Man slapper fortrinligt af, når man sidder i disse 'Becak' som alm. passager, hvor man stille og roligt kan nyde bylivet.
24 Nov. Yogyarkarta / Hvordan forløb denne Indonesien Journey
Denne journey blev meget anderledes, på grund af forstrækning af højre rygmuskel, som skete allerede i starten af denne journey.
Denne gang var det ikke problemer med MC. der kom til at præge forløbet af journey'en, som det skete på min Indien Journey og på min Pilgrims-Journey til mellemøsten. I stedet var det problemer med min fysisk, der kom til at præge denne journey.
Honda’en får en 'Tune Up'
Denne MC. Honda 200 cc. Sport Tiger, har hver dag været 100% pålidelig. Før starten på min journey, var den på et Honda værksted, hvor de gav den en 'Tune Up' tjek. Jeg ville være sikker på at den var 100% OK, da udlejeren ikke var tilknyttet et værksted. Alt blev tjekket, spændingen af kædetrækket, bremser, kobling, olieskift, efterspænding, dæktryk, lyset, væske på batteriet og etc.
Efter 1.500 Km. var den igen til et 'Tune Up' tjek på Bali. Jeg havde haft nogle start problemer de sidste par dage, hvor jeg måtte bruge kickstarteren, den elektriske starter var død. Det var selvfølgelig ikke så heldig, når man har ryg problemer. Det viste sig at batteriet skulle udskiftes. Desuden mente de også at kædetrækket skulle udskiftet, da det ikke mere kunne spændes op. Jeg forventer, at udlejeren betaler halvdelen af denne udgift.
Det er skønt, at den har den ekstra power, selv om den kun er på 200 cc., som gør at mine overhalinger bliver mere sikre, da den har en god acceleration så jeg hurtigt kan overhale de store tunge lastbiler. Ved de mange vejkryds er jeg hurtigt i acceleration så jeg ikke skal til at overhale en masse langsomkørende MC’er.
Bjergkørsel med meget stejle stigninger klarede den i en pæn fart. Den kunne dog godt have haft en bedre affjedring, som en offroader, så ville jeg have klaret de hullede veje lidt bedre.
Her i Indonesien køre man gennemsnitligt 80 km. i timen. Det kan ikke betale sig at køre hurtigere, for 100 m. længere fremme skal man så igen overhale.
I Indonesien skal man lovmæssigt benytte hjelm og det gør de, hvilket de ikke gjorde i Indien. I begge lande benytter man ikke sikkerheds jakke, bukser eller støvler. I Indien brugte jeg nogle gange min meget varme sikkerhed jakke og mine læderbukser og store læderstøvler.
Jeg har ikke benyttet min jakke her i Indonesien, men kørt i en tynd langærmet trøje og på bjergsiden benyttet en tynd vindjakke jeg købte i Yogyakarta. Læderbukserne og mine læderstøvler har jeg slet ikke benyttet. I Yogyakarta kunne jeg ikke finde nogen butik der solgte sikkerhedsudstyr til MC. så jeg fandt aldrig en ekstra tynd sikkerhedjakke.
På min MC. Pilgrims journey i 2003 kunne jeg havde 50 kg. bagage da jeg kørte på min egen MC. helt fra København. Den var pakket med to sidetasker og en kæmpe rygsæk. Jeg havde taget lidt campingudstyr med samt div. reservedele til min MC.
I Indien, hvor jeg lejede en MC. havde jeg også en del reserveudstyr med, men ikke så meget campingudstyr. Så jeg havde vel nok 40 kg. bagage. Her i Indonesien, hvor jeg også har lejet en MC. har jeg valgt ikke at have nogen reservedele udover lidt værktøj, da jeg viste at jeg altid ville kunne finde og benytte et værksted. Denne gang havde jeg kun 25 kg. bagage.
På min MC. Pilgrims journey til Mellemøsten 2003, kørte jeg sammen med instruktør Nullo Facchini ca. 12.000 km. i løbet af 2 mdr. og gennemrejste 11 forskellige lande. Til denne tur havde jeg købt en Aprilia 650 cc. Pegaso. Den var næsten 3 gange så stærk som denne Honda Tiger jeg har kørt rundt på her i Indonesien. Rejsens længde krævede også at vi kørte 250-450 km. hver dag med en fridag ca. hver 5 dag. Så gennemsnits hastigheden lå på 120-140 km. i timen, så til tider var vi oppe på 140-160 km. i timen. Vi havde en fastlagt rute og tidsplan, på lande og steder vi gerne ville besøge på denne Journey. Derfor var det skønt ind imellem, at kunne køre rigtig hurtigt og fornemme hvordan man åd km. efter km.
På Pilgrimsfærden var det ikke, de store historiske monumenter der fyldte ens sind, men de tilfældige visuelle og følelsesmæssige situationer. Dette var nyt for mig, at fokusere på det enkelte menneske, i stedet for de sublime værker jeg ellers har opsøgt, når jeg har rejst rundt i verden til de store mekkaer.
På denne tur var der fokus på de helt små mekka’er, landsbyerne og mennesket. Det var disse tilfældige møder, der gav mig de største oplevelser på denne journey. Det enkle menneske trådte tydeligere frem og fik mulighed, for at påvirke alle ens sanser. I de store byer hvor mængden af mennesker, biler, bygninger og larm let overdøver det enkelte menneske.
De mennesker du møder her i de små landsbyer, er på hjemmebane og de fleste har oceaner af tid og overskud af energi til at tage mod en fremmed og tilbyde dig en kop te.
Formålet med min MC.Indien Rejsen 2008, var ikke kun at foretage en fysisk MC. stroppe tur, men at finde en balance mellem krop og sind. Møde Inderne og deres kultur på en anderledes og lidt mere fysisk krævende måde, som det er at køre på en MC. Royal Enfield, som er Indernes stolthed. Jeg synes jeg fandt en harmoni, rytmen og fart på denne journey, der passede helt fint til mit lidt rastløse temperament.
For at give journey’en et indhold og struktur, var det vigtigt hver dag at følge op med notater i min logbog, tage foto's, skrive rejserapport og planlægge næste dags rute og evt. læse om området. Disse krav gjorde også, at man ind imellem følte sig lidt presset og stresset.
Jeg synes jeg mødte Inderne og deres kultur på en positiv måde. De mange tekniske problemer med MC.Enfielden gjorde i hvert fald sit til, at jeg kom i kontakt med mange Inder. Den skabte også problemer for mig, da den foruden at gøre mig fysisk træt også tærede på min psyke.
Skolebørn der altid stillede sig op i nogle positioner, når man tog fotos af dem.
Moderne og dog traditionel, læg mærke til hans sneakers.
Formålet med denne Indonesien journey var, at møde Indoneserne og deres kultur mere direkte og ikke kun gemmen de store mekkaer, men først og fremmest gennem kontakten med det enkelte menneske i de små landsbyer. Det er den måde jeg synes jeg får mest ud af at bevæge mig fra sted til sted på en MC. Min rute var kun løst fastlagt, så der hele tiden undervejs kunne ske forandringer. Hver dag skulle jeg derfor tage stilling til hvad der nu skulle ske.
Uheldigvis kom min rygmuskel forstrækning allerede på den først journey dag, til at påvirke hele denne journey. Muskel forstrækning skete sikkert, på grund af at jeg på så mange fronter, havde spændt mig selv for hårdt både fysisk og psykisk. Min krop sagde stop.
Den lange flyrejse uden søvn, de første dages stressfulde arbejde med at skaffe de ting jeg havde brug for. Den ekstreme varme og fugtighed. Min utålmodighed med at komme af sted på min journey, væk fra storbyen. Alle disse faktorer har spillet ind. Jeg har været alt for overspændt. Så der skal ikke meget til før overbelastningen er for stor.
I stedet for at tage den med ro, efter at jeg havde fået ryg problemer, var jeg for rastløs og ville videre. Jeg havde svært ved at erkende, at problemet med min ryg var et stor problem, som jeg burde have lytte lidt bedre til.
Det var også uheldig, at jeg ikke fandt et skønt sted ved havet med det samme, men i stedet tvang mig selv op på MC. for at komme videre.
Aircondition der allerede fra starten af mit ophold i Yogyakarta have bidt sig fast i mine bronkier så jeg led af voldsomme hosteanfald, som virkelig rev i de ømme rygmusklers nervebundter. I starten havde jeg desuden også svært ved at finde mad, der kunne tilfredsstille min sult ordentligt. Jeg led desuden af forstoppelse og måtte efter en uge tage et middel mod dette. På et tidspunkt begyndt jeg desuden at slå ud på hele kroppen. Disse røde knopper mindede mig om starten på nældefeber, som jeg havde haft for 5 mdr. siden.
Dengang blev min krop fuldstændig rød og dannede væskende brændende blærer. Mit hoved svulmer op af væske så jeg lignede elefantmanden.
I en lille landsby bære de den døde på den sidste jordiske rejse.
Frygten sad i mig, at jeg måske igen havde fået nældefeber og så i denne hede. Men efter 4 dage forsvandt symptomerne. Jeg tror udslættet er kommet af de forskellige kemikalier jeg nu benytter. Jeg smør kroppen ind i faktor 20. Jeg tager piller for at stabilisere min mave, jeg tager stærk medicin mod min hosten, jeg får andre kemiske fødevare ned i maven end jeg plejer. Massøserne bruger forskellige olier på min hud.
Her tilbage i Yogyakarta har jeg så ironisk nok fået diaré efter jeg langt om længe havde fået lidt kontrol med den hårde mave. Måske har jeg fået det af at benytte swimming poolen som jeg ellers undgik på udvejen, af frygt for bakterie. I starten er man jo meget mere sårbar.
Min Indien journey, var en mere afslappet journey, hvor jeg holdt hvil, hvor jeg havde lyst. Men jeg havde dog sat mig selv under lidt pres, da jeg havde skabt en rute jeg synes var realistisk og som jeg meget gerne ville gennemføre på i alt 3.000 km. Den var ikke realistisk. Det var utroligt svært at bevæge sig hurtigt igennem det Indiske landskab. Her kom jeg mange gange også til at føle at jeg 'out there on a real journey’.
Her i Indonesien har jeg tilbagelagt i alt 2.505 km. Noget mere end jeg gjorde i Indien. Men denne gang, har jeg ikke haft fornemmelsen af at være på en rigtig journey, da vejene har været alt for pæne og den tætte beboelse gør, at man ikke føler, at man er derude hvor kragerne vender. Jeg har kun 5-6 gange pudset mit hjelmvesir og har kun tørret lygterne af et par gange. Hondaen ser ud som om jeg kun har benyttet den til bykørsel, men jeg har også været igennem nogle kraftige regnskyl, som sikkert har fjernet det meste støv.
Jeg har ingen dage følt mig rigtig støvet og beskidt, kun svedig, selv om jeg har bevæget mig på mindre jordveje. Det fortæller noget om hvor stor luftfugtigheden er her i Indonesien. Ingenting tørre uden det hænger i solen eller der er lidt vind.
Yogyakarta/Sarangang/Tulungagung/Ngliyep/Lumajang/
Banyowangi/Lemondang/Berawa/Pande/Lovina Beach/
Pasir Putik/Jombang/Ngawi/Sragen/Yoyakarta/
Indonesien
Mit indtryk efter denne MC.journey af Indonesien, der desværre blev lidt mere overfladisk end jeg havde tænkt. Jeg havde ikke det overskud, der kræves for åbent at kunne møde nye situationer og søge alternative veje. Jeg har været på en kultiveret tourist journey med indlagt rekreation og lidt koraldykning.
Indonesien virker som et meget mere homogent og harmonisk land end Indien. Indien er et land fyldt med utrolig mange modsætninger kulturelt, religiøst og økonomisk. Som turist oplever du derfor mange flere spændende og interessante visuelt og menneskeligt situationer i dette kaos.
I Indonesien havde jeg fornemmelsen af, at goderne er lidt bedre fordelte her end i Indien, selv om jeg har hørt at Indonesien på et tidspunkt lå højest over lande, der led af korruption. Der var meget få tiggere og meget få jeg så sove direkte på gaden. De er anmassende som alle forretningsfolk er i denne del af verden. Men som sagt var jeg denne gang ikke så langt ude i krogene som i Indien.
Min følelse af at befinde mig i Indonesien,- var som når en fremmede forsigtigt lægger en kærlig hånd på min skuldre for at byde mig velkommen. Menneskene er meget tålmodige smilende og i mødekommende.
Jeg havde forventet at blive mødt af utrolig mange forskellige insekter, men der var meget få. De få fluer jeg støtte på, var meget afslappet og satte sig meget blidt på en, så man nærmest ikke mærkede det og blot et enkelt let vift med hånden, så var de helt væk og kom ikke irriterende tilbage.
Der var mange små gekkoer som kravlede på ens værelse, men ellers så jeg ikke så mange forskellige krybdyr, udover en rigtig stor leguan på Bali ved et forladt tempel. Jeg bevægede mig heller ikke særligt langt ind i de regnskove, som jeg faktisk passerede igennem. Igen på grund af manglende fysisk energi til at udforske Indonesien.
I et forsøg på at udgå regnen der fosser ned, er jeg uheldig at støde hovedet ind i kanten på bildøren af taxaen, der skal bringe mig ud til Yogyakarta's lufthavn. Jeg synes det er et meget fin symbolik på min MC. Journey her i Indonesien hvor jeg føler at jeg har haft 'Hovedet lidt for meget under armen'
Det var det helt rigtige tidspunkt for mig at siger goodbye til Indonesien, da regnperioden nu rigtig var begyndt.
Hermed slutter min journey fra Indonesien her omkring ækvator.
Varm vind
AUM
Bjarne v.H.H.Solberg
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
