BvHHS: MC. VIETNAM / SON TRACH / TANG KY REJSE 2016 nr.4

10 Marts / MC. problemerne dominere fuldstændig

Huong Khe – Son Trach 150 km.

I går skinnede solen dejligt det meste af dagen. I dag er det gråt og disset.

I løbet af natten har MC. lækket enten olie eller benzin. Da jeg kigger efter, kan jeg se, at dryppene kommer helt fra benzin tanken.

Der lå heldigvis et værksted tæt på hotellet. Da de opdager, at det var tanken der var utæt, ville de ikke have noget med min MC at gøre. Jeg forsøgte at få dem til at fortælle mig, hvor jeg så kunne få den tætnet. En af mekanikerne kan godt se mit problem. Han hjælper mig med at finde utætheden og derefter benytter han lynkontaktlim 502 blandet med aske for at give den noget fylde.

Lige ved sædet er tanken nu tætnet med kontaktlim blandet med aske

Da jeg efter 20 km. kørsel, lige ville tjekke al lyset, for en sikkerheds skyld, opdager jeg at fjederen, der tænder lyset når jeg bremser med fodbremseren, var faldet af. Forlygterne lyser desværre heller ikke. Jeg konstatere at tanken stadig drypper. Så jeg standser ved et nyt værksted 20 km. senere, hvor jeg foruden fjederen også får ham til at tætne tanken lidt bedre igen med lynlimen.

Et nyt fjedersystem blive konstrueret, da han ikke har nogen original fjeder

Efter 50 km. kørsel, havde jeg valgt, at køre af en mindre vej, der løber parallelt med Ho Chi Minth Trail. Da jeg havde kørt nogle km. ad denne og skulle skifte gear, lød der en forfærdelig metallisk knassende lyd og det var umuligt at skifte gear, da det var blevet blokkeret, så jeg måtte standse. Det var kæden der ikke bare var røget af, men den var direkte knækket. Et par dage før havde jeg godt nok hørt lidt larm, ganske kort fra kæden, da jeg var oppe i fart.

Jeg burde nok have været opmærksom på den alarmerende lyd fra kæden. Den forsøgte at fortælle mig, at den burde strammes. Kæden havde blokkeret gearet, så jeg kunne ikke skubbe den til et værksted og var der en landsby i nærheden? Jeg kunne heller ikke lade MC. stå alene med al bagagen.

Der kom heldigvis en person på cykel forbi, som jeg stoppede. Med armbevægelser satte jeg ham ind i problemet. Han fandt ud af at kæden ikke kun var knækket, med nogle led også direkte ødelagt. Med tegnsprog fik jeg spurgt ham, om han ikke kunne ringe op på sin mobil til den lokale MC mekaniker og få ham til at komme ud til min Honda. Denne situation har jeg været ude for et par gange i Indien.

Hvor langt var der, til det nærmeste MC værksted tænkte jeg?

Cykelisten råbte til nogle personer, der var dukket op længere henne af landevejen. De råbte noget tilbage. Jeg kunne forstå, at den anden person havde ringet op via sin mobil til den lokale MC mekaniker, som ville komme ud til min MC.

Der gik ikke mere end 10 min. så kom mekanikeren kørende på sin lille scooter. Han havde noget værktøj med så han kunne løsne kæden.

Jeg blev derefter skubbet 4 km. hen til han lille værksted. Han havde en ny kæde der passede i kædeled størrelsen. Men kæden var en del for kort, så han fandt et gammelt kædestykke med samme led størrelse. Det lykkedes ham at få kæden sat sammen. Det kostede mig 170 kr.

En næsten ny kæde bliver sat på

Jeg kørte lettede videre og følte mig utrolig heldig, for det var mirakuløs lykkedes, at løse alle disse uheld med MC. uden den store dramatik. Jeg synes selv, at jeg i alle situationer, tog det meget roligt. Jeg har også været ude for mange tilsvarende situationer før, så disse uheld kunne ligesom, ikke slå mig ud af kurs.

Nu burde der ikke kunne ske flere uheld med Honda’en. Da det er få penge de tager for deres arbejde, er det til at leve med. Samtidig bliver man serviceret med det samme, da de ved, at man er på vej videre og derfor har svært ved at vente til dagen efter.

’Et uheld kommer som regel ikke alene’

Efter at have kørt 30 km. længere, går motoren død igen. Jeg havde lige passeret en bro og standsede helt perfekt lige ved et mindre lastbil værksted. Honda’en er død. Ingen el forbindelse. Igen stopper jeg lige hvor der er nogle der er parate til at hjælpe en.

De unge fra værkstedet, går i gang med at finde ud af hvad strømsvigten kunne skyldes. De kontrollere alle el forbindelserne og dem er der temmelig mange af. Til sidst efter megen søgen finder de en løs forbindelse ved dynamoen. De unge ville ikke have noget for deres hjælp. Jeg startere MC og køre videre forhåbentligt ikke til næste værksted.

Tågen bliver i løbet af dagen til let regn

Selv om MC værkstederne har slugt en del timer, forsøger jeg at holde min dagsplan, at nå til byen Son Track hvor Phong Nha – Ke Bang National Park ligger. Området er på UNESCO Verdens Kulturarvs liste. Her findes der 65 km. huler og underjordiske floder.

Da jeg gerne vil nå frem inden det bliver mørkt, stopper jeg ikke på resten af turen for at tage nogle fotos.

De sidste 70 km. køre jeg i en let tåge, der går hen og bliver til mere og mere regn.

Heldigvis er Ho Chi Minh vejen stadig perfekt at køre på selv i tåge og da der er meget få modkørende trafikanter.

Lige før jeg når til selve byen Son Trach ser jeg fra hovedvejen et hotelskilt, som jeg køre efter. Det er ikke noget særligt værelse, men jeg tager det, da jeg ikke har overskud til at søge efter et bedre i det vejr. Jeg trænger blot til at komme i tørvejr. Mine læderstøvler er helt gennemblødte, da jeg ikke havde taget mine regn beskytter til støvlerne med på rejsen.

Det tog 3 dage før støvlerne var gennemtørre, da de næste dage også var gråvejr med let tåge.

Det kan være krævende og svært at være vegetar

Her i Son Trach møder jeg rigtig mange BackPackers. Så mange restauranter havde tilpasset sig de unge turisters behov og ønsker om vegetarretter. Så her kunne jeg også bestille vegetar sandwich bøffer til frokost og müsli til morgenmad med mælk.

På nogle enkelte hoteller har jeg kunne få scramblet æg samt et par skiver brød til morgen mad. Men for det meste, har jeg ikke kunne få morgenmad på de hoteller jeg har boet, da jeg som regel er den eneste gæst.

Hos mange af de små handlende, har jeg kunne købe de små søde frugt yoghurter, som jeg så har spist om morgenen. I nogle byer har jeg kunne købe små flute og hvis jeg var meget heldig også den bløde smøreost Buko. Så jeg har kunne lave en ostesandwich til frokost, supplere med fx gulerødder, agurker og tomater samt diverse forskellige frugter.

De dage jeg køre, tager jeg en frokostpause i vejkanten, hvor der er lidt natur og udsigt at nyde. Det er også en guds gave, at kunne høre den totale stilheden efter at have slukket for ens MC. larm. Strække kroppen og slippe af med nogle spændinger. Man spænder automatisk når man køre MC. og des hurtigere du køre des mere parat, skal du være psykisk og fysisk, for det er som sagt ikke ufarligt. På en mindre MC. som jeg køre på fornemmer man farten til at være hurtigere end den faktisk er.

Her i Vietnam må du kun køre 30-40 km. i byer og på andre veje 40-60 km. Derfor er der få, der køre hurtigere end 60-70 km. selv på de helt store hovedveje. Jeg må indrømme at min MC sniger sig op på de 80 engang imellem.

Krogede træer fotograferet på vej op til Paradis Cave

11 Marts kørte Jeg 25 km. ud til Paradis Cave. Igen i dag var det gråvejr. Gåturen op af bjerget og derefter de mange trapper var meget krævende. Derefter skulle man desuden nedad trætrapper inde i den enorme gigantiske og fascinerende katedral lignende grotte, som så ud til at forsatte i det uendelige.

Man kan ikke på fotoerne se den enorme dybde og størrelse grotten har, da de har oplyst grotten med utrolig mange halogenlamper.

Hvis du trykker på et foto, får du alle fotoerne op i stor størrelse

12 Marts som også lod til at blive en gråvejrsdag, tog jeg med båd ud til Phong Nha Caves. Da vi nåede til grotten stoppede de heldigvis for de larmende motorer og roede båden, som en gondol, lydløst ind i denne magiske underverden af drypstenshuller. Efter en smuk sejltur blev vi sat af og forsatte til fods ud af grotten.

Derefter skulle jeg langt op af bjergsiden for at se grotten Tien Son Cave. Igen en stor oplevelse.

Udsigt fra bjerget ved Tien Son Cave

13 Marts / Tang Ky Homestay

Son Trach Tang Ky 140 km.

Jeg forlod først byen Son Track 12:00. Da jeg ville være sikker på ikke igen, at skulle køre i regn.

På et tidspunkt tog jeg en gal vejstrækning sydover. Så jeg kom helt tæt på grænsen til Laos, før jeg opdagede fejlen. Jeg havde kørt 35 km galt. Disse 35 km. var den rene bjergkørsel med utrolig skarpe sving og store vejstigninger og nedkørsler.

Efter at have kørt næsten 200 km. bjergkørsel indregnede de ekstra 70 km. var jeg godt udkørt. Jeg var kommet frem til en meget lille by Tang Ky. Ifølge kortet regnede jeg med, at den var større end de 30 synlige huse.

Jeg havde håbet den havde et hotel, så derfor standsede jeg og spurgte om der var et hotel. Nej, men der var en cafe, som havde en slags Hostel eller Homestay.

På denne Ho Chi Minth vejstrækning med meget få landsbyer, havde jeg de første 50 km. kun mødt et par modkørende Backpackeres. Vejen var utrolig fin og bred. Men kun at møde ca. 10 modkørende i løbet af 100 km. er overraskende, selv om det er søndag.

Jeg har nu været her i Vietnam 3 uger og har bevæget mig ned til midten af Vietnam og har nu foretaget halvdelen af min rejse og først nu kommer jeg i lidt mere konkret, intimt fysisk i øjenhøjde med de lokale.

Dette primitive Hostel kunne tilbyde mig en madras i et stort rum, hvor der I forvejen sov to lokale til kun 16 kr. Jeg sagde pænt tak for overnatnings muligheden, men det levede ikke rigtigt op til mine minimums krav til æstetik, så jeg besluttede at køre videre.

På kortet kunne jeg se, at jeg skulle køre næsten 100 km. mere, før jeg ville nå frem til en større by, der måske havde et hotel. Det ville blive mørkt før jeg nåede frem. I forvejen var jeg godt udkørt efter 200 km.bjergkørsel.

Det var nok bedst at jeg lyttede til min krop og min fornuft og ikke til mit sarte æstetiske luksus jeg. Jeg sagde ja tak til overnatnings muligheden. Det ville samtidig give mig mulighed for at komme lidt tættere på de lokale.

Jeg besluttede at indlogeret mig i dette Homestay, der også er byens cafe og benzintank.

Cafeejeren flytter en af de store madrasser fra det beboede hjørne til det andet hjørne, det blev min afdeling med egen cool elpære samt et kontaktstik til opladning af computer og mobil. Jeg tror at jeg fik en af de lokales madrasser, så en af dem måtte sove direkte på loftgulvet.

Desværre kunne cafeejeren ikke lave vegetarmad og der var ingen restaurant i landsbyen. Men hun skaffede 2 små flute brød. Hun kunne ikke skaffe ost. Hun lunede de to stykker brød, så det blev min aftensmad.

Jeg fotograferede nogle af landsbyens træhuse, inden det blev mørkt. Der var en lille handlende hvor cafeejeren havde købt brødet. Så jeg fik købt lidt mad til næste dags lange rit.

Her sidder jeg på mit blomstrede plastik lagen og forsøger i det sparsommelige lys, at se hvad det er for en stor slags bille eller noget lignende kryb, der kravler henover lagnet og blomsterne.

Natsværmerne er begyndt at cirkle rundt om den elektriske pære. Og nogle sætter sig på min lysende computerskærm.

Mine nye roommades er meget interesseret i min lille notesbog/logbog med alle mine notater samt hvad jeg foretager på min computer. Jeg viser dem fotoerne jeg lige har taget af deres landsby

De andre lagde sig tidligt til at sove til vietnamesiske popsange. Først kl. 24:00 lod jeg min trætte krop hvile totalt på det blomstret plastik lagen. Jeg vågnede I løbet af natten da vinden susede koldt i hovedet på mig. Men hvad kunne jeg forvente, det var et simpelt træhus.

De digitale muligheder for at overføre positiv livsbekræftende energi

På disse mange MC.journey jeg har fortaget de sidste 10 år, har jeg rejst alene. Jeg vil synes det ville være skønt, at finde en rejse fælle. Men det er svært, at finde en som synes det er spændende at rejser på den måde, som jeg nu har valgt. Jeg har i mit liv, på en måde valgt at være enspænder. ’The Lonely Rider’ there do it his way.

Jeg har hele mit liv erkendt den store værdi af samhørighed og venskab. Det er her jeg gennem livet har hentet kærlighed, livskraft og energi til denne type MC.journey, hvor jeg har mulighed for, at udforske verden og mig selv fysisk og psykisk. Med mine rapporter og fotoer forsøger jeg via dialog, på en anden måde, at kommunikere med omverden end jeg gør som Billedkunstner og Scenograf

Som ’Lonely Rider’ har man også engang imellem behov for lidt opladning, et kærligt skulderklap, en erkendelse at man lever, der er nogen der ser og lytter til en. Mærke den skønne følelse, at ens indre livsgnist stadig er intakt.

Det er her den digitale kraft, viser sin positive energi. Vi kan via få touch på computeren eller mobil sende tanker og visuelle følelser til hinanden.

For de unge, er SMS blevet en vigtig livsnerve. Det er der igennem de sender positive og negativer energier til hinanden. De kan oplade og de kan tærer ens energi.

Jeg har nydt, at modtage hilsener, på denne MC.Journey, hvor jeg som sagt lever meget med mine egne tanker. Det er dejligt med nogle lette skuldreklap. Nogle få livsbekræftende ord, der fortæller én, at man er til, der er nogen der ser og lytter til en.

Jeg oplever, at næsten alle Vietnameser har det på samme måde. De takker mig, når jeg har taget et foto af dem. De føler de bliver hørt og set, de liver op. Børnene er lykkelige over, at kunne se sig selv på vieweren. De ser kontant at de er en del af denne nye digitale verden.