BvHHS: 'ARTIST IN RESIDENCY' YOGYAKARTA/INDONESIEN 2015 nr.3

Sidste rapport fra mit ophold som Artist In Residence

I de 3 rapporter fra mit Residency, har jeg forsøgt at uddybe de forskellige udfordringer, jeg som billedkunstner er kommet ud for i mit møde med en anden kultur og i mit arbejde med at skabe Installationerne.

Den giver også et indblik i mit visuelle univers samt en indfaldsvinkel til at forstå, hvorfor jeg arbejder med Installationer, som mit kunstneriske udtryk.

Udstillings Invitation og Presse Tekst

I forbindelse med udstillingen, havde jeg indvilget i at betale for trykning af et udstilings- og ferniseringskort. Dette havde jeg helt glemt. Så kun 10 dage før fernisering får jeg aftalt tekst og udformningen på invitationen samt snakket om Presse Teksten med Nissak.

Heldigvis har jeg InDesign på min medbragte mac. Jeg har desuden fået taget nogle fotoer, jeg synes vil passe helt fint til udstillings invitationen. Så jeg går straks i gang med layout processen.

Presseteksten, er altid en krævende proces for mig, da jeg med få ord skal beskrive en visuel Installation, der reelt kræver at blive oplevet og sanset.

Som analytisk kunstner, er jeg blevet dygtigere og dygtigere, til at sætte ord og betydning på mit symbolske univers, der hvirvler op fra min underbevidsthed. Det visuelle udtryk dannes først i mit univers,- før det tænkte ord.

Som billedkunstner, er det vigtigt først og fremmest at formidle sit visuelle sprog. Men det skrevne ord er også vigtigt, da det kan give beskueren nogle link, nogle kodeord, til at aflæse, det visuelle sprog.

I den første del af min karriere skabte jeg mere metafysiske installationer der forholdt sig til de indre og ydre rum i en dialogproces mellem det bevidste filosofiske, teknologiske og æstetiske - og det ubevidste psykiske og åndelige.

’Kunsten skal ikke forstås, den skal sanses, opleves og fylde en med undren’. Skrev jeg dengang og nu igen i min nye pressetekst.

I den anden del af min karriere har jeg arbejdet mere med idé og kontekstuel baseret projekter, der går mere direkte visuelt og intellektuelt i dialog med beskueren via genkendelige symboler, som de 3 Installationer jeg har skabt her i Yogyakarta.

Vi lever i et informationssamfund, hvor de visuelle informationer bliver mere og mere dominerende, da de opfanges hurtigere end tekst og kan forstås og tydes på forskellige niveauer. Det er derfor vigtigt, at vi lærer at “læse verden”, skabe sammenhæng.

Keramikværkstedet satte gang i processen

I stedet for kun at have 30 skåle i hver brænding, af hensyn til opbygningen af den åbne ovn, var de nu tvungen til at brænde de sidste 200 stk. på en gang.

Det er den gamle jeg kan se har styringen på hele ovnopbygningen, opstablingen af skålene af hensyn til luftkanalerne. Man kan se, at det er nyt for dem, med så mange skåle på en gang. Ovn opbygningen er noget bredere end normalt, derfor var de tvunget til at benytte nogle af lade bygningens teglsten, som skålene står på.

De havde også problemer med at få fat i det specielle tørre græs, som de benytter til at sode skålene med på begge sider, da det brænder hurtigt med store flammer. Det har været utroligt spændende, at følge denne kæmpe arbejdsproces, det er at skabe en sort sodet skål.

Jeg havde bedt dem om, at få kørt de skåle der var blevet brændte til Kersan Art Studio, så jeg kunne afprøve selve opstablingen af skålene samt få en ide om jeg havde bestilt nok.

Et par dage over den lovede dato, modtog jeg så de sidste 200 sort sodede skål, så jeg kunne afslutte færdiggørelsen af de 9 cirkler af skåle, med et centrum og en diameter på 4 m. Heldigvis havde jeg nok skåle.

Opbygningen bestod nu af i alt 358 skåle. Jeg tilførte cirklen 7 flere skåle, så cirklen dannes af 365 skåle.- Lige så mange som der er døgn i et år.

Cirklen skulle have en vis størrelse, være krævende og ligesom sprænge rummet. Derfor var jeg nødsaget til at inddrage de to søjler i rummet.

Den symbolske ide med de tolv skåle, med indtørret salt på toppen af de andre, virkede visuelt helt forkert. Samtidig ville saltet slet ikke indtørre i galleriets fugtige varme.

Jeg fandt frem til, at en skål i centrum, fyldt til randen med det hvide salt, symbolet på magtens centralisering, ville passe fint til titlen ’Salt Life’ samt min symbolske hentydning til Mahatma Gandhi der i 1930 ledte en 400 km. lang march til havet for at demonstrer mod regeringens saltmonopol. En symbolsk kamp for frihed. Salt er livsnødvendigt. Livets salt.

Keramik som materiale er et ukendt land for mig

I nogle af mine installationer har jeg igennem årene, benyttet skåle og krukker som symbolske livsgivende og ceremonielle former som fx i Installationerne:

’Requiem’ / Solbjerg Kapel 2013 / Iskrystaller på kobberkar / Den Sidste Nadver

To Be Or Not To Be’ / Kronborg Slot 2008

To Be / Livets kar i træ / Fortid

Or Not / Livets kar i aluminium / Nutid

To Be / Livets kar i akryl / Fremtid

Metamor’phosis / B&W Skibshal 1989 / De hellige kar/graler var i stål

Selv om jeg har dyrket keramikkens formsprog, har jeg ikke den store viden om ler. Det er første gang jeg benytter den hellige skål fremstillet i ler. Det materiale den sikkert første gang blev skabt i.

Det var lidt af en overraskelse, at saltvandet langsomt blev opsuget af leret i de sort sodede brændt skåle. Selv om de var brændte var leret stadig porøst. Hvis jeg skulle have benyttet sortsodet skåle, fyldt med indtørret salt, skulle jeg have lakeret dem.

Jeg havde valgt at benytte samme maling og farve, som jeg havde benyttet til at sprøjtemale bambussen med, på alle de krukkeformede store skåle. Da jeg brugte malingen ufortyndet, blev krukkerne en del mørkere.

En af de specielt formet vaser vælter,- katastrofe

Under malingen af krukkerne, kom jeg til at støde til en af bambusstængerne, der så vælte en af de 4 specielt formet lerkrukke. De var lige blevet færdigmalet både indvendig og udvendig. Det var godt, at det var mig selv og ikke en af de unge der forvoldte denne katastrofe. Jeg er blevet dygtigt til at begrænse min selvkritik til en hurtigt konstatering af tingenes uoprettelig tilstand og min egen ufuldkommenhed.

Heldigvis var den kun gået i få store stykker, så keramikeren kunne godt lime den sammen. Ellers ville det tage mere end en uge at fremstille en ny. Da den først skulle tørre og derefter brændes og derefter igennem 3 lag maling. Der var kun fire dage til åbningen.

Jeg havde afprøvet krukkernes dryp system, før de om lørdagen endelig kom op og hænge og derefter blev fyldt med mere end 10 liter rød væske.

Væsken begynder at sive ud af siderne på to af krukkerne

Væsken i den reparerede krukke, begyndt efter nogle timer i bunden omkring drypsystemet, at presse det udvendige lag maling ud som bobler fyldt med væske som bristede, når man trykkede på dem. Krukken dryppede nu dobbelt så hurtigt som de andre da vandet nu kom fra flere huller. Huller vi ikke kunne kontrollere.

Krukken er nok ikke blevet grundigt nok malet op igen indvendig, som den burde. Der har sikkert været et par steder, hvor vandet har kunne suges ind i leret.

Efter et par timer skete det sammen med en af de andre krukker. Vi har ikke været påpasselige nok med at behandle indersiden, så de var 100% vandtæt. Ved kun at fylde halvt så meget væske i disse to, er de kommet til at virke og drypper ikke mere end de andre.

Krukkerne skulle selvfølgelig ha’ haft et lag glasur og derefter maling. ”Det burde jeg da have vist”, som Ardi lidt bebrejdende sagde til mig.

Der er utroligt meget man bør vide, for ikke at gentage de fejl andre har gjort. Men der er ikke nogen eviggyldig sandhed. Nye konstellationer giver nye svar. Kunsten er, hele tiden at stille spørgsmål ved det givne.

Her i Indonesien giver arbejdsgiveren, sine medarbejdet en form for arbejdsfrihed

Vi ringede straks efter ferniseringen til keramikværkstedet for at høre om de kunne lave 4 nye krukker, som denne gang skulle have et lag hvid glasur. Så kunne vi male oven på glasuren.

Ejeren af værkstedet kunne blot fortælle, at keramikeren havde taget fri og var taget hjem til sin familie i Solo. Hun vidste ikke, hvornår han ville komme igen.

Sikke en frihed arbejdsgiveren her i Indonesien tillader. Jeg var ude for det samme med Bambusværkstedet, at håndværkeren, der skulle lave risbondens bambus dødsleje ikke var dukket op i 2 dage, uden at fortælle værkstedslederen hvorfor.

Keramikeren vil dreje 4 nye krukker op i ler blandet med cement

Da min udstillingen ud over den almindelige åbning 19 april til 19 maj, også skal vises under Yogyakarta Open Studio 29 maj -14 juni. Er jeg interesseret i at mine Installationer fungere maximalt. Jeg er ikke klar over hvor længe livskrukkerne kan holde. Pludselig giver en af dem måske op og falder sammen, som et andet livsorgan.

I slutningen af ugen er keramikeren tilbage og jeg tager med Ardi ud til værkstedet. På keramikeren kan vi forstå, at der kun engang imellem kommer en, der kan give lertøj glasur.

Han foreslår i stedet, at han blander cement i leret, det gør at krukkerne bliver vandtætte. Men i dette fugtige vejr og hvis det forsætte, vil det tage op til 3 uger før de er gennemtørre. Han har stadig karton modellen i 1:1. Nu håber jeg blot at de 2 utætte krukker holder indtil vi kan udskifte dem.

Igen opstår et kommunikations problem

Før bambusstængerne kan komme op at hænge, skal der etableres et ophængnings system af tynde bambus, som de 9 lange bambusstænger skal hænge i. Installationen Time Life/Life Time skal ligeledes have sit eget ophængnings system etableret.

Lederen af bambusværkstedet har været ude og tjekke opgaven. Men igen opstår der et kommunikations problem. Via Ardi havde jeg spurgt ham utallige gange, hvornår de ville komme og sørge for ophængnings systemerne blev etableret,

De 2 håndværker der hele vejen igennem, havde hjulpet mig med mit projekt, dukker op på dagen, vi endelig har fået aftalt, med alle bambustængerne til ophængningssystemet. Men de kender intet til, at de også skal op og kravle i 4 m. højde. Så de måtte lige konferere med lederen. Heldigvis påtog de sig opgaven. De havde deres værktøj med og vi havde noget snor de kunne anvende.

Lære at koble fra og nyde nuet

Jeg er heldigvis blevet lidt bedre til også at kunne koble fra og nyde de forskellige facetter livet hele tiden tilbyder en. Specielt når man befinder sig et nyt sted fyldt med nye indtryk. Så jeg forsøger at holde stressen lidt på afstand. – Det har jeg al god grund til denne gang, da jeg har lokale håndværker til at arbejde med materialerne jeg alligevel ikke behersker. På en måde, er jeg sat lidt ud på en sidelinje, hvor jeg bliver fysisk inaktiv, hvilket gør mig lidt stresset. Det er betrykkende at have en assistent og nu to, det giver mig en tro på at det nok skal lykkedes.

Jeg har været en del ude at spise med Nissak, set events og åbninger af kunstudstillinger samt besøgt et par kunstnere i deres atelier. Da Lenny, leder af Kersan Art Studio og hendes mand Michael, som er tysker var kommet, har jeg været med dem ude og spise og høre live musik. Den ene aften hørte vi et orkestre, der udelukkende spille Rolling Stones og hvor forsangeren, der var lige så tynd og med en mund lige så stor som Mick Jaggers imiterede hans kropsprog og danseteknik perfekt. Disse gamle sange, fik skønne minder frem i min krop og sjæl.

Vi havde stadig ikke fundet et firma, der lå inde med rødt reb

Da der nu kun er små 2 uger til ferniseringen, påtager Lenny sig også at ville forsøge, at skaffe det røde reb via sine kontakter i Jakarta samt det røde pulver.

Efter en uges søgen i Jakarta opgiver Jenny, hun kan heller ikke skaffe rebet. Ani har i mellemtiden fundet et rødt bomuldsreb på 14 mm. tykkelse. Det er desværre ret blødt, så med bambussens vægt, bliver det længere og derved tyndere. Hun har heller ikke fået kontakt med nogle der ligger inden med 16 mm. hvidt reb, vi så kunne farve.

Tirsdag d. 14 april - kun 6 dage til åbningen

Jeg må gå på kompromis. Jeg beslutter at satse på det røde 14 mm. bomuldsreb og køber 160 m. Jeg har afprøvet det med et bambusrør hvor det fungere OK . Men da vi nu afprøver med 20 kg. vand, begynder rebet langsomt, at blive længere og længere. Det kan slet ikke benyttes.

Jeg beslutter, at jeg så må benytte det 10 mm. røde plastikreb, som et firma har sagt, at de ligger inde med.

Nissak kontakter dem og får positiv tilbagemelding, men senere på dagen, viser det sig at de alligevel ikke har det på lagret .

Onsdag d.15 april

Her til morgen får Nissak kontakt med et firma i Jakarta, der ligger inde med 16 mm. rødt reb. Det kan leveres med det samme. Nissak overføre betalingen. Forsendelsen vil tage lidt over en dag. Nu krydser jeg finger for, at det kommer frem. Jeg beder Nissak om at kontakte dem igen om eftermiddagen for at sikre, at det er blevet sendt. Efterhånden er jeg blevet vant ved, at ting bliver forsinket eller beslutninger forandret.

Torsdag d.16 april / Foredrag på Indonesia Institue of the Arts - Yogyakarta

Mens bølgerne gik højt i mit sind, da jeg ventede på at det røde reb skulle ankomme til Kersan Art Studio, skulle jeg 13:00 holde foredrag om mit arbejde som Kunstner og som Artist In Residence her i Yogyakarta for 3 års kunst eleverne, på Indonesia Institue of the Arts - Yogyakarta.

Her løb jeg også ind i modvind. Nissak havde lånt et kabel til mac. som skulle kunne forbindes med deres projektorkabel, men det fungerede ikke. Vi prøvede forskellige kombinationer, men måtte opgive. Via et USB stik benytte vi Nissak’s pc. Alle fotoerne der ellers havde ligget i serier, blev nu spredt.

Vi var nu 45 min. efter tidsplanen. Men da de sidste elever først nu var ankommen, havde jeg ikke så dårlig samvittighed, da man her er vant til at tingene ikke starter til tiden. Alle de event jeg har været til, er startede 1-1 ½ time senere end det annoncerede tidspunkt.

Lige så spredt som fotoerne blev mit indlæg, vedrørende mit arbejde. Nissak forsøgte så godt som muligt, at oversætte min ordstrøm til Indonesisk, da de fleste elever ikke kan tale Engelsk.

Formiddag og eftermiddag har Nissak forsøgt at komme igennem til firmaet pr. tlf., for at høre hvilket fragtfirma, de har benyttet og hvornår det ankommer. Situationen er nu så tidsmæssigt kritisk, at Jeg er parat til at sætte en af assistenterne på et fly til Jakarta og hente rebet hos firmaet ,- og så retur til Yogyarkarta. Fly er billigt her i Indonesien. Jeg kan ikke vente længere på at etablere de sidste to Installationer.

Fredag d. 17 april

Om morgenen sender Lenny en assistent ud for at tjekke firmaet. Det viser sig at være et fupfirma, med samme adresse som et hospital.

Hvilken alternativ løsning, har jeg nu. Jeg får så øje på et lille stykke groft naturfarvet hampereb, der er 16 mm tykt. Rebstykket lå sammen med nogle andre prøver Ani havde indsamlet for 1 uge siden. Jeg har sikkert bevidst overset det, da jeg ikke havde meget lyst til at håndmale 150 m. reb.- Jeg afprøver et stykke med spraymaling. Det fungere fint samt tørre hurtigt.

Heldet er med os rebet er fundet

Heldet er med os. Butikken har en rulle på 140 m.

Rebrullen skærer jeg op i stykker af 8 m. længde, som skal bruge til ophængning af bambusrørene. Rebstykkerne blev lagt tæt sammen på række og var i løbet af eftermiddagen blevet sprøjtemalet røde.

Det gik meget hurtigt nu, da jeg foruden mine 2 unge assistenter nu også fik hjælp fra et par unge familiemedlemmer, som boer i forbindelsen med galeriet,

Det var blevet aften og arbejdslys var der ikke meget af. På trods af tidspres besluttede jeg, at vi stoppede og i stedet startede tidligt næste morgen på ophængningen. Jeg havde svært ved at overskue sceneriet, når der var så dårlig lys. Jeg ville blot famle rundt som en blind og frustreret kunstner. Lyset hjælper mig til at se og tænke klart. Rebene ville så også være gennemtørre.

De sidste par dage har været hektiske, hvor jeg var parat til helt at droppe udstillingen, da jeg/vi ikke har kunne skaffe rebet. Nissak har derfor måtte affinde sig med en temperamentsfuld, frustreret kunstner, der var lidt ude af koncepterne.

Lørdag d. 18 april - I morgen kl 15:00 er der Fernisering

8:00 gik vi i gang med selve ophængningen af bambusrørene.

Lenny var allerede ankommet fra Jakarta sammen med sin professionelle dygtige håndværker assistent. Han blev hurtigt sat ind i mit ophængnings system, som visuelt og sikkerhedsmæssigt fungerede og samtidig var enkelt at etablere og justere. Det gav mig mulighed for at overskue helheden og udnytte de mange hænder, jeg nu havde til rådighed.

Ved fælles kollektiv hjælp, gik det utroligt hurtigt med at få bambusrørene op at hænge. Derefter kunne jeg koncentrer mig om at få den visuelle fornemmelse af højden på bambusrørene som et helheds billed.

Det var en skøn fornemmelse i fællesskab, at foretage et så stort kvantespring, uden de store sværdslag.

Da der normalt er sat alt for kort tid af til opsætning af mine store Installations Projekter, har jeg tit stået i lignende pressede situationer, men så har jeg måtte kæmpe helt alene.

Rent økonomisk, har jeg måtte vælge en fast assistent fra, for ellers ville jeg ikke have haft økonomisk råd til at skabe de installationer, jeg gennem året har skabt. Alt har en pris.

Jeg fornemmer, at når det gælder, så rykker Indoneserne tæt sammen og i fælleskabets ånd kæmper de for, at det skal lykkedes.

Endelig kom bambusrørene op at hænge,- et smukt syn

Bambusrørene skulle nu afprøves for at se om der stadig dryppede væske ud i begge ender på alle. Derefter skulle de tømmes, renses og påfyldes farvet vand. Stadig var der et bambus rør der skulle repareres, da det stadig lækkede væske.

Det var en kolossal lettelse og et meget smukt syn, endelig at se bambusrørene oppe at hænge i de røde reb. At det først skulle blive dagen før ferniseringen, var nu ikke planlagt. Skønt at mærke, den positive stemning og hjælpende ånd, her i den vigtige og nervepirrende sidste fase. Mange hænder kan virkelig rykke noget og giver en styrke og overskud til at kunne koncentrere sig om at få helheden til at fungere.

’FLOATING SOUL ’

- Titlen ’Floating Soul’ passer til den oplevelse jeg har af den indonesisk ”Sjæl”. Den Indonesiske ånd tager tilværelsen med ophøjet ro, som de hængende bambus i min Installation - ’Floating Soul’. Indoneserne flyder, stille og roligt i vandret stilling med strømmen og giver efter for de stærke ydre kræfter.

Afprøver rebsystemet i TimeLife/LifeTime

Mens jeg ventede på det endelige røde reb, afprøvede jeg med det indkøbte bomuldsreb, hvordan rebsystemet i Installationen Time Life/Life Time, ville komme til at fungere med de 8 hjul, - og hvordan det ville påvirke krukkernes placering.

Derfor havde jeg forberedt, hvordan jeg kunne afprøve vægtfordelingen mellem krukkerne og bambusdødslejet. Jeg havde skaffet fire spande og fyldt dem med vand. De skulle erstatte krukkerne, indtil længden på trækket mellem krukkerne og bambuslejet var blevet bestemt. Nu var det kun rebene der manglede.

Jeg havde ret hurtigt opgivet tanken om at krukkerne, når de langsomt blev tømt for væske skulle få bambus dødslejet til, at sænke sig længere og længere ned mod gulvet.

Det er en teoretisk mulighed, men det kræver at krukkerne tømmes fuldkommen ens. At hjulene ikke spænder, at vægtfordelingen mellem krukkerne og dødslejet er beregnet.- Bare det at fylde væske på krukkerne og indstille dem til at dryppe i en bestemt langsom rytme, er krævende nok.- Det vigtigste er det visuelle billede på tiden og livet.

Time Life/Life Time bliver etableret

De fire reb mellem bambus dødslejet, hjulene og de fire livskrukker bliver etableret.

Rebstykkerne vælger jeg at fastsømme til den bjælke rebene berøre. Det gør, at der ikke kræves balance i vægtfordelingen mellem bambuslejet og livskrukkerne. Jeg har billedligt fastnaglet situationen. Ingen vil lægge mærke til, at snorene er fastsømmet til bjælken.

Risbondens symbolske redskaber er placeret, så balancen i bambuslejet bliver bevaret.

Under det symbolske bambusleje fik jeg skabt, en symbolsk spirituel jordforhøjning, af de 4 kilo rødt farvepigment, som Lenny havde importeret fra Singapore.

’LIFE TIME / TIME LIFE’

Et symbolsk bambusdødsleje, der vender mod vest, mod mekka, for en indonesisk risbonde, der langsomt sover ind med de 3 vigtigste redskaber, nødvendige for hans egen og hans families overlevelse gennem et langt liv.

Symbolsk lerkrukke, livsbeholder der langsomt tømmes og livet rinder ud. Liv er tid og tid er liv.

Søndag d. 19 April – Fernisering kl 15:00

Søndag morgen koncentrere jeg mig om at få alle detaljerne på plads samt give de efterhånden noget ramponerede bambusrør, endnu en gang rød spray på overfladen, hvilket gjorde en stort forskel.

Krukkerne med deres runde bunde, levede lidt deres eget liv. Nogle få af bambusrørene dryppede heller ikke helt som de skulle.

Jeg havde allerede fra start indstillet mig på, at jeg var tvungen til at nedtone mine forventninger til at projektet teknisk, ville komme til at fungere 100 %. Det er ideen, det visuelle sanselige formsprog, der skal bære dette projekt.

Bambusrørene levede fuldstændig deres eget liv, hvilket selvfølgelig havde smitte af på min holdning til de to andre installationer, der også organisk levede deres liv. Jeg koncentrerede mig kun om at ordne de groveste detaljer og følte det var det helt rigtige her i Indonesien, at ta’ det roligt og slap af, hvis helheden er stærk nok ser man bort fra smådetaljerne. Så selv om livskrukkerne ikke hang i præcis samme højde, havde jeg indstillet mig på at leve med dette, da ophængnings systemet gjorde det utroligt svært at styre i den daglig pasning af de 2 levende installationer .

Fernisering kl 15:00

Ferniseringen gik godt. Der kom ikke så mange besøgende, da vi havde lagt Ferniseringen om eftermiddagen. Ferniseringerne i Yogyakarta plejer at være om aftenen.

På den umiddelbare respons, har jeg fornemmelsen, at Indoneserne synes godt om Installationerne, der i sit symbolsprog er meget tydelig og derfor lette at gå til og opleve.

Kersan Art Studio / Danish Artist B.v.H.H.S.

PresseTekst:

Før min ankomst til Yogyakarta som Artist In Residency var mit kendskab til indonesisk islamiske kultur og symbolsprog begrænset. Jeg er her for at skabe en Installation, specielt til Kersan Art Studios store Pergola på 8x8 m.

Af erfaring ved jeg, at jeg ikke pludselig får en genial ide, men at den langsomt bliver født og formet i tid og rum. Derfor var det vigtigt at skabe nogle skitser og bearbejde nogle visuelle symbolske grundideer, før jeg ankom til Yogyakarta. Jeg skal være her i en periode på 7 uger. Ideerne kan således nå at videreudvikles og tilpasses de fysiske og psykiske realiteter.

For at skabe en Installation/Udstilling jeg 100% kan stå indenfor som kunstner, kræver det at jeg benytter mig af dét visuelle sprog jeg behersker. Det er umuligt at skræve over to så forskellige kultursprog og lykkes gennem så relativt få ugers forløb.

Min indfaldsvinkel til dette udstillingsprojekt er at benytte indonesiske hverdagsmaterialer som bambus og ler i form at krukker og skåle samt et fælles visuelt symbolsprog. På denne måde håber jeg det lykkedes både fysisk og psykisk at gå i dialog med indonesisk ånd.

Efter at have besøgt forskellige produktionsværksteder, der arbejder med bambus og keramik, har jeg besluttet mig for at ville realisere 3 af mine idéudkast til installationer - og altså ikke kun den ene store installation under pergolaen.

’Kunsten skal ikke forstås, kan ikke forstås, den skal sanses og opleves og fylde en med undren’.

’FLOATING SOUL’

’Soul’ / New York 1988

Jeg er ubevidst dykket ned i min egen fortids ’Soul’. ’Floating Soul’ refererer nemlig til Installationen ’Soul’, som jeg skabte i New York 1988. Den var som en rød inferno, en skov af lysende energi, et spejlbillede af New York City. Amerikas synlige ’Soul’.

’SALT LIFE’

Life Circle

- Livets solformørkelse, livets salt, 365 sort sodede lerskåle, lige så mange som der er døgn i et år, vender bunder opad i en symbolsk protest. Mahatma Gandhi ledte i 1930 en 400 km. lang march til havet for at demonstrer mod regeringens salt monopol. En symbolsk kamp for frihed. Salt er livsnødvendigt. Livets salt.

’LIFE TIME / TIME LIFE’

Et symbolsk bambusdødsleje, der vender mod vest, mod Mekka, for en indonesisk risbonde, der langsomt sover ind med de 3 vigtigste redskaber, nødvendige for hans egen og hans families overlevelse gennem et langt liv.

Symbolsk lerkrukke, livsbeholder der langsomt tømmes og livet rinder ud. Liv er tid og tid er liv.

KERSAN ART STUDIO

Yogyakarta / Indonesia

Som kunstner har jeg kastet en sten i vandet, der danner ringe og spreder sig

Først 1 uge efter min fernisering, kunne jeg mærke, at nu var jeg først faldet helt ned efter 7 ugers intens fokusering. Derfor nød jeg ekstra, det jazzband der tilfældigt spille på den restaurant, jeg havde valgt at spise. De spillede i den mere klassiske rytmiske stil. Der var ikke så mange, der lod til at tage denne kreative udfoldelse til sig. Orkestret holdt dog koncentrationen og gav sig 100%, kun på den måde, kan de som kunstnere komme videre i deres formidling og udforskning, af det musikalske sprog.

Det er heller ikke det store begejstret publikum, der dukker op til mine udstillinger. Min kunst er svær tilgængelig og derfor kommunikere jeg med et begrænset antal mennesker. Det er ikke via mængden af skuldreklap jeg kommer videre, men det er troen på, at jeg i mit kunstneriske udtryk formidler noget essentielt, der rammer dybt i nogle enkelte personer, man er i dialog med på visse planer. Disse personer formidler direkte eller indirekte denne oplevelse videre. Jeg har kasten en sten i vandet, der alt efter vandets beskaffenhed danner ringe, der udvider og spreder sig.

Jeg vil gerne kommunikere med flere mennesker, men må erkende, at det enkelte forståelige let genkendelige visuelle sprog, ikke er det jeg brænder for at udforske. Jeg er trænet i at tænke og visualisere abstrakt. Andre visuelle dygtige kunstner, når via deres visuelle sprog et bredere publikum.

Jeg tror det er vigtigt for et demokratisk socialt samfund, at vi hver især udnytter den viden vi har og udvikler og videregiver denne og ikke forfalder til trivielle gentagelser, som dette materialistiske samfund kræver, man udføre for at blive en succes.

Ligesom inden for videnskaben, er det vigtigt hele tiden, at dele sin viden med sine kollegaer indadtil for fremskridtet,- og med omverden på et bredere informativt niveau udadtil, for forståelsen og for at denne nye viden bliver inkorporeret i den fælles kultur.

Krævende Installationer at vedligeholde

Floating Soul & Life Time/Time Life er to meget krævende Installationer at vedligeholde. Derfor har vi fået Liflatul til at være personen, der under hele udstillingsperioden hjælper Nissak med at sørge for at de fungere.

Det farvet vand i bambusrørene, kræver hver anden dag, at få en dosis koncentreret klorin, da det stillestående vand i den fugtige varme tiltrækker moskitoer og andre levende væsener. Problemet er, at det også neutralisere vandets røde farve, så der skal en ekstra dosis farvepulver i.

Hver aften og morgen skal der åbnes og lukkes for alle drypsystemerne. I løbet af dagen skal vandet fra alle krukkerne hældes tilbage i bambusrørene. Èn gang om ugen skal al vandet skiftets, og bambusrørene skal renses med rent vand.

På samme måde skal også livskrukkernes drypsystem åbnes og lukkes hver morgen og aften samt skiftes hver uge.

Alle disse processer med hensyn til mængden af klorin, farvepulver og væske har taget nogle dage, at få styr på, så det var godt jeg ikke kunne tage af sted lige med det samme.

Jeg var løbet ind i komplikationer med hensyn til forlængelse af mit visa. Derfor kom jeg først af sted på min planlagte MC.Indonesia Journey d.26 april.

Det var det jeg frygtede, at jeg igen ikke nåede, at afprøve og regulere de forskellige processer.

Mange af mine Installationer har krævet, at jeg et par uger efter selve fernisering stadig arbejdede på at forbedre nogle af de tekniske processer, det ikke havde været muligt, at få helt styr på inden selve ferniseringen. Mange gange har jeg haft professionelle teknikker til at hjælpe mig med at løse de tekniske udfordringer mit Installations projekt krævede fx når jeg arbejde med is og ild. Udfordringer de heller ikke inden for tidsfristen kunne overholde, da det som sagt er situationer, hvor der afprøves og eksperimenters med nye konstellationer af elementer. Det kræver tid.

Selv om ’Floating Soul’ og ’Time Life/Life Time’ er meget krævende og kompliceret Installationer at vedligeholde, har der ikke fra én eneste af Kersan Art Studio tilknyttede medarbejder, være nogle beklagende miner, når jeg igen og igen forsøger, at huske dem på hvad de skal være opmærksom på.

Denne type udstilling ville aldrig være gået at udstille i Danmark. Her i Yogyakarta tager man uheldene og de nye problemer stille og roligt. Livet er for værdifuldt til at gøre udfordringer til problemer.- Men det ikke altid man får løst udfordringerne og så bliver det et problem.

Man kan ikke forlade et barn der ikke er helt flyveklar

Installationer, hvor jeg benytter teknik og levende organiske elementer, som i dette tilfælde væske, er som børn man håber man har trænet tilstrækkeligt til at kunne stå på egne ben, inden for et givet tidsrum. Hvis det ikke lykkedes, er man tvungen at forsætte træningen til det lykkedes.

TIL TIDER VISSE STEDER

Poul Erik Tøjner skrev i 1993 følgende tekst, om mit arbejde og Installation som genre.

Det væsentlige ved installationen som genre – hvor uafgrænselig og diffus den end måtte være – er, at den er en midlertidig sammenhæng i rum og tid. Lokal varighed. Den er ikke et objekt, der kan spørges til og handles med; den vil ikke først og fremmest være en ting, som adskiller sig fra andre ting; den vil være en begivenhed, der adskiller et tidsrum fra et andet og måske i anden omgang får os til at forbinde, hvad vi således adskiller.

Installationens særtræk er nærværet. Den er påtrængende, fordi den trænger sig på, og den trænger sig på, fordi den nu en gang besidder det rum, den har taget i besiddelse. Den rummer nok forskellige muligheder, men den er ikke selv en mulighed blandt andre. Den er tilgængelig, ja, den er ligefrem let tilgængelig i modsætning til, hvad der normalt menes om den. Den er let tilgængelig, fordi man ikke kan undgå at forholde sig til den. Ingen kan sige, at de ikke står overfor et eller andet. Hvad det er, må afgøres efterlods. Det gælder al kunst og i særdeleshed installationen, thi dens sammensathed sætter beskueren på et arbejde dér, hvor dele skal sondres fra helhed og hvor helhed skal samle dele.

For B.v.H.H.S. er det dette begivenhedstræk, det at noget foregår, at noget sker, at noget udfoldes i tid og rum, det er det, der gør installationen til hans genre ...

Poul Erik Tøjner fik fuldkommen ret i hvad han skrev i de sidste to linier

Mine Installationsprojekter har kun eksisteret i konkrete tidsperioder, da de er skabt til bestemte steder samt er krævende at genopstille og opbevare, da de benytter teknik og levende organiske elementer som f.eks. ild, is, luft, væske og olie.

Alle de ’INSTALLATIONER’ jeg gennem årene har skabt, er destrueret og dermed fysisk ude af tid og rum.

Kun et par af mine Installationer har jeg genetableret flere gange. Det er fx ’Holy Fire’ da den ikke direkte, forholdte sig til det ydre rum, men skabte sit helt eget. Den blev skabt til en udstilling, med gruppen Ny Abstration i 1988.

Jeg håber ’SALT LIFE’ Life Circle også bliver vist flere gange, da den også lever sit eget globale liv.