdt. Men er vi et
særligt kulturelt, tolerant og vidtfavnende land.
Min
tredje MC. Indien journey
Med denne tredje MC. journey
i Indien, som jeg har kaldt min Holy
journey, har jeg selv søgt udfordringer ved at besøge og deltage i verdens
største hellige manifestation Kumb Mela, hvor over 70 mio. Inder over en tidsperiode
på et par mdr. deltager - samt at rejse rundt i den tættest befolket og
fattigste delstat Uttar Pradesh med 200 mio. indb. Jeg lider nemlig af lidt
klaustrofobi, når det gælder større forsamlinger af mennesker.
Først efter 3 uger fandt jeg en rytme i forhold til den Indiske kultur
denne gang, hvor alle mine sanser var
oppe og ringe i det røde felt. Hvor min sindstilstand havde op og nedture i en
delstat med 4 gange så mange mennesker som i Rajasthan, som jeg sidst besøgte.
Hele tiden troede jeg at jeg havde oplevet det værste, men så blev det være.
Jeg havde prøvet dette
totale bombardement af sanseindtryk på mine to tidligere MC.Indien journey, så jeg viste, at der også
var utrolig mange oaser her i Indien. Fredsfyldte steder, hvor ikke alle sanser
bliver bombaderet af larmende indtryk på en gang. Så det gjaldt om at finder
frem til disse Oaser, hvor ens sind på en forfinet eksotisk måde bliver forført
af den Indiske skønhed og æstetik. De sidste 3 uger af denne journey var jeg
heldig at besøge flere af disse.
Hvis jeg før min rejse havde
kontaktet nogle af dem jeg kender, som har rejst i de Indiske områder jeg
besøgte, havde jeg måske undgået nogle af de trøstesløse byer, jeg besøgte i
starten af min journey.
Kulturelle synspunkter
Kære Bjarne
Tak for dine rapporter fra din fantastiske rejse. Det er utroligt spændende at læse om alle dine indtryk og oplevelser, og dine fotos er - som altid - meget meget smukke og præcist fortællende. Det er tankevækkende at man i et kontinent som Indien med så begrænsede ressourcer er i stand til at holde et så højt ideologisk og æstetisk niveau - og forstemmende at sammenligne med vores eget ganske fattige stade mht skønhed, æstetik og filosofi. De skønne kunster er langt hen ad vejen en negligeret disciplin i DK. Selv om vi tror noget helt andet om os selv. Vi tror at Bauhaus og askese og lige linier og Arne Jacobsen er den direkte vej til Paradis. Jeg tvivler.
Kærlige hilsner
Franz
Kære Franz,- tak for dine tanker. Jeg er glad for at du synes om mine billeder. De vælter ind mod mig når jeg går en lille tur i byen. I øjeblikket befinder jeg mig i Datia. Jeg nyder tilværelsen.
I Danmark og i andre vestlige lande er vores forhold til livet blevet mere og mere materialiseret, så det er slet ikke forståelse af livet vi søger, men kontrol over det. Derfor forsøger vi at simplificere mangfoldigheden og kaster alle nuancerne over bord. Hvilket jeg selv har gjort gennem årene i min kunst, dog med dramatisering af modsætninger, så alle nuancerne i livets drama bliver iscenesat mellem yderpunkterne. Jeg mener den kulturelle Indiske mangfoldighed, er ved at miste styrke, kvalitet og retning, da den har svært ved at holde sammen på de grundlæggende etiske, unikke og kulturelle strømninger. - Mangfoldigheden er ved at blive alt for stor og har mistet den etiske samlende kraft, og er nu blot ubearbejdet strømninger i alle retninger. - Lad os tale videre om denne gigantiske elefant når jeg er retur, hvad jeg er snart.
Bjarne
Dr.Ashok familie alter
Dette var så min 5
MC.journey som jeg med denne afsluttende rapport helt kan slippe.
Jeg kan allerede mærke uroen i mit sind for at komme ud på min næste journey. Jeg føler jeg er på en slags odyssé, for
at finde mig selv i mødet med andre mennesker.
I utrolig mange år har jeg begravet mig i fordybelsen
af mit eget kunstneriske udtryk for at søge ind til kernen, i en slags indre
monolog. Nu kan jeg mærke, at jeg har behov for, at finde mig selv som menneske
i en ydre dialog, med mennesker i fremmede kulturer.
AUM
Bjarne v.H.H.Solberg
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
