13 feb. UDAIPUR - BUNDI 335 km.
8:00 sidder jeg igen alene på mit ’Guest House’ skønne tagrestaurant og nyder morgensolens varme stråler og ser hvordan Udaipur langsomt vågner. Der er ikke meget liv her til morgen, da det er søndag. De andre morgener på denne tid, har det mest været skolebørn der har krydset broen. Det skyldes sikkert, at mange her i denne del af byen lever af turisme.
Jeg har fundet ud af, at de fleste restauranter har yoghurt, curd på indisk, og nogle har også frugtsalat på deres menu. Hvis de ikke har frugtsalat, så har jeg selv kunne supplere med købt frugt, som æble, banan og appelsiner, som jeg så selv har skrællet og skåret i småstykker. Helt skønt er det, hvis de har lidt flydende honning, jeg kan hælde på toppen.
Jeg har kørt 110 km. og trænger igen til en pause. Jeg bestiller en chapati og chai som en ung mand viser hvordan den skal serveres ordentligt. Som sædvanlig bliver mit kort studeret grundigt.
Videre af de mindre veje
Igen har jeg kørt en del omveje, hvilket tære på ens ressourcer, men jeg er dog stadig på rette kurs. Derfor reagerede jeg ikke med det samme, da en caféejer i en lille landsby Grenoli, ca 60 km. før Bundi, råber om jeg ikke vil have chai. Siddende på min MC var jeg stoppet tæt ved hans cafe, for at tage nogle foto af landsbyen.
Jeg havde nu været på farten i 7 tim. så mit behov for at nå frem til målet var blevet stærkere og stærkere. Derfor tøvede jeg lidt, før jeg besluttede mig for at tage mod tilbudet, for jeg ved at der nemt kan går ½ - 1 tim. før man igen er på vej mod målet. - Bundi må vente.
Jeg stiger lidt stivbenet af MC og får den op på støttebenet, tager hjelmen af og går hen og hilser nikkende på alle de andre cafegæster. Cafeen må være byens samlingssted for mændene. Som sædvanlig stirre de alle meget nysgerrigt på mig.
Jeg får min chai og en siddeplads. Jeg viser dem mit kort med min rute, så de kan se hvilken by jeg kommer fra og hvilken by jeg skal til. Samtidig viser jeg dem et kort over hele Rajasthan, så de også kan se hvilken byer jeg har besøgt og hvilke jeg mangler at besøge. I min Logbog har jeg desuden et kort over Euro-Asia, der måske kan give dem en idé om hvor Indien og de selv befinder sig på verdenskortet i forhold til Danmark, hvor jeg kommer fra.
Det er en god fornemmelse at vide, hvor jeg er placeret i universet, nu da jeg ikke præcis ved hvor denne lille landsby er placeret på mit ’Googlet’ kort over dette lokalområde.
Jeg ved ikke hvor meget de reelt forstår af min forklaring på engelsk og om de kan læse og forstå de kort jeg viser dem. Men på deres smil kan jeg forstå, at de synes om min historie, min gestikulation og sikkert også synes det er helt fint, at jeg er endt op i deres landsby og nyder et glas chai med dem.
Bundi 88.000 indb.
18:00 når jeg frem til Bundi, efter 9 timers rejse og 75 km. ekstra kørsel. Jeg finder hurtigt det område i Bundi hvor jeg har udvalgt nogle Guest House.
Da jeg når frem til området, støder jeg på et engelsk ægtepar på min egen alder, jeg har snakket med i Jodhpur. De henviser mig til Kasera Paradise der er et nyrenoveret Guest House, hvor man fra nogle af værelserne kan se Bundi Palace. Lidt for dyrt og ikke så enkelt smagfuldt indrettet som mit yogiske værelse i Udaipur.
Jeg søgte derfor videre og fandt frem til dette lidt forfaldne, men utroligt originale gamle familie hus ’Lake Veiw Paying Guest House’ der ligger lidt uden for den gamle byport.
Siesta på terrassen
Deres bolig
Sønnen boer også i huset med sin kone og barn. Han arbejder inden for bankvæsenet i en anden storby og er kun hjemme i weekenderne.
Husets have ligger lige ned til den kunstige sø Nawal Sagar. Et af deres dyre værelser 500 inr. (65 kr.) tiltalte mig meget, selv om toiletterne havde sine æstetiske og hygiejniske mangler. Begge værelser havde også et meditations plateau med udsigt ud over søen, men denne gang dog kun med udkig gennem et insekt trådnet. Lige uden for min dør fra tag terrassen, kan jeg se paladset, der er bygget ind i klippevægen.
Udsigt til søen
Jeg føler mig meget heldig, at det igen er lykkedes at finde det helt ideelle sted, hvor jeg kan hvile min sjæl. Men da jeg kommer tilbage efter at have spist en skøn middag på en restaurant samt besøgt en internetcafe, bliver min umiddelbare glæde vendt til frustration.
Da jeg træder ind i mit idylliske yogiske balkonværelse, får jeg lidt af et chok. Ud af vinduerne gennem insekt nettet på den anden siden af søen, ser jeg lysstriber af billygter passere forbi fra raslende og larmende trucks i to forskudte niveauer.
Det kan ikke være muligt at dette skønne ’Guest House’ faktisk har to larmende hovedveje, som nabo. Jeg må desværre se realiteterne i øjnene og med ørene erkende, at her kan min spirituelle sjæl ikke finde ro.
Frustreret kryber jeg ned under vattæpperne, med ekkoet af lydende i mit hoved, der blander sig med min indre stemme der fortæller mig, at her kan jeg ikke holde ud at bo en nat mere. Men samtidig orker jeg næsten heller ikke, at tænke tanken til ende, for dette rum er jo helt unikt og kan jeg finde et andet bedre. Jeg bliver træt blot ved tanken om at skulle pakke sammen og finde et andet ’Guest House’. - lige nu er min krop og sjæl træt, rigtig træt. -
De larmende truck lyde trænger gennem mine ørepropper, som jeg har vænnet mig til at sove med, for så vidt det er muligt at imødekomme ukendte lyde, der ellers nemt kan vække mig. Fremmede lyde er der mange af her i Indien ligesom mange andre sanseindtryk. Denne gang er det altså ikke hundeglam der påvirker mig, men motorlarm.
Vågner efter en meget rastløs nat, hvor jeg tror min underbevidsthed har arbejdet under højtryk, for at påvirke mine letpåvirkelige sanser og sind.
Min bevidsthed fortæller mig, at det jeg i går opfattet som et stort problem, blot er en mindre del af byen Bundi’s personlighed. I Udaipur var det mediterende og støjende umusikalsk lyde der fyldte æteren. I Delhi var det hundeglam, der trængte ind i ens høresnegle og underbevidsthed.
Lydene fra hovedvejen er blot en af Bundi’s mange sanselige kulisser.
Da jeg havde erkendt denne realitet, var det kun nogle få gange jeg lagde mærke til lydene, som jeg ikke igen, gav mulighed for at fange min koncentration, med dens negative energier.
Det jeg aftenen før, havde opfattet som to hovedveje i forskellige niveauer, var kun een. Det var billygternes spejlbillede i søen, jeg havde opfattet som den ekstra hovedvej.
Ardha-Matsyendrasana / Rygradsdrejning jeg nu igen kan udføre
14 feb. - Blokeret smidigheden, er løsnet efter 11 år.
For 11 år siden blev jeg ramt af en bildør, da jeg stille og roligt kom kørende på min cykel i København, med en stor taske med bøger bag på samt en stor pose frugt og grønt på styret.
Jeg faldt meget uheldigt. Jeg fik foruden hjernerystelse, en mindre hjerneblødning samt mistede min lugtesans totalt, ved det voldsomme slag i baghovedet.
Efter dette styrt mistede jeg lidt af min smidighed, så jeg lige siden har haft svært ved, at udføre min rygradsdrejning / Ardha-Matsyendrasana til højre side og nå helt ned under min højre fod med venstre hånd.
Men faktisk er det lykkedes mig under denne Indien rejse. Det er skønt at opleve, at ikke alt fysisk behøver, at gå den forkerte vej. Måske er det nogle psykiske spændinger i kroppen jeg langsomt har frigjort.
Under min morgenmeditation blander dejlig fuglekvidre sig med motorvejs lyde. I Udaipur var det rytmiske slag fra vasketøj. I Jodhpur var æteren fyldt med lyd vibrationer, der lød som det universelle mantra AUM. I Jaisalmer, var det lyden fra en generator, der gav meditationen rytmisk bundklang.
’It’s because of the monkey’.
Jeg nyder den tidlige morgensol og synet af grå aber/marekatte med sort hoved med deres unger, balancere rundt på en bygning i nærheden, mens jeg hænger lidt vasketøj op uden for på terrassen.
Da jeg sætter mig ind på min meditationsmadras foran vinduet, ser jeg nogle af marekatte, klatre rundt på bygnings gesimser. En passere lige forbi mig på gesimsen lige nede under mit åbne vindue, der dog er beskyttet af insekt nettet. Jeg siger ’hello’, den løfter blot blikket og kigger roligt tilbage på mig.
Nu trænger jeg til lidt morgenmad. Jeg åbner den almindelig dør ud til terrassen og skal lige til at åbne insekt netdøren, da jeg ser en af de halvstor rhesusabe der minder om bavianer, stoppe op kun 2 m. fra døren. Dens blik er stift rettet mod mig, på de store hængende nosser kan jeg se, at det er en ung han abe. Vi stirre intens på hinanden, en rigtig testosteron dyst foregår, så vender den sig hurtig om og springer op på balkonens balustrade og griber fat i en af mine trøjer jeg lige har hængt til tørre.
Jeg skubber med en hurtig bevægelse, netdøren op og springer efter aben, der heldigvis slipper min trøje, på grund af min hurtige reaktion.
Det var et rent déjà-vu moment jeg der oplevede. For 1/2 års tid siden havde jeg nemlig set en film på TVkanal AnimalPlanet fra en by i Indien, hvor rhesusaberne havde belejret og reelt kontrollerede byen. Hvis de ikke fik mad, stjal de så i stedet beboernes vasketøj, på samme måde som den unge han abe forsøgte at gøre.
’Guest House’ ægteparret havde aftenen før fortalt mig, at jeg blot kunne gå igennem deres kombineret kontor, dagligstue og soveværelse, hvis jeg ville direkte ned i deres have til restauranten.
Deres store gitterlåge foran deres lejlighed er lukket, så jeg rasler lidt med låsen. Den gamle mand kommer hen og åbner gitterlågerne og siger: ’It’s because of the monkey’.
En anden morgen er jeg reelt låst inde på terrassen. Gitterdøren foran trappen der føre ned er låst med 3 hængelåse. Da jeg råber ’hello’, kommer den gamle kone mig til hjælp og viser mig hvordan hun vender låsene, så de kan komme igennem kæden uden nøgle. Igen for at sikre sig at aberne ikke kommer ind og terrorisere deres lejlighed.
De har sikkert helt bevidst valgt, at lade det være op til os gæster selv, at finde ud af problemet med aberne, for ellers er der sikkert nogle der ikke vil bo der.
Park Restaurant
Jeg får lov til at gå igennem deres dagligstue/soveværelse. Konen ligger stadig og sover mens jeg bakser med den store jernstang, der skal fjernes fra jerndøren ud til stentrappen, der føre direkte ned i haven, så jeg slipper for at gå hele vejen rundt om huset.
Jeg står lidt desorienteret og kigger efter restauranten ned i haven. Jeg har selv set et skilt hvor der står Park Restaurant, da jeg parkerede min MC. Jeg står et stykke tid og kigger mig lidt søgende omkring.
Så kommer der pludselig ’out of nowhere’ en smilende, smuk ung kvinde i rød sari mig i møde. På flydende engelsk fortæller hun mig stolt, at de har en restaurant. Hun peger hen på nogle lukkede trædøre, som hun går hen og låser op. Jeg ser ind i et rum fyldt med stablet plastik møbler og et slags køkken. Hun fortæller mig desuden at de boer i huset lige ved siden af.
Jeg nød dette fysiske nærvær, af en ung smuk kvinde i sari. I tre uger har jeg hele tiden udelukkende skulle forholde mig til mænd og få ældre kvinder. Min nydelse af nærvær fra det modsatte køn blev desværre ganske kort. Manden dukkede desværre op og overtog hele dialogen og så var jeg igen tilbage i det mere kontante mandsdominerende univers. Hun var kun kommet for at holde på mig som kunde indtil hendes mand kom.
Jeg gentog igen hvad jeg havde sagt til hende, at jeg gerne ville have yoghurt med frugt, honning og ingefær the. Han tog et enkelt bord og stol frem og placerede det, så jeg kunne nyde udsigten ud over søen og den skønne morgen sol. Til højre i søen var der et udtørret hjørne, hvor de hellige køer græssede og de kvidrende fugle spankulerede i en kilde af rindende vand, der kom oppe fra bjergene.
Selvfølgelig har han ikke forskellige slags frisk frugt liggende i skuret. Han er sikkert løbet i byen for at skaffe disse og måske også frisk yoghurt.
Det tager lidt tid før han kommer med en dejlig stor portion yoghurt med småstykker af banan, æble og ananas. Jeg får min ingefær the og lidt honning og kan kun beundre hans fine bestik opsats, hvor jeg frit kan vælge min ske størrelse.
Jeg nyder denne særbehandling. Hvordan kan han leve af en enkel kunde til morgenmad, selv om det i øjeblikket ikke er højsæson. Morgenmåltidet koster 10 kr. ’Guest House’ var ikke helt fyldt. Jeg havde dog set nogle andre gæster der boede i værelserne ved siden af restauranten.
En af de andre dage ville jeg prøve hans madkunst, ved at bestille varm mad til frokost. På menukortet var der utrolig mange forskellige retter, så det er klart, at han må i byen hver gang en ny kunde bestiller et måltid.
Restauratøren har hver gang sin hund med, som sørger for at holde aberne på afstand. Nogle gange har den også holdt vagt på ’Guest House’ tag terrasse under mit ophold. Bundi er den første by, hvor jeg ser folk holde hunde som vagt og kæledyr, derfor ser de meget sundere ud.
Nede i byen oplever jeg denne lille territorium kamp, mellem nogle rhesusaber og en vagthund. 
Den lokale Doktor + 'Come Sad Go Glad' 
15 feb. - Alt i Bundi passere forbi i et drømmeagtigt tempo
Bundi er lidt af en eventyr by, hvor alt ligesom passere forbi i et drømmeagtigt tempo. Selv vejret er mere afdæmpet og ind imellem lidt tåget. Jeg beslutter mig for at gå en tur, i den anden del af den gamle bykerne og ender til sidst ved den snoede vej der føre op til Fortet Taragarh og Bundi Palace.
Klokken er 17:30 så tusmørket er langsomt begynder at indfinde sig. Samtidig ligger der ligesom et disset gråfilter henover himlen. Jeg beslutter mig alligevel for at se dette spændende men meget forfaldne Fort og Palads, selv om dagslysets er ved at forsvinde og de lukker om ½ time.
Som i kan se af fotoerne, er der masser af rhesusaber der befolker Fortet og Paladset. Det er utroligt forfalden og man er kun langsomt gået i gang med at restaurere det. Der er en vagt der følger os op på de forskellige etager, da forskellige porte og døre skal åbnes og lukkes af hensyn til aberne.
Rhesusaberne har overtaget de to øverste etager i Paladset, fortæller vagten os, derfor kan vi ikke komme højere op. Desværre har jeg kun set en del af hele Fort Taragarh.
På vej ud af paladsporten jeg se, hvordan aberne langsomt er kommet længere og længere op af vejen mod Fortet og Paladset. Nu er tusmørket ved at indfinde sig og så er det aberne der igen har overtager over hele området, nu da turisterne og vagterne er væk. Skønne, - men også påtrængende børn
Lige så skønne og imødekommende børnene kan være, når de løbende og nysgerrige kommer en i møde, lige så irriterende, påtrængende og krævende kan de være, når man bevæger sig gennem deres nærmiljø,
De råber med det samme ’photo’ ’photo’ ’take a photo’ ’whats your name’. De stopper ikke før man har taget et foto af dem eller svaret dem på deres forskellige spørgsmål.
Hvis man viser sin velvilje og tager et par foto, dukker der straks flere op, der også gerne vil have deres få minutter i fokus. De skal derefter se resultatet på kameraet. De fleste af denne type opstillede fotos af børnene, blive desuden ikke vellykket, så hver gang kræver det overskud at imødekomme dem.
Mange gange rækker de desuden hånden frem og forlanger penge fordi jeg har taget et foto af dem. Det sker i de store byer, hvor de sikkert har lært det fra sigøjnerne, der altid forlanger penge, hvis man vil tage et foto af dem.
Når der kun er et par stykker, har jeg som regel overskud til at tage nogle fotos. Efter 3 ugers rejse har jeg ikke mere så meget overskud til at være så imødekommende, derfor forsøger jeg for det meste, at undgå at tage fotos samt at svare dem på alle deres spørgsmål. De vil for det meste også trykke en i hånden.
I Udaipur var der en mand der var temmelig meget oppe at køre, der konkret og håndfast ville trykke mig i hånden. Det gøs i mig, da jeg mærkede hans klamme våde hånd i min, for hvilken slags vand havde den været dyppet i. Der er ligesom ingen steder, hvor du kan gå ind og vaske dine hænder her i den gamle bydel.
Så efter denne episode hilser jeg nu på hindu vis, med hænderne samlet foran brystet, når nogle strækker deres hånd frem mod mig for at hilse. Denne hilsen bruger jeg også overfor børnene.
I dag var det lidt svære for mig at slippe forbi en gruppe drenge, der lidt for ivrigt fulgte efter mig og forsøgte at få mig overtalt til at tage foto eller svare på deres spørgsmål. Smilende og nikkende forsøgte jeg, at komme ud af deres omklamring, men det lod ikke til at være nok for dem. Deres greb i mig blev mere aggressivt og truende, så jeg måtte bruge kræfter for at slippe fri. Jeg har nok været lidt for afvisende over for dem, så de har følt sig i deres gode ret til at moppe mig, de var mange, jeg var fremmede og anderledes.
Affaldsproblemet er et meget synligt problem.
Logikken i de Indiske byers synlige affaldsproblem, som turist er ikke sådan lige til at fatte.
Da jeg om morgenen i Delhi sad hos MC. udlejeren og nød et plastikkrus chai mens jeg ventede, fejede den yngste af medhjælperne foran MC forretningen med et ris knebel, alt affaldet sammen i den lille gyde, så der blev helt rent.
Han var ikke blevet helt færdig, før en af de andre medarbejder blot droppede sit plastikkrus der hvor han nu sad. På mig virker det helt absurd. Selv kiggede jeg automatisk efter en lille spand eller andet jeg kunne smide mit brugte plastikkrus i, det er jeg indkodet til. Men der var intet sted, der var beregnet til affald.
Som turist komme man hele tiden ud for, at man skal af med noget affald. Du ender med blot at smide det der, hvor andre også har smidt lidt skrald, langsomt tilpasser du dig deres affaldskultur, det kaldes assimilation.
Jeg snakkede med min ven Saleem i Bikaner om denne for mig ulogiske håndtering af deres affald.
Logisk nok svarede han, at hvis en butik havde en affaldsspand så ville alle andre forsøge at benytte den og hvem skulle så betale og sørge for at den blev tømt. Så alle forsøger, så vidt det er muligt at gå uden om affaldet. Men traditionen er dog, at man hver morgen så igen gør rent for egen dør.
Mange firmaer her i Danmark har lås på deres affaldscontainer, for at undgå at andre benytter den.
Indien er på ingen måde et velreguleret land. Det gælder inde for alle sociale aspekter, så hvorfor skulle der så ikke også være lidt kaos inden for renoveringen. For hvem skal betale for denne ydelse, det gælder specielt i de store byer.
I de mindre byer som Udaipur og her i Bundi findes der container forskellige steder i byen, hvor de lokale kan komme af med deres affald.
I de fleste af de små landsbyer jeg har kørt igennem, er der intet affald. I en lille landsby, hvor jeg kørte væk fra landevejen og tog de helt små veje mellem husene, var der nabokoner der ved fælles indsats, feje den lille gade med deres ris knebler.
Selvfølgelig kan det undre en som turist, at Inderne har så afslappet et forhold til dette for os synlige æstetiske affaldsproblem. Men for de fleste Inder er der mange andre og mere livsnødvendige problemer at tænke på, som fx arbejde, økonomi og de sanitære forhold af hensyn til sygdomme.
Som jeg skrev tidligere har jeg miste min lugtesans for 11 år siden, så derfor har jeg sikkert undgået mange stinkende og ubehagelige oplevelser her på min Indien tur men også alle de positive livsbekræftende dufte.
Indien er et land der virkelig skærper alle ens sanser til det yderste.
Det er tredje gang i dag, en procession af pårørende hinduer, til rytmerne fra trommer, bære liget af en afdød forbi dette ’Guest House’, til en kremeringsplads ved floden, et sted uden for byen.
Dagen igennem køre disse specielle biler rundt i Bundi og forsøger med deres larmende højtaler, at komme igennem med et budskab, jeg vil tro det mest er salgstilbud.
Da jeg første gang benyttede den lille håndvask var den helt OK. Næste aften da jeg børstede tænder og gurglede, plaskede tandpasta gurglet lige ned på mine bare fødder. Plastik røret under vasken var røget af. Jeg fandt ud af, at det kun var sat løst på og at det kun lige kunne nå om bagved toilettet. I Jaisalmer var jeg ude for en håndvask uden noget afløbsrør, hvor jeg også kom til at gurgle spytte på mine egne fødder. De sanitære forhold på de billige ’Guest House’, er ikke altid lige hygiejniske og æstetiske efter vores standard, men de er sikkert langt over standarden i de fattige Inders hjem.
Jeg stødte på disse Hara Krisna munke lidt uden for byen, der var på vej ind til bykernen for at spille og synge deres berømte Krishna-mantra: ’Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare. Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare.’
16 feb. Internetcafe
Efter en skøn middag på en restaurant havde jeg fundet en internetcafe der benyttede sig af Google Chrome som browser, for med den er det meget hurtigere og nemmere, at overføre fotos til min www.BvHHS.BlogSpot.com da det også er et google produkt.
Det var en ung muslim der passede denne Internet Cafe, den var mere tjekket og ikke så dyr. Da klokken var 21:00 spurgte han hvor længe jeg havde tænkt mig at blive, jeg svarede til 22:00. Jeg kunne se at det var han ikke helt vild med. Mens jeg sad og overførte fotos, sad han så helt stille en hel time og repeterede koranen med lav messende stemme .
Da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg havde glemt mit USB stik og mine briller på internetcafeen samt glemt min logbog og min pencil på tag restauranten.
Indtil i dag havde jeg ellers grund til at være stolt af mig selv. Jeg har kun en gang før, på denne tur glemt noget. Et meget stort fremskridt. - Det var lige i starten, hvor jeg gik fra min rygsæk med alle mine penge, pas etc. samt computer og mobiltelefon. Jeg glemte den under skranken hos sadelmageren, der syede nogle stropper til min sikkerhedsvest i Delhi. Den situation havde jeg slet ikke lyst til at opleve en gang til.
Jeg gik ned i byen igen og fik min logbog igen, nok det vigtigste. Mine andre ting hentede jeg dagen efter på internetcafeen. Desværre gentog jeg fadæsen og glemte igen USB stikket i deres computer. De lukkede rigtigt tidligt. Nabobutikken kunne fortælle mig, at de allerede åbnede kl 8:00 næste dag.
Efter morgenmad 8:00 i Park Restauranten, kørte jeg forbi internetcafén 8:30. At den havde åben så tidligt havde jeg ikke forventet, nok fordi den var ejet af en disciplineret muslim.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar