BvHHS: MC.INDONESIEN / CILACAP / PANGANDARAN / CIPATUJAH REJSE 2015 nr.2

28 april / Jeg køre videre mod kystbyen Cilacap

Kebumen –Cilacap 120 Km.

Luften er dejlig frisk og solen varmer skønt her kl. 8 om morgenen. Solens stråler sletter nogle af aftenens dramatiske billeder fra mit sind. Nu håber jeg at heldet er med mig i Cilacap så jeg finder et harmonisk sted hvor jeg kan hvile min sjæl.

Her tidligt, er der gang i de forskellige markeder.

På disse fotoet tror jeg de viser deres kamphaner frem.

Den sidste halvdel af turen, vælger jeg igen at køre ad kystvejen, på trods af den ligger 2-3 km. inde i landet og ind imellem er der rigtig dårlige vejbelægning. Jeg trænger til at slappe af med lidt skøn udsigt i stedet for at skulle koncentrere mig om modkørende trafik og overhaling.

Efter noget kørsel uden at kunne se og fornemme havets brussen, kørte jeg ned ad en af de få veje, der førte ud mod havet. Javaneserne dyrker ikke badekulturen som vi gør. Min krop trængte til at mærke havets kølighed.

Helt ude på toppen af klitterne har fiskerne skabt store bassiner, hvor de sikkert har fiskeyngel.

Bølgerne er store og man hvirvles rundt og trækkes med ned af den stærke understrøm som man fysisk, skal kæmpe for at gå op imod. Man kommer ikke 1 m. fremad ved at svømme.- Hvor er det skønt at mærke havet svale og afkølende virkning på ens sjæl.

Vandet er nok 26 grader varmt. Stranden var tom så langt jeg kunne se på nær en enkel lystfisker med styrthjelm og en bære der passerede forbi

Nu sidder jeg i skyggen og skriver, foran et lille ældre familie Hotel Murni

Alle de store hoteller var fuldt optaget. Det lykkedes mig at finde dette ældre familie Hotel. Toiletterne ligger lidt langt fra værelset, men der er dejligt rent og meget stille.

Jeg vælger at blive en ekstra nat for at forsøge at afslutte det sidste kapitel af mit ophold som Artist in Residence. Desværre er dette ingen badeby. Den store ø Kambangan Island som ligger lidt syd for byen, har et stort militær anlæg og er ikke noget Beach Resort, som jeg havde håbet.

30 April / Videre mod Pangandaran ’Beach Resort’

Cilacap – Panandaran 93 km.

Min ven Svend Erik, sender mig en mail hvori han skriver at han for mange år siden besøgte Pangandaran og var ude med en fiskebåd og dykke. Skønt at høre, så jeg ser frem til at kunne nyde havet lidt mere intens.

I Pangandaran ligger hotellerne helt ned til stranden skuldre ved skuldre, men det er ikke hoteller der tiltaler mig, da de ikke har ordentlig udsyn samt ingen terrasser med grønt.

Nede foran hotellerne på stranden, er der de sædvanlige små restauranter, med parasoller, borde og bænke. Det er uden for turistsæsonen, så kun få bevæger sig rundt, men lykkehjulene køre alligevel.

Ved hjælp af en ung lokal indoneser fandt jeg et skønt sted, der lå bagved de store hoteller. Værelserne var fordelt i små hytter med terrasser i et lille palmeanlæg. Hytterne havde dog set bedre dage.

Det er altid lidt specielt at bevæge sig rundt i et miljø der er næsten mennesketomt, med kæmpe restauranter hvor borde og bænke står på rad og række og skriger på at blive brugt. Som et teater uden publikum.- Alt venter på at sæsonen starter.

Jeg nyder 3 dage her i Pangandaran med lange svømmeture. Vandet er familievenlig, da det ligger i en bugt, så understrømmene og bølgerne var ikke er så kraftige.

Jeg nyder en mix af noget surt sødt bitterstærkt, som han kværner
i sin morter. En anden strandsælger mixer en salat af forskellige
ingredienser, som du ønsker, på et palmeblad.

En af dagene var jeg ude at sejle og dykke med snorkel. Desværre var det lidt gråt i vejret. Solens stråler ville sikkert have fået, de hvidgrå koraler til at lyse og leve lidt mere ligesom de mindre fisk jeg så. Jeg skulle lige vænne mig til at trække vejret gennem næsen i masken.

Fredag d.1 maj var fridag i Indonesien, men ikke en politisk kampdag. Der var derfor lidt mere liv på strandpromenaden både Fredag og Lørdag aften. Et blinkende lyshav af kørende cykelbiler til 4-6 personer, kørte frem og tilbage nogle med musik.

3 Maj / På vej mod et Cipatujah et nyt ’Beach Resort’

Pangandaran –Cipatjah 202 km.

Da jeg søndag morgen kl 7: 00 skulle have min sidste svømmetur, inden jeg kørte videre mod Cipatujah, var stranden fyldt med lokale Indonesere. Rigtig familie strandtur, godt nok lidt tidligt.

Efter at havde kørt ca. 50 km. kom jeg ud til kystvejen der denne gang

løb tæt på vandet. Så snart jeg fik chancen, stoppede jeg og tog

en svømmetur i det åbne havvand og en kop Kopi (kaffe)

Jeg er kommet frem til Cipatujah som jeg troede også ville være en velbesøgt strandby, med det ene store hotel efter det andet langs kysten. I stedet lå der nogle små hoteller og Losmen. Cipatujah er en ganske lille by.

I min søgen blandt de små Losmen, bliver jeg stoppet af ejeren af ’Losmen Singgahan’. Han overtaler mig til at se hans lille sted, der kun består af to værelser med udsigt fra terrassen ind i en halvhøj mur og bagved en høj grå husmur, med nogle fascinerende klassiske søjler. Måske lidt for ensomt og trist.

Et værelse kostede 150 IDR. Han var dog villig til at gå ned til 100 IDR. Her var en lidt trøstesløs stemning, så jeg ville først tjekke om der var noget der faldt bedre i min smag,. De andre Losmen virkede lidt for små og trykkende for A Lonely Cowboy.

Jeg vendte tilbage til den enkelte tomhed. Ejeren var lykkelig, for det var lang tid siden at han havde haft gæster og haft mulighed for, at praktisere sit engelske. Der kom så få udenlandske turister.

100 IDR svare til 55 kr. Jeg besluttede at blive der et par dage og vil betale ham de 150 IDR. Fair trade.

Jeg har fået at vide, at en alm. mdr. løn her i Indonesien vil ligge på 1.500.000 IDR og en lavt løn på 500.000 IDR. Alm. leveomkostninger ca. 40 IDR pr. dag, Så hovedparten af indoneserne overlever på et minimum.

Inden han kørte hjem til sin familie, ville han gerne have betalingen for 1 nat, da han manglede penge til cigaretter. Om aftenen ville han komme og tage med mig hen og spise i sin broders restaurant. Han har også selv en restaurant, men for tiden er den lukket, da det mindste barn skal passes.

Ingen turister men store bølger

Turister er der ikke mange af og det virker som om stedet har haft sin storhedstid. Det økonomiske krak i 2008 gjorde, at byggeriet af hotellet, den grå med de klassiske søjler, som hans lille Losmen støder op til måtte standse.

Selv håber Singgahang, på at der igen kommer flere turister, han vil meget gerne udvide sit Losmen med et par ekstra værelser. En rigtig positiv igangsætter

Det er ret lavvandet, så man skal meget langt ud hvor man kan svømme og her er understrømmen virkelig stærk og bølgerne store, så man bliver hvirvlet rundt. Så det er svært at få de helt gode svømmeture, i stedet blive man kaste rundt.

Igen regner det. Det har det gjort hver aften siden jeg tog på denne MC.journey. Så jeg har været heldig. Skumring og regnen, den klassisk grå drøm der måske aldrig bliver realiseret og den tomme mur. Forfaldsstemningen fascinerer mig. Den minder mig om det Fassbinder teaterstykke ’Byen, Affaldet og Døden’ som jeg lavede dekorationer til i ’Husets teater’.

Den lidt brede gesims over vinduet til mit værelse er blevet slået,

ned af de store kraftige regndråber, der faldt i går aftes

Singgahang har igen åbnet sin restaurant og tilbyder French Toast

Kl. 7:00 kommer han forbi på sin scooter og fortæller mig, at nu har han åben sin restaurant igen, så jeg kan komme og få French Toast til morgenmad. Jeg ryster lidt afværgende på hovedet, for jeg har nogle frugter, jeg vil spise her til morgen.

Jeg synes også det er for meget hvis han tror, at han helt kan regne med mig. Ved frokosttid tager jeg dog op på hovedvejen for at se hans restaurant. Det lader til, at han har en slags filial til hans brors restaurant, hvor konen der laver maden. Han havde ikke noget rigtigt for en vegetar som mig. Han kunne tilbyde mig en French Toast. Men jeg var ikke meget for æg igen, da jeg de sidste par dage fået omelet med grønsager til morgenmad.

Singgahang foran sin restaurant

Jeg skulle også lige hilse på hans familie

Byen er ikke særlig stor og jeg fandt ikke noget sted, jeg havde lyst til at spise. Så jeg vendte tilbage og sagde ja tak til en French Toast. Jeg skulle så selv købe sandwichbrødet i den dyre supermarkeder Indo Maret, der lå lige ved siden af, hvor de har snacks i tusinde forskellige Europæiske variationer samt hvidt brød.

Han ville komme ned med toasten til mit værelse. Da der var gået 45 min. ringede jeg til ham, for hvor blev min toast af. Han undskyldte tusinde gange og kom straks kørende med en toaster og et pulverkaffebrev, da han også ville lave kaffe til mig i min termokande.

Han placerede toasteren på mit gulv og satte den i gang. Han fik varmet vandet til kaffen og samtidig kom en lille nabopige med omeletten, som jeg så kunne placere mellem mine ristede stykker hvide brød. Den smagte rigtig godt. Vi blev vi enige om, at jeg kunne få en toast i morgen tidlig, så han ville gemme brødet.

Jeg var lidt overrasket over denne måde, at drive restaurant på. Jeg var ude for en lignede situation i Indien, i byen Bundi på min MC. Joutney 2011, hvor et Guesthouse reklamerede med, at de havde en Park Restaurant i haven. Mens jeg står og kigger mig søgende omkring efter restauranten. Så kommer der pludselig ’out of nowhere’ en smilende, smuk ung kvinde i rød sari mig i møde. På flydende engelsk fortæller hun mig stolt, at de har en restaurant. Hun peger hen på nogle lukkede trædøre, som hun går hen og låser op. Jeg ser ind i et rum fyldt med stabler af plastik møbler og et slags køkken. Manden dukkede op og overtog dialogen. Jeg gentog igen hvad jeg havde sagt til hende, at jeg gerne ville have yoghurt med frugt, honning og ingefær the. Hvilket han dikker ja til.

Efter at have placeret mig på en stol med et plastibord foran, gav han mig et menukort, med utrolig mange forskellige retter. Det var helt klart, at han måtte i byen, for at købe de nye råvare han havde behov for, hver gang en ny kunde bestiller et måltid.

Jeg bliver i Cipatujah 3 dage

Jeg nyder roen og ensomheden, selv om det kan være lidt
forstemmende, at se strandboder fyldt med
forskellige varer og meget få mennesker.

Den sidste dag i Cipatjujah kørte jeg sammen med Singgahang ud til en Hot Spring. Jeg gik ud fra at man kunne bade i den. På fotoet forsøger jeg med mine fødder at gå lidt dybere ned. Mit ansigtsudtryk viser tydeligt, at vandet under overfladen er sindsygt varmt, så jeg ligner også en sindssyg, da jeg udsender et primalskrig. Andre steder som fx på Bali, udnytter de Hot Spring turistmæssigt og laver en slags bassin hvor vandet fra The Hot Spring bliver blandet med koldt vand.

Jeg har besluttet ikke at køre mere mod vest, men køre direkte mod nord, mod kunstnerkolonien beliggende i Jatiwangi, som jeg helt fra starten har planlagt at besøge.

Da jeg ikke er interesseret i alt for lange udmattende køredage, vil jeg fortaget et stop i byen Tasikmalaya.