Det er skønt at se havet igen og føle den friske havebrise
på trods af solens enorme energi
16. Feb. Thrissur - Ponnani 88 km.
Fra starten af denne MC.journey havde jeg håbet, at jeg ville nå
helt ned til Indiens sydligste punkt og mærke sandet mellem mine tæer og dets
varme forplante sig til hele min krop. Der er nogle stærke symbolske kræfter i
yderpunkterne.
Men fra starten af min tur kunne jeg se, at det var et
urealistisk mål. Ruten lod jeg langsomt udkrystallisere sig undervejs. Thrissur
blev altså det sydsligste jeg denne gang nåede.
Nu er jeg på vej ud til kysten, for at følge kystlinjen hele
vejen tilbage til Goa. Jeg har valgt den lille by Ponnani, der var en af de
nærmeste byer ude ved kysten, i håbet om at finde et skønt hotel med udsigt ud
over det Indiske Ocean.
Jeg er meget spændt på hvad kystlinjen, kan give mig af nye
oplevelser.
Jeg
kørte helt ud til havet, for at se om jeg ikke kunne finde et strand hotel. Men
det var de fattige der boede helt ud til strandkanten. Der var hele vejen langs
kysten etableret en slags storm dige, for at modstå en mindre stormbølge langs
det meste af kystlinjen.
Jeg havde taget badebukser på fra morgenstunden, så da jeg fandt
et strandstykke og ikke kun et stendige, forsvandt jeg ud i det friske salte
Indiske Ocean, væk fra de 20 unge drenge der nysgerrigt, havde fulgt min
afklædning fra armeret brynje til et par mini badebukser, samtidig med at de
hele tiden spurgte ’whats your name’ ’where do you come from’ osv.Ponnani er
ikke en turist by. Jeg fik dog et lille indblik i hvordan de fattige lever her
langs kysten. Meget sårbare i forhold til havets kræfter.
På min vej mod Mahe køre
jeg igennem et par byer hvor jeg møder det samme syn af udtjente og udbrændte
biler langs deres hovedvej. Det lader til at det er den måde delstaten Kerala
håndtere sit storskald.
Den klamme sved holdt mig
vågen
Jeg finder et hotel, men er uheldig, at få et rum hvor vindfanen
bare dundre af sted, så jeg følte at jeg var ved at lette. Fint i dagtimerne,
men ikke når du skal sove. Men jeg orkede ikke at flytte rum her kl.23:00, så
det bliver nok en hed nat med stillestående varm luft.
Jeg havde også masser af de små moskitoer i rummet, da mine
vinduer var åbne. Så jeg var spændt på hvad natten ville bringe. Jeg forsøgte
at give de fleste at de små skabninger et ordentligt klask.
Jeg var tvungen til at lukke vinduerne, for nu var der alt for
mange moskitoer omkring mine bare fødder og mit hoved. Klokken er 23:30 og
fjernsynet lige ude på gangen, ved receptionen havde kørt for fuld sound
udblæsning hele aften. Jeg havde bedt dem om at skrue ned og den fik et lille
bitte nøk ned. Men nu måtte de stoppe for larmen. Jeg fortalte ham at nu ville
jeg have ro til at sove. Jeg tror jeg er den eneste gæst på dette udslidte
hotel.
Støjniveauet er utroligt højt her i Indien, så de har lært at
acceptere hinandens støjniveau, men har glemt, at det kan have en negativ
effekt på andre.
Godt jeg skal videre i morgen.
Det var umuligt for mig at falde i søvn, uden lidt vind fra en
roterende fane i loftet og så med lukket vinduer. Den klamme sved holdt mig
vågen. Kl. 1:00 besluttede jeg mig for, at jeg nok måtte taget et andet rum,
hvor fanen fungerede. Men receptionisten var nu gået i seng og gitterporten til
hotellet var lukket med en hængelås. Jeg kunne se, at der stod en vindblæser på
receptionsskranken. Skulle jeg blot tage den eller skulle jeg vække
receptionisten, der sikkert sov i værelset tæt på receptionen, da døren der
stod på klem.
Jeg valgt at gå om bag disken og hive kontakten ud af væggen og
bortføre vindblæseren. Jeg var ikke helt tryg ved sådan at tage situationen i
egne hænder. Med vindblæseren for lavt blus samt igen vinduerne åbne, fald jeg
i søvn efter at havde klapset mig selv mange gange for at modvirke de små
moskitoers angreb.
Jeg vågnede allerede kl. 5. og besluttede at aflevere vindblæseren
tilbage. Receptionisten var også allerede oppe og stod med bar overkrop og så
lidt skulende på mig, da jeg leverede vindblæseren tilbage og forsøgte at fortælle
ham, at Vindfanen på mit værelse rotterede som en helkopter.
17 feb. Ponnani – Mahe
132 km.
Alternativ vej
Jeg må alligevel have opbygget noget overskud på denne tur, for
selv om natten var hård at komme igennem, kunne jeg ikke lade være med at lave
en lille afstikker ind i landet, det kunne jo være, at jeg støtte på et
spændende tilgroet tempel område. Men ingen spændende enklave af små huse stødte jeg på. Alle husene var alm. familiehuse
med hver deres stykke jord. De landsby bebyggelser jeg har mødt i Nord Indien,
har mere stået skuldre til skuldre for at overleve.
Jeg nåede efter det alternative forsøg, der forlængede turen med
70 km. til byen Vadakara. Den alternative rute blev lang, da jeg kørte rundt i
et flodområde og der kun vise steder var broer, - naturoplevelsen var stor.
Jeg kørte igen helt ude langs kysten nogle km. før, selve byen Vadakara
hvor jeg havde besluttet at overnatte, for at finde et strandhotel.
Her i Syd Indien, hedder det ikke mere Hotel eller Guest house
men Lodge. De kalder I stedet restauranterne for Hotel. Igen var det de fattige
der boede helt ned til vandet. Da jeg kom til det lokale lille rene
strandstykke, benyttede jeg igen muligheden for at boltre mig lidt i bølgerne.
Igen med en gruppe unge drenge omkring mig, der heldigvis ikke var så
anmassende.
Denne gang håbede jeg at finde et hotel der var bedre og hvor
jeg kunne nyde at slå mig ned nogle dage. Jeg regnede ud at 4- 5 køre dage var
nok til at nå tilbage til Goa. Reelt havde jeg 16 dage tilbage af min MC.
journey
Finder drømme hotellet ’French Avenue’ i byen Mahe
Alle Lodge i Vadakara lå inde midt i byen og ingen af dem, så
tiltagende ud, så jeg valgte at køre videre for at finde ’Room With a Veiw’. Da
jeg efter 20 km. kørsel kørte igennem den mindre by Mahe, så jeg en smuk hvid
stor katolsk kirke tæt på hovedvejen og der var lidt mere stil over butikkerne
end jeg hidtil havde set, så instinktivt stoppede jeg og spurgte om vej til et
Lodge.
Jeg blev henvist til et
statsligt Guest house, der desværre ikke lejede ud til private. De henviste
videre til et andet Lodge der kun have rum for 1 nat. Så de henviste mig videre
til dette drømme Hotel ’French Avenue’ der ligger på den ene side af en stort
idræts område hvor de unge spiller forskellige boldspil. Nogle skoler der ligger
i området, benytter den som skolegård.
Foran hotellet blev jeg mødt af en flok hvinene unge skolepiger
i 10-12 års alderen, der holdt til i skyggen ved ’French Avenue’. De ville selvfølgelig
praktisere deres engelsk med de samme spørgsmål ’whats your name´. Jeg fik
taget nogle billeder af pigerne der ville fotografers, hver gang jeg kom
tilbage til hotellet. Så jeg fik en email adresse til en af lærerne, så jeg kan
sende dem nogle fotos hvor de masser sig sammen for at komme inden for linsen
vidvinkel.
Hotellet virkede helt lukket med gitterlågen låst. De unge skoleelever,
viste mig hvordan jeg åbnede for at komme ind i hotellet. Det levede
fuldstændigt op til sit enkelte men raffineret ydre. Det er moderne enkelt
indrettet med stil. Værelset er enkelt men topæstetisk, sengen er blød som en
drøm, værelsesbelysningen er enkle og fin. Der er ikke blot et neonrør i loftet
og vindfanen bevæger sig som svanevinger. Efter sidste nats svedetur på en hård
krøluldsmadras, med en vindfane der ikke duede og så den konstante larm, er
dette en drøm.
Værelset har udsigt mod vest, så jeg har eftermiddags solens
stråler ind i værelset og kan gennem en gruppe kokospalmers blade, følge
hvordan solen langsomt går ned. Prisen for værelset er noget mere end jeg
plejer at give. Jeg fik dog en god reduktion, da jeg ikke ville benytte air
kondition.
Jeg er flere gange blevet forkølet, af den kølige træk air
kondition udsender, derfor undgår jeg den. Værelset er dejligt køligt dag og
nat, da hotellet ligger højt og kun 100 m. fra havets kølige brise. Her kan jeg
høre de forskellige fugle kalde. De eneste høje lyd, er i dagtimerne hvor
børnenes positive råb og skrig virker livsbekræftende på mig.
En vej fra hotellet føre direkte ned til havet, til en lille
palmelund der afslutter en meget elegant strandpromenade i Fransk Riviera stil.
Jeg tror faktisk, der denne aften var indvielse af palmelunden med nogle
historiske bronzerelieffer.
Ulempen ved at rejse alene er at du nogle gange kommer ud for,
at en lokal forsøger at hægte sig på dig. Enten for selskabs skyld eller for at
afprøve sit engelske. Denne gang klæbede personen sig alt for længe på mig.
Endelig lykkedes det for mig, at gå i en anden retning og fri fra ham, troede jeg.
Pludselig stod han 10 cm. bag mig og åndende mig i nakken, da han kiggede med
på kammeraet skærm. Jeg fik lidt af et chok og i frustration skubbede jeg ham
fysisk væk. Nu var ord ikke nok. Jeg fik taget nogle fotos af solnedgangen, men
fik ikke nydt oplevelsen, da han tog al fokus.
Den smukke Indiske kultur
som skinner igennem forfaldsæstetikken
Jeg nyder denne franske,
moderne enkle stil, dette lille hotel har. Det passer helt fint til mit indre
æstetiske luksus dyr. Nu har jeg lidt for længe, måtte undertrykke mit
æstetiske behov, der hele tiden bliver påvirket af dette uæstetiske visuelle
kaos, jeg ligesom Inderne, selvfølgelig bliver påvirket af.
Som kunstner finder jeg
så, disse lyspunkter der opstår, når de historiske kulturelle gennemarbejdede
genstande stråler igennem tidens forfald. Denne forfaldsæstetik jeg elsker,
hvor historien går i dialog med nutiden og derved skaber dette store spændings
forhold mellem fortid, nutid og fremtid.
Med mit kamera udvælger
jeg,- og fremhæver disse spændende, historiske, usædvanlige eller menneskelige
smukke detaljer. Ta’r dem ud af dette store overordnet kaotiske visuelle
billede af æstetisk forfald.
Jeg kørte langs kysten i
Mahe for at finde et stykke med strand, uden først at skulle
træde igennem en mindre lodseplads. Endelig fandt jeg et stykke strand med
mindre skrald, som ikke gav mig denne klump i halsen, så jeg ikke kunne træde
igennem skraldet. Igen var jeg ude og nyde havets storhed.
Mahe har indtil frigørelsen i 1954 været en fransk koloni
Mahe var fra 1724 hoved knudepunktet for Frankrigs aktivitet i Kerala og bevarede denne by som koloni indtil
Indiens frigørelse i 1954. Derfor er byen lidt speciel på grund af sine Franske
kulturelle rødder. I dag er befolkningen på 41.000. En størrelse der svare til
nationen Liechtenstein.
Mahe er nu mest kendt
for at sælge spiritus til en meget lav pris på grund af meget lav tax. De har
deres egne love og følger ikke resten af Keralas love. Derfor findes der disse
helt åbne spiritus butikker over hele den lille by. På selve hovedgaden var der
ca. 50-60
Spiritus butikker, ikke alle lige så elegante som disse.
St. Teresa’s Church 1736
Room With a View
Når jeg hidtil har snakket om at jeg godt ville finde ’Room With
a View’, - så mente jeg det
bogstaveligt. På denne journey kan jeg se, at det har været et umuligt krav at
forvente. Jeg søger efter et værelse lidt i højden med store vinduer, som
foruden dagslys også giver en fornemmelse af frihed, da jeg bruger mange timer
i rummet på at ordne fotos og skrive blog. Det er meget få hoteller her i
Indien, der ikke har tremmer for deres vinduer. Det er deprimerende med et
værelse kun med en enkel briks og et lille cellevindue med tremmer med udsigt
til en beton mur 1 m. væk samt neonlys i loftet, så det er umuligt at læse og
intet dagslys. Dette er faktisk hvad du får tilbudt alt for ofte. Meget lidt
rumligt æstetik.
’French Avenue’
Udover mig, var der ikke
andre gæster på ’French Avenue’ i de 4 dage jeg boede der. De 4 af hotellets 8
værelser var lejet ud til lægestuderende, der for øjeblikket havde studie fri.
Restauranten i stueetagen var ude af drift og I toppen var der et stor
konferencerum. Receptionisterne var flinke at lave en kop kaffe til mig om
morgenen.
Så jeg nød dette mit
hjem i fuldstændig ro og fred. Jeg forsøger at lægge planerne fast for de
sidste 2 uger. Jeg har heldigvis opdaget, at der på min vej langs kysten, lidt
inde i landet i bjergområdet i 1000 m. højde, er der to Hindu Pilgrims Centre
Tempelbyer Sringeri og Kollur. Derefter
kan jeg langs kysten besøge en tredje Hindu Pilgrims Center Tempelbyen Gokaran.
Heldigvis er min frygt
for at følge kystlinjen, vent til en spænding for at besøge de næste tempel
byer. Men før Sringeri, har jeg tænkt
mig at lave et stop i badebyen Bekal.
Højre fod hævet af held og uheld
Da jeg gik en tur Mahe området,
var jeg lidt uheldig, at miste grebet om mit lille kamera, der faldt mod
jorden. Jeg var dog hurtigt nok til at afbøde dets fald mod asfalten, med min
bare vrist i sandaler. Det gjorde forbandet ondt, da hjørnet ramte min nøgne
vrist. Kameraet gjorde derefter et lille videre bump ned på asfalten, så jeg afbødet
uheldet. Kameraet var reddet. Samme aften, var jeg uheldig at ramme en stor
sten, der stak op af sandet, med stor kraft. Mine to mellemste tæer hævede til
det dobbelte. Heldigvis, er det ikke højre fod jeg skifter fod gear med, men
venstre. Godt jeg ikke skal videre før om et par dage, for alm. sko gør ondt at
have på.
21. feb. Mahe – Bekal 171 km.
Hvor heldig kan man være på en dag
Kom godt af sted
fra Mahe, Vejen langs kysten var helt fin uden huller og heller ikke så meget
trafik som frygtet. Da jeg har kørt ca. 40 km. stopper jeg i en mindre by for
at ville sikre mig, at jeg havde valgt den rette vej og derfor vil jeg tjekke
med min Iphone, som jeg fisker op af min h. jakkelomme. Jeg forsøger at finde
mine briller, der normal vil ligge løst i min v. jakkelomme. Der er ingen
briller, de må være faldet ud. Det er så mit andet par briller jeg har tabt ud
af min v.jakkelomme. Jeg har valgt at have brillerne løst liggende i lommen, så
jeg nemt kan komme til dem. Men i lommen, har jeg også et lommetørklæde som jeg
engang imellem, er tvungen at benytte.
Måske har jeg ikke
lagt dem i lommen, måske ligger de stadig i min lille rygsæk, som jeg altid har
på ryggen, for at beskytte min computer samt mit store kamera mod de hårde bump,
man konstant kommer ud for på MC. Stødende bliver afbødet via min krop. I
rygsækken har jeg desuden mit pas, kørekort, tegnbog, visakort samt min vigtige
Logbook. Rygsækken går jeg hele tiden går rundt med. Jeg forsøger at tage rygsækken
af for at kigge efter mine briller. Men hvor er rygsækken henne, jeg har den
ikke på ryggen.
Under de lange kørsler, har jeg altid mit rygbeskyttelses skjold
på, som er spændt fast som en rygsæk. Derfor har jeg hele tiden fornemmelsen af
at ha’ en rygsæk på.
Panikken breder sig i mit sind og katastrofe senarier vælte ind
over en. Har jeg glemt den i Mahe. Jeg kigger mig bagud og ser rygsækken med
computer og kamera ligge løst, der i hjørnet i den h.del af bagage stativet. I
den v. del, har jeg fastspændt en vadsæk.
Det er utroligt heldigt, at den ikke er faldet af under kørslen.
Det skyldes selvfølgelig at jeg har kørt lige ud, uden de store sving, samt
ikke har kørt på vejstrækninger fyldt med huller og bump.
Det var et par minutter, hvor ens hjerne og sind først står helt
stille og så i et split sekund eksplodere i tusinde tanker of følelser.
Strømmen i MC. batteriet er forsvundet
Da jeg nåede Bekal stoppede jeg på hovedgaden, ved en
pengeautomat for at hæve kontanter. Da jeg kom ud virkede selvstarteren ikke.
Jeg prøvede mange gange men den ville ikke starte. Jeg prøvede lyset og kunne
se, at der manglede strøm. Jeg tænkte,- jeg må så kunne kickstarte den. Jeg
kunne mærke at jeg var ude af form med det. Nej jeg gider ikke, at skulle
kickstarte hver gang jeg skulle køre. Jeg spurgte om der ikke var et værksted i
nærheden. Det lå så 20 m. væk. Hvor heldig kan man være.
Batteriets elektriske ledninger var ikke ordentligt samlet, så
det gav maximal strøm. Dagen før havde jeg ellers lige fået stoppet et hul i
batteriet, da det lækkede batterivæske. Mekanikker havde altså ikke samlet det
elektriske ordentligt igen. Det er nu ikke første gang jeg på mine ture rundt
til de forskellige MC. værksteder er ude for, at man ikke er helt klar over
hvad man gør.
Heldigvis fik denne MC. mekanikker rettet op på den andens fejl.
Jeg fandt også en brille butik og købte to par læsebriller, selv
om det ikke var den helt rette styrke, for ellers vil det være svært for mig at
læse og skrive. Jeg havde ellers taget hele 3 par briller med for en sikkerheds
skyld, da jeg ved at jeg nemt kan miste et par. Det tredje par mistede jeg
allerede i starten af turen.
Heller ikke i denne by lykkedes det mig at finde et hotel med
udsigt.
AUM
Bjarne v.H.H.Solberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar