BvHHS: MOTORCYKEL BURMA / MYANMAR / PAPOKKU REJSE 2017 nr. 2

24 Dec. / MC. Journey starter nu

Mandalay- Pakokku 176 km.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og jeg er igen på vej ud i det fascinerende uvisse. Det er samtidig en symbolsk dag,- det er juleaftens dag. Hvilken alternative jul bliver det i år.

Det føles dejligt beroligende denne gang, at sidde på en MC der er ganske ny. Den er meget støjfri og lyder mere som en automatisk lydløs scooter end som en MC. Det har jeg det helt fint med. Jeg har ved planlægningen af min rute valgt kun at køre 100 km. da det er den første køredag. Min krop og sind skal langsomt indstille sig på de nye uvante fysiske krav. Tunes til igen, at være på farten. Jeg havde derfor regnet med at overnatte på et hotel i byen Myingyan. Hotellet var et gys af dårlig stil og samtidig lå det lige ud til den larmende hovedvej.

Nødplanen var så at kører videre til byen Papokku, der lå 76 km. derfra. Der skulle være et par hoteller og et Guest House. Det er kun i de større byer der evt. vil findes et hotel.

Rolige landskaber med åbne vidder

Vejene er i bedre stand end jeg havde håbet på. Ind imellem var der dog strækninger fyldt med ujævnheder og mindre huller. Med høj solskin og omkring 30 grader var vejret helt ideelt at køre MC i en tynd læderjakke. Det flade rolige landskab med de åbne vidder, brudt af enkeltstående træer, giver vidderne dybe, perspektiv og liv. Det er ikke det store drama der udspilles foran ens nethinder, men mere den rolige harmoniske, rytmiske og meditative repetition af naturens harmoni.

Visir da hindre det frie udsyn

Jeg måtte slå mit visir op, da det tog for meget af mit frie udsyn. Da vinden ikke er kold og det ikke regner, er det kun skønt at have visiret oppe. Hjelmens visir havde nogle ridser, som jeg med speciel autolakssliber forsøgte at fjerne ridserne med. Det var anbefalet af en person på Googel. Efter at havde pudset hårdt på det gennemsigtige plastvisir, kunne jeg se, at jeg langsomt havde gjort visiret lidt mat. Men jeg tænkte at det ville jeg kunne leve med.

Men det kan jeg desværre ikke, for nydelsen af naturen bliver ikke total. Heldigvis kører jeg her i Myanmare ikke mere end gennemsnitligt 60 km. i timen på MC. Det skyldes de ujævne og hullede veje, der giver mange kraftige kontante stød ved større hastighed. Denne Honda har mindre hjul og baghjulets affjedring er ikke den bedste. Samtidig giver 60 km. en mulighed for, at se til begge sider helt afslappet og nyde landskabet, templerne og bambushusene der passere forbi ens nethinde. Farten er ikke hurtigere end jeg kan nå at stoppe hvis der er noget jeg vil fange med mit camera.

Når jeg kører meget hurtigere er jeg tvungen til at koncentrere mig meget mere om vejbanen.

Med mit camera indfanger jeg det der skiller sig ud

Jeg har indstillet mig på kun at stoppe og fotografere de templer, der virkelig skiller sig ud fra normalen, da jeg de næste par uger sikkert ville se flere hundrede af disse. I Danmark ville jeg heller ikke bruge energi på at tage fotoer af de helt almindelige landsby kirker. Hvem gider se foto af det ordinære.

Man lærer hurtigt at holde en vis afstand til lasbilerne når vejene er fyldt med løst jord, så må jeg beskytte mig bag mit matteret visirrude. Jeg fulgte tæt efter en ung fyr på MC der sikkert tyggede på de euforiserende blade Khat. Han spyttede engang imellem, så jeg måtte holde afstand for ikke at blive ramt af en brunlig klat. Så det gælder om at holde en passende afstand.

Trappen op til Værelset med View

Man kan lige skimte mit Guest House i baggrunden

Mya Ya Ta Nar Inn ligger tæt ved floden Ayeyarwady

Jeg fandt heldigvis nemt frem til Mya Ya Ta Nar Inn. Der ligger helt ned til den store flod Ayeyarwady.

Det er et over 100 år gammelt grønt sten hus, der langsomt er ved at blive brudt ned ligesom nabohusene af sten. Man har ikke haft økonomi til, at holde det ved lige. Værtinden er 71 år og lige så gammel som. mig. Hun taler engelsk og kunne sige mange tak på Dansk. Hun har drevet dette guest house i alle årene. Hendes datter og barnebarnet med hendes børn og ægtefæller hjælper hende en smule. Æstetikken og hygiejnen i huset kan jeg lige præcis klare, da jeg i tilgift får deres bedste værelse der bære tydelige præg af historien samt udsigt til floden og en mindre lodseplads ikke mere end 50 m. fra min balkon. Prisen er $10.

Hotelpriserne ligger meget højt i forhold til alt andet i Myanmar

I Mandalay boede jeg på et meget afslappet, skønt og charmerende hotel til $ 45. Lidt for dyrt i forhold til mit budget. (Nu efter at have været her i Myanmar i mere end en uge og boet på fire hoteller, har jeg fundet ud af at prisen på de billige hoteller ligger der omkring )

De guest houses jeg har set på minder om simple fængselsceller og ligger på $ 15 uden charme. Så det er godt at jeg kun kunne få visa til max. 28 dage. For de priser springer mit budget.

Værtinden sagde faktisk Glædelig Jul

Værtinden lavede også mad, så jeg havde ingen problemer med hensyn til at være vegetar. Så juleaften fik jeg ris, blandet med grøntsager. Juleaftens morgen sagde hun glædelig jul til mig. Så det var en meget stille og indadvendt jul. Jeg glemte helt at købe og tænde et lys, for den globale fremtid. Selv lyset i mørket forurener men skaber lys i sindet.

Jeg kan klare at være tæt på denne fattigdom også selv om den lugter, da jeg mistede min lugtesans, for nu mere end 18 år siden efter et styrt på cykel. Så helt konkret overnattede jeg tæt på yderkanten af samfundet. På lodsepladsen hvor samfundet lodser det ud, som det ikke mere har brug for.

Jeg kommer til at tænke på den fantastiske forestilling skrevet af filminstruktøren Rainer Werner Fastbinder 'Byen, Affaldet og Døden', med Mammutteatret. Klaus Hoffmeyer var instruktør og jeg skabte scenografi og kostumer. Forestillingen belyste samfundets affald, det psykologiske og fysiske grænseland på en spændende måde.

Fattigdom er ikke kun et minoritets problem

Her på kanten, har jeg taget fotos af nogle enkle af de få 100 år gamle stenhuse, der ikke helt er forvitret. Men ellers er det de simple traditionelle huse med flettede bambusmåtter nogle med æstetisk elegance på trods af deres simple konstruktion.

Ja jeg befinder mig her hvor samfundets fattige boer. Ifølge statistikken er det ikke kun et minoritets problem, men at hovedparten her i Myanmar økonomisk og materielt lever under meget ringe forhold.

Ifølge Verdensbanken levede 37,5 pct. af befolkningen i 2010 i fattigdom, med hovedparten af fattigdommen koncentreret i landområderne og de etniske områder. Hertil lever en tredjedel af befolkningen lige over fattigdomsgrænsen. (Information/ Udenrigsministeriet)

Hvor hurtigt vil et evt. opsving i Myanmar ske

Når jeg ser disse cykler stående på vejen foran mit Guest House kommer jeg til at tænke på mit besøg i Shanghai 2010, hvor en Dansk Entreprenør beskrev det økonomiske opsving der var sket i Kina med dette billede. For 10 år siden kom alle arbejderne kørende på cykel til fabrikken for 5 år siden kom de på små scooter, nu kommer hovedparten i bil.

Hvor hurtigt vil et evt. opsving i Myanmar ske. - Jeg kan kun håbe for Myanmar’s befolkning, at militæret langsom slipper deres jerngreb, så der sker mærkbare samfundsøkonomiske forandringer for de svageste i Myanmar.