3 Feb. Allahabad
– Chitrakut 170 km.
Efter 5 dage med et totalt sanse bombardement i Allahabad,
er det på tide at komme videre, jeg er fyldt til bristepunktet, jeg må finde
tilbage til min egen rytme og ikke som her, hvor det er storbyen & Kumb Mela man er tvungen at tilpasse sig.
Det har været spændende at opleve lidt af Kumb Mela. Men
lidt, har også været nok for mig, jeg har forsøgt at nå et stykke ind på livet
af Indiens spirituelle sjæl, men den store badedag d.10 feb. har jeg ikke overskud
eller lyst til at vente på. Hvordan vil det ikke være at sidde fast i en
åndelig trafikprop sammen med 20 - 30 mio sjæle, der alle vil forsøge at nå
frem, der hvor den åndelige kraft er størst, der hvor de to floder Ganges og
Yamuna mødes. Jeg lader det være op til Brahman og fornemmer han giver mig ret,
at i træffet 10 feb. vil jeg ikke finde mig selv, men snare miste mig selv.
10:30 er jeg på vej til pilgrimscentret Chitrakut. En
mindre by,- en mininaturudgave af Varanasi
med Ghater ved bredden af den smalle flod Mandakani.
Den har meget få tilrejsende turister.
Efter 100 km.
køre jeg ind i landet bort fra hovedvejen
Efter 100 km. hovedvejskørsel har jeg igen beslutte mig
for at søge væk fra hovedvejen, for at finde lidt indre ro ved at geare ned og
suge naturens visuelle kraft til mig.
Sidevejen der startede fint asfalteret, er nu blevet mere
og mere jordet og sandet så på et tidspunkt kunne jeg ikke holde MC op ad en
lille skrænt, med skred idet løse sand. Uden besvær fik jeg dog MC på højkant.
På grund af sideboksene og de kraftige styrtbøjler, der findes på Enfielden
sker der ikke noget med mig, da farten kun var 30-40 km. Igen er fodkoblingen
og fodpedalen blevet bøjet på grund af MC vægten. Jeg kan stadig skifte gear,
så jeg er hurtigt videre, af den sandede vej der ender i en lille landsby. Vejen
videre derfra er kun en smal gangsti - en jordvold. Jeg kan ikke se nogen udvej
end at prøve via jordvolden der løber mellem dyrkede markarealer. Efter noget
kørsel, ser jeg at der parrallet løber en asfalteret vej 100 m. til venstre for
mig. Jeg tager en jordvold på tværs, hen mod den asfalterede vej. Jeg skal op
af en stejl skråning, for at nå op på vejen. Det kan kun lade sig gøre igennem
nogle buske, der minder lidt om tjørn
men kraftigere. Jeg kom igennem med nogle enkelte rifter og nogle grene, der har
sat sig fast på min bagage.
Mit syvende MC.
værkstedsbesøg tæt på Chitrakut
Jeg stopper i en lille by før jeg når Chitrakut, for at
få rettet kobling og fodstøtte. Mens jeg får lavet dette, er der en der peger
på mit bagdæk og nævner, at jeg burde få luft i dækket. Han peger over på den
modsatte side, hvor der var et værksted der skiftede dæk og derfor også havde
trykluft. Jeg gjorde personen klart, at jeg 2 dage før havde fået tjekket
lufttrykket i dækkende. Da MC var klar og jeg skulle til at køre, opdager jeg
at baghjulet nu er helt fladt. Lige før synes jeg det så OK ud. Jeg trak MC
over på den anden side. Jeg havde heldigvis fået en ny slange med som reserve
udstyr. Det tog ham kun 10 min. at skifte dækket og kostede 5 kr. Samme beløb
gav jeg for at få tjekket luften i dækkende.
Jeg tror at en eller flere torne har boret sig in i
dækket. Luften siver på den måde langsomt ud i starten, men så kan det pludselig
gå hurtigt og så er den flad. Et stort held at den holdt luft mens jeg kørte
for eller kunne dækket være blive ødelagt. - Hvor heldig kan man være!
Brahman er med mig i dag
Da jeg tror jeg er fremme ved byen Chitrakut, finder
jeg et guest house hurtigt via min
seddel, med en sovende person med zzzz
samt teksten Guest House. Det første er ikke særligt tiltalende. Det var
desuden booket, det var det næste guest house heldigvis også. Jeg finder frem
til et mere eksklusivt hotel mere end 10 km borte. De havde kun et værelse
ledigt og kun for en enkel nat. Da jeg havde tænkt mig mindst 3 overnatninger
her i Chitrakut, henviste han mig til et guest house der lå 8 km. derfra. Først
nu ser jeg på kortet at der ligger tre små byer, tæt ved siden af hinanden. Den
først er Karwi den næste Chitrakut Dharm og så kommer først pilgrimsbyen
Chitrakut, der ligger ved floden Mandakani.
Jeg når frem til denne meget lille pilgrims by og bliver
mødt af den ene smukke forfaldne kuppel og bygning efter den anden. Mit sind
folder sig ud som en lotusblomst og modtager med velsignelse dette smukke syn
og ser frem til at nyde de næste par dage her.
Informationen om at en turist på en Enfield var på vej
til Guest House Pitri Smriti Vishram Grih, var allerede sendt videre, så en
kurer på en MC anråber mig og viser med tegn, at jeg skal følge ham. Snart er
vi på vej op ad en stejl smal vej som går igennem nogle forfaldne store portåbninger,
ind på en forfalden smuk gårdsplads. Jeg stiger af MC og vi passere igennem en
portåbning, the Ghate. Sikke et smukt veiw, af pulserende liv af badende
mennesker og farverigt dekorede både. Halvvejs nede af den stejle trappe træder
vi ind på selve guest houses store balkon, hvor man har et skønt view over hele
sceneriet der foregår nede på promenaden, der løber langs floden. Det er det
eneste guest house i denne meget lille by, da ikke så mange turister gør ophold
her. Værelserne er ikke så charmerende. De ligger i to rækker, de forreste er de
dyre til 60 kr. de bagerste 30 kr. Denne gang havde jeg dog ikke direkte udsigt.
Det er utrolig heldig, at jeg nåede helt ned til denne
historiske vandkant. Jeg tager det som en velsignelse fra Brahman. Mit ophold
her bliv i alt 4 dage
The Ghate, sikke et smukt veiw herfra portåbningen, et pulserende liv af badende mennesker og farverigt dekorede både.
Balancen mellem
kulde og varme betyder meget på en MC
Indtil nu, har jeg ikke lidt under varmen eller den
friske og stadig kolde vind på min MC. Der har kun være nogle enkelte gange,
hvor jeg har fået det hedt i mine 2 trøjer, et vindtæt vatteret for,- og så min
tykke læderjakke. Da jeg skulle ud af Varanasi’s snævre gyder fik jeg varmen,
men blev ikke ubehagelig våd og klam, som jeg kan huske fra min sidste MC.
journey i Rajasthan. Jeg har på denne tur haft det utroligt behageligt, selv om
den kølige vind, har været den herskende og ikke varmen. Mine tynde hansker,
har fra starten lige præcis kunne holde kulden ude. Når jeg ind imellem bliver
fanget i storbyernes trafikpropper og slow motion i længere tid, var det ikke ulideligt.
Denne Indien MC tur, har der været helt ned til 4- 6° C om natten. Så for mig har det været som en stroppetur i bjergene,
hvor man sover og går i det samme tøj i længere tid. Sådan har jeg haft det på
denne MC journey.
Når jeg kørte MC, har jeg haft de to samme t-shirts på
+Tyk skjorte + vindtæt vatteret for + Læderjakke + tykke læderbukser + vindtæt
vatteret for-bukser samt et stort uldent sjal om halsen. Når det om en uges tid
bliver lidt varmere, smider jeg skjorten og bukseforet. Så meget tøj er
nødvendigt ,når man er oppe i en vis hastighed og køre flere hundrede km. De
samme 2 t-shirt, en med korte ærmer og en med lange ærmer + evt. jakke eller
tyk skjorte benytter jeg også de dage hvor jeg ikke køre. De samme 2 t-shirt
har jeg også på, når jeg sover suppleret med mine tynde yogabukser samt tynde
sokker. Når jeg vågner, laver jeg Yoga i det samme tøj. Efter mit yoga program,
fortager jeg min morgentoilet. Det ideelle før en yoga sektion, er at fortage
en renselsesproces, iføre sig rent tøj og helst ikke foretaget Yoga i samme rum
som man sover, da den passive energi stadig hænger i rummet.
Jeg har slet ikke følt mig utilpas og ilde lugtende denne gang, selv om jeg har haft de samme to undertrøjer på dag og nat i 5-6 dage i træk. Dlavet af det fine Merino uld. Jeg føler at jeg frit har kunne ånde i dem. De er lavet af det fine Merino uld. - I starten af min journey var det en stor fordel, da jeg var på farten hver dag og derfor ikke havde mulighed for at vaske tøj. I Indien skal tøjet tørres i solen, da der for det meste er vindstille.
Jeg har købt 2 kortærmede (200g) og 2 langærmede t-shirt (150g) af mærket Icebreaker. De er lavet af uld fra verdens ældste fåreracer Merino, der samtidig er en af mest hårdføre. Den lever i New Zealands sydlige alper, hvor det om sommeren kan blive +35 ° C varmt og om vinteren -20 ° C koldt. Så dens pels skal kunne ånde om sommeren og isolere godt om vinteren.
Merino uld kombinerer de bedste egenskaber fra det traditionelle uld, syntetiske stoffer og bomuld. Det er blødt og klør-ikke, det er varmt når det er koldt og køligt. Når det er varmt, kan det ånde og derved forebygge klamhed. Det har en mirakuløs evne til ikke at lugte - du kan løbe et maraton og ikke lugte mere end hvis du har brugt dagen på sofaen.
Icebreacker Merino, er skabt af tynde, naturlige fibre der gør den varm i koldt vejr, kølig i varmt vejr, let, åndbart, ingen lugt og ingen kløe.
Jeg giver denne reklame videre til jer, der måske køre på MC. men ikke dyrker ekstremsport og derfor ikke kender til de nye produkter, der gør det lidt lettere, at udholde de store temperaturforskelle. Jeg har på denne journey, kunne mærke en stor forskel. Jeg har selv fået tippet af en ven. I starten tvivlede jeg lidt på effekten. Men efter at have afprøvet en enkel t-shirt som koster ca. 500 kr. Købte jeg 3 mere til denne stroppetur.
Jeg har lige skiftet til 2 rene friske t-shirt. Så nu er jeg godt kørerne de næste 5-6 dage
Vi bliver bombarderet af billeder og
informationer i hverdagen
Dave, som jeg
mødte i Allahabad, på den eneste fine restaurant i nabolaget hvor maden er god og jeg kunne holde ud at sidde og
skrive på min blog, spurgte mig lidt undrende, hvorfor jeg ikke benyttede face
book i stedet for at bruge tid og kræfter på at skrive lange historier, som kun
få alligevel gider at læse.
På face book kan
man meget hurtigere kommunikere de ideer, tanker og oplevelser videre, man synes
er værd at dele med andre. Via face book kan man nå ud til mange flere
mennesker, der let og hurtigt kan give en respons på ens input i cyberspace.
Man vil sikkert også få respons fra mennesker man ikke kender. Det lyder
umiddelbart utroligt spændende, så hvorfor ikke gribe til at benytte denne
kommunikationsform, i stedet for at sidde og kæmpe, med lange trættende
beskrivelser, der som sagt kun bliver læst af få af ens venner.
Han havde svært
ved at forstå, min lidt negative holdning til face book, som jeg for 2 år siden
har tilmeldt mig, men ikke benyttet aktivt. Jeg tilmeldte mig, for gennem face book
at få kontakt med en gammel kæreste. Jeg måtte erkende, at nu da jeg havde sagt
A til face book måtte jeg også sige B. Så efter flere mdr. sagde jeg OK til dem
der stod på listen og godt ville være ven med mig.
Jeg opdagede
hurtigt, at den måde at kommunikere på, med korte sætninger og her og nu
oplysninger, ikke rigtigt var mig. Mange havde ikke rigtig noget på hjertet, de
havde tænkt dybere over. Det virkede alt for overfladisk og mere, af her er
jeg, hvor er du. Derfor har jeg konsekvent ikke udvidet min vennekreds.
Min datter, der
også er billedkunstner og designer, havde jeg den samme debat med vedrørende
face book lige inden jeg tog på denne journey. Hun kan heller ikke forstå,
hvorfor jeg ikke benytter face book, tidens netværk. Hun synes det er skønt og
livsbekræftende at få feedback via face book for sine værker og mange gange fra
personer hun slet ikke kender.
Som kunstner har
du mulighed for hurtigt og gratis at komme ud med informationer, om hvor du nu
har udstilling og hvad du nu laver. Dit visuelle budskab vil komme ti gange
hurtigere ud og nå ud til hundrede gange flere mennesker. Men bliver man set og
hørt i det hele taget set og hørt i denne mængde af informationer.
På min journey
oplever jeg at mange Inder, ikke kun
børnene men også voksne, der vil have at jeg tager billeder af dem. De har ikke
behov for at se deres billede på kameraets display. De er taknemlig for at jeg
via min handling bekræfter dem i, at de er vigtige, at de bliver hørt og set.
Jeg kan godt
følge hende, - selvfølgelig er jeg interesseret i at flere ser min kunst, men
samtidig ved jeg, at mine værker ikke er let tilgængelige og ikke kan afkodes
hurtigt, de kræver tid og fordybelser og skal opleves direkte fysisk.
Men det er nok
ikke det der gør, at jeg ikke har benyttet face book. Min generation og de lidt
yngre benytter sig nok mest, af den lidt mere direkte personlige kommunikation
via email.
Jeg høre til en
generation, der er vokset op med en anden indstilling til venskaber og venner.
Hvis jeg fx beslutter mig for, at invitere en udlænding der er på en uges visit
i København, hjem til middag. Så vil jeg føle mig moralsk forpligtede til i
hvert fald, at skulle se personen 1-2 gange mere. Har jeg tid, lyst og overskud
til dette, da der er andre venner, familie og arbejde der også skal passes.
Derfor er det for de unge og for mig selv lettere at se nye bekendtskaber på en
café eller på face book, før man går ind i et mere forpligtende venskab. Jeg
har på den måde ikke behov for at have hundredvis, af så kaldte face book
venner.
Jeg synes face
book er en fantastisk vigtig demokratisk måde at udsprede ideer og tanker på.
Derfor kan jeg godt se, at jeg fremover skal finde en måde at forholde
mig til face book på, så jeg konstruktiv kan benytte dette netværk uden at
miste mig selv. For face book er enorm kulturelt omfavnende ligesom Indien.
Jeg ved det er
vigtigt at være åben over for nye impulser, tanker og holdninger, for at komme
videre i forståelsen af ens eksistens. Men er jeg parat og har overskud til at
lukke en masse nye mennesker ind, der vil kommunikere og fortælle en masse, jeg
måske slet ikke har lyst til at høre. Jeg har en del gange gået ind på face
book og er blevet overraske over hvor mange informationer, der vælter ud mod
en. Face book er utroligt altfavnende fyldt med alt det gode og alt det
dårlige, ligesom kulturen i Indien.
Jeg har efter
alle disse tanker vedrørende Face book, besluttet mig for at lade face book blive
et af mine nye projekter. Så jeg ikke fremover ikke kun beskæftiger mig med den
lange og kedelige form for kommunikation via blog, men ind i mellem benytte mig
af den korte dynamiske form, som tiden kræver hvis du vil med af den hurtige
informations hovedvej..
Vi bliver
bombarderet af billeder og informationer i hverdagen. Hastigheden i
informationssamfundet, gør at man benytter sig af korte beskeder
‘informationer’ som SMS og face book. Tekster, der kan være lange, stiller større
krav til sammenhæng og argumentation.
Denne blog, er
blevet en måde for mig, at gennemtænke tanker og emner, inspireret af mødet med
en anden kultur. Det er blevet en visuel udtryksform, der passer til mit
temperament og arbejdsform, Jeg elsker at fordybe mig i denne visuelle dialog
med jer venner og med dem fra forskellige lande og kulturer, der via internet har
fundet frem til min MC. blog.
Siden jeg skrev
min første MC.Indien/Manali journey 2008
kan jeg se via Googles statistik, at over 11.000 har besøgt min blog fra alle
verdensdele. Så mange andre MC. eventyr lystne personer, har været forbi mine
visuelle billeder og beskrivelser og på den måde fået et lille indblik i mit
møde som Dansker med den Indiske kultur.
Heldigvis er der
mange af jer venner, der har læst mine nogle gange, alt for lange og detaljerede
rapporter og tanker. - Tak for den positive feedback jeg har modtaget fra nogle
af jer.
Kørte ud og besøgte nogle templer som lå lige uden for Chitrakut til ære for den hinduistiske gud Hanuman, også kaldet Abeguden, som symboliser fysisk styrke, udholdenhed og hengivenhed. Ved at give aberne mad viser man sin hengivendhed til guden Hanuman. Inde i det store tempel var der selvfølgelig mange Sadhuer du kunne få blessing af.
6 Feb. Chitrakut ånder af guddommeligt fred indtil
de tilbedes
Denne lille Pilgrims by fyldt med bedende mennesker,
der tage et dyb i denne lille biflod til Yamuna, har en dejlig beroligende
indvirkning på mig. To gange oplevede jeg aftenceremonien ved flodkanten,
som var en dejlig musikalsk og visuel oplevelse. Men den guddommelige
skrattende larm eller musikalske støj fra elendige højtalere tidlig morgen og
sen aften, gør at ens øre og høresans ikke rigtig kan slappe af. Så hvis man
tror, at her kan man stille og roligt møde hellig ånden, så tager man fejl. Nej
ånderne skal bydes velkommen, så alle kan høre at de er på vej.
I denne lille pilgrims by har man lært at ånde og leve med, at der 4-5 gange i
døgnet sker strømsvigt af 1-2 timers varighed. Som turist kan det godt være
lidt svært, da der på dette guest house ikke er nogle generator der tager over
og tænder et nød lys, som der er i de lidt større byer. Det er heldigvis første
gang på mine 3 rejser rundt i Indien at jeg oplever så mange daglige strømsvigt.
Det er godt jeg har en lille lygte, så jeg kan orientere mig.
Nede i byen blev jeg kontaktet af en af de unge, der havde vist mig vej
op til Pitri Smriti Guest House mig. Han hed Tiny og er søn af ejeren. Han var
blevet uvenner med sin familie, derfor hang han ikke ud sammen med de ansatte
og nogle gæster på Pitri Smriti. Fra tidlig morgen og til sent aftenen, har de
siddet omkring åben ild, en slags lejrbål og ladet sig indhylle i shilumens
røgslør. Seancerne foregik som regel akkompagneret af lidt klokkeklang samt nogle
ulidelige anslået akkorder. Denne udholdende klimtende guitar-begynder
entusiast, havde jeg glæde af alle dagene.
Tiny, som jeg kunne forstå, ikke havde noget fast job og heller ikke
nogen ambitioner umiddelbart for fremtiden, lod til at nyde sin afslappet tilværelse,
hvor han kunne tillade sig blot at hænge ud sammen med nogle venner. I løbet af
dagen tog de nogle hallucinations fremmende stoffer de kalder Tamaco &
Sypari der virker lidt som hashish samt tit og ofte også en chillum.
Det var Tiny der fortalte mig om de forskellige templer og museer der lå
lige uden for byen. Han gav mig desuden nogle tips om hvilke byer der ligesom
denne, var værd at besøge på min videre
journey med retning mod Agra og New Delhi.
Byen Khajuraho med sine over 1000 år gamle templer med erotiske figurer,
var klart den næste by jeg måtte opsøge
på min journey. Han gav mig også adressen på et guest house i Khajuraho. Derefter
var der interessante byer som Nochha, Dati, Agra på min rute tilbage til Delhi.
Det var en utrolig lettelse endelig at få de sidste byer på min journey
på plads. Jeg kunne fornemme, at de næste stop på min tur også ville blive en
succes, som her i Chitrakut.
Kl. 22 startede tordenvejret, lyset kom og gik i takt med lynene.
Offentligt toilet
Kloakrender
Kloakrør
AUM
Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar