BvHHS: 'ARTIST IN RESIDENCY' YOGYAKARTA / INDONESIEN 2018 nr.2

Kunstneriske ideer bliver formet i tid og rum

Mit kendskab til Indonesisk islamisk kultur og symbolsprog er gennem mine to tidligere besøg klart blevet påvirket.

Det er derfor blevet nemmere for mig at relatere til udstillings bygningen Sarang. Men af erfaring ved jeg, at jeg ikke pludselig får en genial ide, men at den langsom bliver født og formet i tid og rum.

Derfor har jeg igen skabt nogle skitser og bearbejdet nogle visuelle symbolske grundideer, jeg her i Jogja har mulighed for at videreudvikle.

Da jeg sagde ja, til dette nye Installations Projekt her i Jogja, tænkte jeg at jeg ville forsætte hvor jeg slap, nemlig at satse på at benytte materialerne Bambus og Krukker.

Mange gange vender jeg blikket indad og dykker ned i mine egne skitsebøger for at hente inspiration og indirekte videreudvikle mit visuelle formsprog jeg igennem årene har skabt.

Jeg har faktisk denne gang, direkte lade mig inspirer af nogle af de Installations ideskitser, jeg havde udformet til udstillingsprojektet 2015 her i Jogja til udstillingsstedet Kersan Art Studio.

’

Metamor’phosis’ Installation B&W skibshal 90x33x22 m.

Vandskulpturen ’Circular Arc’ på Roskilde Universitet.

Krukker opfatter jeg som bevare af livet, føde og væske. Jeg har benyttet amfora-krukkeformen før. I Installationen Metamorfose i B&W skibshal og i Vandskulpturen
'Circular Arc’ på Roskilde Universitet.

Under mit inspirations resurse arbejde, hvor jeg altid forsøger at lade mig visuelt påvirke af alle de mange visuelle udtryksformer der er oppe i tiden, så jeg dette foto af krakkeleret ler.

Min underbevidsthed stoppede op, ved dette billede med ordene Hope-Despair. Modsætninger som sort/ hvid, liv/ død, Kultur/Natur, er energier jeg altid har arbejder med i mit kunstneriske udtryk. I disse ’Trump Tider’ er det vigtigt at vi ser den Global Verden i øjnene, tænker alternativt og i fælleskab løser nogle af de Globale væsentlige problemer.

’Tiden er ved at løbe fra os’. Denne sætning fik mig til at hænge krukkerne Upside Down, Symbolsk hælder krukkerne tiden ud. Denne symbolik visualiseres med viserene fra et ur. Selve urværket bliver skjult under det sprækkende ler. Sekundviserne der er i konstant bevægelse, antyder at tiden rinder ud.

Hvis jeg valgte at hænge krukkerne med bunden i vejret, lige henover krakkelerede tallerkner uden noget på, ville det antyde, at den sidste dråbe livgivende væske er løbe ud og ned i den spækkede ler. - Med lidt ris på tallerknerne symboliser det mangel på føde. – Ved at placere ur-viserne lige under krukkerne, får det os til at tænke ’Er tiden ved at løbe fra os’

Gensyn med bambusværkstedet jeg benyttede 2015

Allerede første dag valgte jeg at tage ud til bambus møbelværkstedet, hvor jeg fik lavet al mit bambusarbejde til mine Installationer 2015.

Fx ’Floating Soul’ hvor jeg benyttede 6 meter lange bambus.

Det var helt hjerteligt at gense håndværkerne, der hjalp mig med Installationerne.

Bambussen skal igen være det bærende element. Jeg har ikke besluttet mig for hvilken type bambus jeg vil vælge. Om det skal være den grønne smukke bambus, som jeg nu får jeg at vide, langsom vil blive mørkere samt at den sorte bambus heller ikke holder den dybe sorte farve. Jeg må nok vælge ligesom sidst, at male dem. På den måde omdanner jeg natur til kultur. Jeg har endnu ikke den endelig løsning på samlingen i toppen. Det er det svage punkt, der samtidig skal bære en krukker der vejer ca. 15 kg. Denne minimalistiske enkle bærende konstruktion, skal være helt rigtig.

En del beslutninger lader jeg stadig svæve i luften. Jeg tager en runde og ser nærmere på deres forskellige bambusmøbler og andre bambus elementer for evt. at få lidt konstruktions ideer.

Ardi min assistent, som jeg er afhængig af følger med mig rundt de første par dage, før jeg på egen hånd igen, kan finde rundt. Samtidig er han utrolig vigtig som tolk.

Specielt om aftenen er det svært at finde ind til byen, af alle de små mørke veje, ind til min ynglings cafe/restaurant ViaVia. Her kan jeg sidde med min computer i et afslappet vesterlandsk miljø med en kop god cappuccino og vegetariske retter.

Gensyn med keramikværkstedet jeg benyttede 2015

Vi tog også ud til keramikområdet hvor jeg fik hilst på keramik værkstedet, hvor de havde drejet 365 skåle til Installationen ’Salt Life’. Bedstefaderen havde sørget for at alle skålene blev brændt og omhyggeligt sortsodet på underside og overside. Den unge datter gjorde mig opmærksom på, at jeg dengang havde lovet, at sende hende mailkopier af hele brændingsprocessen, jeg grundigt havde dokumenteret. Jeg sørgede straks for, at sende hende kopier, da jeg havde fotoerne liggende på min computer. Flovt !

Jeg fik også hilst på den unge drejer, der skabte de smukke krukker til Life Live/ Live Life

Jeg ville denne gang forsøge, at finde en standard krukke de havde på lager. De næste dage valgt jeg derfor at køre alene rundt uden Ardi, så jeg evt. kunne støde på den helt rigtig krukke i størrelse og form. Mine tanker gik også i retningen, at finde nogle antikke. Men det erfarede jeg hurtigt, at det nok ville blive svært og måske ikke helt passede ind i mit udtryks univers, hvor jeg arbejder med at omforme natur til kultur.

Jeg havde sammen med Ardi fået samlet nogle forskellige typer af ler. Ardi kom med den de kaldte sort ler og anvendte til at skabe ler-skulpturer med på Akademiet. Så var der den rødbrune de benyttede til krukkefremstillingen. Den tredje type var den de anvendte til at lave mursten af. Vi var også forbi et værksted, hvor de skabte skulpturer af hvidt keramisk ler, der bliver meget hårdt og derfor ubrugeligt til mit formål, da der gerne skulle sprække

Der var en lille murstensfabrik over på den modsatte side af Sarang Kulturhus, hvor vi hentede en bærepose ler der direkte var gravet op.

Jeg lavede nogle prøver i 1 cm tykkelse. Det tørrede helt ind og sprækkede i løbet af 5 dage.

Jeg prøvede med 2 cm tykkelse, som jeg var tvunget til at samle som firkantet skiver. Men så skete der det, at de sprækkede, der hvor siderne støtte op til hinanden, også selv om jeg virkelig trykkede dem sammen. Sprækkerne skabte blot et slags flise mønster.

Global Hope – Global Despair

Efter et par dage med skitser og orddropping – Clock Ticking – Watch Up – Last Drop – Upside Down samt sætninger som ’Tiden er ved at rinde ud’. Dette er og har altid været et Globalt problem. Titlen på min Installation bliver derfor Global Hope - Global Despair også selv om håb og fortvivlelse, mere er en personlig tilstand.- Fortvivlelsen er blevet Global.

I stedet for en firkantet rektangel der er visuelt var tilpasset udstillingsrummet, vælger jeg nu at lave en cirkulær Installation, den Globale verden, der er ved at udtørre for resurser. Tallet 12 symbolisere de 12 mdr. og de12 stjernetegn.

Lercirklen der får en diameter på 700 cm presser rummet. Det tvinger beskueren til at være opmærksom på cirklen og på den måde giver Installationen et ekstra tryk og dimension til rummet.

I stedet for 8 krukker som i mit først skitseforslag, er det nu 12 krukker, jeg skal have op og hænge og danne en cirkel. For at det kan lykkedes, er jeg tvungen til under selve jernkonstruktionen i loftet, at skabe en cirkel konstruktion der kan bære de 12 krukker.

Jeg tænker straks på at skabe en bambusring. Men hvordan er det muligt at skabe en så stor bambusring med en diameter på 560 cm. der er stærk nok til at kunne bære 12 krukker.

Jeg har i mine skitser og tanker også leget med ideen om flere krukker hængende over hinanden, men hvis jeg vælger bambus, tør jeg ikke forfølge ideen med flere krukker.

Bambuscirkel på 560 cm.

Jeg tager sammen med Ardi ud til Bambus værkstedet for at høre, hvordan det kan lade sig gøre at skabe en bambuscirkel der er stærk nok til at kunne bære ca. 180-200 kg. Det er umulig at bøje bambus stænger på 10-12 cm tykkelse, så meget som min cirkelring kræver. - Jeg foreslår at man måske kunne benytte flækkede tykke bambus og evt. limer 3-4 stk. flækkede sammen.

Vi aftalte at jeg kom om et par dage, hvor de så vil vise mig et konstruktionsforslag.

Dette er det første udkast til den endelige konstruktion. Vi blev enige om at tilføje 2 ekstra flækkede bambus for at give det en vis tykkelse og styrke. Desuden fik jeg tilføjet en omvendt placeret flækket bambus lagt på indersiden af bambuscirklen for at at gøre cirklen mere hel og kompleks.

De flækkede bambus, får nogle snit med jævne mellemrum, for at de kan bøje det de skal. Cirkelbuen konstrueres i fire dele, der så samles i udstillingsrummet, Ved at forskyde de 3 lag bambus er der mulighed for at samle dem til en stor meget fleksibel cirkel. Foruden de store samlemøtrikker de benyttede, fik jeg dem til at lave bambusvindinger med 50 cm mellemrum.

--> ’Global Time Installation’ med 12 tikkende ure

Da jeg har besluttet mig for at skabe denne ’Time Globale’ installation, har jeg behov for 12 stk. af den type enkel ur-værker. Jeg havde tjekket denne enkle ur-mekanisme i Danmark

Jeg fik Nissak til at lede på internet og finde en udbyder af dette enkle urværk, men lidt forgæves.

Jeg opsøgte derfor nogle ur-butikker for måske igennem dem at opkøbe de 12 urværker. De kunne kun tilbyde mig det enkle urværk samt nogle alt for korte ur-viser. Jeg købte en for at afprøve den under mit ler.

Måske kunne jeg finde et stort væg-ur i en lejetøjsbutik eller et stormagasin. Jeg stoppede op, ved nogle store billige plastbutikker. En af disse plastbutikker havde et par forskellige store væg-ure. De havde meget heldig 12 stk. af den ur-model jeg synes bedst om. Prisen var ca. 45 kr for uret med glas osv. Det var billigere end det enkle ur-værk med de små viser jeg havde købt. Jeg skruede bagbeklædningen af et af urene i butikken, for at være sikker på, at jeg kunne benytte ur-værket og viserne.

Nu havde jeg mulighed for at afprøve ur-værkerne under ler. Jeg erfarede, at hvis leret var kommet for tæt på selve tappen der fik viserne til at følge med tiden, så kunne ur-viserne god blive bremse i deres rotationen når leret størknede. Hvis man ikke helt præcist havde presset viserne ned, kunne de i deres rotation bremse hinanden. Når leret størknede kunne det godt hæve sig lidt fra underlaget og derved stoppe viserne.

Krukkerne tager form og farve

Det var ikke helt så let at finde en krukkeform. Samtidig var jeg heller ikke helt vild med den glatte struktur lerkrukkerne har. Så opdagede jeg at nogle behandlede deres krukker med en plastmasse der gjorde lidt rustikke og gav dem et mere antik look. Jeg var heldig ret hurtigt at finde en rustikbehandlet krukke, i den rigtige størrelse og i den klassiske græske form som passede helt fint til Global Hope.

De havde desværre kun 1 enkel eksemplar. Grossisten kunne først levere 19 stk. mere, om 4 uger, da de først skulle drejes, tørre, brændes og derefter behandles.

Jeg købte den enkelte krukke. For i det mindste at have en model, hvis jeg evt. skulle have et værksted til at kopier krukken. Lidt frustreret forsatte jeg min søgen. Det var umuligt for mig at vente 4 uger. På et keramik udsalg, var der en, der direkte spurgte hvad jeg søgte. Jeg viste ham foto af krukken på min Iphone. Den type krukke, kunne han godt fremstille 20 stk. af i løbet af 3 uger. De ville så være klar 2 uger før ferniseringen. Den risk turde jeg godt tage med ham, da han var den direkte ansvarlige for, at de blev færdig til tiden. I den anden butik, kunne jeg ikke være sikker på at grossisten ikke overholdt tidsplanen over for butikken.

Jeg bestilte 20 stk. i alt.- 8 stk. mere, da jeg har en ide om også at skabe en 4 m. høj skulptur af krukkerne.

Krukken jeg havde købt fik han som model, så han fremstillede 20 krukker præcis i den form og med samme rustikke ydre. Jeg skrev og betalte halvdelen af det endelige beløb. De kostede kun ca. 90 kr.stykket.

3 dage efter ringer han og fortæller mig, at 15 af krukkerne er færdige. Hvad mener han med det. Han havde først lovet at de var helt færdig efter 3 uger. Jeg tog ud til ham og ganske rigtig stod der 15 eksemplarer, som han sikkert havde opkøbt hos en anden grossist. Han ville straks gå i gang med at lave de sidste 5 krukker. Et par dage efter ringer han igen og siger at nu har han skaffet de sidste 5 krukker. Så han var parat til at køre alle krukkerne til Sarang

Nu var alle krukkerne i hus. Nu skulle jeg så finde ud af, hvordan jeg symbolsk skulle male dem. For mig symbolisede de et letter angrebet menneskeligt organ. Derfor fik de i en lidt grumset rød. Rebet der holder krukken oppe er mere klar rød, da den er livets navlestreng, der er forbundet til den lysende rødorange malet bambuscirkel, der svæver over den globale størknede jord.

Bambuscirklen er utrolig levende, leddeløs og fleksibel

For at få bambuscirklen til at svæve, benyttede jeg 3 mm wirer til ophængningen. Som det tydeligt ses på fotoerne, var det ikke så lige til, at få den noget leddeløse bambuscirkel op og hænge efter at have samlet den. Jeg havde satset på, at der var fire personer på hver sin stige. Men det var svært at finde stiger der var lange nok. Bambusmændene havde i stedet et system med snore, så de kunne holde cirklen oppe i højden mens wirerne blev fastgjorte, så det lykkedes at få cirklen op og hænge.

Da jeg næste dag, skal til at hænge krukkerne op, kan jeg godt se, at bambuscirklen var alt for tæt på de sorte jernstænger i loftet. Hele cirklen skal sænkes 20 cm. for at komme mere visuel fri af stængerne, så bambuscirklen derved opleves mere svævende. Jeg indser hurtigt, at jeg har brug for, at de to bambushåndværker kommer og hjælper mig med at sænke cirklen. Samtidig fik jeg mulighed for at rette cirklen til, så den hænger så præcis det er muligt, så krukkerne svæver lige henover afmærkningerne af ur-viserne.

Reggaemusikker har skabt en soundloop til Installationen

Jeg havde helt fra starte spurgt Nissak og Ardi om de ikke kunne forsøge at få kontakt med en ung komponist til at lave en soundloop til mit projekt. Hvor Installationen var manuskriptet. Ardi havde det svært med Akademiets Musikafdeling, de var ligesom mere stive og ikke så frie som på billedafdelingen. Så han havde ikke kontakt til nogle derfra.

En rigtig reggae type, har jeg været heldig at få til at lave en soundloop til min Globale Installation.

Jeg mødte ham her på Sarang, da han var og hilse på den koreanske kunstner Choi. Hun havde mødt ham sidste år, da hun udstillede med andre Koreanske kunstner.

Da jeg fandt ud af at han var musiker og spillede og sang reggae musik, spurgte jeg ham på trods af, at han sikkert var mest til hurtige og bastante rytmer, om han måske kendte eller selv var interesseret i, at skabe en lille kort soundloop til mit Installations Projekt. Han tykkede lidt på denne opfordring.

Da jeg igen så ham et par dage senere, ville han godt høre mere om mit projekt. Jeg fandt nogle sound-lydsekvenser frem, så han fik en ide, om hvad det var jeg søgte når jeg snakkede om soundloop til min Installation Global Hope-Global Despair. Lyde der blander det positive med den sørgelig virkelighed af dystre undergangstoner.

En uge efter møder jeg ham igen og han fortæller mig, at han om et par dage vil gå i studiet hos en af hans venner og lave sekvensen. Der går 10 dage og jeg høre intet. Han har måske fortrudt. Han virkede lidt skæv hver gang jeg har mødte ham, så jeg forventede at tid og sted forsvandt lidt for ham.

Via Choi modtog og hørte jeg så Soundloopen han havde skabt, over hendes iphone. Vi havde ellers aftalt, at han kom til mig. Men nu var han blevet forhindret, da han var i gang med at undervisning nogle unge mennesker.

Sekvensen var utrolig rytmisk og positiv, så Choi og jeg tog en lille dans på stedet til de positive smukke toner. Men den Soundloop jeg håbed at modtage skulle bringe tilskuerne i en lidt meditativ dyster sagtmodig eftertænksom stemning, blandet med lyse toner af optimisme.

Jeg fik fat i ham og vi blev enig om, at mødes samme aften. Jeg lod ham forstå, at hans musik var enorm inspirerende med fine smukke toner indimellem, der godt kunne anvendes i soundloopet. Men rytmen skulle væk, da det mere var lyde og ikke rytmer jeg gerne ville have i min Installation. Han hørte efter, men jeg ved ikke hvor meget han forstod.

Jeg forslog ham, at jeg tog med ud i lydstudiet, så han evt. ikke behøvede at vende tilbage, hvis der stadig var lyde eller rytmer, jeg ikke kunne få til, at passe med mine intentioner med udstillingen.

Dagen efter tog vi ud til hans unge vens lydstudie, som Black havde dekoreret med sit visuelle sprog.

Jeg fandt hurtigt ud af at Black var temmelig udkørt. Han fortalte mig at han havde haft mareridt og sovet meget lidt, da han frygtede, at jeg ikke kunne lide hans musik.

Jeg fortalte ham så mit mareridt. Natten før jeg modtog hans Soundloop, havde drømte at han i Soundloopen fortalte om en lille pige, der var gået ind i junglen, mere kan jeg ikke huske af hans historie, men jeg kan huske at jeg i drømme fortalte ham, at han ikke skulle fortælle poetiske eventyr, men skabe en lyd der kunne få menneskeheden til at forstå, det var helt galt med den Globale tilstand.

Den unge teknikker vendte sig mod mig, for at høre, hvad vi kunne gøre ved soundloopen han sammen med Black havde skabt. Langsomt fik jeg ham til at forstå, hvad det var jeg søgte efter. Black var helt i sin egen verden, så jeg forstod at han ikke rigtig ville være med på denne transformation, af hans rytmiske sound.

Jeg kunne fornemme at han var stået af. Han holdt sig det han var bedst til, nemlig reggae rytmer. Sound uden rytme var ikke hans speciale. Jeg var velkommen til at benytte og transformere hans lydunivers indtil mit univers. Hvis jeg var tilfreds, var han også tilfreds. I næsten 2 timer arbejdede den unge teknikker, der var helt selvlært og jeg sammen, for at skabe et lydunivers med Black’s toner og få rytmer.

Vi fik skabt 2 ½ min. lyd som jeg synes og tror vil fungere i Installationen. Det er en soundloop med lidt rytme. Lyden får mig til at føle, at jeg bevæger mig rundt i junglen alene, med følelsen af at være uden for tid og rum. Llydteknikeren, Black og jeg var tilfredse med Soundloopen.

Jeg har langsomt lært at koble fra og nyde nuet

Denne gang har jeg indtil nu, nydt arbejdsprocesserne. Jeg er blevet meget bedre til også at koble fra og nyde de forskellige facetter livet hele tiden tilbyder en. Specielt når man befinder sig et nyt sted fyldt med nye indtryk. Så jeg forsøger at holde stressen lidt på afstand.

– Denne gang har jeg mange arbejdsprocesser jeg selv har valgt at klare, da Ardi mere denne gang, har været min guide og tolk end arbejdende kunstnerisk ass.

Denne gang hviler jeg mere i mig selv, da jeg forbavsende hurtigt og til dels smertefrit har kunne overskue tidsperspektivet. De forskellige materialer og arbejdsprocessen har ikke på samme måde voldt de store problemer som de gjorde i 2015.

Jeg har denne gang været bedre til at tage højde for at værkstederne/Indoneserne har en tildens til at skubbe opgaverne foran sig. Dage bliver til uger. Det skal man være klar over, samtidig med, at man er tvungen til at presse lidt ekstra.

Jeg har igennem alle årene kun få gange koble en assisten på mine projekter. Rent økonomisk, har jeg valgt at vælge en assistent fra, for ellers ville jeg ikke have haft økonomisk råd til at skabe de installationer, jeg gennem årene har skabt. Alt har en pris.

Denne gang har jeg ikke følelsen af at være bagefter, da man har givet mig 2 uger til at etablere Installationen i udstillingsrummet. Alt skal næste være klart mindst 10 dage før ferniseringen, da det tager så langtid for 3 cm ler at blive gennemtør og sprække det den helst skulle.

Når de først har glattet den 700 cm store lercirkel i et lag af 3 cm ud over gulvet, skal alt være hængt op, da man nu ikke mere kan komme til med en stige.

Bambus Cirklen skal være ophængt i rigtig position. De tolv krukker skal være færdigmalet og ophæng lige over pletten hvor ur-viserne cirkulere samt placeret i den rette højde.

Atelier visit hos indonesiske kollegaer

Nissak har fået organiseret, så Choi og jeg, sammen med nogle andre kunstner besøger nogle af de lokale kunstnerkollegaer. Det er dejligt på denne måde at blive lukket mere direkte ind i en kollegaes visuelle univers. Man får et indblik under hvilke betingeler ens Indonesiske kollegaer arbejder og fungere.