5. feb. Hampi - Chritradurga
182 km.
Iphone / Internet / GPS / Google maps
Jeg har nydt stilheden og den afslappet atmosfære her i Hampi. Nu
er jeg så tilbage On the Road til den mere stresset hverdag, uden for denne
lille hippieturist enklave. Efter kun 20 km. kørsel skulle jeg igennem storbyen
Hospet, hvor jeg blev konfronteret med den samme trafiktæthed og inferno af
larm og trafikpropper, som fra mine tidligere MC.ture. i Nord Indien.
Det er lidt af et helvede, at finde den rette udfaldsvej, når
man køre igennem de helt store byer. De fleste Inder kan ikke læse og heller
ikke forstå ens udtale af byernes navne. Med Iphone er jeg kommet ud over dette
problem. Hvis jeg er usikker, om jeg har valgt den rette vej, stopper jeg op og
ser på min Iphone, den viser præcis hvor jeg befinder mig. I forbindelse med
mit indiske telefon abonnement fik jeg også adgang til internet, så jeg kan
benytte Google Maps GPS system. Det fungere helt perfekt, når man først har
afkodet hvordan systemet fungere. Når der er lidt strøm på Iphone går den dog
banana. Batteriet kan holder ca. 3-4 timer, når man tænder og slukker for den.
Så mit alm. kort er godt at have for helhedens og overblikkets skyld. Google Maps
mangler blot at få de sidste små markvej med.
Iphone, gør at det er meget lettere at vælge alternative små
veje. Men det har jeg bevidst valgt fra, da den første del af denne journey er bjergkørsel,
hvor det er svært at foretage alternative ruter. Jeg har samtidig indset at hvis
jeg fysik skal holde til strabadserne er det vigtigt, at jeg så vidt muligt
undgår, at vælge for lange og anstrengende køre dage. Alternative små veje må
vente, det vil være dumt at gøre turen mere anstrengende end den er i forvejen.
Jeg ville nok vælge alternative veje, hvis jeg troede på, at jeg ville finde nogle
specielle landsbyer eller templer. Jeg mangler lidt den vigtige indre
motivation.
De første 30 km. var temmelig anstrengende da vejen kun var to
spors. Med heavy trafik af store lastbiler og busser, der hele tiden kæmper om
at komme fremad, det vil sige kampen om at overhale hinanden. Den lastbil der
køre lidt hurtigere forsøger at overhale den foran, hvilket kan tage sin tid,
da den som sagt kun kan køre lidt hurtigere. Jeg tror de fylder lastbilerne med
alt for meget vægt, som kræver flere hestekræfter at flytte fremad. En bus der
kører lidt hurtigere forsøger, derefter at over hale den lastbil der lige har
overhalet den anden lastbil etc. og i modsat kørebane sker det samme. Det vil
sige at alle hele tiden venter på, at der er fri bane til at over hale og der
kan godt gå lidt tid med det, da lastbiler og busser må vente til, der er et
hul til overhaling. MC. kørende og alm. personbiler forsøger selvfølgelig også
at kommer længere frem i køen. Jeg har heldigvis de ekstra hestekræfter det
kræver at fortage en hurtig overhaling. Før man foretager overhalingen er det
vigtigt at tjekke, at der ikke bagfra kommer en lastbil, der vil overhale
samtidig med mig, hvad sker engang imellem. Derfor er jeg glad for, at jeg har
valgt den store Royal Enfield på 500 cc. og ikke den mindre på 350 cc.
På MC. er det ikke lige
sagen at ligge mellem store osende køretøjer og det sker, hvis du ikke lægger
dig i yderbanen og overhaler. Så jeg må overhale tit og ofte for at undgå disse
situationer. Heldigvis er det ikke den store hastighed. Det er få dage jeg
bliver overhalet selv om jeg kun køre ca. 70-100 km. på alm. gode veje. Når vi
er nede på de grussede eller meget hullede veje er det 30-50 km. Heldigvis
oplever jeg at man her i Syd Indien ikke køre så stresset og aggressivt som i
Nord Indien.
Jeg nåede frem til Chritradurga lidt over middag. Kørte en lille
tur i byen og valgte derefter at skrive videre på min blog. Dette var blot en
Indisk by uden den helt store personlighed. Mit værelse vendte direkte ud til
den store motorvej. Man havde glemt at fortælle mig, at der var et vindue der
manglede. Så jeg havde fornøjelsen af larmen fra motorvejen hele natten. Jeg
benytter heldigvis hørepropper, for man ved aldrig om der er en moske i
nærheden der begynder at messe eller hunde der gør eller personale der snakker
larmende tidlig om morgenen lige uden for ens dør. Heldigvis er der ikke så
mange af de mellemstore byer med frit løbende hunden, som i Nord Indien.
De hede nætter gav mig et socialrealistisk
mareridt og en smuk spirituel drøm
De hede nætter satte
gang i min underbevidsthed. Den første nat i Hampi havde, jeg en meget stærk
socialrealistisk mareridt, hvor jeg vågnede ved at jeg skreg: ’jeg vil ikke være
med til at dræbe, for ikke at blive dræbt. Jeg vil ikke være med til at denne
umenneskelige cyklus forsætter’. Jeg var barnet der skreg, som stod i det
umenneskelige dilemma, at hvis jeg ikke sørgede for at visse personer blev
dræbt, ville de dræbe mine forældre, der var taget som gidsler. Desværre kunne
jeg ikke huske flere detaljer fra drømmen.
Den sidste hede nat i Hampi, havde jeg en fantastisk smuk
spirituel drøm.- Jeg bliver bevidst om min egen tilstedeværelse, da jeg højt i
søvne sagde: ’det er dig Bjarne’ og jeg rækker en hånd ud efter mig selv,
stående i fuld figur lige foran mine øjne, men gennemsigtig. Bagved i 3 D perspektivisk ser jeg 2 andre gennemsigtige reinkarnationer, af mig selv. Jeg
ligner de realistiske udskårne kulørte gudestatuer som de har afbilledet i de
nye Hindutempler. Før min hånd når frem til min første reinkarnation, opløses
den og nummer to træder frem og derefter min tredje reinkarnation. Jeg vågner
og må erkende at disse gestaltninger af mig selv, var utrolig virkelige.
6. feb. Chritradurga – Belu 184 km.
De første 40 km. var på en skøn ny motorvej, så den var en ren
fornøjelse, for der var masser af plads til trafikken. Men derefter var det
virkelig hullede og grusset og stenede veje. Jeg vil tro at 1/3 del af
strækningen var på hullet vej så det tog mig med pauser ca. 5 ½ tim. Det tog
hårdt på MC. min røv og min ryg.
Jeg finder frem til Hotel Mayura Velapuri på selve hovedgaden,
der føre lige op til templet. Jeg bestilte et skønt værelse for 2 nætter. Om
aftenen besøge jeg Hoysala Templet for
enden af hovedgaden. Det var meget spektakulært med sit meget detaljerede og komplicerede hinduistiske stenhugger arbejde. Næste dag var min plan så, at besøge den anden tempelby
Halebid der lå 16 km. fra Belu, der havde et tilsvarende Tempel.
7. feb. En symbolsk magisk dag
Om aftenen, sidder
jeg og tænker på den fantastiske oplevelse, jeg havde for 1 år siden, da jeg var i Indien på min MC. journey langs
Ganga. På min fødselsdag d. 7 feb. endte jeg op i den hellige by Khajuraho. En ung fyr på 13 år, der ville vise mig den
gamle del af byen, synes min fødselsdag skulle fejres, så han involverede hele
sin familie. Så hele huset med ca. 25 pers. sang fødselsdags sang for mig på
engelsk. Jeg havde betalt for en kæmpe etagekage som faderen fik bestilt og
samtidig sørgede for lys og balloner. Så det blev en festlig dag med alle
børnene der forsøgte at knaldre ballonerne.
I morgen har jeg igen fødselsdag. Der burde ske noget specielt,
på denne ’min symbolsk magiske dag’. Jeg
besluttede derfor at springe besøget af Tempelbyen Halebid over samt at forlade
Belu allerede tidligt næste morgen.
Hvad kunne være mere
symbolsk end på selve dagen, at nå frem til Sri Narayanananda Math Ashrama, for
at fejre min spirituelle dag i selskab med min guru, Swamiji Narayanananda’s (12. april 1902 - 26. februar 1988) åndelige center.
Det meste af vejen var
dejlig bugtede bjergveje med en fantastisk frodig natur. Området Coorg hvor
ashramanen liggerer kendt for sin natur. Jeg nåede frem til Kodagu distriktet
tidligt på eftermiddagen og kørte rundt i området, men ingen jeg spurgte kendte
til Kongana Village. Min Iphone var løbet død for strøm for længst.
Det viste sig, at jeg
havde læst S.Kodagu forkert, det skulle ikke forstås som State Kondagu men som
South Kodagu. Nogle hjælpsomme betjente, fandt via nogle kontakter frem til
hvor Kongana Village lå. Det var i nærheden af landsbyen Virapet.
Jeg måtte igen gennem
Madikeri, hvor jeg gik ind på en internetcafe for evt. at finde noget på Sri
Narayanananda Math. Jeg havde forsøgt at google stedet før jeg rejse uden held,
men nu forsøgte jeg igen.
Jeg kørte så videre mod
Virapet i håbet om, at det ville føre mig tættere på Kongana Village. I Virapet
fandt jeg frem til en anden Ashrama og de kendte godt Sri Narayanananda Math og
Kongana Village der lå ca. 20 km. derfra. De havde desværre ikke tlf. til
Biddus, der leder Ashramaen
Den var nu 18:00 så det
var på tide jeg fandt frem til stedet, inden det blev mørkt. Jeg var heldig at
nå frem til Ashramaen, uden at køre for mange omveje. 18:30 stod jeg foran den
halvåbne gitterlåge til Sri Narayanananda Math. Inde på gårdspladsen lå
kaffebønner/ eller en anden slags bønner i snorlige rækker. Jeg råbte højt
’hello’ mens jeg gik hele vejen rundt om huset, det virkede meget dødt.
Jeg gik over til
genboens hus. På området foran huset, var der en masse unge piger der sorterede
disse mørkebrune store bønner. En kvinde kom hen til mig og jeg spurgte om
Biddus var hjemme. Nej det var han ikke, han var rejst til Delhi, hvilket han
gjorde allerede tilbage i september sidste år. De havde nu ansvaret for at
kigge efter huset.
Dette var en kæmpe
skuffelse at opdage at Sri Narayanananda Math, nu ikke mere konkret, var et
levende aktivt sted som jeg selvfølgelig havde håbet at møde.
Rent symbolsk ankom jeg
ved solnedgang. Vi ved alle at solen kommer igen. Men mørket sænkede sig
langsomt i mit sind. Jeg tog et par hurtige billeder af Sri Narayanananda Math.
Jeg havde i mit sind forventet at stedet havde været levende på samme måde som
swamijie’s tanker alle årene har været det i mit sind. Yoga filosofien har
gennem årene givet mig styrke og en indre balance og forståelse for tilværelsen
’ulidelige lethed’.
Nu var det ved at blive
mørkt, så jeg måtte hurtigt forlade Sri Narayanananda Math. Da jeg nu var
tvungen til at finde et andet sted at hvile min sjæl.
Mørket har sænket sig
Det sidste man har lyst
til her i Indien, er at køre i mørke, hvilket jeg har prøvet et par gange før.
Der var ca. 14 km. til den nærmeste lidt større by Gonikoppal hvor der måske
var et Lodge. Nu var det blevet rigtigt mørkt. Vejen dertil var fyldt med
huller og nogle steder var halvdelen af vejebane ikke færdiglavet. Bilerne og
MC. kørte mod mig med fjernlyset tændt, så jeg ikke kunne se vejbanen foran
mig. Jeg måtte for det meste stoppe op og vente til bilen havde passeret en.
Det gjorde det heller ikke bedre, at mit eget nærlys var gået, så jeg havde kun
fjernlyset. Samtidig var vejen så støvet, så når fjernlyset ramte de store
støvskyer som lastbilerne havde skabt, var det helt umuligt at orientere sig.
Nogle køretøjer havde slet ikke noget lys tændt. Det er en prøvelse at holde
ens sind i ro. Ta det nu bare roligt, siger man til sig selv, mens alle ens
muskler i kroppen er anspændte.
Jeg nåede til Gonikoppal
i god behold, med hjælp fra swamiji’s gode vibrationer. Det der skulle have
være en enkel MC.journey på 160 km. endte med at blive en stroppetur på 10 ½
tim. og på i alt 280 km.
Hotellet havde et værelse
med en enkel seng, der med dets forfald og halvnussede simpelhed, kom til at
virke som et cellerum. Jeg kunne vælge at indtage min middag på Coloumbian Bar
og Restaturant, der virkede meget livlig og mere som en bar, så jeg fortrak at
sætte mig op på Silver Sky Restaurant for at indtage min fødselsdagsmiddag. Her
sad jeg med to andre gæster i lyset fra en enkel nødlyspære, da det lokal
elværk var gået ned midlertidigt. Det var som at befinder sig under vandet og
svagt kunne skimte omgivelserne.
Fødselsdagen, satte fokus på min
spirituelle ungdom
Det blev en fødselsdag,
hvor mine tanker og følelser fokuserede på mine helt unge år, hvor jeg var
meget spirituelt søgende. I 1968 begyndte jeg allerede at dyrke hatha yoga. År1973
blev jeg under Swamiji Nayananananda vejledning uddannet Hatha yoga lærer.
Desværre måtte jeg personligt opgive, at gå hele den yogiske vej. Jeg måtte
erkende at jeg ikke var parat til at opgive alle livets sanselige fristelser.
Swami
Narayanananda (12. april 1902 - 26. februar 1988) kaldte sin
lære Den Universelle Religion, hvilket indebærer at den
beskæftiger sig med Sandheden, uafhængig af samfundslag, religion, køn,
nationalitet, race osv.
Han betoner moral og etik som basis for åndelig udvikling, og lægger særlig vægt
på seksuel sublimering, og cølibat eller (for
ægtepar) mådehold i seksuallivet, som midler til at opretholde og forbedre
fysisk, mental og åndelig sundhed. Hans værker omhandler i øvrigt emner vedrørende yoga,
filosofi, psykologi, religion, spiritualitet, meditation og kundalini shakti (menneskets urkraft).
I 1971 tog han for første gang til
Danmark da han her fik mange disciple, og fortsatte med at besøge landet hvert
år 5-7 måneder indtil 1987. En ashrama (kloster) blev
etableret i Gylling nær Horsens Fjord og er i dag hoved-centeret for hans bevægelse.
Ashramaer er også grundlagt i Indien, Sverige, Tyskland, Norge og USA.
Citat
·
Den Ultimative Sandhed kaldes Gud.
·
Denne kan realiseres i Nirvikalpa Samadhi-tilstanden.
·
En cirkel kan kun have ét centrum, men den kan have mange radier.
·
Centret kan sammenlignes med Gud, og radierne med religioner.
·
Således kan ingen enkelt sekt, ingen enkelt religion eller bog
·
kræve absolut eneret på Den.
·
Den som arbejder for Den, opnår Den.
Livet er i bevægelse og
ting forandre sig, det kan jeg mærke her i Indien, hvor jeg igen har sat min
alderdom og styrke på prøve. Nu er det tredje dag i træk, jeg har været på
farten og denne sidste stroppetur har gjort, at jeg kan mærke, at jeg nu er
blevet 69 år.
Min viljestyrken har jeg
stadig, men min fornuft er langsomt ved at indtage sin naturlige del af min
personlighed. For viljestyrke kræver foruden psykisk også fysisk energi og der
er kurven langsomt for nedagående. Så jeg gør klogt i at bruge hovedet lidt
mere.
Min enecelle er for
meget symbolsk, så jeg må videre til næste by Mysore og sørge for et dobbeltrum,
hvor der er mere plads til ens tanker og fornemmelsen af ikke at være ene, men
blot har valgt at være alene.
AUM
Bjarne v. H. H. Solberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar