11 Feb. Khajuraho – Orchha 202 km.
På denne MC.journey gennem Uttar Pradesh har jeg set meget få gravpladser, selv om 15% her er muslimer. Nu befinder jeg mig lige over grænsen til delstaten Madhya Prades hvor jeg støder på disse smukke gamle templer og en lille islamisk gravplads
Jeg køre ind i
et sort svin
Da jeg er kommet ud af den lille by Jatara ser jeg en flok sorte svin der
krydser vejen. Jeg sænker farten, så de kan nå at passere. Men en af de
halvstore unger vender pludselig om. Jeg når ikke at bremse, så mit forhjul
rammer svinet og jeg skrider med MC.
Mens min krop skrider hen ad den hårde jord, dukker billedet af et
overkørt svin, fuldstændigt smasket ud ligger det blodigt på kørebanen, som
alle de stakkels overkørte hunde jeg på denne MC. journey har passeret, frem på
min indre nethinde. Som vegetar igennem et helt liv, kan jeg ikke bære tanken
om, at jeg har kørt et svin over.
Jeg kigger mig lidt fortumlet omkring og ser hele svinefamilien styrte
af sted. Det lille svin var i fart da jeg ramte det med mit forhjul, så det har
nok blot fået et ordentligt side-kick.
Jeg rejser mig og konstatere, at der heldigvis heller ikke er sket det
store med mig. Jeg får slukket for benzintanken og får sammen med en Inder min
MC. op på ret køl. Min gearpedal samt v. fodpedal er igen blevet bøjet ved styrtet.
Forlygten har fået et ordentligt tryk.
Jeg har slået min hofte men ikke slemt. Min tykke læderjakke og
sikkerhedsjakke tog det værste af faldet. Højre ankel fik et stort brændemærke
efter kontakt med udstødningsrøret og mine håndflader havde fået nogle dybe
hudafskrabninger. Så plaster fra min første hjælps taske, var alt hvad jeg
behøvede.
Et uheld kommer
sjælendt alene
40 km. senere bakker en jeep pludselig tværs over vejen og blokere
fuldstændig for mig. Jeg kommer kørende med pæn fart. Jeg må bremser kraftigt,
hvilket resultere i at jeg skrider i det løse sand og der ligger jeg igen.
Denne gang faldt jeg på højre side, hvor mit kamera uheldigvis tog mod noget af
faldet. Det befandt sig i en lædertasker fastgjort til mit bælte. Der skete
ikke noget med mig og ikke noget særligt med MC. på grund af de kraftige
sidebøjler samt sidestålboksene.
Jeg tog kameraet ud af lædertasken og kunne konstatere, at det havde
taget skade. Jeg kunne godt tænde for det, men linserørene ville ikke glide ud
og åbne sig. Displayet havde desuden fået, hvad jeg vil kalde lidt blod/væskeansamlinger.
Et kort déjà-vu til min MC. Journey
til Mellemøsten 2003, hvor min Mac computer var gledet ud af min bagage, med en
fart på 140 km. i Aserbajdsjan. Jeg havde glemt at lyne rygsækken
ordentligt efter et kort stop. Jeg kørte tilbage og fandt til sidst min
computer. Hjernen var stadig i live, men displayet, skærmen havde i toppen og
siden fået lidt blod/væskeansamlinger som nu også mit kamera havde fået.
Dengang var min første tanke, mens jeg kørte og ledte efter computeren,
at jeg havde mistet min hjerne, min visuelle hukommelse, alle mine fotos fra 1
mdr. journey var forsvundet. Meningen med denne ’visuelle journey’ var nu
ligesom meningsløs. Jeg havde for en kort stund fuldstændig mistet fodfæstet.
Nogle af de samme tanker passere gennem mit hovedet. Mit kamera kan jeg
ikke undvære på denne journey. Jeg er blevet afhængig af at se og opleve gennem
dens linse. Det er blevet min styrende observations guide, der føre mig fra den
ene visuelle observation til den næste.
Efter utallige forsøg hvor jeg forsigtigt forsøger at hjælpe linsen i at
glide frem og tilbage, sker det pludseligt,-
det ene, det andet og det tredie
linserør glider langsomt frem. Efter nogle forsøg, kan jeg også få de tre
linserør til at glide helt ud i yderste zoom position. En kæmpe lettelse breder
sig i mit sind. Jeg er stadig kampdygtigt, min jagt på billeder kan forsætte.
En gruppe kvinder i Orchha, der smilende byder mig meget velkommen til at fotografere dem, det er ellers meget sjælendt det er sket
Gennem kameraet linse
oplever jeg nuet
Når jeg går rundt, ser og tænker jeg i billeder. Via linsen og displayet,
søger jeg det rette motiv, en detalje, en situation, den rette vinkel, den
rette afstand og det rette øjeblik.
Ligesom en jæger opøver man et visuelt jagt instinkt, man bliver bedre
og bedre til at fornemme hvilke steder og områder man skal opsøge for at få
nogle gode billeder. Man er blevet dygtigere til at komme tættere på personer
uden at træde alt for tæt. Ens kropsprog og attitude er blevet bedre til at
signalere, at man blot vil tage et billede og ikke et visuelt overgreb.
Når man går rundt uden kamera, fokusere man normalt ikke på alle
detaljerne, men samler dem automatisk til et overordet visuelt helhedsbillede,
med en fornemmelsen af, at man faktisk ser det hele. Men dette overordnet
visuelle helhedsbillede svare til, at man kun læser en bogs resume og ikke hele
bogen. Derved går man glip af alle de vigtige detaljer, der er med til at skabe
bogens spændende og levende historie, på samme måde er det med detaljerne i det
visuelle overordnede billede, man skal ned i detaljen for virkelig at opleve
livet, ned til rodnettet, hvor historien suger næring.
Kameraet giver mig en legitim undskyldning og grund til at komme lidt tættere
på alm. mennesker via en ordløs kommunikation. I min tilgang til personer,
motiver og situationer, har jeg hele tiden tilstræbt, at visualisere det
umiddelbare, her og nu indtryk, både af detaljen og den større helhed. Jeg er
ikke gået i dybden.
Halve huse
Lige før jeg når Orchha kørte jeg igennem en lille landsby, hvor fronten
af de fleste huse på hovedgaden var revet ned. Denne mindre hovedvej var ved at
blive udvidet, så lastbiler og store busser kan passere hinanden. Det ville nok
blive alt for dyrt for både Stat og husejer, hvis hele huset skulle rives ned
og der derefter skulle findes en ny grund og bygges et helt nyt hus. Mange af
husene er desuden lange og smalle, så derfor er det nok bedst for familierne og
staten, kun at rive fronten ned, mod en økonomisk kompensation for
ødelæggelserne.
For pengene har de så mulighed for, at omdanne det halve hus til et helt
igen. Tiden vil vise hvordan husenes front mod hovedgaden vil komme til at se
ud.
Fremme ved byen
Orchha
En Belgisk turist, havde givet mig navnet på Fort View Guest House, som
han synes lød godt ifølge hans guidebook. Så jeg opsøgte dette, efter at have
besøgt 2 andre guest house jeg også var blevet anbefalet, men de havde intet
ordentligt view.
Udefra lignede Fort View blot en kedelig bungalow. Jeg gav det heldigvis
en chance. Sikke et held. Da jeg var kommet forbi forkontoret, mødte mit blik en
lang smal kridhvid enkel beplantet gårdhave med et fantastisk widescreen view
over mod Fortet på klippetoppen, der skinnede helt gyldent i eftermiddags
solens varme stråler. Ens blik gled
langs Fortets fæstningsmurer på den anden side af Betwa floden og stopper først ved fæstningsbroen, adgangsvejen til Fortet. Floden på denne side
af Fortet er næsten helt udtørret.
Jeg går helt frem til terrassens balustrade og nyder dette fantastiske
view. Jeg ser, at der er et værelse til højre, der ligesom har sin egen private
lille terrasse, med udsigt direkte fra et stort vindue over mod Fortet. Et
ideelt værelse med view, for en æstetikker og romantikker som mig, der har
behov for at kunne fordybe sig. Jeg kan regne ud, at solen må stå op et sted
til venstre for Fortet.
Prisen for direkte view var 170 kr. incl. Morgenmad. Det var lige i
overkanten af mit planlagte budget, jeg tilbød 110 kr. og mindst 3
overnatninger. Det gik han med til, da det var uden for turist sæsonen. Visuel
luksus, at kunne sætte sig ud på sit eget lille stykke terrasse med udsigt til et
gammel historisk smukt Fort og en masse små tempeltårne.
Orchha
Orchha var i 1600 tallet
hovedstad i staten Bundela, men herskeren på det tidspunkt blev dræbt af
banditter og byen gik i hurtigt forfald. Den blev røvet gennem årene af
forskellige plyndrende hære, inden den blev endelig forladt i 1700 tallet og siden da er næsten ingenting
ændret, dog er man langsomt begyndt at restaurere nogle af de spredte paladser
og fortet, templer og gravmæler.
Fronten af de fleste
huse på Orchha hovedgade er blevet revet ned, for at give plads til den nye
bredere vej, der skal kunne klare nutidens og fremtidens behov, for hurtigt at
kunne komme frem og ikke som nu, hvor der hele tiden dannes trafikpropper, af
larmende utålmodige trafikanter. Beboerne er nemlig stadig i genopbygningsfasen,
så der ligger bunker af materialer på selve vejen. Man kan se, at de forsøger
at genanvende murbrokkerne og jorden fra nedrivningen.
12 Feb. - Tre
indiske gratier dukker op i billedet
Stille morgen efter et nyt tordenvejr med regn. Jeg sidder på terrassen
og nyder min thai og morgenmad, med mit uldne tæppe omkring mig og ser udover
det fredsfyldte udtørrede flodleje, hvor der er en smule aktivitet. En
fårehyrde med sin lille flok får, krydser flodlejet for at komme ind på Fort
området, hvor fårene sikkert kan finde føde.
8:30 bryder solen igennem skymassen, så måske bliver det en solrig dag.
Tre sariklædte kvinder med hver sin lille vandkande dukker op lige nede
for skrænten, jeg kan høre dem snakke, de søger ned til lidt vand i det åbne
område. Da jeg igen ser i deres retning, sidder de på hug med deres gevandter
trukket lidt op.
Ja minsandten, de sidder sku og skider, ikke mere end 100 m. fra hvor
jeg sidder og nyder min morgenmad. Her troede jeg lige, at jeg havde købt mig
til en luksus plads i livet og så sidder de sku der og skider mig op i mit åbne
ansigt. Lige så tydeligt som jeg kan se dem, kan de se mig,- det er bare for meget.
Jeg skal lige sunde mig et par sekunder, før jeg igen er parat til at se
virkeligheden i øjnene. Der sidder de i det åbne landskab og forretter deres
sag. De virker ikke specielt beklemte ved situationen, på trods af, at jeg
sidder her på først række direkte vendt mod dem.
Jeg kan høre, at de livligt konversere mens de tømmer deres tarme, de
ser ud som om de nyder denne rituelle handling de foretager i fællesskab.
Jeg får et flash back og tænker på dengang, jeg var spejder og oplevede,
at sidde flere ved siden af hinanden og skide, på en slags latrin, konstrueret af
grene. Jeg husker det som en meget intim og hyggelig social situation. Det var
også lidt spændende, at balancere på grenkonstruktionen. Kunne den mon holde
til vægten af flere personer. Risikoen for at ryge nede i latrinhullet var
tilstede i ens bevidsthed.
Før i tiden byggede man også latrinbænke, hvor flere på samme tid kunne
sidde på toilettet.
Mens jeg sidder og tænker over hvad jeg ser,- og over hvad jeg bør føle og tænke i denne
situation, hvor min naturlige intimsfære føler sig krænket. – tænker jeg højt.
- Disse 3 kvinder vælger helt åbenlyst, at placere sig i det åbne
landskab med ryggen til vandet på tilpas afstand, så de har frit udsyn. Ingen
kan snige sig ind på dem uden de bliver set både af dem og af os. De vil være
mere forsvarsløse hvis de foretog samme handling skjult bag en busk.
Jeg synes også det er tankevækkende, at de alle faktisk kan tømme deres
tarme på samme tid. Det kræver lidt fysisk og psykologisk sammentænkning, eller
måske sker det helt naturligt og ubevidst, på samme måde som kvinder der boer
sammen, tilpasser deres menstruationscyklus efter hinanden. Det har jeg engang læst.
Disse 3 kvinder har sikkert sat sig på dette sted mange gange, måske hver
dag eller hver anden, måske har de gjort det her, siden de var små børn, måske
har de gjort det i generationer.- En ting er sikkert, de gør det kun, fordi de
ikke har råd til rindende vand og toilet i deres bolig.
Lidt senere mens jeg står og kigger over mod Fortet, ser jeg til højre
for mig en gammel mand med bukserne halvvejs nede om haserne forsvinde om foran
et stykke mur. Det er ikke svært at gætte, hvad han fortager sig der på
skrænten.
Da den gamle herre er færdig, dukker der en sort hellig ko op som
ligeledes forretter sin nødtørft foran naboens hus. På det tidspunkt er jeg
endnu ikke blevet helt færdig med min morgenmad.
Jeg behøver blot at stikke hovedet lidt mere frem, så befinder mit blik
sig midt i lortet. Affaldet ligger i en dynge nedad naboens skrænt ned mod
flodlejet.
Senere på dagen sætter 3 yngre kvinder sig igen foran mit synsfelt og udføre samme ritual. Jeg hilser dem ærbødigt velkommen i det grønne, nu da jeg er blevet lidt mere fortrolig med dette meget personlige og for mig uvante ritual.
For rent miljømæssigt er det helt naturligt på denne måde at give naturen lidt tilbage, af det man selv har modtaget. Livet er en stor cyklus. Men da vi mennesker ikke er i samklang på alle felter med naturen omkring os, skabes der meget nemt ubalance. Specielt når så mange mennesker boer så tæt samme, det skaber for meget energi, både positiv og negativ og disse energier skal så bevidst bearbejdes og kanaliseres derhen, hvor det kan gavne og være med til at skabe balance, til gav for så mange som muligt.
Her i Indien, hvor over halvdelen af befolkningen ikke har adgang til toilet, er balancen helt ude af proportioner. Et spejlbilled på det indiske samfunds katastrofale skæve fordeling af deres resourcer. Det er ikke kun i Indien der ikke er balance men i hele den globale verden.
3 gratier af Sandro Botticelli 1485 år
Når jeg ser disse 3 unge kvinder symbolsk give energi tilbage til naturen, tænker jeg på de tre gratier i den græske og romerske kultur der symbolisere frugtbarhed, ynde og glæde.
Jeg nyder selv at få tømt mine tarme. jeg fornemmer en befrielse og forløsning. Ens krop bliver tømt for affalds stoffer og er parat til langsomt, at blive fyldt op igen med livgivende føde.
At tømme sin blære i det fri, er også en befriende fornemmelse. Det at stå og tømme sin blære i det fri, en kulsort blæsende stjerneklar nat, og lade ens tanker og blik forsvinde op mod de lysende stjerner og videre ud i universets uendelighed, er en utrolig stærk oplevelse, man føler sig totalt i et med naturen.
De 3 gratier, har ingen dør til deres privatliv, de kan lukke. Jeg må derfor se i øjnene, at det er mig der må lukke mine øjne, hvis jeg vil bevare ideen om mit privat liv. Lukke bevidstheden ude om at jeg er en del af det økonomiske klassesystem, der gør at de ikke har råd til deres eget personlige toilet dør, men må benytte det offentlige fælles rum uden dør.
Her i Indien bliver man hele tiden konfronteret med livets utrolig mange modsætninger kulturelt og økonomisk. Det sublime bliver øjeblikkeligt sat i forhold til livets realiteter, det man ikke vil se i øjnene. Det er en prøvelse hver gang man bliver konfronteret med virkelighedens bagside og ikke kun dens positive forside, som man helst vil bevæger sig rundt i. Det kræver hele tiden, at man gennemtænker de nye virkeligheder man bliver udsat for, i relation til ens grund fundament.
Resten af dagen, havde jeg fornemmelsen af hele tiden at se børn og voksne der sad og tømte tarmene. Jeg synes ikke jeg havde lagt mærke til det før eller måske havde jeg ubevidst kigget den anden vej. Men nu da jeg havde jeg fået det lige i hovedet, blev det en nærværende problemstilling.
14 Feb. Solen
stiger op præcis 7:00
Der er få skyer på himlen, så måske bliver det en solskinsdag med en
klar lysende azurblå himmel. For åben dør vent mod solen der langsomt stiger
vælger jeg at gøre yoga øvelsesrækken ’Hymnen til Solen’ i taknemlighed over
dens tilsynekomst. Det er stadig lidt køligt her til morgen.
Mit ottende MC.
værkstedsbesøg
Jeg får rettet koblingen og v. fodpedal. Speedometeret der stoppede 60
km. før jeg nåede Orchha bliver ordnet. Desuden bliver aluminiums kransen til
forlygten rettet ud efter mit styrt. Fodbremsen blev justeret, så den igen
bremsede ordentligt. Jeg benyttede lejligheden til desuden at stramme alle
boltene på MC.
Jeg har valgt i min rapport at sætte tal på mine MC. værkstedsbesøg’ da
jeg på alle mine tidligere MC. journey har haft alt for mange MC.
værkstedsbesøg. På min første MC. Indien journey 2008 hvor jeg også kørte på en
Royal Enfield 500 cc havde jeg hele 16
værkstedsbesøg i løbet af 1 mdr. med kun 15 køredage.
Dengang lovede jeg mig selv, at det nok var sidste gang, at jeg kørte på
en Royal. Så på min sidste MC. Indien Journey
2011 valgte jeg at køre på en Honda. Den krævede også mange
værkstedsbesøg med store reparationer.
Så det er ikke bare en joke, jeg har været uheldig med de MC. jeg har
lejet.
Denne gang har jeg dog været heldig. Der har være få fejl på MC og
resten har været skader jeg selv har været skyld i.
MC. værkstedet er lidt specielt. Midt i butikken, der er hel åben ud til byens hovedgade og fyldt med vare på hylderne, sidder bedstefaren på 97 år på sin seng og følger med i hvad der sker. Han startede dette MC. værksted, der nu drives videre af hans søn og barnebarn.
Restauranten, det
sted man henter næring
Foruden et guest house,
placeret det rette sted med view, er det vigtigt for mig at finde en restaurant,
hvor jeg kan få god mad og hvor jeg samtidig kan holde ud at sidde. Det bliver ens
forlængede opholdstue, da det jeg sjælendt kan holde ud at sidde en hel dag på guest
house værelset og arbejde.
Det er derfor vigtigt
for mig at finde en restaurant, jeg synes om og hvor jeg føler mig velkommen. Når
jeg har fundet en restaurant i min smag, gentager jeg succesen og kommer igen.
Denne rutine giver lidt tryghed.
Det er anstrengende, at
skulle finde et nyt sted at skulle forholde sig til. I forvejen bliver man bombarderet
med utrolig mange nye indtryk igennem dagen der skal bearbejde. Derfor har man
ikke altid lyst og overskud til at prøve et andet sted .
Som vegetar, er det
skønt at befinde sig i Indien, da jeg her har lige så mange forskellig
mulligheder jeg kan vælge imellem som andre, hvad jeg normalt ikke har. På de
mere lokaler restauranter, er der klart nok kun få valgmuligheder og her synes
jeg retterne smager lidt for ens.
Da jeg befandt mig i pilgrimsbyen Chitrakut, hvor jeg havde svært ved at finde en lidt pænere restaurant, valgt jeg en aften at spise på en af de åbne lokale spisesteder for den lavere klasse, som mindede om et nedslidt folkekøkken. Menneskevarme var der meget af, men ikke megen æstetik. De kunne ikke finde en plads til mig ved et af bordene, så de bad mig om at sætte mig ned og vente. Maden blev lavet og serveret til de ca.12 Inder på en gang. Nogle fik ekstra ris og grønsager, andre fik ekstra chapatis. Så det åbne køkken havde travlt.
Jeg sad blot der og ventede på, at alle fik spist færdigt. Jeg havde ellers
regnet med at få mad samtidig med de andre. Alle forlod spisestedet på samme
tid efter at have spist dagens ret. Mange af dem, komme sikkert igen næste dag
og de vil få serveret en ret, der sikkert minder og smager som den de fik i
dag.
Spisesteder jeg først tør besøge, når jeg har været i Indien i 2 uger, da hygiejnen ikke er særlig høj og al opvask, for det meste sker i koldt vand. Ens system skal have opbygget lidt bakterie immumforsvar. Thai er jeg ikke så bange for, da det servers kogende varmt. Efter to uger tør jeg også nyde deres friskpressede juice på gadeplan selv om deres glas er skyllet i koldt vand. Hygiejnen i de fleste bedre restauranter, er uden tvivl heller ikke for god. Jeg har indtil videre sluppet for maveproblemer.
De lokale spisesteder i Chitrakut hvor jeg fx kunne være heldig, at få
yoghurt som morgenmad, var meget uæstetiske. Det påvirker een, selv om man forsøger at koncentrerede sig
udelukkende om smagssansen.
Efter 4 dage i Chitrakut, hvor jeg havde nogle meget magre kulinariske
dage. Var det skønt at komme til Khajuraho hvor jeg valgte denne meget
æstetiske tagrestaurant, der reklamerede
med at have en Italiensk Mesterkok. Den var helt enkel indrettet med røde rene
duge og en høflig kultiveret betjening. Jeg valgte at spise pizza og retter med
spagetti de aftener jeg var i Khajuraho. Retter jeg normalt ikke spiser så tit
i Danmark, men her var det noget mine smagssanser kunne lide, en genkendelsens
glæde.- På en anden tagrestaurant i
Khajuraho, valgte jeg at spise min morgenmad, da jeg her kunne få serveret
yoghurt med banan og honning.
Her i Orchha fandt jeg ikke nogen restaurant, der rent æstetisk og
kulinarisk tiltalte mig. De fleste turist restauranter tilbød gratis WiFi
internetforbindelse. Det gav mig mulighed for at arbejde mere frit, end jeg
kunne på en alm. internet cafe, hvor du har meget lidt plads. Jeg valgt derfor
en restaurant, hvor jeg følte mig godt tilpas og hvor jeg kunne holde de
ansatte ud. For når de unge tjenere havde mulighed for det, forsøgte de at
følge med på ens computer og stillede utrolig mange spørgsmål. Man skal være
åben for denne grænseoverskridende kropslig kontakt.
16 Feb. - Morgenmad på værelset
Med udsigt til slottet sidder jeg på min seng og kigger ud af mit panorama vindue over på det gamle slot fra omkring 1600 mens jeg nyder min thai og de fire skiver hvidt toasted brød jeg spiser med lidt jam på. Jeg har nu spist det de sidste 6 morgener jeg har været her. Ikke den sundeste eller lækreste morgenmad, man kan tænke sig. Men 6 dage kan min sundhed nok klare denne type mad. Tusindevis af Italienere starter dagen med en slags kage. Det er en skøn luksus at kunne nyde sin morgenmaden sammen med ens skønne view.
Det har igen tordnet hele natten og har holdt mig meget vågen. 6:00 stod jeg op. Tordenen bragede stadig og regnen silede ned. Derfor havde jeg indstillet mig på at det nok var klogt at blive en nat mere her i tørvejr. For selv om det holdt op med at regne i løbet af formiddagen, så ville jeg ikke vide om regnen måske ville komme igen mens jeg befandt mig på landevejen. I går var det fint 3-4 timer midt på dagen, men så kom regnen igen. Samtidig kan den hårde jord ikke absorbere så store regnmængder så hurtigt, så jeg ville sikkert komme ud for leret jord de steder hvor asfalten stoppede, så har jeg følt at det nok var klogt at vente endnu en dag.
Jeg benyttede denne ekstra dag til at få endnu en gang massage af den lokale unge frisør. Han var ikke dårlig. Jeg fik ham til at massere mig hårdt og dybt. Det var den rene luksus, da min krop havde det OK. Men da det kun kostede 60 kr. var det billig luksus, for en skøn dybdegående afspændende og livgivende intimitet.
Vælger at køre over og se de templer, som jeg under mit ophold kun har set toppen af fra min terrasse
Efter massagen og lidt hvil, beslutter jeg at tager over til Fortet på MC. for at se de mange mindre templer på dets store område. For at komme helt tæt på templerne må jeg direkte kravle over indhegningerne. Nogle af disse smukke gamle templer bliver brugt som kostald og i andre boer der Inder, som på den måde indirekte passer på dem.
AUM
Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar