MC.INDIEN/MORADARAD REJSE 2013 nr.2

17 Jan. 2013 Moradarad

Det er koldt og lidt disset her til morgen

Moradarad med ½ -1 mill. Indbygger var ikke en by jeg havde meget lyst til at udforske og hotellet var u charmerende. Efter at have  ordnet mine problemer med mit simcart er jeg igen på farten.

Dagen før havde jeg faktisk forsøgt at køre et sving væk fra hovedvejen ind i landet, men det var ikke noget helt vellykket forsøg, da det var nogle lidt kedelige mellemstore veje jeg endte på.

Byen Amroha, 30 km. før Moradrad virkede charmerende med ca. 100.000 - 500.000 mill. men ikke stor nok til at have et hotel. Her kunne jeg ellers godt have blevet en nat ekstra.

På min første MC.Journey hvor jeg kørte stik nord fra Delhi, op i bjergene til Ganges udspring ved Rishikesh og videre nordpå til Shilma og Manali kom jeg igennem mange mindre  byer, der alligevel have guest houses og hoteller, på grund af turismen. Det samme gjorde sig gældende i det meste af Rajastan, da denne delstat overlever via turisme. Byer uden turisme skal have en størrelse på omkr. 1 mill. for at have et hotel, for at servicere forretningsfolk. Det værste ved disse mill. byer er, at den gamle historiske bykerne for det meste er revet ned og derfor findes der i disse byer kun u charmerende guest houses og hoteller. 

Jeg gjorde et forsøg på at finde et guest house efter kun 30 km kørsel i en lille skøn by Bilari. Flere forskellige mente der var et guest house i byen og sendte mig i lidt forskellige retninger, indtil jeg fandt ud af at det guest house, de henviste mig til var en slags Goverment guest house. Så jeg forsatte til mill. byen Chandausi som ikke var spor charmerende og fandt et guest house, det eneste med et ledigt rum. Det var virkeligt simpel og tarveligt. Godt man selv har ekstra lagen med og mit uldne tynde tæppe.

Da jeg ikke via Lonely Planet eller andre turist  bøger har læst om charmerende byer og guest houses, der var værd at besøge udover de to hellige hovedbyer Varanasi og Allahabad. Derfor besluttede jeg mig for ikke at køre i en nordlig bue øst på mod Varanasi, som jeg først havde tænkt, men i stedet at følge Ganges floden i en mere lige linje mod øst mod Allahabad og derefter Varanasi. Måske var der nogle steder langs Ganges der var mere turistet.

Når frem til Chandausi efter 75 km.

Den unge mand der foruden at være manager for dette guest house også arbejder i familiens sy butik under mit værelse, ville godt vide hvad jeg gjorde her, for her var der ikke noget at se. Det var de andre i sy butikken, der godt ville vide dette.

Jeg havde valgt at blive her 2 nætter for at få mit problem med min mail løst samt slappe lidt af i kroppen. Jeg vågnede nogle gange på grund af at det lynede og tordnede og regnede voldsomt. Næste morgen var det tørvejr og kl 8:00 tog jeg på en foto morgenvandring igennem de næsten tomme gyder.

Morgenvandring i Chandausi’s stille gader

Hen på eftermiddagen kom der igen en voldsom regnbyge, hvor regnen stod ned i torve mens jeg sad på den eneste lidt pænere plastik restaurant. Himlen havde været grå og tung hele dagen så regnen var ventet. Jeg ventede til regnen holdt op, men nu lå det vejstykke jeg befandt mig på under 30 cm højt vand, ca 50 m. til hver side af restauranten. Tjeneren kunne godt se, at jeg havde et problem. Han sørgede for at der var en af de unge, der kørte mig igennem på hans MC. På den måde slag jeg for at skulle vade igennem regnvand blandet med deres eget åbne kloakløb. Jeg slap med skrækken.

  
Heldigvis slap jeg for at skulle gå i gennem denne blanding af regn- og kloakvand

19 Jan.   Shandausi – Farrukhabad  208 km.

9:30 er jeg på vej mod Farrukhabad. Efter 40 km. må jeg holde ind til siden, finder mine foret bukser frem, da det er temmelig koldt. Jeg parkerede MC. inde i rabatten, da vejen ikke er så bred og lastbilerne køre tæt. Mens jeg befinder mig bag en busk for få skiftet, høre jeg MC vælte. Jeg havde ikke taget højde for, at rabatten der normalt er stenhård var blevet blød i løbet af de 2 sidste døgns regn. På med bukserne og op og lukke for benzinhanen. Jeg forsøger at løfte den, men umuligt. Jeg får topbagage af og forsøger igen. Heldigvis kommer der en og hjælper mig med at få den på Enfielden på ret køl. Da jeg skal starte den, virker startknappen ikke. Jeg må igen benytte kickstarteren.

 

Jeg stopper ved et kvægmarked og går lidt rundt og nyder den afslappede stemning. Men alle ville have fotograferet deres avls tyr og ko.

Mit første MC.værksteds besøg. Starteren ude af funktion

Jeg kørte videre af hovedvejen og kom igennem en mindre by, hvor jeg stoppede op for at tage nogle fotos. Da jeg vil videre, kan jeg slet ikke få den kickstartet. Jeg får nogle unge til at gøre et forsøg. Jeg ved for sidste gang at med Royal Enfielden, kunne det godt blive rigtigt hårdt for mine uvante lægmuskler. Det lykkedes ikke, så jeg måtte skubbe MC. hen til et værksted. Det var heldigvis ikke særligt langt borte. Der havde samlet sig rigtig mange indere. Grupper af nysgerrige blev større da de unge mekanikker gik i gang med at undersøge og skille hele den elektriske del ad. Fra mine tidligere MC. ture havde jeg vænnet mig til, at jeg som turist og på MC. engang imellem skabte lidt opløb. Men så mange nysgerrige, det kan jeg kun huske jeg har været ude for en gang før. Det var i Georgien tæt på grænsen ind til Aserbajdsjan, hvor Nullo min ven og jeg på hver vores MC. ligefrem skabte trafik kaos, så politibetjente med fløjter forsøgte at få orden på trafikken igen.

De sidste par dage har der været flere nysgerrige, end jeg har været van ved på mine to tidligere Indien rejser. Kombinationen af få turister og en befolkningstæthed der er 4 gange så stor som i Rajasthan, hvor jeg en dag næsten kunne kørte 100 km. uden at støde på en landsby. Her er der på vise vejstrækninger kun 5 -10 km. afstand mellem landsbyerne og igen igennem en masse larm og ballade.

 

 

De unge mekanikker forsøgte mange forskellige systemer, så jeg via en trykkontakt kunne starte motoren elektrisk i stedet for at kickstarte. Dette var systemet de udtænkte med et tryk på knappen med den røde ring. Det virkede kun en dag.  

Denne journey har virkelig fået alle mine sanser op i højeste gear

Det er lidt af en prøvelse denne gang, jeg kan forudse en lidt hård fysisk og psykisk MC.India Journey denne gang. De sidste par dage har mit sind haft op og nedture i denne delstat på 200 mill. Faktisk troede jeg før denne MC. journey, at jeg allerede havde oplevet det værste, hvad angår trafiktæthed, larm og den grå uæstetisk anmassende virkelighed. Men nej, her synes jeg at trafikken er dobbelt så tæt og larmende.  

Denne journey har virkelig fået alle mine sanser op i højeste gear.  Den konstante larm,- alle vil frem. Gående  og cykelister der vil krydse vejen, hellige køer der står stille og trækvogne med 6 m.  lange jernstænger trukket af senede viljestærke menneskekroppe. Alle vil frem - og den eneste måde, er at kaste sig hovedkulds ud i dette kaos og håbe på det bedste. Og det er præcis hvad hovedparten af Inderne gør. De venter ikke på et tidspunkt, der måske er lidt mindre risikofyldt før de krydse vejen, mange ser ikke til siden eller bagud. De køre bare frem og tager chancen, det er op til Brahman om alt går godt,-  og så er det op til os andre kørerende hvis bane de krydser, om vi kan nå at bremse op.

Her i Allahabad med 1 mill. inb. har jeg passeret et par enkelte krydslys sammen med de andre trafikanter og hver gang har vi kørt over for rødt. I de store kryds hvor der er en rundkørsel, er der bedre chance for at komme igennem krydset. Så hvis man vil over en lidt mere trafikeret gade, må man være vovet nok til, at køre frem på trods af trafik tætheden ellers kan man få lov til at vente længe. Hvis man vil frem, er man tvungen til at reagere som hovedparten, at kaste dig ud i det ellers kommer du ikke videre. Dem bagved presser på med larm og pressende tæthed.

Det er første gang jeg har haft fysisk kontakt med så mange MC og biler der snitter bagenden af ens Enfield, da alle presser sig meget tæt forbi hinanden. Heldigvis er Enfielden beskyttet af de to metalboxe.

Foruden denne konstante strøm af mennesker og grimme umusikalske lyde kræver det også ens fulde opmærksomhed med den kolossale visuelle bombardering af grimme nedslidte bygninger hullede veje, tæt trafik af både køretøjer, mennesker og dyr. Nedslidte boder og reklamer der skriger til guderne samt skrald overalt. Æstetik er der ikke meget af i dette visuelle forfald. Kvindernes farverige sari, der ellers lyser op i denne gråbrune masse, har kun få steder chance for at konkurrere, med det hovedindtryk man får af visuel grå og støvet armod.

I Rajastan hvor der er mange, af deres gamle bydel der er blevet bevaret, fornemmer man slet ikke samme trøsteløse forfald. Her forsøger de med enkle midler at bevare og respektere deres  speciel ornamentret boliger, som er unik Indisk byggestil. Bygninger der er gået i arv gennem generationer.

De nye bygningers hurtige forfald, skyldes dårlige materialer og byggesjusk. Dårlig uddannet håndværker på alle niveauer. Deres politiske infrastruktur er sikkert lige så dårlig og kaotisk som trafikken.

Jeg forstår nu bedre hvorfor Inderne på landevejene, som i de smalle gader og gyder vælger at gå i samme side og retning som den kørende trafik. Foruden at de tror på, at det er op til Brahman om der sker dem noget, så er det meget trættende samt stressende hele tiden at skulle tage psykisk og fysisk stilling til den MC, bil eller cykellist der kommer direkte mod dig. Du bruger meget energi på at forsøge at kontrollere situationen, da du rent visuelt og fysisk bliver involveret. Din krop forsøger hele tiden instinktivt at undgå nærkontakt. Den kørende kan se at du kan se ham, så han forsøger at få dig fysisk til at flytte dig. Hvis du i stedet vender ryggen til og går i samme side og retning, som trafikken køre, er det den kørende der hele tiden skal forsøge at undgå dig. Du ser og fornemmer nu ikke alle de mange gange, hvor den kørerende kommer farefuldt tæt på. Selv har jeg på de mindre veje og gyder valgt nu også at gå i samme side og retning som trafikken, for det andet er utroligt stressfyldt. Dog vil jeg ikke anbefale at gøre det på de mindre veje i byen om natten hvor det er kulsort, da mange MC og biler køre uden lys ligesom cyklisterne. På samme måde som i trafikken, har Inderne svært ved at se den skind barlige realitet direkte i øjne. Det er op til Brahman   

Den eneste sans jeg på godt og ondt bliver snydt for, i dette sanse eldorado er lugtesansen. Selv om jeg står tæt ved de åbne kloaksystemer  eller en mindre lodseplads, så er jeg helt skånet for odøren. Jeg mistede min lugtesans i 1998, da jeg blev væltet af min cykel af en bildør  og slog mit hoved så voldsomt, at jeg fik en hjernerystelse, en mindre hjerneblødning og fik ødelagt min lugtesans. Det sker også for nogle boksere der får for kraftige slag mod hovedet.   

Det sidste stykke vej mod Farrukhabad oplevede jeg smukke landskaber og landsbyer hvilket blev forstærket af solen der enedlig kom frem et par timer. Så indtil videre, har turen ikke været så poetisk som jeg havde håbet, men sanselig meget krævende.

20 Jan. Farrukhabad- Fatehpur  245 km.

Efter køreturen i går, var jeg blevet forkølet, så jeg besluttede at tage lidt senere af sted her til morgen. Vente på at luften var blevet lidt varmere.

Den interimistiske startknap fungerede desværre ikke mere. Jeg måtte så kickstarte. Foruden mig selv, fik jeg et par andre til at prøve. Vi måtte opgive og de skubbede mig i gang. Det fungerede uden problemer, så jeg var igen på farten.

På grund af min forkølelse havde jeg ikke meget overskud til undervej at fotografere eller vælge alternative veje. Efter 7 tim. kørsel nåede jeg frem til Fatehpur.  

Jeg overnattet i et helt nybygget hotel. Jeg var en af de første gæster. Derfor var de parate til at give mig en nedsat pris, da jeg ellers ikke havde behov for luksus på nuværende tidspunkt. Men det var skønt med et varmt bad. De havde indrettet værelset enkelt og smagfuldt. Men håndværket i badeværelset, var ikke af høj standard.

Affald langs vejsiden lige uden for byen

21 Jan. Fatehpur – Allahabad   194 km.

Før jeg brugte jeg lidt tid på at spænde alle boltene på MC. efter, da jeg nu har kørt over 600 km. Samt gav den lidt olie.

Nu er fjederen til kickstarteren sprunget. Det er den der får kickstarteren tilbage på plads. Jeg og de andre har sikkert trampet alt for hårdt for at få den startet. Nu skal jeg hele tiden bøje mig eller med fødderne få den tilbage på plads. Hårdt arbejde, men jeg får den startet.

Det er nok den koldeste dag jeg har kørt. Måske skyldes det at min forkølelse, er blevet lidt værre. Himlen er grå og disen ligger stadig tungt over landskabet. Efter 65 km. stopper jeg og får en dejlig varm thai. Efter endnu 20 km. forsøger jeg igen at lave et sving væk fra hovedvejen mod Allahabad.

Jeg nød lyden af motoren og de små bump i vejen 

Sikke en total forandring der skete i mit sind og hele min krop, da jeg kørte ind på denne mindre asfalteret vej. Markernes skønhed overvældede mig, oplevelsen af Enfielden blev mere intens, pludselig oplevede jeg igen den skønne fornemmelse af frihed. Tempoet på Enfielden havde jeg sat ned. Jeg nød lyden af motoren og de små bump i vejen der forplantede sig i min krop via MC.

Jeg kom igennem et par poetiske landsbyer og besluttede mig for at stoppe i den næste landsby, også selv om der ikke var en lille bod med thai. Jeg stoppede og straks var der nogle henne ved min MC. Jeg gjore dem klart, at jeg blot ville tage nogle billeder af deres landsby. Efter at have taget en del fotoer af disse simple æstetisk smukke enkle hytter, var der en ung fyr der på engelsk snakkede til mig. Han ville meget gerne vise mig rundt. Han var vokset op her og havde studeret sanskrit i New Delhi. Uden for hans familiehus serverede han vand og lidt søde kager hans mor havde lavet. En hel flok af børn stod uden om mig og den plastik stol jeg havde fået tilbudt. Jeg fik en kort snak med den unge mand og aftalte, at jeg ville sende de fotoer jeg tog af landsbyen til ham.

Den totale fred i denne lille landsby healede mit sind. Fredsfyldt kørte jeg videre i retning mod Allahabad. Uden besvær nåede jeg efter en omvej på ca. 60 km. frem til Allahabad. Først der opdagede jeg, at kickstarteren nu ikke mere hvilede på udstødningsrøret men hang lige ned mod jorden og  derfor kunne være farlig, hvis den støtte mod jorden i et lidt skarpt h.sving.

 

En ro og harmoni hviler over landsbyen 

Jeg tager foto af en skole hvor de har lektion uden for.

Finder frem til Hotel Royal gennem et trafikhelvede

Ifølge Guiden Lonely Planet skulle Hotel Prayag være et OK hotel. Det var en grim halvgammel betonbygning på 6 etager, med en elevator der hele tiden kørte forbi den etage man stod på. De par værelser jeg så, mindede meget om simple fængsels celler, uden nogen form for sjæl. Selv om de kun kostede 100 kr. pr døgn, kunne man til den pris, stadig finde mere charmerende guest houses.

Jeg skulle stadig være opmærksom på kickstarteren i min søgen efter Hotel Royal, der ifølge Lonely Planet, havde været en tidligere kongelig bygning, men nu var blevet omdannet til hotel. Det har store værelser med 6 m. til loftet. Det er virkelig nedslidt, beskidt og dårligt holdt. Jeg bad om et værelse ovenpå hvor værelserne kun har 5 m. til loftet. Sengene har madrasser, der sikkert er bedre i det lokale fængsel. Man har ikke fornemmelse af at gulvet bliver vasket. I toilettet lå der en død fugl, den var nok druknet. Jeg bad personalet om at få den fjernet. En af de ansatte dukke op. Da han kom ud havde han intet i hænderne så han har nok, smidt den ud over balkonkanten uden for toilettet, ned til de gamle biler de reparere neden for balkonen.

Mit andet MC.værksteds besøg. Kickstarteren bliver ordnet

Efter at have etableret mig i mit nye rum, søgte jeg efter et autoriseret Royal Enfield værksted. Jeg blev henvist til et af disse gadeværksteder, der blot har et skab med en kæmpe lås for, hvor de har alt det nødvendige værkstøj. Han havde ikke nogen ny dynamo til erstatning for den, de unge for et par dage siden havde skilt ad. Han havde dog en ny fjeder til kickstarteren, så den fik han til at fungere. Samtidig fik jeg lige sat en ny pære, så jeg igen kan se om koblingen står i neutral position.

Godt udslidt fik jeg noget at spise.

Allerede her før Allahabad begynder camperingen ved ganges bred 

AUM   -   Bjarne