En morgen af ulidelig lethed fylder mit sind, ved denne tidlige konfrontation kl 5:30 hvor krabbe- jægere allerede er påjagt og jeg langsomt paa vej væk fra en smertelig og kort søvn. Livet er i øjeblikket 'so and so' som filminstruktør Kieslovski engang svarede en journalist, om hvordan han havde det.
7. nov. / Saragan 1826 m.
Kære Venner
Som i har opdaget er jeg kommet til Bali. Denne rapport halter efter, men det gør min sjæl og mine tanker også. Det er faktisk ikke så nemt, når man ikke blot kan sidde uden for sit skønne Guest House og skrive disse ord ned på sin computer. Nej jeg må køre 6 km. til en Internetcafe for at skrive et par timer. Min ryg har det stadig lidt svært ved at sidde for mange timer foran en computer. Der er faktisk mere variation i ens bevægelser når man køre paa MC. på en jævn og nogenlunde lige vej og ikke spænder, når man f.eks. overhaler. Det bliver kulsort ca.18:30 og så ser alting paa vejen anderledes ud. Som regel har hotellet ikke noget kort over byen og så må man køre en del rundt for at finde en internetcafe. Når man så skal tilbage, er det svært at finde vejen. Det er derfor altid vigtigt, at få Hotellets visitkort, før man tager ud i det uvisse.
Hvis i dobbelt klikker paa fotoet, bliver det forstørret saa i bedre kan se det.
Trafikkulturen her i Indonesien.
Som jeg har nævnt tidligere er trafikken ligefrem human i forhold til trafikkulturen i Indien, der var meget mere chance betonet og op til Brahman/Gud om der skete uheld. Her holder man en pæn afstand imellem MC'erne, som der er langt flest af. På Java oplevede jeg ikke så mange helt store lastbiler og busser som jeg oplevede paa vestkysten af Bali. Men her var vejene også en del bredere. De er også en del rigere. Der køre utroligt mange firhjulstrækker.
Vejene er meget smalle med kun 2 spor, så de store biler kan lige præcis passere hinanden. Kun ved de helt store byer støder man ind i 4 spors baner. Vejene er i meget fin stand. Det er kun på de mindre landeveje der er huller. Da Java og bali består af vulkaner, køre man meget på bjergsiderne og vejene er derfor fyldt med sving. Hvis der ikke er sving er der f.eks beboelse helt ud til vejkanten. Derfor er 80 km. max. man kommer til at køre paa disse veje. På de mindre vej køre man ca. 60 km. i timen. da der altid kan komme en MC. ud fra en af sidevejene. Her i Indonesien må man mange steder i et vejkryds lave venstresving selv om der er rødt lys. Man køre ligesom i Indien i venstre side af vejbanen. Desuden er der hele tiden langsomt kørende gamle osende lastbiler man skal overhale. Der er trods alt ikke så meget trafik og kødannelser, heller ikke inde ved de større byer, som der var i Indien. Om natten kan det være lidt farligt på de mindre veje, da mange MC. køre uden lys samt at der pludselig dukker gående personer op i ens MC. lyskegle.
I de større byer har de utrolig mange ensrettede større gader. Det gør det extra svært uden kort at orientere sig, da man må vælge en anden vej hjem. Men det skaber meget mere gliden og sikker trafik. Men ligesom i Indien krydser de uden videre over i modsat vejbane direkte mod en, for at nå frem til der, hvor de har tænkt sig at stoppe.
På MC. tager det mig 5-7 tim. at køre ca. 180 km. med alle pauserne og omveje og det paa trods at jeg overhaler meget. Det er anstrengende i denne varme. Ca samme marchhastighed som jeg havde i Indien.
Videre, videre
Ja nu har jeg sat mig i bevægelse paa trods af mine ryg problemer og min halsbetændelse der skyldes Air-condition der er gået direkte på min hals. Jeg har været ude for dette før, hvor jeg så har måtte slukke for den. At skulle slukke for den her, er en lidelse om natten i denne fugtige varme.
Som jeg nævnte i min sidste rapport er det nu blevet mere en viljestyrke, at nå frem til en lidt mere afslappet turist model, som jeg kan se Bali kan være. Tanken med denne MC. tur var at komme lidt tættere paa virkeligheden, stoppe op og visuelt tilnærme mig situationer og mennesker jeg normalt blot ville have lade passere forbi min nethinde og bevidsthed som glimt. På sådan en tur har man mulighed for at forfølge nogle af disse glimt.
Jeg var faktisk taget til Sarangan der ligger i 1826 m. for at finde en guide der kunne hjælpe mig med at bestige det hellige bjerg Lawu 3265 m. Jeg skulle så have besteget det ved midnat og efter ca. 4-5 timer, ville jeg så være fremme og kunne opleve en skyfri solopgang . Pilgrimmene skal nå toppen tidligere, da de starter på at meditere kl 2:00. Med mine ryg problemer ville ikke kunne klare denne bjergbestigning. Jeg nød i stedet det lidt køligere vejr i Sarangan.
Som jeg nævnte i sidste rapport var Tulungagung ikke en by, man havde lyst til at være mere en en nat, selv om ens krop havde bedst af et hvile efter en anstrengende tur paa 183 km. og 5-6 timers MC.kørsel.
Som tidligere yogalære og udøver at de fysiske yogaøvelser igennem 40 år kender jeg til min egen krop og til øvelser, der langsomt kan løsne de spændinger der i løbet af natten har ophobet sig i ens krop. Situationen får mig til at tænke paa historien, som en solo danser fra Det Kgl.Teater, engang fortalte mig. Når han vågnede med sine diskosproblemer om morgenen, følte han sig som en olding, der langsomt skulle vække sin smertefulde krop til live. For om aftenen på scenen igen at kunne danse og fremføre sin rolle som den unge prins, der igen løfter prinsessen på sine strakte stærke arme. Det var ikke på overskud af ungdommelig kraft, men på ren teknik og viljestyrke, der gjorde at han kunne gennemføre sin rolle, og at publikum opfatter denne kraftanstrengelse som et symbolsk oversskud af ungdommelig kraft og livsmod.
På samme måde føler jeg det i øjeblikket, det er ren viljestyrke, men også lysten til ikke et sekund længere, at ville befinde mig på dette sjælløse hotel. De fleste hoteller er helt uden sjæl og personlighed. Så hvis man ikke selv har den med sig, er det svært at fylde rummet op med positiv energi. Men det er selvfølgelig også det, der er tanken med et hotel, at det kun er til et kort visit. Men et behageligt luksus hotel, ville ikke være af vejen, men det er min budget og min livsstil slet ikke til.
D. 8 nov. paa vej mod Det Indiske Ocean i håbet om en extra hviledag.
Det er igen en hed varm dag. Jeg har fået pakket min MC. og har tænkt mig at køre en kortere distance, for ikke at udsætte min ryg for alt for stor belastning. Jeg havde valgt en rute ud til et templet ude ved Det Indiske Ocean kaldet 'Balekambang'. Det er bygget i 1985 som en slags kopi at Tanah Lot paa Bali.
Værtindens 4 børn
Ens rytme og stressen bliver dæmpet lidt, når man finder et skønt sted som denne cafe paa en bjerg skråning og efter mange kilometers sving, hvor man har mulighed for at give sig selv hen. Slippe MC. larmen og de små fine spændinger i hele ens krop, der hele tiden skal være parate og signalere fare.
Nyde en kop varm teh, godt med sukker. Normalt drikker jeg aldrig The med sukker. Men paa mine MC. ture har jeg fundet ud af, at det giver mig et energi kick. Måske mest psykologisk. Men som regel naar jeg standser er jeg for det meste rigtigt godt træt i krop og sind.
Så er det skønt at få opmærksomhed fra 2 lidt barske gutter paa MC. og værtindens børn. Desværre kan jeg ikke beskrive hvad det var hun kom i min teh, måske var den ingefærd. Den var himmelsk.
På min vej til 'Balekambang, har jeg ellers kun stoppet op for at slukke min tørst, ikke for at tage fotos, hvilket jeg heller ikke gjorde dagen før, da det er for anstrengende i varmen og smertefuldt med for mange stop. Så der er forskellige gode visuelle situationer jeg har måtte slippe, det kræver nemlig ekstra overskud at stoppe, at lade sig involvere. Det extra overskud har jeg måtte spare paa.
Jeg når endelig ned til denne fantastisk smukke hvide strand ved. Men først var der utrolig mange omveje jeg foretog. Endelig de sidste 10 km. mod det åbne hav. Men det sidste stykke var på en meget hullet vej, hvor hvert bump gav smerte i ryggen.
Man betalte entre for at passere vejen ind til turist attraktionen. Det er eftermiddagen og der er kun få mennesker på stranden. Jeg køre videre i den tro, at jeg ville finde et hotel. Men der var kun salgsboder. Jeg kommer ud til klippeøen og en masse turister. Der findes ingen hotel ved dette stykke strand. Jeg beslutter mig så for at være turist. Det var lidt af en skuffelse. Jeg kørte tilbage til det stykke strand jeg først var stoppet ved og havde nydt med mine fulde lunger. Jeg havde underbukser på, der måtte udgøre det for badebukser. Skønt at mærke det forfriskende lidt kølige vand. Forsigtigt lod jeg hele kroppen forsvinde i vandet og fandt ud af, at jeg godt kunne tage nogle svømme tag uden at det rev i min rygmuskel.
I Lonely Planet stod der, at der var et Guest House ude ved kysten ved Ngliyep, der dækkede ens fundamentale behov. Hvad det så end skal betyde.
På vej mod Ngliyep.
Hvis man kun vælger de større veje at køre på, hvad altid er det sikkereste men også mest kedelige, da der næste ikke er nogen fornemmelse af land, da byerne ligesom forsvinder videre ud i landsbyer. Man har ingen klar fornemmelse mange gange hvor by og land deles. Da de heller ikke har nogle by skilte. Man er lidt lost selv om man forsøger at følge lidt med paa km. tælleren hvor langt man er fremme. Men hvornaar begynder og ender byen. Naar man køre af de små veje rækker ens kort slet ikke og de lokales svar misforstår jeg som regel, så der bliver kørt en del omveje. Det slider paa ens energier i varmen.
Jeg har virkelig tæret på mine sidste resourcer.
Op paa MC. igen efter denne utrolige dejlige dukkert med en lille extra kørsel på ca. 40 km. foran mig. Jeg kommer igen igennem det meget hullede vejstykke og køre tilbage for at finde den anden nedkørsel mod havet, hvor der skulle findes et Guest House.
Jeg trængte igen til massage.
Der er gået et par dage siden jeg fik massage og det kan jeg virkelig mærke, jeg spænder i alle kroppens muskler. Så jeg stopper i en lille landsby og går ind i den lokale købmandsbutik. Jeg forsøger at gøre mig forståelig. Og ved fælles hjælp fra de andre kunder, forstår de hvad jeg mener. Der findes faktisk en massør i byen. En af kunderne tilbyder at køre foran mig så jeg kan finde hen til ham.
Jeg når frem og bliver mødt af en del mennesker. De forsøger at forklare mig, at massøren har ligget og sovet, og derfor langsomt skulle vågne. Det var nogle meget små og indelukkede rum, så jeg valgt at side ude foran og vente på, at massøren, der sikket var en ældre kvinde, fik samlet sig sammen til at kunne modtage en kunde. Det tog temmelig lang tid og jeg var ikke rigtig klar over situationens rigtige sammenhæng. Men nu var han klar, for det viste sig, at det var en blind mand, der tog mig ved armen og førte mig ind i et kulsort rum. Der kom lidt lys foroven, da de fire vægge ikke gik helt op til husets skråtag. De fire vægge dannede et meget intimt rektangulært klaustrofobisk kasse, hvori kun befandt sig en 80 cm. bred massagebriks i massagehøjde. Den var beklædt med tykt plastic. Der var passage paa 1/2 m. hele vejen rundt. Det måtte så også være hans seng. Der har sikkert været en masse andet i rummet de så først skulle have fjernet af vejen, for at give plads til denne massage seance.
Jeg forsøgte at forklare ham mine problemer samtidig med at han forsøgte at hjælpe mig af tøjet. Jeg kom op paa massagebriksen og forventede virkelig at få gennemarbejdet alle musklerne i hele min krop på en følsom og dybdeborende måde, så kroppen hurtigt kunne opbygge sig selv igen. Han startede paa een anden måde end de tidligere massører. Han gik samtidig lidt hårde til værks, hvad jeg virkelig fik at føle, da han nåede frem til mine ømme rygmuskel. Han fik fat i alle de rigtige punkter og begyndte virkelig at bearbejde disse ømme punkter. Hver gang han virkelig gik i dybden på disse ømme punkter, kunne jeg mærke hvordan jeg spændte i hele resten af kroppen. Jeg gik selvfølgelig ud fra at han viste hvad han havde gang i og at jeg højlydt måtte finde mig i disse smerter. Stadig i den gode tro, at nu stoppede han og gik videre med resten af kroppen. Men han blev ved at bearbejde de samme smertefulde områder. Jeg tænkte, at han nok havde en teori om, at nu skal denne muskel bearbejdes, så den bliver fuldstændig blødgjort og så giver efter og falder ind på sin rette plads igen.
Jeg kunne nu ikke tage mere og forsøgte at markere med min arm oppe på ryggen, for blidt at markere, at nu kunne jeg ikke klare mere, for nu følte jeg at denne massage mindede mig mere om konkret fysisk tortur. Måske troede han eller mener han ud fra sin teori, at med ondt skal ondt fjernes. Han forsatte selv om jeg forsøgte at lægge min arm imellem. Jeg blev helt konkret nød til at gribe om hans håndled for at få ham til at stoppe. Nu synes jeg, at jeg havde fået afprøvet min smertegrænse. Først da han konkret fysisk blev stoppet, måtte han opgive at forfølge sin teori. Nu havde jeg også givet ham mulighed for at forfølge sin teori i mere end en 1/2 time. Han afsluttede hele denne tortur seance uden at have fået løsnet op i resten af min krop. Den var blevet meget mere anspændt af hans massage.
Til slut mens jeg lå ned ville han hælde vand i munden på mig. Hvilket er umuligt på grund af mit hovedets position Jeg forsøgte at fortælle ham, at jeg ikke drak alm. postevand. Han forsøgte på alle mulige måder at hælde noget væske i mig. Endelig fik jeg mig rejst under smertefulde pinsler og fik hentet min flaske vand fra min baggage. Alle vennerne og familien i huset, havde fuldt med i dette for mig usædvanlig højlydte massage helvede. Det er faktisk kun få massører der gennem tiderne, har fået virkelig smerten frem i min mund og jeg har ellers gennem årene, som tidligere danser fået meget massage. Jeg burde havde stoppet denne blinde massør noget før. Nu håbede jeg blot, at mine rygmuskler ikke var så ømme, så jeg slet ikke kunne ligge på ryggen i nat. Han forlangte næsten ikke noget for sit heroiske arbejde, så jeg gav ham lidt mere, for jeg gik ud fra at han gjorde det i den gode tro at det ville hjælpe mig.
Hele familien der kunne følge med i mine smertefulde lidelser
Den blinde massør og hans datter, der af ren god vilje virkelig fik afprøvet min smertetærskel.
På vej mod Ngliyep.
Jeg kørte letter rystet videre for at nå frem til dette strandherberg, inden det blev mørkt. De sidste 10 km. var igen fyldt med store huller og denne gang kunne jeg virkelig mærke hvordan jeg spændte i kroppen og smerten fik lov til at blive en del af min køre rytme. Det var ligesom om at jeg nu langsomt havde vænnet mig til at der hele tiden kom en jagende smerte.
Jeg nåede ned til et næsten ødet Beach klippeområde. Jeg forsøgte igen med navnet paa Guest House jeg havde fra Lonely Planet. De sendt mig tilbage til den lille landsby der lå 4 km. derfra. Igen måtte jeg bide smerterne i mig. Det som skulle have været en kort MC. tur blev alligevel en køretur paa 157 km.
Nå nu måtte jeg tilbage til den lille landsby. Det er nu blevet kulsort. Da jeg stoppede kom der beboer ud for at hjælpe mig. Heldigvis var der en ung pige, der var paa besøg hos sin onkel der kunne engelsk. Hun fortalte mig, at om en time ville Guest House åbne. Der ville så komme en person, der ville kunne tage imod mig. Men jeg var velkomme til at vente heroppe . Hun bød mig på teh og jeg fortalte om mit problem som vegetar. Jeg kunne forstå at der var et lille madsted dernede. Hun ville skrive en seddel saa de kendte til mit problem som vegetar. Jeg havde næsten ikke fået noget at spise den dag.
Den unge kvinde var utrolig venlig og bragte mig en kæmpe bolle, som faktisk var en cremebolle, som hun havde købt til sig selv. Hun synes jeg skulle have den som morgenmad. Jeg må sikkert også have set meget forpint og sulten ud. Jeg forsøgte hele tiden også at holde mit hoste anfald tilbage, da det virkelig rykkede i mine ryg muskler. Hun troede jeg havde en form for luftvejs sygdom. Det var meget hyggeligt at sidde der paa landevejen mellem en masse huse i en elektrisk lys fra et hus. De fleste af beboerne sad eller stod rundt om mig i halvmørke. Jeg havde fundet noget at sidde på. Det var kun den unge pige der også havde en søn. jeg rigtigt kunne snakke med. Tiden gik hurtigt og en person dukkede op, der ville følge mig ned til Guest House.
Da vi dukkede op havde de tændt for nogle meget svagtlysende pære uden for Guest House. Mere ødet kan det nok ikke blive. Der var intet ellys i værelset. Kun et par stearinlys. De insisterede paa at min MC. skulle ind i mir rum op af en træ slisk. De ordnede det for mig da jeg ikke havde kræfter til at klare denne tunge MC. En af mændene boede faktisk i et af værelserne. Så jeg var konkret ikke helt alene sammen med gekoerne som kravlede på væggene.
Den milde Cafeejer
Der var andre der boede på dette lille strandstykke, som levede af at der kom gæster engang imellem. Det var den venlige værtinde, der virkelig forsøgte at please mig, som jeg i min tidligere rapport fortalte, hele tiden misforstod mig. Hun viste ikke hvad det vil sige, ikke at spise kød. Sammen med hendes konstant smilende mand samt nogle andre der også så TV i baggrunden i cafeen, fik jeg aftenen til at gå, under deres elektriske lyskilde. Utroligt hyggeligt.
Madrassen var virkelig hård. Jeg havde heldigvis fået et nogenlunde kraftigt tæppe jeg kunne lægge imellem madrassen og lagnet. Jeg havde vænt mig til at sove med mine tynde yogabukser og en t-shirt samt et tyndt lagen over mig. Jeg måtte jo ikke blive kold nogle steder, jeg kunne jo ikke tåle Air-condition, så jeg måtte leve med de svedeture det kunne give om natten. Jeg faldt i søvn men vågnede nogle gange. Stod op før solen og kunne så følge livet langsomt vågne her ude ved Det Indiske Ocean. Jeg overlevede endnu en nat og min krop har mærkeligt nok overlevet torturen. Men hvor skal jeg gennem mange seancer af små øvelser for at varme kroppen op så jeg kan rejse mig op i sengen .
På vej mod Bali. Java ses i det fjerne.
Hilsen Bjarne
