BvHHS: MC.MYANMAR / MAGWAY / PYAY / OKKAN / REJSE 2017 nr. 4

28 Dec. / Jeg følger den store flod Ayeyarwady

Bagan – Magway 175 km.

Jeg kom afsted kl 9:00. På vej ud af Bagan området, tager jeg foto af lidt flere Pagoder.

Solen skinner igen i dag og jeg nyder den smukke udsigt udover det grønne landskab, der brydes af enkelte rækker af træer. Jeg følger den store flod Ayeyarwady noget af vejen mod Magway. I perioder kan jeg se bjergkæderne svagt gennem disen. Vejene var i perioder ujævne, men OK. Igen i dag var der meget lidt trafik.

Jeg bliver set, altså eksister jeg

Jeg stoppede, da jeg så nogle enkelstående solpaneller foran nogle hytter. Den ene er koblet direkte til et bilbatteri. Sikkert en billig og simpel måde at skaffe alternativ strøm. Det er først nu at jeg lægger mærke til, at mange simple træhuse med bambusmåtter, har et enkelt solpanel vendt mod solen foran deres hus/hytte, så de på den måde er selvforsynende til en vis grænse.

Jeg er stået af min MC. og med tegn spørger jeg beboerne, om det er OK at jeg tager foto af deres solpaneler. Foruden solpanelerne tager jeg også foto af dem og deres bolig. En ung fyr gør tegn til, at jeg skal følge ham hen til hans families hus. Mens jeg tager nogle fotos af familien, har han været henne hos den lokale og købt et par flasker drikkevand samt et par pakker kager, som de vil byde mig på. De henter en plaststol til mig samt en taburet som bord. Jeg beder om en kop til vand, da jeg ikke har behov for en stor flaske vand. Jeg tager mod en enkel kage, selv om moderen forsøger at presse mig til at spise flere. Jeg er den eneste der får kage, måske fordi jeg er gæsten.

Moderen insisterede på, at jeg skal tage pakken med kager og flaskerne med vand med mig. Jeg takker venligt nej tak. Jeg går derefter rundt til naboerne for at tage fotos. De er venlige, smilende og imødekommende. Det hjalp selvfølgelig, at en del nysgerrige børn fulgte i hælene på mig.

Det var svært for mig, at danne mig et indtryk af, hvor mange og hvor meget plads og hvor mange ting og møbler, de reelt havde i deres simple boliger.

Foto er efterhånden ikke noget nyt mere, selv for dem der boer langt væk fra storbyerne, hvor kun nogle få har overskud til at anskaffe sig en smart phone, herude hvor kun nogle få sikkert har råd til smartphone. Der var nogle naboer, der meget gerne ville have mig med på deres selfish photos.

Jeg beder den unge mand om hans adresse, da jeg så har mulighed for at sende papirfotos, som de har mulighed for at hænge op.

De fleste jeg fotografer bliver glade. Det er en slags kommunikations proces, hvor jeg sætter dem i centrum, de bliver set og gjort opmærksom på, at de er til. De bliver ekstra bekræftet, når de ser sig selv afbilledet på den lille skærm, i at de er til og de er set.

Hotel via internet

På Hotel Aung Mingsalar Hotel, hvor jeg lige har overnattet, forslog en af de ansatte, at hvis jeg bestilte værelse via internet, var der stor chance for, at jeg kunne få et værelse noget billigere, på deres hotel. Der var ingen ledige værelser via bookingen. Men de havde et ledigt til fuld pris.

Jeg har mistet troen på, at jeg kan finde billige, inspirerende alternative guest house. Det lader til at kun få, har en visuel skønhed og forfald som man finder dem i Indien. Her er det grimme halvnye bygninger. Deres traditionelle træhuse har en meget kortere levetid end murede huse.

Ved at gå på nettet, har jeg mulighed for at vælge den type hotel samt pris jeg synes umiddelbart er det bedste valg. Jeg slipper samtidig for det store besvær det er, at finde frem til de forskellige hoteller og tjekke dem ud.

Hotel Magway, som jeg bestilte over nettet, svarede nogenlunde til det jeg havde visualiseret mig til, via deres hjemmeside.

30 dec. / Det er ikke alt man kan gardere sig imod

Magway - Pyay 214 km.

Det var en anstrengende lang tur med ujævne veje ind imellem igen, så jeg er godt træt i ryggen.

Jeg havde igen valgt at bruge nettet, da jeg via Lonely Planet kunne se, at der slet ikke var nogle Guest Houses i Pyay.

Mya Kyun Nadi Hotel var som jeg via nettet havde forventet. Der var lidt grønt udenfor vinduerne at kigge på.

På nettet, kan man ikke gardere sig imod at kun 50 m. fra ens værelse køre raslende og dyttende toge forbi også om natten og samtidig er Hotellet i fuld gang med at udvide.

På mit værelse gik Wifi gik ud tit og ofte så jeg valgte at sætte mig i hovedbygningen for at kunne afslutte en blog. Nogle af de unge der gjorde alt det forfaldne arbejde på hotellet, havde lagt sig til at sove på nogle tæpper, mens andre så TV.

Stille solrig formiddag

Jeg nyder det dejlige solskin uden for mit vindue her tidligt på dagen. Det er helt perfekt vejr for mig. Det er 30 grader om dagen og 18 om natten.

Mens jeg sidder og skriver for at gøre nogle tanker færdig, inden jeg ligesom alle andre forsvinder ind i det nye år, er der roomservice i gang. En unge dreng fejer og derefter polerer han flisegulvet, med et stort stykke stof, som han med fødderne laver rotterene, svingende bevægelser, fra side til side henover flisegulvet som en skøjteløber. Han forsvinder videre til næste værelse og en anden ung dreng kommer med håndklæder, sæbe osv. en ny ung kommer og ordner toilettet, en anden redder sengen og den sidste tager skrallet der er smidt uden for værelserne.

Alternativ Hindu Nytår

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre på denne, i ens bevidsthed væsentlig dag/aften. Jeg spurgte den unge hotelreceptionist, hvad hun og de andre unge havde tænkt sig at gøre her Nytårs Aften. De havde måske tænkt sig at finde på et eller andet sammen.

Jeg tog ind mod centrum, for at købe lidt frugt til min frokost. Det var svært, at finde en frugtsælger. De sidder sikkert på markedet et sted i byen.

Jeg kørte ned af en sidegade og ser en gruppe hinduer med bar overkrop og sarong, der får vasket fødder før de forsvinder ind i det lille hus. Jeg går nærmere af nysgerrighed. Jeg bliver inviteret til at komme med ind og tage fotoer, af deres nytårs seance.

Jeg blev ført op oven på, ind i et lille rum, der var tæt pakket med mennesker. Forrest sad de helt unge drenge på gulvet sammen med en gruppe mænd. Bagerst i rummet sad kvinderne og nogle enkelte helt små børn.

De var allerede godt i gang med en meditativ form for sange chanting, der rytmisk blev hurtigere og hurtigere akkompagneret af lidt trommer og rytmeinstrumenter for til sidst at nå et klimaks. De forsatte med forskellige rytmiske melodier og meditative recitationer, der langsomt blev hurtigere eller kraftigere og på denne måde langsomt opbyggede energier. Et par af Mændene skiftede til at være forsangere og ind imellem sang nogle af de unge drenge med deres høje mere skingre stemmer.

Man kunne høre at denne gruppe af hinduer, dyrkede det musikalske i deres fælles meditations seancer.

Midt i hele seancen er der en ældre kvinde, der går i en form for fysisk ekstase. Så nogle af mændene må holder hende fast. Det kunne minde om lidt hekseuddrivelse. En af personerne der holder hende, stod lige foran mig, så jeg kunne ikke se hvordan ekstasen greb hendes krop og ansigt, men jeg kunne i stedet fysisk mærke spændingerne i hendes krop via personen som holdt hende fast, da jeg var klemt op langs væggen og fysik måtte holde dem på afstand.

Efter hele seancen som tog en time, blev jeg budt på vegetarisk frokost på et palmeblad. Hinduerne spiser slet ikke kød. Buddhisterne må derimod godt spise kød, blot de ikke har dræbt dyret.

Jeg fik adressen til Hindutemplet, så jeg kan sende nogle fotos til dem.

Jeg ville godt se deres lille hindu tempel, men porten var låst. Guruen bad mig om at komme igen kl.17 så kunne jeg se templet. Dette lille simpel tempel viser blot hvor få Hinduer der findes i Myanmar. Måske 2 % Hinduer.

Kl17:00 dukkede jeg op ved det lille hindutempel. Guruen bad mig om at vente lidt. Han skulle lige iklæde sig sin meditations beklædning samt gøre templets alter klar. Han gav mig derefter en personlig velsignelse. Jeg ofrede nogle mammon til guderne og jeg fik gaver fra dem.

Velsignelses gaven: Blomster, lemon og farvepulver til det tredje øje.

To af de unge hinduer viste mig et andet lille ydmygt helligt hindu sted. Her tog jeg en del billeder af glade og venlige naboer, der lod til at synes det var spændende, at jeg var interesseret i dem.

Muslims Kirkegård: Der findes 4% muslimer i Myanmar

2 jan. / Det drypregner selv om solen skinner

Pyay – Okkan 256 km.

Efter en ekstra skrive dag, er jeg parat til at komme videre. I dag er vejret lidt overskyet ellers har det hidtil hver dag være solskin. Jeg håber ikke det trækker op til en regnskyl. Vejen er stadig OK og stadig forbavsende lidt trafik.

Jeg har satset på, at komme et godt stykke vej videre mod den vigtige by Bago. Jeg har valgt Kaikyl som næste overnatningsted, da byen ligger ca. 200 km. fra Pyay. Jeg kan ikke finde nogle hoteller på internettet, selv om det er en halvstor by.

Jeg når frem til Kaikyl og finder efter en del besvær et Guest House. De kan desværre ikke lade mig overnatte da jeg er udlænding. Kun hvis politiet tillader det. Så jeg må tage hen på byens politistation. De giver mig besked om at jeg desværre ikke kan bo på det Guest House, da det ikke var godkendt af militær regeringen. Så det endte med at jeg måtte køre 20 km. tilbage, til byen Okkan.

Det er måske derfor at Hotellerne og Guest House er dobbelt så dyre end i Vietnam, Indonesien og Indien for samme standard. De betaler måske mere i afgift direkte til Militærregimet.

Jeg fandt nemt hotellet i Okkan. Da det kun var en nat jeg skulle overnatte, valgte jeg et billigt enkelt værelse. Jeg kunne nok godt klare at sove i en celle en enkel nat. Det kolde lys fra en enkel pære, hjalp ikke på stemningen.

Min MC. blev trukket ind i lobbyen, da den helst også skulle være der i morgen.

Perlebroderi fabrik

Jeg kørte forbi en stor slags lagerbygning, hvor der i portåbningen stod et par unge kvinder. Foran lagerbygningen står hundrede af damecykler linet op. Jeg tænkte mens jeg kørte forbi. Det kan ikke være en alm. skole, måske er det et væveri eller noget lignende. Da jeg fik den tanke, standsede jeg straks, selv om jeg var nået et stykke forbi.

Denne tanke var værd at forfølge. Et væveri ville være spændende at se.

De unge kvinder i døråbningen trak sig længer ind i lagerbygningen, da jeg nærmede mig. Jeg så ind i en kæmpe systue, hvor der mindst sad hundrede unge piger på 13-14 år. De sad i små grupper rundt om en slags borde uden bordplade som i et kæmpe klasse værelse. I stedet for bordplader var der spændt et åbenmasket blondestof udover bordet, så de kunne sy perler på stoffet både nede og oppefra. Det var ikke alm. skolelærdom der foregik i den ca. 10 m. høje lagerbygning, men det var en perlebroderi fabrik.

Jeg forsøgte at komme i kontakt med de 2 unge kvinder. De kommunikerede med en lidt ældre kvinde. De 2 unge var temmelig generte. Men så tog de sig sammen og fik fortalt mig, at jeg ikke måtte fotografer.

Det var kedeligt, da der her var mulighed for at tage nogle spændende fotoer. – Jeg blev sikkert nægtet adgang, da ejeren af denne sy fabrik, sikkert ikke bryder sig om, at man fx tager foto, der kunne vise hvilke usle forhold de unge piger arbejder under, til en meget ringe løn.

Broadway kostume

Da jeg var på studierejse som scenograf til New York helt tilbage i 1981. Besøgte jeg det kostume værksted der syede kjolerne til forestillingen The Little Foxes. På kostumeværkstedet sad der helt unge piger og håndsyede perler på kjolen som hollywood stjernen Elisabeth Taylor skulle have på som hovedrolleindehaver i forestillingen The Little Foxes, som skulle spille på et Broadway Theater.

Jeg spurgte hvorfor man ofrede så mange kostbare arbejdstimer, på så detaljerede detaljer på en kjole, de fleste tilskuer slet ikke kunne se. Nej,- tilskuerne kan måske ikke detaljerne, men det kan Elisabeth Taylor.

Værkstedslederen fortalte mig, at man benyttede meget unge piger til at sy denne form for perlebroderi, da de i den alder har et meget skarpt syn. Men efter nogle år, har de slidt deres skarpe syn ned af overanstrengelse.

Med en del års erfaring, ved jeg nu at detaljer kan ses og opleves, selv på afstand. Kostumernes snit og form får mere dybde og liv, hvis alle detaljerne er gennemarbejdet.

Henry Heerup / På Livsvejen1961

Henry Heerup / Atombomben 1961

Lidt om min egen kunstneriske aktivitet

Lige inden jeg tog på denne MC.Journey, fik jeg besked om at jeg havde modtaget Billedkunstner Henry Heerups hædersbevis. Umiddelbart en stor overraskelse og en stor ære.

I min bevidsthed er Henry Heerup hele det Danske folks billedkunstner. Selv de Danske arbejder har taget hans symbolladet figurative billedunivers til sig. Hvis man skulle vælge en kunstner der bedst symbolisere den Danske folkesjæl, ville det nok være ham, man først ville tænke på.

Jeg har ligesom Henry Heerup gennem årene arbejdet med symbolik, som det vigtigste element i mine Installationer. Dog er min symbolik mere akademisk og dualistisk i sit udtryk.

Ligesom Heerup tror jeg at Kunst med stor K kan påvirke menneskers bevidsthed. For sideløbende med den politiske økonomiske kamp, for en retfærdig fordelingen af de materielle goder og magt, er der en lige så vigtig kamp at kæmpe, nemlig for den spirituel immateriel frihed, til at åbne op for menneskers sanser og oplevelse af verden og dens kulturelle mangfoldighed. Ingen bliver lykkelig kun af materielle goder.

Jeg har derfor helt fra starten som kunstner besluttet, at jeg ville skabe metafysiske Installationer, der ikke kræver at blive forstået, men skal ses, sanses og opleves i nuet. Installationer er ikke noget man kan eje men skal opleves. Det er ikke en salgsvare, der kun kan ejes af de få.

Det er skønt når ens kunstneriske arbejde og holdning til kunst på denne måde bliver forstået og værdsat selv om den er nok så abstrakt og uforståelig.

Når jeg har skabt Installationer til specifikke steder og rum får jeg ind imellem meget direkte anerkendelse for mit arbejde som kunstner. Fx da jeg skabte Installationen ’Metamor’phosis’ i den tidligere Burmeister & Wain skibsværftshal 1999 (30x22x90 m.)

En mand i tresserne henvendte sig til mig og spurgte, om det var mig der var kunstneren. Jeg nikkede og han forsatte. Ja jeg bliver lidt sentimental, for ser du, jeg har arbejdet her på værftet i mere end 30 år.- Hallen har sgu aldrig stået flottere end den gjorde nu. Det er helt fantastik. Det skal jeg fandeme sige til gutterne,- det skal de sgu se.

Jeg følte mig dybt beæret over denne direkte tilkendegivelse fra en person, der sikkert normalt aldrig har skulle forholde sig til dette abstrakte begreb Installations Kunst. Jeg havde ramt ham dybt i sjælen.

Da skibshallen var i brug, har der sikkert været en utrolig larm og hvirvlende gnister, fra snesevis af smede og svejser i arbejde. Det har sikkert været et stort kaotisk larmende univers.

Jeg havde symbolsk ryddet hallen for alt, der visuelt forstyrrede hallens arkitektoniske struktur. Hængt 5 amforaer op i hallens midterakse med gasflammer i toppen som 5 stearinlys.

Orgelkomponisten Carsten Møller havde skabt en meditativ orgel soundloop, med sang henover, som fyldte rummet og skabte en overjordisk stemning.

Fabrikshaller er gået hen og blevet vores tids nye hellige haller, i en nostalgi over den svundne fabrikskultur her i Danmark. Et minde om en tid der er forsvundet.

Som Installationskunstner, gælder det om bevidst at fremhæve helheden og ikke kun ens værk. Skibshallen i dette tilfælde var en væsentlig del af værket. Alle disse faktorer tilsammen gør, at hallen aldrig har gjort sig bedre for den tidligere skibsarbejder.

Jeg måtte efter nogle år som aktiv politisk erkende, at der var andre der var bedre til at kæmpe analytisk aktivt i kampen for den økonomiske lighed. Min bagrund og styrke ligger i at udtrykke mig visuelt og at kæmpe fagligt for den spirituelle kulturelle revolution. Jeg tror på at kunst og kultur er en væsentlig faktor for at skabe det hele menneske.

Når jeg som nu rejser rundt og opsøger dem, der materielt har mindst, oplever jeg hos nogle en livskraft og en harmoni, når de gennem deres familiesammenhæng, beklædning og byggestil er en naturlig del af en større kulturel sammenhæng, der ikke er blevet destrueret af en besættelsesmagt. Man fornemmer de har en bevidsthed og stolthed om hvem de er.