MC.India/Rajsathan 2011 / 2.800 km / 10 Køre Dage /
Delhi/Narnaul/Sikar/Bikaner/Jaisalmer/Jodhpur/
Udaipur/Bundi/Jaipur/Agra/Delhi/
20 feb. JAIPUR – AGRA 323 km.
8:45 – Igen en skøn morgen, solen skinner upåklageligt, som den nu har gjort i 4 uger. Det har kun været gråvejr 3-4 dage med en enkel regnbyge.
Det er søndag så jeg nyder, at der ikke er så meget trafik, specielt da jeg har valgt, at køre de første 90 km. ad hovedvejen til byen Abhaneri, for at se Rajasthans mest fascinerende Step-Wells.
Jeg støder på en masse stenhugger værksteder og skulptur salgsteder omkring Abhaneri, hvor de arbejder i den bløde sandsten i alle mulige smukke gyldne og rødlige nuancer.
- Byen Abhaneri ligger 10 km. væk fra Hovedvejen. Jeg støder først på Harshat Mata Temple, der er forsøgt samlet som et puslespil. Man fornemmer, at der mangler en del brikker og mange er placeret helt forkert.
Chand Baori – Denne 20 m. dybe Step-Well der også bruges som tempel har hele tiden været øverst på min liste over bygningsværker jeg måtte se, da jeg så foto af den i bogen ’Architecture Of The Idian Subcontinent’ by Takeo Kamiya. Min første rute blev skabt efter de visuelle indtryk fra denne bog. Jeg var lidt for optaget af at tage gode foto’er af dette mesterværk, at jeg helt glemte at gå hele vejen ned til bunden og fornemme størrelsen på denne imponerende Step-Wells, med alle mine sanser.
Lige bag Harshat Mata Templet ligger en lille klynge meget enkle små lerklinede huse. Jeg fornemmer en meget ren harmonisk og enkel æstetisk. Måske på grund af den gyldne rene sandjord uden noget affald. Hvem kender ikke til at befinde sig på en hel hvid sandstrand uden grumsede gråtoner eller affald. Jordens farve og regelmæssige konsistens påvirker ens oplevelse af renhed.
På dette foto kan man meget tydeligt se, at der er en lille lysplet i midten af fotoet. Det skyldes sikkert en lille indtørret fugtplet på min linse, som jeg ikke opdagede i sollyset, men først opdager, da jeg ser fotoerne på computer skærmen. Så alle fotoerne denne dag, har en lysende plet i midten.
Jeg går nærmere og tager nogle foto’s. En familie i baggrunden kalder mig hen til sig og de tilbyder mig chai. Den ældste søn snakker engelsk og fortæller mig, at han arbejder som guide på Chand Baori.
Jeg spørger en turistbuschauffør, om jeg kan køre videre fra Abhaneri ad vejen der løber parallel med hovedvejen mod Agra. Det kan jeg sagtens. På mit google kort, er Abhaneri markeret ved hovedvejen og ikke som i virkeligheden 10 km. væk fra denne og der findes ingen parallelveje på kortet. Jeg tror på buschaufføren og køre derud af.
Jeg kommer igennem mange små landsbyer. På dette foto får en ung mand sig et koldt bad.
Efter mere en 1 ½ times kørsel bliver den vej jeg har satset på, mere og mere til en ørkenlandevej. Sandet bliver mere løst, så det er svære for mig at styre MC.
Jeg vælger at holde en frokostpause og standser tilfældig lige ved siden af et okseskellet. Det giver mig en eksotisk følelse af at være ude i ødemarken. Det ødelægger ikke min frokost, som jeg skyller ned med herligt koldt frisk vand fra min termokande.
Jeg kørte videre og kompaspilen fortæller mig, at jeg nogenlunde holder retningen mod Agra. Efter et par km. i løst sand kan jeg ikke mere holde MC og skrider i sandet lige før vejen svinger. Jeg får min venstre fod lirket fri af MC. Jeg indser hurtigt, at jeg ikke har kræfter nok til at løfte den op med bagage på. Da jeg begynder at spænde bagagen af, kommer en traktor med anhænger fyldt med sandsten, kørende i fuld fart ud af svinget.
Den er tvungen til at dreje væk fra vejen, for ikke at køre ind i mig. Han hjælper mig med at løfte min MC. med bagage op. Han forsøgte samtidig at fortælle mig, med ord som jeg ikke forstod og fagter, at jeg ikke skulle køre videre.
Det er faktisk det første køretøj jeg er stødt på ad denne sandvej.
Men da jeg nu var vant til at få forskellige informationer fra Inderne, troede jeg mere på min egen fornemmelse, støttet af mit kompas.
Jeg valgte at køre videre gennem det løse sand, hvor klippestykkerne nu ragede frem langs vejkanten, så jeg skulle passe på min fødder.
På grund af larmen fra MC hørte jeg ikke, at der i et sving kom endnu en traktor med anhænger og sandsten imod mig i fuld fart. Jeg bremser kraftigt og traktorføreren kørte ud i buskene for at udgå et frontalt sammenstød. Jeg kommer forbi ham og forsætter ud af den mere og mere sandende og nu også stenede vej med mere og mere stigning, jeg kan se føre op til et stenbrud.
Alle stenhuggerne stopper arbejdet og kommer mig grinende i møde og fortæller med ord og fagter, at jeg ikke kan komme videre, vejen ender her. Det var samme besked den første traktorfører, forgæves havde forsøgt at fortælle mig. På fotoerne ser stenbruddet ikke særligt højt ud. Men det er ikke til at bestige uden en reel vej.
Jeg er temmelig udkørt efter denne anstrengende tur gennem det løse sand og så i den varme. Det var virkelig en nedtur at ende blindt i et stenbrud.
Jeg har ikke meget overskud til ligesom stenhuggerne, at synes dette er morsomt. Efter lidt dialog, vender jeg MC for at køre vejen tilbage. Men nu er der problemer med koblingen der er blevet hel løs, så nu kan jeg ikke skifte gear. Den er blevet løs efter min lange kørsel på bumpede veje.
De vil enormt gerne hjælpe mig, men de har ingen værktøj. Jeg må derfor spænde bagagen af for at hente den lille værktøjs pose frem. Jeg bliver mere og mere varm i mit læder tøj. Desværre mangler jeg en fastnøgle der passer til en af møtrikkerne, så de har svært ved at stramme koblingen. Til sidst finder de en løsning ved at sætte en af de andre fastnøgler i spænd sammen med møtrikken. Så det lykkedes dem at ordne den for mig.
Vejen ned fra stenbruddet er lidt stejl med mange grimme klippestykker der stikker frem langs hjulsporet. Jeg køre en smule for hurtigt ned og er hele tiden lige ved at skride. Jeg klare den heldigvis. Ikke fordi jeg der ville ske nogen særlig skade ved at skride i denne fart, men fordi jeg ikke var i humør til at høre deres latterbrøl over at jeg foruden ikke at kende den rigtige retning, heller ikke kunne magten min MC. Pinligt.
Beboerne, cricketpillerne og okserne i denne lille landsby kiggede meget forundret, da jeg
1 ½ time senere igen køre forbi, sikkert et meget sjældent syn, at se en turist på afveje.
Da jeg finder ud til hovedvejen igen mod Agra og byen Fatehpur Sikri , må jeg konstatere, at jeg kun er kommet 20 km. tættere på Agra efter 2 timers kørsel. Lidt frustrerende må jeg erkende, at hvis jeg skal nå mit mål før det bliver mørkt, er det nok bedst jeg retter mig ind og følger strømmen ad hovedvejen.
Kl. 16:00 når jeg endelig frem til byporten til Fatehpur Sikri ’The Ghost City’ .
Fatehpur Sikri blev bygget af Kejser Akbar og var hovedstaden i Mughal / Mongul kejserriget i en meget kort periode 1571-1585. Kort efter Akbar’s død, da byen led af vandmangel, blev den forladt og kun dette velbevaret Palace og Moskeen Jama Masjid består resten er nu kun ruiner.
Dette er det eneste foto af ruinerne fra selve byen Fatehpur Sikri jeg fik taget.
Moskeen Jama Masjid. Er helt fantastisk med sin 54 m. høje indgangsportal, der er den største i Asien.
Nu gælder det om at nå Agra, før det bliver mørkt
Efter at have besøgt Moskeen havde jeg desværre ikke mere power på mit kamera. Jeg har ellers været heldig på turen, da dette kun er anden gang, at jeg er løbet tør for strøm.
Da mit kamera nu var gået dødt, tog jeg beslutningen at køre videre, da det var vigtigt at komme frem til Agra inden det blev alt for mørkt. Jeg havde ellers glædet mig meget til at opleve ruinbyen.
Solen var ved at gå ned og det havde efterhånden været en lang og anstrengende MC tur med masser af indtryk.
Agra 1,3 mill. indb.
Jeg nåede frem til Agra lige før det blev helt mørkt. Det var lidt af en trafik og orienterings kamp, at finde frem til de Guest House jeg havde valgt i Lonely Planet.
Det ene lå helt tæt på Taj Mahal og var helt ideelt med et skønt lille haveanlæg i forbindelse med deres restaurant. Desværre kunne jeg kun overnatte denne ene nat. Det var et meget eftertraktet Guest House.
22:00 tordende og regnede det kraftigt, men det varede kun ½ tim.
Jeg kan godt mærke, at jeg langsomt har arbejdet mig mere nordpå. Det er blevet lidt koldere i vejret og mere fugtigt. Om natten måtte jeg krybe godt ned under et par tykke tæpper, da de havde lidt for mange luftkanaler der ikke kunne dækkes til.
21 Feb. Finder et nyt Guest House
Næste morgen henviste de mig til deres nyrestaureret Guest house, der ikke lå så langt herfra.
Efter et par hundrede meter stoppede jeg op for at orientere mig. En Inder spørger om han kan hjælpe mig. Han fortæller mig, at lige på den anden side ligger der et Guest House, der er lige så godt, som det jeg leder efter og det er billigere.
For mig ser dette nybyggede Guest House lidt kønsløst og kedeligt ud. Men jeg giver det en chance, da det ligger helt rigtigt med en stor træplantage i baghaven og stadig tæt på Taj Mahal. De har faktisk et udmærket værelse med udsigt fra vinduet ud i et trævildnis. Det er militæret der ejer hele området.
Hvis jeg har brug for at benytte internet, har den hjælpsomme Inder et par computer i sin souvenir butik lige ved siden af Guest House.
Taj Mahal / 1653 / Det hvide Islamiske marmor mausoleum
På alle indfaldsvejene til Taj Mahal skal man igennem 3 check points. Hvor de stopper alle køretøjer der ikke har noget at gøre i området. Mit Guest House befinder sig inden for alle 3.
Dagen før da jeg kom kørende om aftenen, havde jeg ingen problemer med at køre gennem disse, måske fordi de var så travlt optaget, da det vrimlede med mennesker.
For at komme indenfor murene til Taj Mahal området, skal man igennem et meget grundig tjek. Man har fornemmelsen at de virkelig er nervøse for et terrorangreb mod Taj Mahal.
Taj Mahal er en visuel øjneåbner. Skønt at mærke den glæde alle føler over dette smukke syn der fylder de flestes sind.
Taj Mahal næsten blænder en med sin hvide marmor, der reflektere i lyset. Ud af port åbningens mørke cirkelbue træder den frem mod en, svævende i horisonten, som et perfekt billede på et drømmeslot fra 1001 nats eventyr. Opført 1632-1647 af kejser Shan Jahan som mindesmærke for hans hustru Mumtaz Mahal, som betyder ’Paladsets lys’ der døde i barselsengen 1631.
Shan Jahan havde et ønske om at bygge et tilsvarende Taj Mahal på den anden side af floden. Den skulle bare være sort. Det blev aldrig til noget, da han døde.
Arkitekten Ustad Ahmad , fik hugget højre hånd af da Taj Mahal stod færdig. Dette skulle forhindre at han byggede et lignende.
Familien Indien er hermed visualiseret foran deres kronjuvel.
Den centrale del af mausoleet er omkranset af fire identiske minareter, som er bygget med en hældning udad, så de i tilfælde af et jordskælv vil styrte til jorden væk fra selve mausoleet.
Jeg kigger ind i Indiens skatkammer Taj Mahal og i det dukle indre synes jeg at jeg kan skimte lyset der langsomt forstærkes, dets mere jeg koncentrere mig.
Til venstre fra Taj Mahal er denne Moske blevet bygget i rød sandsten. for at helliggøre området og skabe en plads for pilgrimme. Til højre er der en eksakt kopi af moskeen, kendt som jawab ("svar"), som alene er bygget for symmetriens skyld. Bygningen anvendes ikke som moske, da den ikke har den korrekte position i forhold til Mekka.
22. feb. En nat fyldt med små myggestik
Har haft en meget urolig nat, hvor jeg halvt i søvne, har kløet eller slået ud efter små myg, der hele tiden forsøgte at stikke mig. Næste morgen finder jeg ud af, at der bagved udluftningsvinduet på toilettet lige ud til vildnisset af træer, ikke er et fintmasket myggenet for. Det er fra dette vindue, de små myg er kommet ind i mit værelse.
Luften er også meget fugtig, så det tager et par dage for ens vasketøj at tørre på værelset, da der heller ikke er noget gennemtræk.
Nærområdet er ikke særligt interessant
Dagen før har jeg bevæget mig lidt rundt i nærområdet af Taj Mahal, som viser sig ikke at være særligt spændende, med lidt kedelige og uskønne nye bygninger.
Så i dag har jeg tænkt mig at bevæge mig lidt længere væk på min MC. Jeg kører et stykke tid men finder ikke nogle gader eller områder, jeg synes det kunne være spændende at undersøge nærmere.
Derfor vælger jeg at kører tilbage, så jeg kan gå på internet og overføre nogle flere fotos og samtidig komme lidt længere med mine rapporter.
Jeg slap igennem de to første Check Points, men ved den sidste, der kun lå 20 m. fra mit Guest House, kunne jeg ikke komme forbi med min MC.
Jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at lade dem forstår, at jeg boede i Guest House lige ved siden af og derfor gerne ville have min MC med. Men jeg var tvungen til at parkere MC ved dette Check Points.
Jeg oplevede et par strømsvigt her der varede i længere tid, så det var skønt at jeg kunne benytte internetcafeen ved siden, da han har en generator der kunne klare flere timers strømsvigt.
23. feb. AGRA – DELHI 234 km.
11:00 Først efter et par timer på Internetcafeen, gør jeg klar til at køre af hovedvejen til Delhi.
Jeg har valgt at køre den direkte vej ad hovedvejen. Jeg har ikke mere det store psykiske og fysiske overskud til at besøge/møde flere Inder. Jeg er på nuværende tidspunkt efter en mdr. journey, fyldt op til randen med indtryk.
Igen problemer med speederen
14:00 Efter en kort frokostpause og kun ca. 100 km. tilbage mod Delhi begynder jeg igen, at have problemer med mit gashåndtag. Jeg har svært ved at holde en marchhastighed på over 70 km. i timen.
Jeg besluttede at køre hele vejen til Delhi, selv om jeg havde disse problemer med speederen. 50 km. fra Delhi, var farten helt nede på 35 km.
Jeg var nu klar over, at gearskiverne var ved at blive slidt helt ned, så jeg begyndte at kigge efter et MC. værksted.
Jeg fandt et som hurtigt konstaterede, at det kunne de ikke lave, da de ikke havde reservedelene. De henviste mig til et Honda Værksted der skulle ligge ca. 5 km. herfra på vej ind mod Delhi. Held i uheld.
Jeg nåede med en fart af ca. 10-20 km. hen til Honda Værkstedet. Som konstaterede, at jeg skulle have udskiftet nogle af skiverne og delene i gear og kobling systemet.
Dette var 4 gang jeg skulle have repareret og udskiftet de samme dele. De har hidtil ikke kunne give mig en forklaring - hvorfor det sker, på Engelsk jeg har kunne forstå.
Jeg forsøgte at fortælle salgschefen, den eneste der kunne tale engelsk, at de kun skulle udføre det mest nødvendige, så jeg kunne køre de sidste 30 km. ind til Delhi og give MC problemet videre til udlejeren. Jeg havde ikke lyst til igen, at betale for de samme reservedele. Det var ikke så meget af økonomisk grunde, men af frustration over at det samme nu for 4 gang forhindrede mig i at komme videre.
Jeg fik salgschefen til at snakke med udlejeren på mobil, så de kunne aftale hvor meget, der var nødvendigt at udføre på min Honda og hvor meget han var parat til at betale.
1. CHAILA / Efter 335 km./ Speeder og Kobling ødelagt / Hjørnet er brækket på pladen der holder fjedrene, hvilket kan tydeligt ses på fotoet.
2. BIKANER / Efter 330 km / Speeder og Kobling slidt / På Honda Service værkstedet fortæller Mekanikeren, at værkstedet i Chaila ikke har skiftet de slidte dele ud med nye reservedele.
3. JODHPUR / Efter 773 km./ Speeder og Kobling slidt / Honda Service Værksted / Mekanikeren på dette værksted påstår, at Honda Service Værkstedet i Bikaner heller ikke har udskiftet alle reservedelene. På fotoerne kan det ses, at den ødelagte plade først nu bliver udskiftet. Jeg modtager også plastposerne samt de udskiftede dele hvad er vigtigt, for dette er det helt konkrete bevis på, at de har udskiftet delene. Beviser som jeg direkte kan forholde mig til. Da jeg kun er på gennemrejs, er jeg et godt offer at snyde, da de ved at jeg ikke kommer tilbage.
4. DELHI / Efter 1456 km. / Speeder og Kobling slidt / Honda Service Værksted / Selve skiveholderen samt skiverne skulle igen udskiftes.
Ventetiden forsøgte jeg at udnytte ved at skrive videre på min rapport, men det lod sig ikke gøre, da jeg ikke kunne få strøm via ledningen til min computer. Jeg var sikkert tvungen til at købe en ny transformer ledning. Shit !
Kl.17:30 efter 3 tim. lang tids venten, kom jeg endelig af sted. Af erfaring gik jeg tit og ofte ned i værkstedet til mekanikeren for at undgå at han beskæftigede sig med en anden MC.
Faktisk burde jeg ikke beklage mig, da jeg hver gang jeg har haft behov for akut MC hjælp på min tur, har modtaget dette her og nu.
Delhi
Det var blevet mørkt før jeg nåede helt ind til Delhi. Jeg fandt heldigvis nemt Computer området ved Nehru Place. Jeg fandt en anden transformer til min computer og afprøvede den sammen med den originale. Jeg fandt da ud af, at det var selve hanstikket, der måske havde en løs forbindelse. Den originale trebens kontakt var nemlig blevet skiftet ud med et alm. hanstik. Det viste sig at være her, der var en løs forbindelse.
Der var rigtig meget trafik, så at finde frem til Delhi Station i mørke var svært. Jeg ville prøve at finde et bedre hotel end det sidst i nærheden af Stationen, da jeg kender og synes om dette område. Det ville samtidig være nemmere næste dag, at finde over til MC udlejeren. Delhi er en utrolig svær by at orientere sig i.
Jeg spurgte om vej mange gange ’Delhi Station’. Men igen og igen har jeg ikke opfattet dem korrekt eller de har måske ikke forstået mit simple spørgsmål. Jeg føler stadig at jeg befinder mig i situationen ’Lost in Translation’. Det viste sig, at jeg havde svært ved at kende området i mørke, da jeg var endt over på den anden side af stationen.
På et tidspunkt sad jeg fastklemt, på nok den mest trafikeret gade i Old Delhi. Alt bevægede sig i slow motion. Jeg kender gaden godt, da jeg har boet i området. Jeg fandt hurtigt ud af at det bedste nok var, at tage en af de snævre sidegader, hvad man kan på en MC.
Først det 5 hotel jeg henvendte mig til, havde et ledigt værelse. Det var OK og badeværelset så fint ud.
Da jeg stod i elevatoren med min bagage sammen med to Indere, begyndte den at hakke og arbejde sig op i slow motion. Den første tanke der dannede sig i min bevidsthed var: ’Bjarne du har simpel hen ikke brug for flere prøvelser/udfordringer. Du har ikke psykisk overskud til atklare, at sidde fast i en elevator i 2 tim. med 2 Inder. Du må holde op med at tiltrække flere prøvelser’. Da den endelig nåede 1 etage, steg jeg lettet ud og bar min bagage op til 3 etage. Jeg var ikke i humør til at friste skæbnen mere.
Efter denne anstrengende tur, ville jeg tage et bad, men vandet var koldt. Receptionisten kunne meddele mig, at i morgen tidligt ville jeg kunne få et varmt bad. Jeg forsøgte så kun med koldt vand, men bruseren var en af dem, hvor der blot stod et par stråle ud i rummet. Det havde jeg prøvet før, hvilket ikke var sjovt. Jeg valgt i stedet at sæbe mig ind fra top til tå og derefter hælde en spandfuld koldt vand over hoved. Utroligt effektivt, det er ligesom at stå under et vandfald, man vågner helt op.
Jeg var endt oppe på øverste etage hvor alle de unge ansatte lod til at benytte nogle af hotelværelserne. Der var godt gang i snakken samt råben mellem etagerne, da der er en ung person på hver etage. De bevægede sig ind og ud af dørene og flere bankede på min dør eller tog i min dør.
Den unge på min etage ville absolut have mig til at bestille noget, så han bankede på et par gange og var ret svær at få ud af rummet.
Jeg var så træt, at jeg mistede kontakt med tid og rum, før jeg faktisk var gået i seng. Først gang på denne tur.
24 feb. MC. Udlejer
Jeg aftaler med udlejeren at jeg 15:00 kom forbi med MC. Da jeg dukker op er han der ikke, hvad jeg næsten hver gang har været ude for. De beder mig om sætte mig ned og vente, da han straks vil være tilbage. Jeg kender alt for godt, til dette at vente, den ene halve time tager den anden. Jeg går i stedet hen og får lidt frokost, på den gode restaurant i området, som jeg plejer at benyttet.
MC Udlejeren var ikke til at vrisse 1 rupees fra, udover beløbet for den sidste reparation som han selv pr. tlf. havde indvilget i at ville betale. Jeg brugte store ord for at påvirke ham til at betale en del mere, af alle de udgifter jeg havde betalt i reparationsudgifter.
Hans argument, var at jeg ganske enkelt, havde kørt for hurtigt på Honda’en. Den kunne kun tåle at man kørte 40-50 km. i timen. Jeg havde ganske enkelt kørt for hurtigt og alt for langt. Denne Honda model var kun til by kørsel. Det havde jo været rart at få denne viden før jeg lejede den. Jeg have fortalt ham, at jeg skulle på en 3.000 km. tur.
Han bad mig hele tiden om at sætte mig ned og slappe af og tage mod en kop chai. Jeg stoppede først med mine hårde kontante argumenter, da jeg kunne fornemme, at jeg slet ikkekunne påvirke ham. Han åndende lettet op og spurgte smilende, om vi så igen var gode venner, vi gav hinanden hånden. Næste gang jeg lejede en MC ville jeg få den billigere det kunne han love mig.
Tilbage her i København, har jeg spurgt et par værksteder, hvad det kan skyldes at jeg hele 4 gange var ude for den samme skade og slidtage på denne Honda. Der var ingen der kendte Honda modellen. Det eneste svar de kunne give mig, var at det kunne skyldes, at koblingen måske var strammet for meget, da den altid skal have lidt frigang. Den eneste anden forklaring de kunne finde frem til var at MC. mekanikerne på de forskellige værksteder, ikke havde lavet deres arbejde godt nok.
Jeg kontaktede en teknikker kyndig hos Honda Kompagniet her i Danmark. Han kendte ikke modellen og kunne derfor ikke give mig noget bedre svar end det jeg allerede havde fået.
At Honda’en kun kunne tåle at køre 40-50 km. når den havde en max hastighed på 110 km. havde ikke noget på sig. Men det kunne godt passe, at denne model, kun var fremstillet til det Indiske marked.
Så jeg har stadig ikke fundet en fuldgyldig plausibel begrundelse for, hvad der har forårsaget disse 4 MC. skader.
Tilbage i storbyen, tilbage til de globale nyheder i løsbladsform.
Millionbyen Delhi
At man befinde sig i en million by, hvor alt for mange mennesker er presset sammen, hvor overlevelsen er hårdere og fremmedgørelsen større og derved solidariteten mindre, bliver man hele tiden gjort opmærksom på.
På den internet cafe som også var et slags rejsebureau, kommunikerede de med nogle stemmer der befandt sig i et meget ubehageligt stemmeleje. En fræsende lyd af stresset og frustrerede mennesker.
Denne sidste aften i Indien, spiser jeg middag på en kinesisk/indisk restaurant og får en vegetarret, for ikke mere end 20 inr. (2,50 kr.). Det skal siges at jeg var ikke særlig sulten, så jeg fik en lille ret, der smagte udmærket.
På hotellet føler jeg trang til noget sødt, men jeg synes den dessert/ kage der er på menukortet er lidt for dyr 100 inr. Den koster mere end middagsretterne. Det fortæller jeg den unge tjener. Han tilbyder mig så, en kage for 50 inr. hvis jeg giver ham pengene i kontanter. 5-10 min. senere står han i døren, med en kage i en æske i stedet for på en tallerken. Han har sikkert tjent halvdelen af de 50 inr. ved selv at løbe ned til den lokale bager, uden om Hotellets regnskab.
Inderne
At beskrive Inderne og mit forhold til dem, er meget svært selv efter dette mit tredje besøg, inden for de sidste 5 år. - Det er som at beskrive et gammelt slidt forvasket afbleget gigantisk patchworktæppe, der består af mange millioner af forskellige farver og mønstrede stykker af stoffer, et kaos af visuelle og informative informationer. Et kaos der samles i ens bevidsthed og på trods, danner en oplevelse af organisk helhed, hvor modsætningerne, kontrasterne umærkeligt glider ind i hinanden og ikke direkte støder sammen.
’De gamle grækere ville muligvis have stillet sig forstående til flodens mytologi, men de skulle i det mindste kun have med ét sæt myter at gøre, mens Inderne aldrig har været i stand til at slå sig til ro med en enkel mytologi, hvis de overhovedet kunne putte hundrede mere ind ’. Citat fra bogen ’Sangen om Floden’ af Gita Metha. En meget fin bog.
I bogen ’Shantaram’, skrevet af Gregory D. Roberts, der selv er/var en Australsk straffefange som flygtet til Bombay. ’Extraordinary true story of eight years in the Bombay underworld’. Jeg har kun nået at læse de første 100 sider af denne spændende beretning på MC. rejsen. Jeg fik læst meget lidt, men fik skrevet mere. Dette citat fra bogen, siger noget om Bombay og Indien. ”Så fortæl mig, Didier hvad det der får dig til at blive her i Bombay 'Jeg er fransk’, svarede han, ’jeg er bøsse, jeg er jødisk, og jeg er en kriminel, mere eller mindre i nævnte rækkefølge. Bombay er den eneste by jeg nogensinde har fundet, der tillader mig at være alle fire af disse ting, på han samme tid”.
Indien virker på mig, som et utroligt tolerant land, der kan rumme mange forskellige modsætninger der kan leve side om side. De har udviklet en politisk kultur der giver plads, så de mest ekstreme spirituelle mennesker kan udfolde sig maximalt, og hvor de liberale ekstremt rige mennesker maximale muligheder for, at udnytte de godtroende og uuddannet masser økonomisk og holde dem fast i fattigdom.
Hovedreligionen, den hinduistiske som 82% af Inderne tror på, og som giver den enkelte frihed til at vælge imellem millioner af guder, nogle med flere hoveder arme og ben. Denne bredte har sikkert påvirket og stimuleret dem til en større tolerance over for anderledes tænkende og til deres egen armod.
På mine besøg i Indien har jeg ofte været konfronteret med den tredjedel af Inderne, der tror på at den kloge, har ret til at snyde den mindre klog, ’den frie liberalisme’. Her tænker jeg på mine konkrete erfaringer med mine MC. værksteds besøg.
Den anden tredjedel af Inderne befinder sig midt imellem ’den frie liberalisme’ og ’de dybt religiøse’. Den sidste tredjedel ’de dybt religiøse’, der virkelig tror på det bedste i det andet menneske og følger de moralske kodeks, kunne ikke finde på, at slå en flue ihjel.
Deres hinduistiske filosofi med karma og dharma, påvirker deres hverdag. Ifølge ’karma’ (gengældelsens lov) hvor enhver handling bærer sin frugt, også for det kommende liv. Dharma er de religiøse etiske og moralske regler, den enkelte bør rette sig efter.
Hele samfundet er præget af karma og dharma lovene og at det er op til Brahman om det går godt for. Hvis man fx sulter, er det ens egen skyld/karma. Den almindelige Inder har en alt for stor tiltro til, at alt er skæbne baseret og at den frie vilje, ikke har så meget at skulle have sagt, derfor flytter den indiske samfundsstruktur sig kun langsomt.
På min MC rejse har jeg valgt at bo, hvis det var muligt, i den gamle bykerne, som igennem de sidste 150 - 250 år ikke har forandret sig meget, for her har man ikke råd til at restaurere bygningerne og mange steder, har man heller ikke fået indlagt vand og toilet, og kloaksystemet er stadig kanaler i gadeplan.
Fascinerende og lidt eksotisk som turist, men utroligt uhygiejnisk og besværligt i hverdagen for de fattige Inder. Disse gamle historiske bygninger udstråler ånd og værdighed, der er kælet for æstetikken. De er bygget i en tid, hvor man brugte bedre materialer og havde bedre tid til at kæle for detaljen og helheden og skabte individuelle personlige huse. De fleste af husene er gået i arv i generationer, derfor føler beboerne en slags stolthed og forpligtigelse til at bevare huset i god stand, selv om de dårligt har til dagen og vejen. Derfor er de også stolte over at vise deres huse frem for mig som turist, på trods af deres faldefærdighed, da de fleste huse virkelig trænger til at blive renoveret.
Som turist og kunstner nyder jeg denne udstråling af forfaldsæstetik. Den indlysende fattigdom oplever jeg ikke så stærkt og negativt, da man i disse boligområder på en måde er kulturbære af noget stærkt og smukt. Man har stadig energi og overskud til at holde sammen på den ydre sjæl og ånd. Ligesom kroppen er sjælens bolig er huset kroppens. I en sund krop boer en sund sjæl.
Når man besøger de fattige, i nogle af de områder hvor de boer i nybygget kasser, fornemmer man virkelig fattigdommen. Der er intet positivt og smukt for en at hvile sit blik ved, og for dem at hvile deres sjæl ved. Ingen historie, der udadtil fortæller hvem de er og hvor de kommer fra. Her er det kun disharmonien der råder.
Det er de dybt religiøse Inder, der på min MC rejse har påvirket mig stærkest, da de er mest uvante for mig, og samtidig tror jeg de kan give mig en indsigt, jeg har brug for. De selviske og materielt orienterede personer er der nok af i den vestlige verden. Dem er jeg vant til at opleve og deres viden kan jeg ikke bruge.
25 feb. Journey
Vågnede helt udhvilet efter en lang tung og dejligt søvn på 7 ½ tim. her den sidste nat under Indisk himmel.
I gennemsnit har jeg også på denne rejse, kun sovet 5-6 timer pr. nat. Spændingen, rastløsheden for at komme videre på rejsen, vækker én tidligt. Selv når jeg ikke fysisk var på rejse, var min hjerne og sjæl det også mens jeg sov.
Denne MC. journey har været lidt mindre hektisk end mine 3 tidligere journey, da jeg har valgt at opholde mig flere dage samme sted. Men da det ligger til min natur, at være den mere aktiv oplevende og udfordrende turist, der forsøger at bearbejde og at holde fast i de visuelle indtryk og formidle disse, fortrænger jeg lidt den mere afslappet, nydende og mere indfølende og modtagende turist.
På denne journey, har jeg oplevet de fleste situationer ud fra en visuel vinkel, gennem en fotolinse. Jeg glemte for det meste at være tilstede med alle mine sanserne, at gå tæt på og direkte føle og mærke strukturen og tyngden på de lerklinede gamle huse og på alle de trædøre jeg har fotograferet. På samme måde kunne jeg være kommet lidt tættere på de mennesker jeg mødte, hvis jeg havde givet mig mere tid til at spørge mig ind til deres almindelige liv og derved få et mere uddybende billede af deres hverdag, deres liv. Jeg valgte at været i konstant bevægelse.
Hver gang jeg har været på en af disse MC. journey, har jeg åbnet lidt mere op, for at mærke verden lidt mere med min sjæl. På min næste Journey er det vigtigt at se om jeg kan stoppe lidt mere op og være mere aktiv, men i den passive modtagende rolle.
Overvinde min menneskelige generthed og komme endnu tættere på virkeligheden og ikke skjule mig bag fotolinsen samt bekæmpe den uro i mit sind, der hele tiden er på spring, når kedsomheden viser sit ansigt. – På trods af, at det nok er derfor jeg vælger at rejse rundt på en MC.
Min bedste journey til dato
Denne MC. journey har været helt fantastisk, hvilket først og fremmest skyldes at jeg på ¾ del af turen har besøgt spændende byer med gamle visuelle bydele med smukke Templer, Palacer og Forter. Jeg har boet på skønne Guest House og Hoteller.
Det har været en positiv fordel for mig der rejser alene, at jeg denne gang har forrtrukket at bo på de noget mere primitive Guesthouses end på de større, mere upersonlige hoteller. Jeg har haft nemmere ved at komme i kontakt med de lokale samt til andre rejsende da omgangstonen er mere afslappet. Så jeg har mødt lidt flere skønne personer på denne MC.journey end jeg har gjort på de andre.
Rajastahan er med sine 56,4 mill. en meget tyndt befolket delstat, så jeg har undgået meget tæt trafik af både biler og mennesker.
Turen blev spændende da jeg konsekvent valgte at køre alternative veje, derved opnåede jeg en tættere kontakt til Inderne.
Jeg har rejst på det rigtige tidspunkt på året. Det har været lidt køligt om natten 7-10 c. men dejlig tilpas solskin om dagen med op til 24-28 c. på nær et par dage. Jeg oplevede kun et par enkelte korte regnbyger.
Denne gang har jeg kunne holde ud, at køre med alt mit MC. tøj på. Sikkerhedsvest, læderjakke og lædebukser. Så det gør jo en til en mere ansvarlig MC kører. Desuden kunne jeg på denne Honda Unicorn 150 cc. kun køre 90 km . Næste gang skal det være en helt ny model og mindst 200 cc. Denne gang har det været nemmere for mig, at lytte til fornuften.
Det eneste lille minus ved denne journey, var at afstanden mellem de byer jeg valgte, at ville overnatte i var lidt for stor. At køre 250-350 km. er for meget på 1 dag, når man køre alternative veje og gør stop undervejs for at fotografere og opleve nogle af de spændende små landsbyer man passere igennem. På nogle af strækningerne var der også spændende kulturskatte. Det blev lidt stressende, da man gerne ville nå frem til målet, før det blev mørkt. Hvis jeg valgte at gentage min Rajasthan rute, var der nok ikke ret mange byer midtvejs mellem hovedbyerne, hvor jeg ville stoppe op og overnatte. Næste gang skal jeg måske sove tidligere og starte allerede kl. 6 -7 om morgenen.
MC.India/Rajsathan 2011 / 2.800 km / 10 Køre Dage /
Delhi/Narnaul/Sikar/Bikaner/Jaisalmer/Jodhpur/
Udaipur/Bundi/Jaipur/Agra/Delhi/
MC. journey
Med afslutningen af denne rapport er jeg endelig også kommet helt psykisk tilbage til min hverdag her i København.
Jeg takker jer, der har fulgt mig på denne utrolige visuelle MC. journey. I mine tanker og sind er jeg allerede ved at planlægge min tredje India MC.Journey. ’The Holy MC.Journey Trip’, hvor jeg fra Delhi vil følger den hellige flod Ganges til Varanasi og videre.
AUM
Bjarne v.H.H.Solberg
Artist
&
Scenographer
BvHHS@email.DK
www.BvHHS.com
+45 30230036
Artist
&
Scenographer
BvHHS@email.DK
www.BvHHS.com
+45 30230036
Ingen kommentarer:
Send en kommentar