BvHHS: MC.INDIEN/DATIA/REJSE 2013 nr.8

17 Feb. Orchha - Datia 60 km.

Efter 2 dages regn, var det skønt at vågne med solen skinnende ind af vinduerne. Det er stadig køligt her kl. 7:00 om morgenen. Jeg gør igen yoga for åben dør. Sidder de næste par timer og bearbejder fotoerne til den næste rapport.

Først kl.10:30 er jeg klar til at køre videre mod byen Datia som skulle have et af Indiens smukkeste Paladser bygget år 1620. På Fort View’s ejer, kan jeg forstå at der kun findes et hotel i Datia og det ligger lidt uden for selve byen.

Da det har regnet meget de sidste par dage, har jeg besluttet kun at køre af hovedvejen,. Det tog mig lidt over 2 tim. at tilbagelægge strækningen på kun 60 km til Datia, med en kort thai pause.

1/3 af strækningen var under opbygning, til en 6 spors vej. Så jeg kørte lange strækninger, skiftevis i løst grus, på hullede jordveje der nogle steder var som rene glidebaner. Så gjaldt det om at holde fokus på forhjulet svingninger, hvis man ville undgå at ende glidende på maven gennem mudder.

Tourist Motel. Jeg tillader mig den luksus at bo på et Fort Knox

13:00 er jeg fremme ved Tourist Motel. Det ligger på et stort åbent klippeareal med frit udsyn til det gamle Palace, Nrising Dev. Det ligger oppe på en lille bjergtop på den anden side af en stor sø. Denne gang har jeg ikke udsigt til et Fort, men til et Palace fra mine vinduer. Værelset har dog ikke balkon eller terrasse, men nogle store vinduer. Arkitekten burde have tilføjet en lille terrasse, så man kunne slå nogle døre op og trække sig ud i solen under en parasol.

Værelset kostede 200 kr.pr nat. Jeg forhandlede mig ned til 180 kr. da jeg havde tænkt mig at være her 3 nætter. For mig var det den rene luksus, da jeg hidtil har boet for mindre end det halve. På min sidste MC.India Rajasthan journey 2011 boede jeg i snit for 80 kr. pr. nat.

Det er skønt at have råd til luksus en gang imellem. Et privilegium uden lige. Jeg må jo erkender, at jeg blot er en ældre dobbeltmoralsk luksus hippie, der i hverdagen er blevet forvænt med en noget højere levestandard, end den jeg har levet under de sidste 5 uger.

Det føles som en renselsesproces, at stå under en bruser der fungere og få et ordentligt varmt bad, hvad der har været lidt af en sjældenhed på denne tur. Det er ligesom at vende tilbage til civilisationen efter 5 ugers primitiv telttur, hvor den store hygiejne ikke har været i højsæde.

Jeg har lyst til at træde lidt ud af rollen som MC. rejsende med mudder på sko og bukser,- se lidt mere civileret æstetisk ud. Så jeg finder min lille saks frem og trimmer mit skæg. Klipper de lange hår i næsen og finder pincetten frem fra min førstehjælps pakke, for at fjerne de mange hår i ørene. Det vilde look er nu under lidt kontrol.

Jeg skruer op for musikken.- Føler mig dejlig afslappet og jeg kan mærke, at jeg har sluppet parat parraderne. Musikken forplanter sig til min krop, der begynder at bevæge sig i takt til disse kendte toner eller er det min sjæl, der er sat i bevægelse som et pendul i tiden.

Solopgang

Dette kridhvide Tourist Motel, er ganske smukt og virker fredsfyldt med sine enkle linjer, som det ligger der, i det åbne klippelandskab.

Høje hvide mure med glaskår på toppen omkranser dette Motel’s store klippeområde, for at forhindre ubudne gæster i at trænge ind på området. Det kan minde om en slags Ford Knox eller Datia’s Kinesiske mur. Som gæst, er du helt afsondret og slipper for at blive konfronteret, med de elendige fattige vilkår, de fleste indbygger i Datia lever under.

Udover det skønne Palads har byen Datia, der ligger bagved Paladset ikke så meget mere at byde på, udover nogle forfaldne små templer forskellige steder i byen. Nogle af disse er langsomt blevet inddraget i grimme uæstetiske nyere selvbyggeri. Så Datia er ikke nogen charmerende lille by. Det samme gjaldt også for byen jeg lige forlod Orchha.

Det er ikke nogen turist by, hvor man kan bruge flere dage på at se seværdigheder. Det er nok grunden til at jeg faktisk er den eneste overnattende gæst på Motellet.

I dagtimerne er der dog en del fine gæster der kommer i store biler med chauffører for at nyde den gode mad og den skønne udsigt på Motellets Restaurant. Et par gange, ankom der nogle store turist buser, der skulle nyde udsigten. Det er nok derfor at de kalder dette Hotel for et Motel, da de fleste køre igen ret hurtigt.

Så hver aften var jeg den eneste gæst i restauranten, der fik glæde af deres veltilberedte gode Indisk mad til en rimelig pris. Personalet holdt en pæn afstand og lod mig være i fred og ro.

Det er det mest fredsfyldte sted jeg har boet på denne MC. journey, hvor ingen af mine sanser var oppe i det røde felt, måske lige den visuelle nydelse hver morgen når jeg så solen bryde igennem disen og langsomt give liv til en ny dag.

For at jeg ikke helt skulle glemme den ydre verden bag disse hvide mure, kunne jeg hver ½ time høre lyden af tudehorn, når et tog kørte forbi, på den anden side af den store hovedvej, der løb bag Motellet.

Fra dybet af en Shesterfield lænestol, en Indisk kopi, kan jeg i fulde drag nyde udsigten, den friske brise og roen til at fordybe mig i min videre visuelle dialog. En slags refugium for krop og sjæl.

Internet har jeg kunne benytte på Motel managerens kontor. Når han ikke selv var på nettet.

Børnene er utrolig ivrige for, at jeg skal fotografere dem, så nogle gange tager jeg nogle enkelte billeder, men mange gange er det heller ikke nok, opmærksomhed fra min side. I denne lille isoleret bydel tæt på mit Motel, hvor jeg tager nogle billeder bliver disse teenagedrenge lidt for højtråbende og proklamerende, uden at jeg forstod hvad de råbte følte jeg mig udhængt ’se giraffen’, så jeg måtte direkte vende mig mod den ene teenagedreng og vredt sige ’Shut up’. Det fik dem umiddelbart til at dæmpe lidt af deres tilråb. – Denne gang havde jeg bevæget mig for langt ind på deres territorie, hvor de føler, at det er dem der har overtaget.

Frugtskål af blade, hæftet sammen med små pinde

Mælkecentral

Indiens fattigdom

På mine tre MC. rejser har jeg valgt at bo i storbyer, som har en gammel bykerne af huse, der ikke har forandret sig meget, siden de blev bygget for 150 - 250 år siden. Man har ikke haft råd til at restaurere bygningerne eller få indlagt vand og toilet. Kloaksystemet er stadig kanaler i gadeplan.

Mange af disse gamle historiske bygninger udstråler ånd og værdighed, man fornemmer hvordan der engang blev kælet for æstetikken. De er bygget i en tid, hvor man gennemtænkte detaljen og helheden og skabte individuelle personlige huse. De fleste af husene er sikkert gået i arv i generationer, derfor føler beboerne en naturlig stolthed og forpligtigelse til at bevare huset i nogenlunde god stand, selv om de dårligt har til dagen og vejen.

Fattigdommen opleves derfor ikke så stærkt, da man bliver mødt af smukke forfaldne bygninger, der ved deres enkle æstetiske form, symbolske detaljer og de lysende livsbekræftende stærke farver, udstråler ånd og sjæl. Ligesom kroppen er sjælens bolig er huset kroppens. I en sund smuk krop boer en sund smuk sjæl. Beboerne i disse huse er kulturbevare og det giver dem en slags integritet, en kulturel værdi, som giver dem en styrke midt i deres materielle fattigdom. I disse boligområder møder jeg for det meste venlige åbne nysgerrige, fattige og harmoniske Inder.

Harmoni finder jeg også i de landsbyer, hvor jeg har stoppet op på min journey, for at indsamle visuelle indtryk. Her oplever jeg hvordan de igennem generationer har videregivet, deres viden og kunnen,- og på denne måde har de kunne overleve under de svære økonomiske forhold de lever under. De udstråler harmoni og balance med tilværelsen.

Fattigdommen virker stærkest i de indiske storbyer i de fattige kvarterer, hvor de ydre arkitektoniske forfaldne, kaotiske og uæstetiske rammer virker så disharmoniske på en. På denne baggrund fornemmer man ikke kun den økonomiske, men også den menneskelige totale fattigdom. Vi mennesker har behov for kærlighed, skønhed, tryghed, udfordringer og en mening med livet,- et hjørne i tilværelsen, hvor vi føler os velkommen og føler vi høre hjemme, det er der ikke plads til i det kapitalistisk system som det indiske, hvor det kulturelt betinget kastesystem, sammen med klassesamfundet, virker som en spændetrøje.

I Indien er alt inden for syns og sanse afstand, man kan ikke skjule fattigdommen helt endnu, som man gør i de vestlige lande. Den totale form for fattigdom, har jeg på mine rejser forsøgt at undgå, ikke fordi jeg ikke tør se den i øjnene, men det virker ikke opløftende menneskeligt på mig. Det kræver meget overskud, hele tiden at blive konfrontere med bagsiden af et samfund.

Jeg ved at jeg som turist på en MC. er helt ude af balance med det fattige miljø jeg bevæger mig rundt i. Min rigdom skinner ud af de teknologiske genstande, der omgiver mig. På den måde kan de se, at jeg har alt det de kun kan drømme om at have. Så det eneste jeg kan gøre hvis jeg vil i dialog, er at møde dem med et åbent sind og udvise menneskelig respekt.

18 Feb. Servas vært giver positiv tilbagemelding

Da jeg befandt mig i Chitrakut sendte jeg mail til 5 forskellige Servas værter i Agra om en af dem havde tid og lyst til at have mig boende som gæst, når jeg kom dertil på min journey. Da jeg ikke har fået nogen tilbagemelding, vil jeg nu forsøge at ringe til en af dem på listen, som ikke har nogen mail adresse.

Den første jeg ringer til, skulle ifølge min adresseliste være en 75 årig Fysik Professor. Jeg spørger om han har tid og overskud til at have mig boende d.20 & 21 feb. da han står på listen over Servas værter i Agra. Han siger med det samme ja, jeg er meget velkommen. Jeg bliver hurtigt klar over, at det ikke er Fysik Professoren jeg snakker med, men en Dr. Ashok. Fysik Professoren er hans Onkel. Jeg beder ham derfor om at SMS hans adresse i Agra.- Det var fantastisk positivt.

Jeg forsøger nu også at ringe direkte til Sevas værter i Delhi, måske har jeg mere held med en opringning end jeg har haft pr. mail. Efter flere opringninger kom jeg endelig igennem til en Yoga/meditations lærer på 78 år ifølge adresselisten. Han var også med det samme positiv, jeg skulle bare dukke op, når jeg kom til Delhi. Det var helt utroligt. Her har jeg sendt den ene mail efter den anden. Jeg tror Inderne ikke er meget for at skrive mail, de kan bedre klare den lidt mere personlige kontakt, man har når man taler sammen i telefonen.

19 Feb. Jeg forsøger med min kniv at redde mit kamera

Tourist Motel manageren anbefaler mig at besøge det største aktive hindu tempel i Datia, et han selv besøger jævnligt. For at betræde Templet, skal jeg foruden mine sko også lægge mit læderbælte. Mit kameraet glider uheldigvis ud, da jeg løsner bæltet, som det er fastspændt til og falder ned på flisegulvet.

Jeg undersøger straks kameraet. Det kan igen ikke åbne. Linsekanten har igen fået et slag, så linserne ikke kan glide ind og ud.- Efter utallige forsøg opgiver jeg umiddelbart og går ind for at se templet.

På denne MC.journey har jeg kun besøgt få, af de nyere Hindu templer som dette, da jeg ikke er så vild med deres æstetik.

Tilbage på Motellet gør jeg et nyt forsøg på at redde kameraet.

For at få den mekaniske del til igen at virke, benytter jeg min skarpe frugtkniv til at skære/slibe lidt af linsekanten der er lavet i aluminium. Jeg er tvungen til at skabe lidt mere plads, så de tre linsecylinder igen kan glide frem og tilbage på kamera-computerens kommando. Det er dog ikke hver gang det lykkedes, men den kan tage billeder.- Kameraet var igen reddet.

Denne gang var det ikke den helt store katastrofe, hvis det ikke var kommet til at virke, for nu er jeg nået til slutningen af denne MC.Journey. I morgen er jeg på vej til Agra og derefter retur til New Delhi.