Har igen valgt at køre en lang Journey.
Jeg har igen valgt at springe nogle byer over og kører dobbelt så langt, som jeg ellers fra starten af min journey havde planlagt. Det er de større vigtige historiske byer, med en gammel bykerne med kulturelle seværdige bygninger jeg først og fremmest vil besøge. Her har jeg bedst mulighed for at finde et visuelt tiltalende Hotel eller Guest House helst i den gamle bykerne, hvor den vesterlandske kultur ikke har nået at påvirke så voldsomt.
I de mellemstore byer, er der kun et par enkle kedelig hoteller at vælge imellem og samtidig er det for det meste ikke der, man kan se spændende templer og andre kulturskatte. De fleste indiske mellemstore byer er ikke så visuelt spændende, med deres for det meste grimme nyere beton byggerier. Man stopper da heller ikke op i Kolding og bliver et par dage, hvis man har mulighed for at besøge Århus.
Det giver mig mulighed for at opholde mig flere dage i den enkle by og god tid til at se deres smukke kulturskatte og ro til at gå rundt i de snævre gader og møde Inderne samt mere tid til at nedfælde mine oplevelser.
De har ind imellem påbegyndt lidt af et stykke firsporet vej, så stopper projektet pludseligt, for først 5 km længere fremme igen at være i gang. Jeg har stødt på disse småstykker af nyasfalterede vejstykker rigtig mange gange. Det er ligesom om vejprojektet er strandet, hvad det sikkert ikke er. De hvide sten skal sikre, at trafikanterne ikke køre ud i det løse sand, når det er mørkt.
Jeg løber igen tør for benzin
Det er stadig de mindre alternative parallel landeveje, jeg har valgt at ville kører, hvilket allerede inden for en afstand på 55 km. er blevet til 95 km. kørsel på grund af diverse omveje.
Under denne til tider lidt anstrengende kørsel for at finde den næste lille by ifølge mit ’google kort’, løber jeg igen tør for benzin. Denne gang havde jeg, selvfølgelig over for mig selv, en god undskyldning. Allerede anden dagen på denne journey, stoppede benzinmåleren med at fungere sammen med speedometermåleren. Værkstedet kunne ikke ordne den. Jeg har derfor hele tiden skulle regne ud, hvornår det var tid til igen, at få fyldt benzin på.
Hele min koncentration de sidste mange kilometer var fokuseret på, om denne vej førte mig frem, først til den ene og så til den næste by ifølge mit ’google kort. Kompas retningen var ikke altid nem at følge.
Uden forvarsel stoppede motoren pludselig og jeg triller langsomt fremad. Jeg er heldigvis næsten fremme ved et vejkryds, hvor forskellige Indere venter på at blive transporteret andre steder hen. Der må ligge en lille landsby i nærheden.
Nogle unge drenge kommer med det samme løbende op til mig, da jeg er stoppet helt. Jeg åbner tanken og kigger ned i den og kan se, at den er fuldstændig tom.
Jeg spørger de unge, mens jeg skubber MC. de sidste 10 m hen til vejkrydset, om der er et sted i nærheden, der sælger petrol. De og peger ivrigt på det lille skur til venstre lige bag mig ved vejkrydset. Jeg kan forstå på dem, at han sælger Petrol i 1 liters plastikflasker. På den anden side sælger han lidt forskellige ting til at spise.
Det er lykkens gudinde der har placeret denne salgsbod , lige der hvor jeg løber tør for energi . Det er et klart tegn fra oven om at jeg selvfølgelig skal støttes maximalt på denne India Journey.
Jeg køber 5 liter og får dem hældt i tanken. Literprisen var lidt under den normale pris, men denne benzin er måske ikke så fint raffineret.
En oase af harmoni
Jeg synes stadig det er det helt rigtige, at følge de meget uforudsigelige landeveje, for pludselig åbnes ens visuelle horisont og man befinder sig lige foran en smuk oase. Nyd disse smukke fotoer fra en lille landsby tæt ved en sø som emmer af harmoni mellem menneske og dyr. Køerne så dejlige sunde ud og ikke som de hellige køer inde i byen, der er i så lidt kontakt med dem selv, at de drøvtygger på alt de i byens gader kan finde af pap og plastik.
Smuk lille oase midt i Rajasthan’s støv.
1. Standard format 4:3
2. Beskæring/ format 3:2. / Beskåret tæt og symmetrisk for at skabe et harmonisk, men også et spændingsfyldt billede. Selv de små køer i baggrunden i h. side af fotoet er skåret bort for at holde fokus på kvinden og koen.
3. Justering / Oplys mørke områder + Glanslys + Skygge + Farvetemperatur / Du kan altid gå op i menu linjen under ’Billede’ og vælge ’Fortryd alle ændringer’ så kommer du tilbage til org. fotoet.
På disse små billeder kan ens blik ikke overskue alt for mange detaljer. Hvis budskabet/motivet skal frem, skal det ligesom på en plakat være enkelt og klart.
Dobbeltryk på fotoet, hvis du vil have det forstørret.
Visuel bearbejdning af visuelle informationer.
Jeg har fået meget fin respons for mine fotoer, som jeg har taget på denne journey, hvilket også skyldes, at jeg på min nye lille PC computer under hele turen, har haft mulighed for at bearbejdet fotoerne på fotoprogrammet Picasa, jeg gratis har hentet ned via internet.
Solskin er utrolig vigtig når man tager udendørs fotoer. Det er lyset der skaber liv og spænding samt giver motivet farve og form .
Når jeg i gråvejr står og kigger ud over et landskab, med alle de spændende lidt mørke nuancer med f.eks. bjergene i baggrunden, kan jeg ikke andet end tro, at jeg har taget et godt spændende billede. Når jeg så ser det på computeren, har det slet ikke den samme magi, som på de fotoer, hvor solen med sine stråler, har skaber flere farvenuancer, kontur og liv. Det er disse livsgivende stråler, der fanger os. - Selvfølgelig kan man tage gode dramatiske billeder i gråvejr, men det kræver mere af selve motivet.
Jeg er heldig at befinde mig her i den klare Indiske forårssol skinnende lys
Som visuel kunstner har jeg igennem årene lært, at se og vurdere, hvad der kan blive et godt billede samt finde den rette vinkel, så motivet får en spænding direkte på fotolinsen.
Med mit digitale kamera beskære jeg tit og ofte for tæt, da jeg ikke i dagslys kan se billedet tydeligt på skærmen. Nogle gange kommer jeg derfor til, at tage et hjørne af en bygning eller toppen af en person. Derfor tager jeg altid 2 fotoer, af det samme motiv, da der også er chance for, at det ene er uskarpt.
Jeg er ikke typen der lige tjekker om billedet er OK. Jeg er allerede videre på jagt efter næste spændende motiv. Hvis det er meget vigtigt tager jeg dog 3 fotoer. Men normalt er 2 fotoer nok til mit temperament, selv om jeg mange gange ærgrer mig over, at jeg ikke lige i denne specielle og spændende situation tog mig tid til at tage 10 fotoer, for virkelig at komme tæt på motivet og få den helt rigtige indfaldsvinkel.
Jeg er en visuel kunstner der er på hurtig gennemrejse. Jeg er ikke professionel fotograf eller visuel reporter, der har behov for at gå rigtigt i dybden.
Jeg ser mere mig selv som en visuel reporter, der så godt det er muligt på denne journey, visuelt gør et forsøg på at registrerer de mange nye dragende og fascinerende indtryk jeg modtager. Visuelle indtryk der mange gange krydser ens bevidsthed i for højt et tempo.
Min underbevidsthed vender dog tilbage til mange af de samme temaer og opbygger derfor en dybere forståelse. Det er samtidig med til at skabe mere sammenhæng i ens registrering samt give andre et klare billede af ens visuelle univers.
Jeg har i disse visuelle rapporter sat fotoerne i sammenhængende forløb. F.eks. forløb af bygninger, mennesker i aktion, lukkede døre etc. For på denne måde at skabe et visuelt glidende farve og form forløb, uden for mange visuelle spring fra det ene til det andet. Jeg undgår at vise enkeltstående fotoer, selv om de er gode. Kun hvis de har beskrivende tekst under, det giver dem en visuel berettigelse.
Når jeg tager foto, har jeg indstillet kameraet til at tage billeder i standardformat 4:3 og jeg skifter ikke til andet billede format f.eks. 3:2 eller 16:9 / panoramaformatet, da det altid kræver tid før man så kan tage fotoet. Først når jeg så redigere fotoerne benytter jeg, hvis fotoet kan tåle det, at beskære billederne tæt og i format 3:2.
Aflange mere panorama/drama format giver umiddelbart mere dramatiske billeder, da man visuelt får f.eks. personen i forgrunden til at virke større, da man har skåret luften i toppen og tyngden i bunden væk.
Sammen med en ven var vi taget på en cykeltur rundt i København og jeg havde nogle gange stoppet op og taget et par fotos uden rigtigt at flytte mig, for at finde den bedste vinkel osv. Jeg sendte ham kopier af de bedste. Han var overrasket over hvor gode de var, i forhold til min minimale indsats som fotograf. Jeg fortalte ham, at jeg med denne type fotoer, der normalt er ret kedelige, da man ligesom kender motivet, altid forsøger at beskære dem tæt og i format 3:2 samt beskære dem, så alle uvedkomne genstande og personer var skåret bort, så fokus var på det væsentlige.
24mm Ultra Wide-angle 16x Optical Zoom LEICA DC Lens
Nano Surface Coating Technology
Powerful 16x Optical Zoom
24mm Ultra Wide-angle Lens
21x Intelligent Zoom / 33.8x Extra Optical Zoom
14.1-megapixel MOS Sensor
High-speed Consecutive Shooting
10 fps in 14.1-megapixel Full Resolution /
Prisen er på kun ca. 2.000 kr. / Tjek på Internet.
DMC-TC 7 / Jeg har en model fra 2009 / Det er et meget let og handy kamera der også tager rigtig gode videofilm / Jeg har det i en lille lædertaske der sidder fast på mit bælte. Jeg har det på hele tiden, så jeg er parat til at tage et foto. Jeg benytter næsten kun ’Auto’ indstillingen. Jeg kan hente det frem og tage foto med en hånd, mens jeg sidder på MC.
Med et 16 GB memory card / Kan det gemme på ca. 5000 foto / 2,5 -3 MB. Det vil sige at jeg har kunne gemme alle mine 3000 billeder på både kameraets memory card og på min computer.
MC. Bagage.
Tidligere med mit alm. refleks kamera, fik jeg altid spændinger af at bære rundt på. Samtidig er jeg den type, der har opøvet den uskik, at glemme ting alle steder. Så et dyrt kamera, gør mig lidt nervøs. På min første MC journey til Mellemøsten på 12.000 km. glemte, tabte eller mistede jeg mere end 30 forskellige genstande. MC handsker, tørklæde, underbukser, kompas, briller, ledning til computer, adressebog, Visa i en automat, MC kædelås etc. Jeg havde lidt fornemmelse af, at jeg havde et indre behov for at markere, at her har jeg været. Andre markere sig måske mere konkret, ved at sørge for at der kommer æg i reden og på den måde fortæller omverden om deres tilstedeværelse.
Mit nye digitale kamera, har jeg derfor hele tiden på mig. Ligesom min lille rygsæk med computer, logbog, pas, papir, penge og vand, altid er ved siden af mig eller på ryggen når jeg sidder på MC.
Jeg har forsøgt at minimere min bagage. Jeg har ikke mere noget camping udstyr med mig udover en tallerken, bestik, krus og en termokande, som jeg på hver tur har været lykkelig for, da jeg i den har haft iskoldt vand, som er skønt under ens op til 10 timers rejse.
På mine sidste rejser i Indien og Indonesien, har jeg erfaret at de fleste hoteller enten har lidt for hårde krøluldsmadrasser eller for tynde skumgummimadrasser. Så denne gang har jeg suppleret min bagage med et oppusteligt soveunderlag, der bliver et par cm tyk, når den er pustet op. Den fylder mindre end halvdelen af en sovepose. En lille hovedpuder har jeg også valgt at tage med. Jeg har fundet en lille cylinder formet let hovedpude med bevægelige minikugler. Det har virkelig været skønt ikke at vågne på grund af, at det værker i ens gamle hofte eller nakken ikke får den støtte den skal have.
Jeg har vænnet mig til, at alle genstandende og tøjet, har præcis de samme pladser i min store rygsæk, i min lille rygsæk, i min jakke- og bukselommer. På den måde ved jeg præcis, hvor jeg skal finde det jeg har brug for samt at jeg hele tiden har alt med mig.
Rutiner og bånd som disse, jeg har meget svært ved at se værdien af i min daglig hverdag. Da hver dag for mig ser anderledes ud og derfor hele tiden kræver nye genstande.
I hverdagen mærker jeg heller ikke nogen rigtig konsekvens af min glemsomhed. For det meste kan jeg, hente mine briller eller bog det sted jeg har glemt dem. Men det kan jeg ikke på en MC. tur som hele tiden føre mig videre. F.eks. valgte jeg at rejse videre uden f.eks. mit Visa Card, som en pengeautomat beholder i en tyrkisk by. Det var lørdag, byen var dødsyg og ens tidsplan var stram. Derfor valgte jeg at køre videre om søndagen, uden mit Visa Card. Det kunne jeg ellers først få udleveret om mandagen. Jeg havde sikret mig mod en sådan situation, ved at have et MasterCard, som jeg så satsede på.
Jeg har ligesom på min sidste MC.Indonesien Journey 2009, valgt ikke at have ekstra reservedele med til MC. udover en standard værktøjspose, der høre til hver MC hvis der evt. skulle ske et uheld.
På min MC Mellemøsten Journey 2003 og MC Indien Journey 2008 havde jeg ekstra reservedele med, men fik aldrig brug for disse, da der hver gang var et værksted i nærheden. Jeg har aldrig været der ude, hvor man virkelig er alene og må klare den selv. Det har jeg heller ikke så meget lyst til mere, da jeg ikke er den store mekanikker.
Jeg har på alle mine MC. ture haft stor glæde af den lille standard værktøjspose, der ligger under sadlen, til at stramme kæden, koblingen etc. undervejs. Det er vigtigt at sørge for at MC. udlejeren giver dig den med. Ivrige hjælpsomme Inder er altid parat til at hjælpe en.
Denne gang manglede der uheldigvis et par nøgler, da mange af møtrikkerne på denne 5 år gamle Honda, ikke er de originale i den rette størrelse. På min næste MC journey, vil jeg tage en mellemstor skruenøgle med, for at supplere værktøjsposen.
Jeg fik sat en bagageholder på Honda’en. Som i kan se på fotoet, ligger bagagen meget højt og skaber lidt balance problemer. Når man er træt og skal af, er det ikke altid nemt at holde balancen på MC hvis man vil undgå at den lægger sig ned på siden. Når vægten ligger så højt, har man også problemer på ujævn vej og specielt i løst sand hvor man nemt svinger fra side til side.
Det bedste er at benytte sidetasker, men de kan så kun passe til vise typer MC. Indernes Royal Enfield, har mange gange sidestativer til tasker. Det gør at MC ligger meget mere stabilt på vejene, da vægten og derved tyngdepunktet ligger meget længere nede.
Sury Narayana Temple
På min vej mod Udaipur køre jeg op forbi det berømte Adinatha Temple fra år 1439, som ligger oppe på bjergryggen i 1000 m. højde, som jeg skal krydse for at komme videre til Udaipur.
Jeg kom til at køre lidt for langt, så jeg kom ind af en sideindgang til dette store kompleks med mange mindre Jain templer foruden det store Adinatha Temple.
Det var først på eftermiddagen og jeg var ret udkørt på grund af varmen og alle mine omveje. Jeg turde kun at lade min rygsæk blive på MC samt min hjelm. Min jakke beholdt jeg på.
Jeg tog nogle billeder, af det mindre Sury Narayana Temple og gik videre op til Adinatha. Jeg kom helt op af alle trapperne hvor den unge tempelvagt spurgte efter en fotobillet, som jeg desværre ikke kunne fremvise.
For at slippe for at gå hele vejen ned, for at købe denne forobillet fortalte jeg ham, at jeg så ikke ville tage fotos.
Det var ikke nok for ham, jeg skulle købe en fotobillet, hvis jeg ville ind. Det forstod jeg ikke rigtig, da jeg havde fortalt ham, at jeg så ikke ville tage fotos.
Jeg gik så den lange vej ned ad trappen og hen til billetlugen. Der var ingen i lugen. Så jeg stod der i varmen og ventede. Endelig dukke en person op. Det kostede ikke noget at komme ind i templet, men 200 inr. for en fotobillet.
Jeg følte at den unge tempelvagt havde misbrugt sin magt en smule. Da jeg så igen kom op af alle trapperne, var jeg lidt opløst både fysisk og psykisk af varmen.
Den unge vagt bad mig denne gang lidt for kommanderende om at tage min læderjakke af. Det orkede jeg næsten ikke, for så skulle jeg også til at tage min sikkerhedsvest af. Folk ville kigge og jeg var desuden slet ikke i humør til at rette mig efter denne, lidt for styrende og irriterende unge magtperson.
Jeg spurgte ham hvorfor andre kunne komme ind med læderbælter og lædertasker og for at sætte trumf på min argumentation, tog jeg fat i mine bukser og sagde, at de var også af læder. Ville han også forlange at jeg tog dem af.
Jeg var gået alt for vidt,- jeg skulle blot have taget en dyb indånding og lagt min læderjakke og ikke lade mig gå på af en ung mand, der havde pustet sig lidt op.
Det er helt forståeligt, at de ville undgå døde dyr i deres tempel, hvis det var muligt. Jainism er udsprunget af Hinduismen og mange i den tro, går med et klæde for munden for ikke at sluge og derved dræbe nogle insekter. De fejer også foran dem selv for at undgå at træde insekter ihjel.
Jeg havde gjort det temmelig svært for mig selv, men også for ham. Han kunne godt se, at han måske havde presset mig lidt for meget.
Jeg vendte mig om og begyndte min selvvalgte absurde nedstigning fra dette guddommelige tempel til lyden af et højtråbende kor af stemmer, der gentog sætningen :’He can not get in, he has leather pans on’.
Så der sad jeg forneden af trappen, udelukket fra helligdommen, som en anden paria og bandt mine lædersko, med op til flere turistbussers blikke vendt mod mig.
Paria (I sydindien, person der tilhører den laveste kaste; en udstødt)
Det er det, der sker når man køre sig selv lidt for hårdt, så har man ikke ressourcerne til at klare lidt spidsbelastning. Jeg havde helt klart været for stiv og ufleksibel i min handling.
Jeg kørte hurtigt videre, men det ærgrer mig utroligt, at jeg ikke kom helt ind i hjertekammeret af dette utrolige tempel. Jeg kan jo se hvor smukt og guddommeligt det er i en arkitekturguide. Det lader til at jeg har lang vej endnu før jeg når helt derind.
Så desværre kan jeg ikke give jer andet end dette foto af et foto, inde fra templets centrum. Den mørke side af mig fik overtaget. Jeg beklager.
Heldigvis nød jeg kørslen i bjergene på perfekte veje, videre mod Udaipur. Mit humør kom langsomt tilbage.
De sidste 40 km. var på en slags motorvej. Hvorfor jeg kalder det en motorvej er fordi vejbanerne er adskilte af en 60 cm. høj cement midterrabat, så ingen motorkøretøjer kan krydse vejen. Derfor har du lastbiler der køre mod trafikken, direkte mod en og mange gange helt ude i overhalings banen. Den lokale bus, stopper langs vejsiden, gående Inder i vejsiden samt hellige køer ude på kørebanen.
Da der ikke er nogle broer, må de lokale bruge motorvejen, selv om de køre i den gale retning, mellem de små landsbyer. På trods af dette er det en nydelse ikke konstant, at skulle tage hensyn til modkørende trafik.
Da jeg nærmere mig Udaipur, får jeg at mærke at fart dræber, for pludselig er mit hjelmvesir overdænget af døde sjæle. Jeg må have kørt ind i en stimme af små bladlus, der ikke har kunne klare sammenstødet. Jainismen forsøger måske, at fortælle mig hvor sårbar jeg selv og alt levende i verden er.
Udaipur - Østens Venedig / 390.000 indb.
18:30 er jeg endelig fremme, efter næsten 10 timers rejse. Igen godt træt og udslidt.
Jeg finder hurtigt frem til Old Jheel Guest House, som jeg ud fra Lonely Planet, håber er et Guest House efter min smag. Jeg bliver budt velkommen af en smilende ung mand, der føre mig ind i et lidt for dyrt hotel. Men han insistere på at han vil vise mig deres nyrenoveret Jheel Guest House. Det først værelse han viser mig, har en fantastisk himmelseng og en lille balkon med udsigt ud over den hellige Pichola Lake med udsigt til det flydende Lake Palace Hotel, der ligger helt hvid midt ude i søen. Der var måske lidt for meget 1001 Nats Drøm over dette værelse, til 2000 inr.
Det næste værelse ved siden af har ikke balkon. Det er utroligt enkelt og fint udsmykket og meget intimt, med en meditationsbriks foran 3 vinduer, med direkte udsigt ud og søen til 1000 inr. /125 kr. Det har desuden et godt toilet og bad. Det er lige et værelse efter min smag. Billig luxus.
Nyder en middag på deres tagrestaurant i denne eventyrlige aftenbelysning.
11 feb. tidligt morgen
5:20 vågner jeg, står op og laver hele mit morgen ritual, afsluttende med meditation foran vinduerne med udsigt henover byen på den anden side, der langsomt er ved at vågne.
Den kølige morgen brise og det tunge vattæppe jeg har benyttet i nat for at holde varmen fortæller mig, at det stadig kun er forår her i Indien.
Jeg sidder kun 6 m. over søens vandoverflade og kan høre og se hvordan byen langsomt vågner og lydende langsomt begynder at signalere til hinanden. Solens stråler reflektere i de hvide bygninger på den modsatte side og Lake Palace Hotel skinner smukt i modlys. Jeg kan godt forstå at de kalder byen for Østens Venedig.
På video høres rytmisk slag af vasketøj
8:00 har jeg taget denne korte videofilm. Der er stadig meget stille byen er langsomt ved at vågne, de rytmiske slag i hører på videoen, hvis i skruer op for lyden, kommer fra de Inder der allerede er begyndt at slå skidtet ud af deres vasketøj.
Jeg har altid undret mig over, at vasketøj kunne blive rent, ved at slå det hårdt ned mod noget. Jeg har altid troet, at skidtet gik bedst af, hvis man gned stoffet mod hinanden eller mod et vaskebræt. Jeg nåede som barn at se vaskebrættet i brug.
Et par timer senere sidder jeg ved vinduet og nyder det smukke billede af en brogede flok kvinder i deres farverige sarier, på den anden side af søen. Nogle tager et formiddags bad mens andre vasker deres tøj, ved at slå det mod vandoverfladen eller sten trappen. - Pludselig, forstår jeg hvorfor tøjet bliver rent, når man slår det mod nået hårdt.
Da jeg var ung var jeg engang imellem nede i gården, hvor jeg boede og slå vores tæpper med en tæppebanker for at gøre det støvfri. Det var meget vigtigt at tage hensyn til, hvor vinden kom fra, for at undgå at få støvet i hovedet. Dets hårde jeg slog dets større blev støvskyen af partikler. Skidtet fik et ordentligt spark i røven, så det bogstaveligt blev katapuliseret ud i rummet, til alle de andre partikler. Skidtet sad jo blot løst fast imellem de vævede tråde og skulle blot tæskes ud. Det er lige før Nilfisk Støvsugeren vandt terræn i de små hjem.
Det samme gælder de meget finere vævede stoffer, hvor skidtet også blot har sat sig løst fast i mellem de vævede tråde. Kun skidt med lim og binder kræver andre midler end tæsk for at blive fjernet.
City Palace Museum / Et lidt kedeligt museum og paladset er heller ikke så spændende, i forhold til de tidligere paladser og borge jeg har set.
En smuk turistby.
Går en tur i nabolaget / Hotel & Guest House over det hele fyldt med turist salgsboder. Jeg er enorm heldig at være turist uden for højsæsonen
Forsøger at skrive lidt på værelset, men det går lidt trægt da jeg kæmper med lidt skriveblokering.
Jeg fik igen en skøn Ayukvedic Massage. En 40 år lidt tyk Inder gav mig massage. Vommen hang engang imellem lidt tungt henover mig. Igen skulle jeg lægge mig på et olieret og gennemvædet underlag. Jeg havde forventet at komme til at ligge på et rent håndklæde. Jeg beholdt mine trusser på og lagde min undertrøje under mit hoved, så jeg i det mindste havde næse og mund placeret i et rent olie frit område.
Til slut blev også min hovedbund masseret i olie. Det var lidt for meget olie for mig. Nu trængte jeg virkelig til et bad, for at få skyllet al den fedtede olie af mig.
12 feb. Harmoni.
Man fornemmer en dejlig harmoni her i Udaipur. Harmonien mellem menneskene lader til at smittet af på hundenes forhold. De er meget mere afdæmpet her, så jeg er igen kommer igennem en nat med meget lidt hundeglam.
Det er nok den samme Inder, der igen krydser søen på samme sted
som han gjorde i går morges. På den lille videofilm jeg har vedhæftet, kan man helt til slut se Inderen starte på sin svømmetur.
Det er en af de få Inder jeg har set dyrke fysisk motion i det fri. Der er heller ikke så mange, der direkte har behov for motion, da hovedparten af Inder stadig arbejder fysisk hårdt og heller ikke har råd til at overfodre sig selv, for derefter at bruge penge på at tabe sig igen.
18:00 Hindu bedestund.
De to foregående aftener, havde jeg hørt bedende sang, rytmiske slag og musik mange steder fra. En mere fredsommelig lyd, end den fra de større byer, hvor det er larmen fra køretøjer og menneskemylder.
Jeg havde besluttet, at i aften ville jeg besøge den største af hindutemplerne ’Jadish Temple’ og deltage i meditationen. På afstand lød det som spillende og syngende mennesker. Men da jeg begyndt at bestige trapperne, kunne jeg godt høre at lyden kom direkte, larmende ud af dårlige højtaler. Da jeg kom helt op, var der mange stående, men også mange siddende og bedende Inder. Men næsten ingen lyd kom fra dem. Lyden var forfærdelig, så jeg måtte rejse mig og forlade dette larmende sted, hvor jeg i hvert fald ikke kunne finde fred og ro for min sjæl.
Jeg gik tilbage til et de små templer, der ligger lige op af Jhell Guest House. De foregående aftener havde jeg hørt repeterende lyde af klokker og trommeklang. Lyden blev højere og højere des nærmere jeg kom det lille tempel, meget rytmisk trommeklang akkompagneret af lidt larmende klangfulde og klingende kirkeklokker.
Inde i dette lille tempel, hvor jeg troede det var direkte menneskeskabte klange, stod en ældre bedende mand og klappede i hænderne. En anden sad med et par trommestikker og stak lidt til den lille tromme i al ærbødighed. De voldsomme tromme- og kirkeklokke slag, kom fra en mekanisk tromme og klokke maskine. Selv i de hellige templer er mekanismen langsomt ved at finde sin klangbund.
Stille og lidt resigneret vender jeg tilbage til mit eget lille tempel her i Udaipur.
Indadvendte tanker herfra
Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar