BvHHS: MC.INDONESIEN / JATIWANGI / BREBES / YOGYAKARTA REJSE 2015 nr.3

Yogyakarta / Rismarkerne foran Awangs hus

MC.Indonesien /Java Rejse 2015

6 maj / På vej mod Kunstnerkolonien ’Jatiwangi Art Factory’

Cipatujah-Tasikmalaya 85 km.

Lidt over middag er jeg fremme ved byen Tasikmalaya efter en smuk tur langs floderne Langla og Wulan. Vejene var OK og først 10 km. fra Tasikmalaya begyndte der at være tæt trafik.

Jeg fandt uden så megen søgen dette hotel Santosa. Det er ikke særligt eksklusivt, men har en venlig åben, grøn, frodig og lys pergola i midten. hvor jeg nu sidder og nyder en kop kaffe foran mit værelse.

Jeg foretager en lille rekognoscering

Jeg forlader hotellet for at se om der er noget spændende jeg evt. kan indfange med mit kamera. Jeg har desuden behov for at finde en internetcafe for at få sendt min første MC.Journey. Min internet forbindelse via iPhone har ikke fungeret den sidste uge.

Den internetcafe jeg finder, er et lidt skummelt kulsort sted, hvor de unge spiller videogame. De kan ikke hjælpe mig med at koble min computer ind i systemet og ingen lader til at kende kodeordet for deres WiFi. Jeg forlader derfor dette sorte lidt deprimerende hul.

Regnen trommer rytmisk i takt til imamens nasale prædiken

16:00 begynder regnen at tromme voldsomt rytmisk i takt til imamens nasale prædiken. Jeg sidder dejligt beskyttet under beton pergolaen og skriver videre på min MC.Joruney rapport.

I morgen vil jeg nå frem til kunstner kolonien ’Jatiwangi Art Factory’ i Majalengka.- Jeg glæder mig til at møde nogle kunstnerkollegaer.

Jeg kan slet ikke forstå hvor al den regn forsvinder hen, for nu har det styrtet ned i alle de 9 uger jeg har befundet mig her i Indonesien hvilket er meget usædvanligt da regnperioden normalt er stoppet. Der har kun været 5 dage hvor det ikke har regnet. Heldigvis regner det ikke i så lange perioder, som det gjorde i starten.

Når det ikke regner, er der for det meste dejlig solskin, der når op på 32 grader, hvilket er ganske behageligt. Det er luftfugtigheden og den stillestående luft der ind imellem gør det lidt ulideligt. Ind imellem er der lidt gråvejr.

Nissak, fra Kersan Art Studio, spurgte mig hvordan jeg klarede mig med hensyn til regn, da det i Yogyakarta havde regnet hver dag. På min MC.journey har det regnet om aftenen for det meste og ellers har jeg været heldig, at befinde mig i sikkerhed på et hotel som fx i går, hvor det regnede både morgen og aften.

Værelse nr.10

Værelse nr. 10, som jeg fik byttet til et andet værelse lige overfor, på den anden side af pergolaen, da nr. 10 ikke kunne låse udefra. Nu ser jeg det blive lejet ud til et ungt par uden nogen bagage. Låsen i døren fungere stadig kun indefra. Hotellet har ikke ordnet låsen. En times tid senere, ser jeg det unge par komme ud uden at låse værelsesdøren efter sig. Personalet kommer lidt efter og skifter lagner. Fra naboværelset kommer der også et ungt par ud. Jeg ved ikke hvor længe de har været der. På dette værelse bliver lagnerne også straks skiftet.

Min fantasi og logik fortæller mig, at det sikkert er unge gifte eller forlovede muslimsk par, der på denne måde fysisk og psykisk, har mulighed for at få tilfredsstillet deres behov for at dyrke hinanden uden at involvere den nære familie, da de sikkert familiemæssigt boer mange under samme tag.

På dette hotel kan de unge leje et værelse billigt for et par timer og de har kun behov for, at kunne låse døren indefra og ikke udefra. Så hvorfor skulle hotellet bruge tid og penge på at reparere låsen.

7 maj / Køre mod Majalengka

Tasikmalaya – Majalengka 140 km.

Jeg kommer først af sted ved kl.12 da jeg vælger at skrive på min blog.

Det var perfekt vejr og vejene var fine. Der var tæt trafik når jeg nærmede mig de lidt større byer. Da jeg kom til den mindre by Damaraja efter 70 km. kørsel, valgte jeg at drejede væk fra den større vej, for at køre den mere direkte mindre vej mod byen Majalengka, hvorved jeg ville spare ca. 40 km. kørsel.

Vælger alternativ vej som GPS ikke vil anerkende på min iPhone

Vejen var aftegnet på mit almindelige kort, men på GPS. ville den ikke rigtig godkende vejen. Vejen var utrolig hullet og ødelagt de første 25 km. hvor jeg kun kunne køre 10-30 km. i timen. Men det værste stykke var de sidste 25 km. hvor de foretog træfældning. Her var jordvejen kørt fuldstændig op, på grund af de kæmpe lastbiler og regnvejret. Så jeg var tvungen til at køre nede i de dybe og mange gange smattede hjulspor meget af vejen.

Jeg var uheldig på et tidspunkt, hvor min gearskifte pedal ramte en træstup og blev bøjet, så jeg havde store problemer med at skifte gear.

Jeg stoppede derfor, da jeg støder på en gruppe skovarbejder og lastbilchauffører. Jeg ved de kan hjælpe mig med at rette gearpedalen. En af dem finder nogle jernrør frem fra sin lastbil og med dem retter han pedalen.

Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal undgå ikke at ramme en af hjulsporens jordkanter med en af fodpedalerne. Hvis man gør det, kan man ikke undgå at man skrider og MC. lægger sig ned på siden.

Det skete i alt 3 gange. Den første gang fik jeg hjælp fra en lastbilschauffør. Jeg er hver gang tvungen at spænde min rygsæk af MC. for ellers har jeg ingen chance for at løfte MC. på højkant igen. Det var fysisk krævende,- så jeg fik prøvet lidt kræfter. Det er første gang jeg på denne tur hvor har skulle kæmpe lidt for at komme frem.

Lost in Translation

I byen Katipaten kontakter jeg Arie på ’Jatiwangi Art Factory’. Jeg fortæller ham at jeg lige tager en kop kaffe i byen og så vil køre videre mod Majalengka og så igen kontakte ham.

Da jeg kommer til byen Majalengka, viser det sig at Art Factory ikke ligger i byen som en slags forstad bebyggelse, men at Jatiwangi er en stor by der ligger 20 km. nord fra Majalenga, men i Majalenga Distriktet.

Med diverse pauser tog det 4 ½ time at køre ca. 120 km.

’Jatiwangi Art Factory’

Tedi og Arie

’Jatiwangi Art Factory’ et aktivt kunstnerkoloni

På det store kontor, hvor der mest skrives og tegnes på computer, får jeg en hjertelig velkomst, af ca. 8 personer. Jeg får lidt af vide om stedet og hvem der boer der, og de får lidt informationer om mig og hvorfor jeg er dukket op for at besøge dem.

Det er blevet lidt sent, så på et tidspunkt, går vi ind i en tilstødende bygning hvor der står mad fremme, en slags åben buffet.

Jeg viser dem foto af mine installationer, jeg har skabt til Kersan Art Studio i Yogyakarta. De er meget imponeret over mine Installationer. Det er skønt med positiv respons for ens arbejde.

’Jatiwangi Art Facttory’ er etableret 2005 i et tidligere teglværk, der er temmelig forfalden samt tilhørende bolig, der er i bedre stand. Bygningerne ejes af Aries familie, der består af 5 brødre og deres moder. Moderen samt 2 af brødrene boer på stedet sammen med et par andre kunstnere.

De har plads til gæster ligesom mig, hvor nogle bliver i længere tid og evt. skaber en udstilling eller en anden kunstnerisk aktivitet i samarbejde med stedet og dets brugere.

Stedet stiller lokaler og tekniske faciliteter til rådighed for de lokale aktive kunstnere. Der findes musikværksted, keramikværksted og udstillingslokale. Man kan kalde det for et åbent inspirations og samlingssted for kreative personer. Gennem årene har de skabt mange udadvendte aktiviteter som udstillinger, performance og koncerter.

Arie der er multikunstner er ham jeg fornemmer, er den samlende og koordinerende person for al den kreative udfoldelse. Han fortæller mig at stedet forsøger at inspirerer og hjælpe alm. mennesker til at udvikle deres kreativitet.

Mange af stedets bruger, går på universitetet og studere evt. økonomi eller sociologi og får her på Art Factory en mulighed for at udvikle deres kreativitet evner.

Frivillige kommer og hjælper moderen med at lave mad

Allerede Kl. 6 er der gang i køkkenet, det støder op til mit værelse. Moderen og 3 -4 andre kvinder og nogle børn hyggesnakker, mens de tilbereder forskellige retter mad til hele dagen. Jeg kan forstå at de kommer frivilligt og hjælper moderen. Det er sikkert deres måde at støtte kunstner kolonien på.

7:30 er kvinderne færdig i køkkenet med madlavningen og de forsvinder igen og tager en del af maden med hjem til deres egen familie. Nu får jeg tilbudt kaffe og morgenmad jeg kan tage ved den åbne buffet.

Om søndagen bliver der ikke lavet fælles mad. Hvis man vil have mad den dag, ligger der nogle pakker nudler og æg og lidt grønsager, så man selv kan lave sin frokost og aftensmad.

Problemer med min computer, der hele tiden lukker ned

Anden aften på ’Art Factory’ har jeg problemer med min computer. Den går hele tiden i sort og starter så igen. Det gentager sig igen og igen. Et par gange beder den mig om at genetablere mine iPhoto mapper, hvilket tager tid.

Jeg kan se at computeren kun har 80 GB at arbejde med. Så den arbejder nok for hårdt. Så jeg forsøger at tømme nogle iPhoto mapper, men så går den ud.

Jeg forsøgte at give computeren en pause, da den var glødende. Pausen hjalp, nu kunne jeg igen arbejde lidt uden afbrydelse. Jeg fik også tømt den for nogle programmer.

Jeg er også bevidst om ikke at have for mange programmer åbne samtidig.

Hver gang computeren gik i sort, forsvandt det sidste jeg har skrevet. Derfor måtte jeg benytte min iPhone alarm til hvert 15 min. at ringe, så jeg huskede at trykke på ’save’ knappen.

Min oplader til computeren vil ikke tænde

Næste morgen kunne jeg ikke få opladeren til at tænde for at oplade min computer. Tedi, der en af de fastboende kunstner og musiker gjorde mig opmærksom på, at det kunne være, at den tynde ledning helt tæt på transformatoren, var knækket. Det havde han været ude for. Han havde ret.

Tedi havde fået en lokal elektromekaniker, til at fikse den, ved direkte fysisk at brække den op. Vi kørte derhen på nogle Moutain Bikes da han boede lige i nabolaget.

Foran sit hus under pergolaen havde Elektromekanikeren etableret sig med sit arbejdsbord, nogle kontakter, nogle skuffer samt diverse elektroniske komponenter. Han brød transformatoren brutalt op og skilte lagene ad for at kommer ind til ledning forbindelsen. Han fik loddet og samlet den.

Da jeg på denne MC.Journey har valgt, at ville dokumentere og dele mine oplevelser med jer venner og andre der søger eventyr og inspiration til evt. selv at benytte MC. som transportmiddel eller blot nyder de visuelle billeder og de oplevelser jeg har lagt ud på min BlogSpot, er jeg utrolig afhængig af min computer. Derfor gik jeg selv lidt i sort, da computeren blev ved med at gå ned. Man bliver bevidst hvor afhængig man er af den fysisk og psykisk.

Jeg kunne såmænd godt forsætte uden computeren, men så ville jeg være afhængig af internetcafeer, hvilket ikke ville være det samme, da jeg så skulle opholde mig der konstant, da jeg også redigere foto på denne. Det ville være som rejse med det offentlige, i stedet for at sidde på sin egen MC.

Jeg opholdt mig mest på kontoret foran min computer. Der kom hele tiden nye personer ind og skulle hilse på. Mange forsvandt direkte ind i musikstudiet eller andre rum. Så stedet virker meget åbent som en slags fritidsklub.

Art Factory’s økonomiske struktur

Jeg spørger Arie hvordan det økonomisk fungere, hvad skal jeg fx betale for de dage jeg opholder mig på stedet. Jeg skulle ikke betale noget da jeg var gæst. Men hvordan fungerede stedet, betalte brugerne noget for maden, elektricitet og husleje hvor kom pengene til udgifterne fra.

De lavede nogle gange en event og fik lidt penge ind ellers støttede brugerne stedet når de havde penge. Det virkede ret svævende i mine øre, det var som om Ariel ikke kunne eller ville svare på spørgsmålet, hvordan de økonomisk holder ’Jatiwangi Art Factory’ kørende.

Tilbage i 1971 var jeg med til at starte og opkøbe nogle faldefærdige huse og fabriksbygninger mellem Aarhus og Silkeborg i Danmark og etablere kollektiv landsbyen ’Toustrup Mark’. Stedet fungere stadig som en kollektiv landsby med ca. 60 beboer, hvor halvdelen er børn. Min Eks.hustru ville ikke flytte derover, så jeg kom kun til at bo der ½ år

Toustrup Mark’s beboer, var alle fra startet styret af demokratiske forpligtigelser i forhold til fællesskabet. Her i ’Art Factory’ har jeg fornemmelsen, at det køre meget mere anarkistisk, man yder noget, når man føler man har lyst.

Jeg blev et døgn længere end jeg havde planlagt, da jeg befandt mig godt i disse afslappede omgivelser. Jeg besluttede at betale det samme til ’Jatiwangi Art Factory’ som jeg skulle have betalt for et hotel.

Andry og hans datter

Teglværk

Andry, en ven af ’Art Factory’ vil meget gerne vise mig rundt på hans og sin families Teglværk, der stadig er aktivt. Han administrerer en del af teglværket. Der er en utrolig funktionel orden på hele området. Her kan man mærke og se, at der er arbejdsdisciplin.

Disse smukke alternative murer, er skabt af tegl, der ikke var helt OK.

Naboerne til teglværket har sikkert fået dem gratis

11 maj / Jeg når at færdiggøre min første MC.Journey

Tajiwangi – Berbes 120 km.

Inden jeg køre mod Tegal skal jeg lige have ordnet det elektriske på MC. Der er gået en lille sikring. Jeg får samtidig tjekket olien. De mener den igen bør udskiftes, den er for sort. Det lyder ikke godt, for det er kun 500 km. siden, at jeg fik skiftet og normalt skal olien først skiftes pr. 2000 km.

Kl.15 kommer jeg først afsted.- Det var vigtigt for mig at få færdiggjort min først MC.Journey.

Kl. 17 er jeg allerede fremme ved Berbes. Jeg troede faktisk, at jeg var nået helt til Tegal.

Jeg kom forbi et kæmpe hotelkompleks der så helt øde ud. I de åbne gangarealer kunne jeg høre ekkoet af mit eget hellooo. Jeg måtte helt ned i enden af komplekset, før der var en person der dukkede op.

Hotellet var i sin enkelhed lidt stilfuldt. Jeg kunne vælge mellem et alm. eller et luksus rum til 150.000 eller 200.000 IDR. Med aircondition og varmt bad.

Igen snyder det umiddelbare hurtige look som jeg foretager, specielt hvad angår toiletterne, for her halter det hygiejniske virkeligt meget på de fleste billige hoteller.

Jeg vælger, at vende det blinde øje til, da jeg ellers sender mig selv ud på en vanskelig opgave, da det er svært at finde et hotel til en rimmelig pris, der også visuelt lever op til mine forventninger. Den hygiejniske lave standart, har jeg lært at leve med.

Derfor har jeg økonomisk kunne klare, at tage på disse lange MC. Journey, da jeg har holdt prisniveauet lavt, hvad angår mad og hotel.

Jeg har vænnet mig til, at lukke øjnene og skrue ned for sanseoplevelser på det æstetiske og hygiejniske plan.

Flashback

Da jeg gik ud på badeværelset for at tage et varmt bad, som de havde lovet ville være muligt, fik jeg et Flashback. Mindet om det første hotel i byen Kebumen (som jeg skrev om i MC.Rejse nr.1) dukkede op på min nethinde.

Der var ingen bruser, men kun rørstumper, der var lukket af med tape. I det uhyggelige mørk bordeau farvet badekar, lå der vand på bunden i 2 cm. højde. Hvor længe havde det ligget der. Der var to haner med gummislanger, men ingen af dem poster varmt vand ud. Der er noget i vejen med afløbet i badekaret, derfor ligger der vand.

Badekarret og toiletkummens forskellige nuancer af bordeau rød tildækket af kalkpletter, virker tremmelig uhyggeligt. En understrøm af mordscener fra film jeg har set, der er forgået i et badekar, dukker frem på min nethinde. Samtidig bliver jeg påmindet om mine egne to røde installationer, hvor blodet drypper og drypper.

Jeg må bruge øseren og vasker mig i koldt vand, som jeg er blevet vant til de sidste10 uger. De to steder jeg har boet, samt alle hotellerne indtil dato, har kun haft koldt vand.

12 maj / Næste etape mod Sokaraja

Berbes- Sokaraja 110 km.

På denne strækningen, overhale jeg rigtig mange lastbiler, for ikke at hænge fast i de lange bilkøer, så jeg fik brug for de ekstra acceleration power, som MC. har i forhold til lastbilerne samt at man nemmere kan overhale, når der kommer modkørende MC.

Da jeg er fremme ved byen Sokaraja, stopper jeg ved en slags Burger King. Kæden hedder ’Buntons’ og foruden burgers sælger den også kager i stor stil. Her kan jeg få kaffe og udnytte at de har WiFi. Så jeg får oversat og sendt den engelske MC.Journey no.1.

’Atrium’ Resort og Hotel

Fra hovedvejen køre jeg ind på dette ’Atrium’ Resort og Hotel. Det virker meget tjekket. Prisen for et standard rum er 388.000 IDR. (220 kr.) og luksus 888.000 IDR.

Det er ganske vist lidt dyrt i forhold til mit budget, men jeg trænger til at påvirke mine sanser på en positiv måde. Værelset er indrettet, enkelt og smagfuldt - japansk inspireret.

Endelig kunne jeg tage mit første varme brusebad i 10 uger i et badeværelse, hvor alt sad fast på væggene, som det skulle og et toilet der funger.

Direktøren tilbyder mig et luksus værelse

Jeg henvendte mig til skranken, da jeg havde problemer med at komme igennem og benytte deres WiFi internet forbindelse. Direktøren trådte til og undskyldte meget og kaldte på en teknikker og bad ham om at løse problemet.

Jeg fik en lang hyggelig snak på min terrasse med direktøren, der talte perfekt engelsk, om de sociale forskelle, der var mellem Danmark og Indonesien.

Lidt senere kontaktede direktøren mig, da jeg sad på terrassen. Han ville meget gerne tilbyde mig et dobbelt så stort værelse, som han var sikker på jeg ville sætte pris på, til den samme pris.

Jeg takkede ham tusinde gange for tilbuddet, men måtte sige nej tak. Jeg orkede ikke at skulle pakke sammen og igen pakke ud. Samtidig synes jeg rigtig godt om dette lille rum, med terrassen, der havde udsigt over på en helt enkel pudset mur, æstetisk malet i lidt bleg-rosa tone med høje slanke træer foran. En rolig velsoigneret mur, der signaler orden og harmoni. Og ikke som muren i Cipatujah ude ved det Indiske Ocean, hvor man kunne fornemme det langsomme forfald, der var ved at æde sig ind i muren og ens underbevidsthed.

Ud fra vores hyggelige samvær, har han nok synes, at han ville være venlig og give mig dette meget generøse tilbud for samme betaling.

Direktøren

Nu sidder jeg i et luksus hotelrum, med dør ud til garagen

hvor jeg har parkeret min MC.

Direktøren tilbyder mig igen et luksus værelse

Jeg besluttede at blive på Atrium / Resort og Hotel en ekstra døgn for at skrive noget mere på min rejse rapport, inden jeg kom tilbage til Yogyakarta, hvor jeg skulle koncentrer mig om mine Installationer.

Da jeg betalte for et døgn mere, kom han ud fra sit kontor og igen tilbød han mig luksusværelset, da han mente jeg ville nyde det. Denne gang sagde jeg så ja tak til tilbuddet, da jeg havde erfaret at mit værelset var lidt for lille. Jeg havde haft svært ved at lave alle mine yogaøvelser.

Han fulgte med hen for at vise mig de større værelser. Mens det værelse jeg valgt blev færdig rengjort, sad vi på min nye dobbelt så store terrasse og snakkede om rige og fattige om æstetik, da han klart havde stil, hvad hotellet bar tydeligt præg af.

Hotellet er bygget i en harmonisk klassik moderne javanesisk stil. De ansatte udviser disciplin og nærvær. Tingene skal være helt 100 % i orden. Jeg kan se, at her havde der været dygtige håndværker. Ikke så meget sjusk.

14 maj / Min sidste etape

Sokaraja – Yogyakarta 150 km.

Ved morgenbuffen, snakker jeg med en tidligere salgskonsulent, der har rejst meget i Europa. Han fortæller mig, at han elsker at køre med tog og at det kun tager 4-5 timer at komme ind til Yogyakarta. Men med bil hvis det er i myldretiden, så kan det tage 10-12 tim.

Han gør mig helt nervøs, for jeg har regnet med, at det ville tage 5-6 tim. at køre de lidt over 200 km. Men på MC. har man mulighed for at komme hurtigere igennem de trafikpropper man støder på.

Jeg kommer først af sted 9:30. Jeg begynder allerede at stresse en smule. Jeg har aftalt med mine 2 assistenter, som har hjulpet Nissak med at passe Installationerne, at vi mødes på udstillingen kl. 16. Så jeg burde have tid nok til at nå frem.

Selv om det er helligdag i Indonesien er der tæt trafik og tre gange bliver jeg fanget af jernbane overskæringernes bomme. Fra Purworejo vælger jeg den direkte, men mindre vej over bjergtoppen.

Jeg havde frygtet, at det var en nedslidt bjergvej, men det viste sig at være en næsten ny asfalteret vej, der både var temmelig snoet og stejl. En perfekt vejstrækning, hvis man kan lide bjergkørsel. Turen var utrolig smuk, med meget lidt trafik.

Kersan Art Studio

Jeg var fremme ved Kersan Art Studio 14:30 og kunne konstater, at det dryppede fra de fleste af de hængende bambus. Fantastisk. Krukkerne i Life Time / Time Life dryppede også OK.

Jeg tog opløftet ud til Awangs hus, for at pakke ud og skifte tøj, da der var en del jeg skulle have ordnet med Installationerne.

Da jeg kom tilbage kl.16 var der en af krukkerne i Life Time / Time Life, der lå smadret på gulvet. En snor, der holdt hjulet, havde løsnet sig.

19 maj lukker min udstilling, så jeg må leve med, at en af krukkerne er ude af spil. Jeg arrangere krukken kunstnerisk på gulvet.

Installationer / Kersan Art Studio / 19 April - 19 Maj 2015

Min indfaldsvinkel til dette udstillingsprojekt er at benytte indonesiske hverdagsmaterialer som bambus og ler i form at krukker og skåle samt et fælles visuelt symbolsprog. På denne måde håber jeg det lykkedes både fysisk og psykisk at gå i dialog med indonesisk ånd.

’FLOATING SOUL ’

- Titlen ’Floating Soul’ passer til den oplevelse jeg har af den indonesisk ”Sjæl”. Den Indonesiske ånd tager tilværelsen med ophøjet ro, som de hængende bambus i min Installation ’Floating Soul’. - Indoneserne flyder, stille og roligt i vandret stilling med strømmen og giver efter for de stærke ydre kræfter.

’LIFE TIME / TIME LIFE’

Et symbolsk bambusleje for en indonesiske risbonde, der langsomt sover ind med de 3 vigtigste redskaber, nødvendige for hans egen og hans families overlevelse gennem et langt liv. - Symbolsk lerkrukke, livsbeholder der langsomt tømmes og livet rinder ud. Liv er tid og tid er liv.

SALT LIFE'

Life Circle

'SALT LIFE'

Life Circle

- Livets solformørkelse, livets salt, 365 sort sodede lerskåle, lige så mange som der er døgn i et år, vender bunder opad i en symbolsk protest. Mahatma Gandhi ledte i 1930 en 400 km. lang march til havet for at demonstrer mod regeringens saltmonopol. En symbolsk kamp for frihed. Salt er livsnødvendigt. Livets salt.

Da jeg leverede MC.Honda Tiger tilbage til udlejeren, spurgte jeg hende hvor længe hun harvde haft MC.Honda. Den havde de haft i 17 år, helt fra ny. Jeg fortæller hende at jeg lejede en MC.Honda samme årgang og model i 2009, men det var hos en udlejer, der lå tæt ved tog centralstationen. Det passede helt fint, for der havde de haft, en filial af deres firma ’Fortuna’. Den symbolske Cirkel er afrundet

Jeg har mødt utrolig imødekommenhed fra kvinderne, der meget gerne vil fotogtraferes og snakke, hvad jeg ikke havde forventet. Samtidig så jeg meget få kvinder, der var helt tildækket. Så Indoneserne tager religionen, som alt andet meget afslappet og tilbagelænet.

16 maj / Fly til Jakarta

Næste morgen 5:30 kommer den bestilte taxa der køre mig til lufthavnen 100.000 IDR. Mit fly til København med Qatar Airways fløj fra Jakarta, med mellemlanding i Doha.

Jeg havde aftalt med Lenny, som er leder af Kersan Art Studio som boer i Jakarta, at jeg kom forbi og hilste på hende og hendes mand Michael, før jeg samme aftenen fløj til København.

Det kræver overskud at rejse og udforske

Denne MC.Indonesien Journey, blev lidt mere anstrengende og ikke så lystbetonet som jeg havde håbet. Det skyldes først og fremmest, at de 8 ugers arbejdet med udstillingen på Kersan Art Studio, havde krævet flere kræfter fysisk og psykisk af mig end jeg havde regnet med.

Mine MC. Rejser har altid værende anstrengende, da jeg pålægger mig rollen som aktiv fotograf og rapporter, af de hændelser jeg kommer udfor. En rejse- og formidlingsform, der passer mig perfekt, da det giver mig mulighed for at søge udad og indad i mine refleksioner.

Når jeg går i gang med noget, så forsøger jeg at yde så meget jeg kan og efterhånden har jeg opøvet en vis flid og ihærdighed. Men det går ud over det, som Indoneserne er eksperter i, at kunne slappe af i nuet og glide med strømmen, for så behøver man ikke at anstrenge sig.

Den filosofi har jeg haft svært ved at dyrke, måske fordi jeg nok selv vil bestemme hvilken retning jeg vil flyde og nogle gange har jeg så måtte stride mod strømmen. Det kræver kræfter og energi, men styrker også en til at kæmpe, for det man tror, er det rigtige for en selv, og for samfundet som helhed.

På denne tur har jeg derfor helt fra starten været klar over, at jeg skulle lægge en rute, så jeg ikke kom til at køre mere end 200 km, det vil sige 4-6 timers kørsel. Jeg nåede derfor ikke så langt west på, som jeg fra starten troede. Men det var heller ikke nødvendigt, da der ikke var nogle bestemme områder jeg burde se.

På turen har jeg derfor Kun få gange på kørt alternative veje. Jeg synes ikke jeg havde overskud til at udforske landert som jeg plejer. Så rent fysisk har min krop haft det rigtigt godt, da det har været meget få gange jeg har overbelastet den. Derfor har turen også været en smule forudsigelig og lidt kedelig.

Det har været en meget tilbagelænet MC. journey , - helt i den Indonesiske ånd.