BvHHS: MOTORCYKEL INDONESIEN/JAVA/BALI REJSE 2009 nr.1

MC. Honda 200 cc. Sport Tiger

MC.Indonesien/Java/Bali 2009 / 2.505 km / 15 Køre Dage /
Yogyakarta/Sarangang/Tulungagung/Ngliyep/Lumajang/
Banyowangi/Lemondang/Berawa/Pande/Lovina Beach/
Pasir Putik/Jombang/Ngawi/Sragen/Yoyakarta/

31 okt. - 28 nov. 2009

Motorcykel rapport B.v.H.H.S.

Kære venner, denne gang har det været lidt mere anspændt stressende at nå hertil, hvor jeg stille og roligt kan sende tanker hjem til jer og berette hvad der løber gennem midt sind, af følelser og tanker her fra mit nye rejsemål Indonesien.

Hvorfor Indonesien.

Jeg har gennem årene hørt meget positivt om øen Bali og deres fredfyldte hinduistiske kultur der afspejler mange af de livs filosofiske tanker, som jeg selv gennem årene har dyrket igennem min Yogafilosofi.

Øen Bali er på størrelse med Sjælland. Den har 3,5 mil. Indb. Hvor 93% er Hinduer. Indonesien består af 17.508 øer. De 17.000 af dem fylder ikke mere end sjælland tilsammen. Landet har et indb.antal på 230 mil. 88% er Sunnimuslimer, 8 % kristne, 2 % hinduer, 1% buddhister, 1 % andre minoriteter de udgør Indonesien.

Faktisk har omkring1/3 del af jer der modtager rapport fra min MC. Journey, har været på Bali. Nogle har opholdt sig på øen i ganske lang tid. Måske er Bali en af de steder, de frie livsnyder fra min generation tager hen og nyder tilværelsen, hvis det ikke er Goa eller Ibiza.

Det lader til at jeg nu selv er på vej til en af disse livs oaser. Det har selvfølgelig gjort mig lidt nervøs, da jeg har fundet ud af hvor turistet Bali faktisk lader til at være blevet og det var jo ikke en sådan tur jeg fra starten rigtig havde tænkt.

Iran kunne jeg godt tænke mig at besøge igen, da mit visit på min MC.pilgrimsfærd i 2003, var for kort til at få et ordentligt indtryk. Jeg synes ikke det var det rette tidspunkt på grund af uroen efter det sidste valg. De fleste andre lande i Mellemøsten skal man nok ikke besøge på MC. Sydamerika har jeg helt udelukket, da jeg ikke synes jeg har fysik og psyke nok til at skulle lænke mig til min MC. Og hvad man ellers kan komme ud for af spændinger. Det samme gælder Sydafrika eller Kenya, som jeg gerne ville have taget udfordringen med for ca.10-15 år siden. For det kræver virkelig fysisk at køre på støvede hullede veje. Samtidig kan man sikkert komme ud for ikke at møde mennesker i timevis.

Det kræver at man virkelig har tjek på sin MC. og har medbragt alt extra reserveudstyr samt campingudstyr. Jeg har selvfølgelig også tænkt på hvilke landes kultur og mennesker, jeg synes det kunne være spænde at møde. Det skulle heller ikke være et alt for vesterlandsk præget land.

Indonesien passer fint til min psyke og fysisk. Det er et velfungerende land fyldt med venlige imødekommende ærlige mennesker for det meste ligesom i Indien, der er parat til at hjælpe en, når man måske kommer ud for at mindre teknisk MC. problem. Så vil jeg aldrig stå med problemet helt alene.

København - Singapore - Jakarta - Yogyarkarta

Det kan være utroligt stressende at være aktiv turist.

Det var en rigtig lang rejse. Jeg var først i Yogyarkarta 24 tim. senere. Kl.11:15 fløj jeg fra København direkte til Singapore. Derefter til Jakarta i Indonesien og så lokalt fly til Yogyakarta. Jeg fik ikke lukket et øje. Jeg troede det så var muligt, at tage en lille lur på hotellet. Men før jeg fandt frem til et værelse, jeg blot kunne acceptere for én enkel nat, nåede jeg igennem 3 såkaldte Guest House. Jeg blev ført af en guide, der med det samme troppede op, da jeg blev sat af taxien foran 'Gang II' som var en smal sti ind i et hyggeligt labyrintisk beboelses område på ca. 600x 200 m., hvor ingen biler kunne komme ind. MC. har også forbud mod at køre hvilket også gjaldt cykler, for at tage hensyn til de legende børn, som jeg mærkelig nok ikke så ret mange af i området.

Jeg havde valgt dette gamle beboelses område, da jeg tænkte husene og de små Hoteller & Guest Houses så var mere stemningsfyldte og autentiske. Men jeg havde glemt at tænke på, at det nok altid havde været de mindrebemidlede der boede og havde boet her. Derfor var vedligeholdelsen og selve kvaliteten af det oprindelige nok ikke den bedste. Næste dag flyttede jeg ned i et andet Guest Houses område forslået af Lonely Planet af rent æstetiske grunde. Det var også 3 x så dyrt. Her fandt jeg desuden restauranter jeg synes var hyggelige at besøge.

Varmen var helt ulidelig, på 42 grader. Klokken var nu16:00 lokal tid, så jeg troede jeg kunne få mig en lille lur. Men jeg var blevet alt for speedet. Så jeg lå i 10 min. og besluttede i stedet at gå ud og møde byen. En af de mange venlige venner af guiden jeg på mit korte visit gennem de 3 hoteller var blevet introduceret til, greb fat i mig og synes jeg skulle se deres kunstakademi udstilling. Guiden havde også nævnt at jeg skulle se hvad hans venner havde skabt af kunstværker. Jeg nævnte at jeg lige var kommet og jeg lige ville orientere mig i lokal området. Han nævnte at det var sidste udstillingsdag, derfor gik jeg med ham hen til hans venners udstilling.

Det var et såkaldt Art Gallery og alle værkerne hang også tæt og blandet imellem hinanden fra gulv til loft som et rigtig kommercielt Art Gallery. Kunstværkerne var meget traditionelt indonesiske i deres udtryk. Kunstneren i galleriet fortalte, at det var specielt udvalgte Indonesiske kunstnere, der på denne udstilling repræsenterede Indonesien. Udstillingen ville blive vist mange andre steder. Værkerne var til salg for symbolske beløb, da det først og fremmest var for at promovere Indonesiske kunstnere. Samtidig ville. 65% af beløbet gå til de jordskælvs ramte kunstner, der led under jordskælvet i Bantul 2006, tæt på Yogyakarta, der var beboede af mange kunstnere og farmers.

De ville høre min mening om de forskellige kunstners værker. Der var faktisk en der var meget stærk i sit udtryk og var tættest på vesterlandsk visuelt billedsprog. Denne kunstner dukke også op og fortalte samme historie igen og ville meget gerne have mig til at købe et værk. Han viste mig hvordan alle malerierne kan vaskes. Bomuldsstoffet var så tyndt at man kan lyse igennem og opnå en med meget effektfuld skygge og farvevirkning. Nogle havde faktisk også malet dem op på bagsiden, så de kunne spejlvendes. Alle malerierne var malet med den traditionelle batik teknik, derfor var de så holdbare. Rent visuelt var de så langt væk fra mit visuelle univers.

De næste dage så jeg faktisk mange af de samme kunstner samt kopier af værkerne i andre Art Gallerier. Så jeg var løbet ind i en smart salgs teknik.

Som aktiv turist skal man virkelig være omstillingsparat. Man har sprogproblemer, når man f.eks. skal finde vej eller specielle produkter, hvad jeg denne gang skulle. Deres anderledes direkte henvendelse for at få ens opmærksomhed på deres produkt i storbyen. Ens fysiske krop der nu er desorienteret i tid og rum og nu befinder sig i et overtryk på 42 graders varme. Aircondition der er lidt uundværlig i denne hede, gør at jeg hele tiden samler slim i halsen og faktisk har været halv forkølet hele ugen. Desuden får min organisme ikke den føde den er van til, ikke engang nogle sunde erstatninger er det lykkedes mig at finde frem til.

Hotel i Yogyakarta

Jeg er vegetar. I Japan havde jeg også et stort problem med at finde retter der ikke var fisk eller kød iblandet. Her kunne jeg dog supplere min kost med en yoghurt og lidt ost. Her kan jeg hverken få yoghurt eller ost. Problemet er at de fleste slet ikke kan forstå hvad ordet vegetar betyder. På indonesisk hedder det Sayuran. Jeg kan på de lidt større restauranter hvor de har menukort godt være heldig, at finde få vegetarisk retter. I søndags hvor jeg endte ud ved det Indiske Ocean, virkelig 'Out There' med en meget beredvillig restauratør der meget gerne ville skabe en vegetarisk ret til mig. I forvejen var hun varskoet om at jeg var vegetar og at jeg ikke spiste nogle former for kød. Jeg tror ikke denne besked var sivet rigtig ind. Hun lavede en ret og jeg forsøgte at spørge hende om der ikke var lidt kød blandet med i spagetti retten. Jeg tegnede en høne og krydsede den over. Tegnede en ko og krydsede den over. Så kom hun med retten igen og havde tage noget fra og lagt lidt til, som jeg kun kunne opfatte som lam eller gris. Jeg måtte gå med hende ud i køkkenet og pege på en agurk og en enkel tomat og lidt kål hun havde. Så blev der faktisk en udmærket suppe ud af det.

Denne form for kommunikation var jeg også ude for i går aftes i byen Lumajang, som er en ret stor by. Jeg kørte rundt for at finde en alm. restaurant. Jeg fandt kun en Mac. Donald og en Chicken Restaurant. Der er hundredvis af disse små gade køkken restauranter. Jeg begyndt at forklare til et par stykker, men måtte opgive at forklare mig.

Jeg har mange gange undret mig på mine journeyer hvor svært det nogle gange er at gøre sig forståelig. Ligesom filmen 'Out of translation'. Jeg har på mine MC. Ture også været steder, hvor mange aldrig har været direkte konfronteret med fremmede. Foruden kulturproblemerne skyldes det nok også af den enkelte i denne del af verden, rent kulturelt og i skolen ikke bliver stimuleret til at tænke kreativt og selvstændigt. Derfor har de det sikkert noget svære ved at finde løsninger til at forstå og komme frem til et logisk svar. For at kunne få det rigtige svar fra dem kræver det nok, at man stiller spørgsmålet på den måde de er van ved. Hvis jeg skal spørge om jeg køre i den rigtige retning. Er det ikke nok at jeg forsøger så godt jeg kan at udtale navnet på den næste by samt peger i retningen.

De har også behov for at se det på skrift, dem der kan læse. Måske skyldes det generelt alm. uddannelse for de fleste for at kunne tænke lidt dualistisk.

De Indonesiske byer lader til endnu ikke at være så påvirket af Vesterlandsk Fast Food og alm. restauranter. Der er dog kommet en masse lidt større fødevarebutikker. Men de har faktisk kun forskellige kager og slik og creme osv. Varerne har ikke meget med alm. føde at gøre, det er ren global luksus snacks. Disse butikker har jeg et par gange måtte gå til for at få lidt chokolade for at dække min sult.

Andre ting man som turist skal tilpasse sig er toiletforhold, koldt og varmt vand, madrassens beskaffenhed og hårdhed, hovedpudens blødhed, tæppets tykkelse, lyset i rummet der aldrig er ideelt, er der udsigt til den ydre verden fra dette og selve den visuelle fornemmelse. Lyden fra den lokale moske, der dukker op i ens søvn og larmen fra diverse kanter.

Jeg har før denne rejse været lidt mere fysisk aktiv for at have lidt ekstra styrke at stå imod med. For visse vejstrækninger kan virkelig trække kræfter ud af en. Mit normale fysiske yogaprogram er jeg tvungen til at gøre hver morgen, for at sætte gang i kredsløbet og slippe af med spændingerne man får når man f.eks. sidder 5-6 timer i træk på en MC. Yoghurtpiller tager jeg for at undgå problemer med maven.

Mange nye situationer dukker op som f.eks. hver gang jeg skal hæve penge på mit visakort, hvor jeg faktisk bør kunne hæve op til 2.000 kr. Men hver gang fortæller automaterne at jeg højst kan hæve 300 kr. En anden automat vil måske kun give dig 600 kr. (det koster gebyr hver gang man hæver). Det hejste jeg har været ude for er 1.200 kr. Det er med til at sætte ens puls op i varmen.

Min normale soverytme forsøger jeg at lægge om, så jeg lægger mig til at sove omkring kl.23:00. Et par timer før normalt. Indtil nu har det kun resulteret i at jeg faktisk kun sover 5-6 timer. Som også skyldes at jeg allerede på den første MC. journey dag forstrakte de skrå rygmuskler i højre side. Jeg er selvfølgelig presset af alle disse ydre omstændigheder og er derfor en lidt stresset turist. Jeg kommer i hvert fald lidt tidligt af sted, hvor varmen er til at leve med.

Min 6 år gamle Mac powerbook, der her på det sidste igen kun hang i et hængsel, så jeg vidste godt at de sidste dage snart var talte. Den vil godt tænde, men der kommer ikke lys på skærmen. Den fik jo også en ordentlig tur, da den gled ud af min bagage på min MC. journey i Aserbajdsjan da jeg kørte 140 km. i timen i 2003. Hjernen overlevede som sagt dette styrt. Jeg måtte have ny skærm og hylster til den. Så alle fotos fra de første dage i Yogyakarta, jeg har downloadet til computeren er væk, samt alt det skrevne. Så nu skal jeg sidde og skrive på internetcafe, hvor der altid er en utrolig larmende musik i baggrunden.

Jeg tror det er alle disse nye udfordringer der gør, at jeg føler jeg lever. Jeg er blevet for dygtig til at kontrollere min almindelig hverdag.

Jeg var godt klar over at det ikke ville være helt nemt at finde en lidt større MC. på mindst 200 cc. Jeg fandt til sidst en 11 år gammel MC. Honda 200 cc. Sport Tiger. Jeg var hele byen igennem op til flere gange på cykel for at finde den. Det lader til at være det største de må køre på. Jeg så nu en ny Yamaha på 300 cc. Ellers køre de på en kombination af en Vespa og en alm. MC. og der er virkelig mange af dem. Specielt alle de unge piger og drenge køre på sådan en. Ligesom vi køre i stimer af cyklelister, køre de i stimer af Vespaer. Heldigvis køre de ikke så tæt og så frækt som i Indien.

De er kender ikke rigtig til at udleje MC. til personer, der vil køre langture. I min kontrakt måtte jeg have tilføjet, at jeg også kunne besøge Bali. Jeg har ikke set en eneste med stativ til bagage bagpå. Jeg fandt heldigvis en bagageholder til denne gamle Honda. Den er meget lettere og nemmere at styre end Royal Enfield og har desuden en elektrisk starter.

Kun i nødstilfælde må jeg bruge kickstrarter. Først efter 2 dage, har jeg fået hold på alle de praktiske dele af min rejse. Først nu kan jeg tage ud til det meget smukke og berømte Buddhist Tempel i Borobudur 20 km. fra Yogyakarta.

Buddhist Temple of Borobudur

On the road again

D. 5 nov. kunne jeg så endelig starte på min MC.Journey. Jeg tog forbi det hinduistiske modstykke 'templet Pramabanan' og derefter videre mod vulkantoppen Lawu i 3265 m.højde. Udover at man boer tage en extra trøje med når man skal i højden, har jeg ikke kunne finde temperaturforskellen nogle steder, saa jeg er lidt spændt paa om jeg er klædt på til dette ridt. Jeg besøgte byen Sarangan i ca. 1825 m højde. Der gennemsnitligt 10 grader koldere. Men 42 grader i dagtimerne skal man virkelig vænne sig til.

Templet Pramabanan

Templet Pramabanan.

Dejligt igen at mærke vinden mod kroppen. Trafikken var utrolig glidende og der var meget få biler i forhold til hvad jeg havde forventet og måske også frygtet lidt. Det gik som en leg rent køremæssigt at nå Templet Pramabanan. Men varmen var utrolig. I den varme er det lidt af en lidelses at være turist. Men jeg var rundt på hele dette kæmpe område med salgsboder og museum. I turistsæsonen er der sikkert tusinde af turister også lokal besøgende.

Desværre havde jeg på vejen til min første stop i Sarangan, forstrukket en rygmuskel. Jeg vidste at dette godt kunne blive en meget kritisk situation for min videre MC.journey, så jeg spurgte på hotelet om der ikke i byen fandtens en person der kunne massage. Der var en kvindlig massør. En timer efter lå jeg på mit hotelværelse under hendes faste og stærke hænder. Gid det havde været intimmassage, men her gjaldt det om at løsne op for andre spændinger.

Jeg havde en meget lidelsesfuld nat med meget lidt søvn. Jeg kunne kun ligge helt stille på ryggen. Den mindst bevægelse sendte smerter igennem min stive krop. Da jeg om natten skulle paa toilettet. Kunne jeg slet ikke rejse mig. Hver gang jeg bevægede mig blot en smule smertede min krop i alle musklerne, der nu var blevet kolde og stive. I halvsøvne forsøgte jeg at fornemme mine rygmuskler, der faldt ud af sit naturlige leje og derfor trykkede ind paa nerverne, når jeg bevægede mig det mindste. Det var lidt af en smertefuld surealistisk oplevelse at fornemme musklen saa stærkt. Det tog mange forsøg, før det lykkedes under stærke smerter, at rulle mig om på maven og ved hjælp at armene at skubbe mig op. Jeg fik sovet lidt mere, og så kom kampen igen med at komme op at stå.

Hotel Sarangan

Massage kvinden dukkede op som jeg havde aftalt næste morgen og fik blødgjort min anspændte krop. Jeg var tvungen til at holde en hviledag og fandt derfor et bedre hotel højere oppe af bjerget med en meget fin udsigt ud over en sø. Her kunne jeg så på en dejligt melodramatisk visuel og æstetisk måde bære min smerte .

Næste morgen kl. 7:00 fik jeg igen massage, før jeg paa trods af smerterne ville videre. Jeg kendte til denne smerte, da det også skete på min MC.Pilgrimsfærd 2003. Den gang troede jeg, det var starten paa nogle diskosproblemer, men heldigvis var det også kun en forstrækning af en rygmuskel. Det var i slutningen af min tur, så jeg havde mulighed for at hvile ryggen, det har jeg svært ved nu. Paa en MC. bruger du mave og rygmusklerne til at holde styret, så hver gang jeg køre på en ujævn vej, kommer der smertefulde stød op i ryggen. Jeg burde faktisk holde mig helt i ro. Det vil tage en god del dage, før jeg er kommet over smerterne og musklen igen har fundet sit tonus. Rent energi mæssigt er jeg langt nede, da jeg hele tiden sørger for ikke at gøre bevægelser, der sætter gang i smerten.

Samtidig har jeg denne forkølelse der konstant samler slim i halsen som jeg så skal hoste op. Disse host ryster virkelig min krop og giver de største smerter. Så alt går i slow motion. Mærkelig nok bliver smerterne en del af ens hverdag.

Videre, videre.

Jeg befinder mig nu i Tulungagung d. 7 nov. og har kørt 181 km. Det skulle have været lidt af en nydelse og en udfordring at køre på MC. Nu er det mine tankerne om at hvile ud i smukke omgivelser ved havet paa Bali der driver mig. Jeg har købt et bredt elastik bælte, man vistnok kalder nyrebælte. Et man spænder om livet for at holde sammen paa de indre organer. Nu passer det lige praecis til at komme op om min brystkasse, så den spænder ind på rygmusklen og holder den på plads, så den ikke så let ryger ud af sin rigtige position.

Tullugagung er en rædselfuld by.

Yamaha MC. butik med gratis internet

Da min Computer ogsaa er staaet helt af efter i flere mdr. Efter en del koersel, fandt jeg denne internetcafe, som faktisk er en Yamaha mottorcykel stor butik med denne aabne internetmulighed hvor store fladskaerme haenger op foran en, saa alle i hele dette aabne cafe cirkus faktisk kan foelge med. Lige over den skaerm jeg sidder og skriver paa er der desuden en kaempeskaerm med et af disse ungdoms show. Larmen fylder utroligt meget.

Men jeg har ikke saa mange valg, nu da min computer er gaaet doed, maa jeg laere at kunne klare saadanne situationer fremover. Jeg er faktisk den eneste der sidder her ved de 5 skaerme. Saa det lader ikke til at der er saa stor gang i komunikationen paa afstand. De snakker heller ikke meget i mobil, forbavsende lidt. Jeg har faktisk ikke rigitgt set unge staa med deres mobil. Nu er der kommet et par unge paa den ene side, der sikkert begynder paa et game om lidt.