BvHHS: MC.INDIEN / GOKARNA / MANDREM / GOA REJSE 2014 nr.8

27. feb. Kullor – Gokarna 178 km.

På trods af, at jeg i Kullor fandt ’Room with a View’, valgte jeg at tage videre efter 2 overnatninger til kystbyen Gokarna, i håbet om at denne pilgrims by var mere visuel og spændende at bevæge sig rundt i. Jeg ville godt udnytte de sidste 6 dage af denne journey bedst muligt.

Det var skønt at køre mod nord, for så ramte solens stråler en skråt bagfra og ikke skråt forfra, så man undgik at blive blændet af solens stråler.

Igen må jeg stoppe, jeg må ud og mærke min vægtløshed i det Indiske Ocean. Skønt at ligge fuldstændig afslappet i flydestilling og lade sig føre med af strømmene. Opdriften i havet er så stor, på grund af det store saltindhold i vandet, så man skal næsten ikke bruge nogle kræfter for at holde sig flydende. - Og så en kop thai i et af skurene her ved vej og strandkanten, før turen går videre af kystvejen.

Foruden denne forladte industribygning, der måske engang har fremstillet tegl, men nu ser meget død ud, har jeg kun stødt på en anden fabrik her i Syd Indien. Den fremstillede krydsfinerplader.

Maha Shivaratri, Hindu festival til ære for Lord Shiva

Lord Shiva lader til at være med mig. Helt udvidende ankommer jeg til Gokarna, der er en Hindu Pilgrims By uden at vide, at den årlige store Hindu festival ’Maha Shivaratri’ begynder samme aften.

Maha Shivaratri, der betyder ’Night of Shiva’ er en festival, der fejres i Indien og Nepal. Festivalen fejres på dagen hvor månen er aftagende, i måneden Maagha, ifølge den hinduistiske kalender, til ære for Lord Shiva, en vigtig guddom i hinduistiske kultur. Festivalen vare så 5 dage.

’Green Land Guest House’

Ret hurtigt fandt jeg et skønt hippie inspireret ’Green Land Guest House’, som lå næsten i hjertet af byen, men lidt tilbagetrukket fra hovedpulsåren. Desværre havde de ingen rum ledig. Men det ville de ha’ næsten dag.

På trods af den ekstra spidsbelastning på grund af festivalen, lykkedes det mig at finde et andet hotel, med egen balkon og udsigt til en velplejet have med kokospalmer ’Room with a View’.

Næste dag valgt jeg alligevel at flytte til Hippie ’Green Land’. Det var et mere afslappet mindre sted med masser af grønne planter og et ’Room with a View’. Værelset var lysere, luftigere og renere, et sted jeg kunne ånde mere frit.

Hver morgen og sen eftermiddag, de fire dage det blev til i Gokarna, kørte jeg ned til vandet et stykke fra festivalen for at få en lang svømmetur og derefter en kort løbetur langs kysten.

Den ubeboede nabogrund som ’Green Land’ benytter til at tørre deres vasketøj, var fyldt med skrald. Der må stadig komme nyt skrald, for ellers ville hundene ikke gå rundt og snuse.- Man lære at værdsætte, at der i det mindste er fejet for egen dør.

'Green Land’ familien

Visuel manifestation af ens tilhørsforhold

Her i byen er der rigtig mange turister/europæer, der er kommet på grund af denne hindu festival. Mange af dem har taget mange af de indiske og hindu inspirerede visuelle udtryksformer til sig og på den måde visuelt udadtil fortæller omverden, at der er noget bestemt de tror på. Et budskab de gerne vil give videre.

Selv har jeg kun i mine unge år visuelt skiltede med mit tilhørsforhold til Yogafilosofien. Gennem årene har jeg faktisk, visuelt kunne tilhøre så mange interesse grupper, da jeg for det meste har klædt mig i sort.

Nu mens jeg sidder og skrive dette, har jeg taget min mala om halsen for over for mig selv her og nu,- og udadtil at vise Inderne, at jeg har taget noget af deres mangfoldige spirituelle kultur til mig. På min sidste tur i Indien langs ganges havde jeg lavet min egen symbolske spirituelle halskæde.

De mere velstillede hinduer giver på denne hellige dag ris til de fattige. De går rundt med en stor pose med ris, som de dykker ned i og giver en håndfuld ris til så mange fattige tiggere, som de nu kan. En form for aflad.

3. marts Gokarna – Mandrem/Goa 205 km.

Min frygt, for at køre langs kysten, var ubegrundet. Det meste af vejen, kom jeg til at køre på en vej, der var anlagt parallel med kysten, lidt inde i landet. Derfor var det kun få og mindre byer jeg kom til at køre igennem.

Først da jeg nærmede mig grænsen til Goa og forlod Karnataka begyndte trafikken at blive tæt. Det var til at se og mærke, at man nu befandt sig i en rigere delstat med flere privatbiler.

Det var lidt vemodig at tilbagelægge denne sidste distance, før den endelige afslutning på en igen spændende MC.India journey.

Efter at have passeret Panjim, hovedstaden i Goa og jeg nærmerede mig Mandrem, havde jeg en dejlig følelse af at være på hjemmebane igen.

’Dolpin Beach Resort’ Mandrem

Jeg fandt uden problemer tilbage til Dolpin Beach Resort i Mandrem, hvor jeg havde opholdt mig de første 5 dage jeg kom til Indien. Jeg kunne nok have valgt et bedre sted fx ’Dunes Holidays’, der lå lige i nærheden med bedre restaurant og bast hytter. Men det drejede sig kun om tog nætter. Jeg fik dog prisen ned fra 275 kr. til 200 kr. da jeg nu var vendt tilbage og samtidig havde lejet MC. Royal Enfield af hendes bror.

Jeg kørte ud til Arambol det hotte hippiested i Nord Goa, kun 4 km. fra Mandrem. Jeg kørte langsomt gennem de få men lange gyder fyldt med boder af tøj og smykker etc. Det var midt på dagen, så alle hippie turisterne var nede ved stranden, hvad parkeringen med hundredvis af MC. vidnede om.

Jeg havde besøgt Arambol tidligere, men jeg ville lige tjekke om der var noget mere jeg burde se, nu da jeg havde besluttet ikke at køre ind til Panjim for at se de vigtigste kulturelle bygninger. Jeg var træt af at være aktiv kulturel turist. Nu vil jeg blot nyde stranden og vandet.

I dette område lejer alle, kvinder som mænd, unge som gamle, en større eller mindre scooter eller MC.- Og alle køre rundt uden hjelm og jakke. Med bare arme og ben, med spædbørn spændt fast på bryst eller ryg køre unge mødre og fædre rundt med deres lange hår hvirvlende frit i vinden. Temmelig uforsvarligt set gennem Danske briller.

På denne tur fik jeg kun taget mig sammen til at deltage i en enkel yoga lektion. Den varede 2 ½ tim. Det var en form for Zen-Hatha yoga lektion. Man startede med hymnen til solen, hvor hver stilling i denne ellers dynamiske øvelsesrække, blev gjort mere og mere statisk. Derefter udførte man forskellige asanas/stillinger, hvor man blev i stillingen rigtig lang tid. Spændende variation af den Hatha Yoga jeg dyrker og underviser.

Det var meget nemmere, for mig at blive i min psykiske og fysiske tryghedszone. Når jeg vågnede ved 6 tiden, var jeg stadig langt inde i mig selv, så derfor var det meget lettere rutinemæssigt, at gøre mit eget yogaprogram, i stedet for at skulle ud af min skal, op på dupperne og hen et sted for at modtage nye øvelser.

Den næstsidste aften, hvor jeg lige havde ringet til Romeo, som jeg havde lejet Royal Enfield af og aftalt et møde, da min Iphone strejkede. Den nederste del af skærmen som beder en om at 'Slide to unlock’ ville ikke påvirkes.

På en hollænder der også har en Iphone, kan jeg forstå at hun har været ude for det samme og måtte sende den på værksted. Utroligt heldigt at jeg nu er på vej hjem og ikke behøver den som GPS vejviser.

I sydindien er der skruet noget ned, for bombardementet af alle 5 sanser

Denne MC.Journey i Syd Indien har ikke budt på så mange dramatiske, fantastiske visuelle eller menneskelige oplevelser som på mine andre tre.

Den første MC.India Journey 2008 gik til Nord Indien/ Rishikesh/ Shimla/ Manali/ Kurukshetra. Det var en udfordrende MC. bjergkørsel på en udslidt Royal Enfield MC. der hele tiden var tekniske problemer med. Utrolig fysisk krævende journey. Besøgte spændende pilgrimsbyer.

Den anden MC.Inda Journey 2011 var et cirkelslag i delstaten Rajastan. Det var en hel fantastisk journey, hvilket først og fremmest skyldes, at jeg på ¾ del af turen besøgte spændende byer med gamle visuelle bydele med smukke Templer, Palacer og Forter. Jeg boede på skønne Guest House og Hoteller ’Room with a View.

Den tredje MC.India Journey 2013 var en ’Holy Journey’ langs ganges. På denne Journey, selv om det var min tredje, tog det mig 3 uger før jeg fandt rytmen, da alle mine sanser var oppe og ringe i det røde felt. Hvor min sindstilstand havde op og nedture i en delstat med 200 mio. indb. Altså 4 gange så mange mennesker som i Rajasthan. Hele tiden troede jeg at jeg havde oplevet det værste, men så blev det være. De sidste 3 uger af journeyen, fandt jeg dog frem til nogle fantastiske fredsfyldte oaser, hvor ens sind på en forfinet eksotisk måde, blev forført af den Indiske spirituelle magi, skønhed og æstetik.

Her i SydIndien er der ikke på samme måde skruet helt op for alle sanseknapper. Der er meget mindre trafikkaos men også meget færre biler. Man køre ikke så agressivt, der er ikke så mange larmende trut, De unge på deres MC. forsøger ikke så voldsomt at mase sig frem. Alt sker i et mindre hektisk tempo.

De sorte svin viser sig igen her i Gokaran,

ellers har jeg ikke set så meget til dem her i SydIndien.

Indien befinder sig i et uæstetisk visuelt kaos

Ja det lyder meget modsigende når jeg i min MC. Indien rapport nr. 6 skriver, at min æstetiske kunstnersjæl lider under dette uæstetiske visuelle kaos Indien befinder sig i her og nu, så jeg er tvungen til at undertrykke mit æstetiske behov samtidig med, at jeg tager det ene æstetiske billede efter det andet.

Det er kun historiske visuelle fragmenter – billeder, jeg på denne måde fremhæver og sætter i dialog med nutiden. En form for forfaldsæstetik, der viser hvilke æstetisk og mangfoldig kultur, der engang har eksisteret her i Indien og som nu langsomt er ved at forvitre.

De historiske smukke Templer, Palacer og Forter rundt om i Indien, udstråler ånd og værdighed, man fornemmer hvordan der engang blev kælet for æstetikken. De er bygget i en tid, hvor man gennemtænkte detaljen og helheden.

Det er igennem generationer at Inderne, langsomt har nedbrudt deres egen kulturs meget høje æstetisk niveau, ved ikke generation efter generation, at holde deres tekniske kunnen og kunstneriske skabende ånd ved lige.

Det skyldes sikker først og fremmest at Indien, har været under Britisk herredømme lige siden 1680 og indtil 1947. Den Britiske styrende elite har påduttet dem deres kultur og derved indirekte påvirket Inderne til ikke at værdsætte deres egne kulturelle rødder så højt. Inderne har følt sig som andenrangs borger i utrolig mange år.

Først når Inderne får højnet deres skole og deres uddannelse system, hvilket vil tage mange år da Indien har 61% analfabetisme, og får sat fokus på kulturelle og tekniske færdigheder og får det hævet op til samme niveau i deres egen bevidsthed, som det spirituelle, er der en chance for, at de vil de kunne redde nogle af deres kultur skatte samt videreudvikle deres utrolig smukke og spirituelle æstetik. – Viden er der, det er viljen til at finde ressourcerne i et la, det gælder om.

Tryk på billedet hvis du vil se det stort

Mere harmonisk og mindre spændinger på denne MC.Journey

Rent kørselsmæssigt har det være en mindre stresset kørsel fra min side. Jeg har lyttet til min fornuft og fra starten indstillet min psyke på, at det ikke altid var muligt at nå frem til det ideelle Guest House med ’Room with a View’. På mine tidligere MC. journey forsøgte jeg så i frustration at køre til den næste by for at finde det, men for det meste uden held. Det skabte bare endnu mere frustration og stress.

Da jeg ikke er ung længere, skal jeg lytte endnu mere til kroppens signaler.

På de andre MC.ture har jeg haft rygproblemer, allerede efter et par uger. Det skyldee al for mange timers kørsel på ujævnt terræn, med en mindre rygsæk på ryggen, med for få hviledage i starten af turen, hvilket har skabt træthed og spændinger i ryggen.

På de fleste Guest Houses findes der heller ikke et alm. bord og stol, så når jeg arbejder på computeren, sidder jeg dårligt og belaset derved også min ryg. Min egen utålmodige personlighed, hjælper heller ikke på situationen.

Denne gang mærkede jeg først trætheden i min ryg efter 4 ugers journey og det på trods af, at dette er den længste Indien rejse jeg har været på samt med flest køredage.

MC.rejse 43 dage/ 3.255 km./ 17 køredage/ snit 191 km. pr. dag.

På denne journey har jeg også sluppet for, at skulle igennem alt for mange millionbyer, med trafikkaos, varme, MC. der går i stå osv. Det gør en stresset.

Denne gang har jeg kørt på gennemgående bedre veje og på en godt kørende MC. Der uden tvivl har resulteret i en rolig og harmonisk rejse, uden for mange automekaniker besøg.

Vejret har været perfekt på hele turen. Der har været tilpas med dage med lidt overskyet himmel og en del gange, hvor jeg måtte undvære solnedgangen, da den forsvandt ned bag en sky.

Så det er måske ikke helt fair, at jeg så beklager mig. Men jeg synes, at denne tur har været alt for behagelig på det fysiske plan, men anstrengende på det psykisk plan, da jeg forventede flere uventede, grænseoverskridende, absurde hændelser her i ’The incredible India’.

Det er nok mit indre behov for, at kunne skrive hjem om situationer, der virkelig fik sat min sjæl og person på prøvelser. Som rykkede ved min forståelse af tilværelsen. Jeg har nok ikke sans for detaljerne i de lidt stillestående dybder. Jeg har nok mere konkret behov for, at mærke at jeg lever.

Jeg har på denne MC. journey, været god til at udføre mit fysiske og psykiske yogaprogram hver dag, da jeg ved hvor vigtig det er for at holde gang i alle de indre processer i kroppen, så jeg ikke danner for meget mælkesyre i kroppen på grund af de spændinger man får i kroppen, når man sidder 6 timer i den samme statiske anspændte stilling.

Sædet på denne Royal har ikke rigtig passet til min røv, allerede efter en times kørsel får jeg sidde problemer, mine ben bliver også lidt stive og knæene skal lige strækkes ud, men ellers har min krop kunne klare mosten.

MC. havde lidt startproblemer og den larmede lidt rigeligt. Tændrøret blev renset, da det var sodet til. Den fik lidt olie og derefter vasket. I morgen var det sidste køredag. Den direkte vej mod Goa

Royal Enfield 500 cc. model 2011

Denne 2 år gamle Enfield har været skøn at køre på, den har haft det ekstra power, når jeg skulle overhale, og de dybe langsomme underspillede eksplosion lyde, når den er i tomgang elsker jeg . Den lyder som en mindre fiskerkutter i meget lavt gear.

Den er tung at manøvrer, når man uden motorhjælp skal vende den samt på ujævne vejstrækninger og i løst sand.

Min Aprilia, der er lige så tung er meget lettere at manøvrere samt meget hurtigere i optræk og stærkere, da det er en 650cc. Men den har ikke de skønne dybe eksplosions lyde. Den lyd kommer jeg til at savne.

Under hele denne MC.Journey har den fungeret næsten perfekt. Der har været problemerne med fodbremsen, der efter hver kørsel skulle strammes. Batteriet bør udskiftes, da det er nedbrudt.

Selvstarteren har ellers virket hver gang, hvad jeg slet ikke er vant til med Royal Enfield.

Den ældre Royal Enfields 500cc model 1996, jeg havde lejet til MC. India journey 2008, skulle hele tiden kickstartes. Allerede efter to dage, var min h. læg fuldstændig smadret, da mine lægmuskler slet ikke var trænet op til denne ekstraordinære hårde disciplin at kickstarte. Derefter var det v. lægs tur til også at blive smadret.

Jeg bad derfor, hvis det var muligt unge Indere, specielt om morgenen hvor MC. var hel kold, om de ikke lige ville prøve at starte dyret, hvilket de var meget velvillige til. Mange af dem kunne dog ikke klare det, da det krævede at man brugte hele sin kropsvægt for at få presset kickstarteren helt i bund,- og de fleste unge indere har ikke meget vægt på sidebenene.

Under min journey stopper jeg mange gange for at tage fotos,- så det er ekstra mange gange jeg i løbet af en dag jeg skulle kickstarte.

Denne ældre Royal Enfield, havde ikke været igennem et ordentligt teknisk tjek, hvor man havde udskiftet og fornyet alle de nedslidte dele. Så under denne 28 dages MC.journey, hvor jeg kørte de 14 af dagene, besøgte jeg et MC. værksted i alt 19 gange, med mindre og større tekniske problemer.

På min MC.India journey 2013, forsøgte jeg så igen, på trods af dårlige erfaringer på min MC.Journey 2008, at leje en Royal Enfield. Denne gang havde jeg dog fået anbefalet en udlejer jeg kunne stole på, som ville sørge for, at den Royal Enfield 500 cc. model: Machismo Bullet 2007 jeg lejede var gennemtjekket, af hans egne gode mekanikker.

På denne MC.Journey skete der ikke mange store tekniske uheld undervejs. De havde samtidig givet mig en sidebox, fyldt med de vigtigste reservedele samt det nødvendige værktøj.

Denne Royal Enfield model 2007, havde det også svært mange gange med selvstarteren, så jeg igen måtte kickstarte den. Den krævede endnu flere kræfter og teknik at starte end den ældre model. Så nogle gange endte det med, at nogle unge Inder måtte skubbe mig i gang om morgenen.

Når jeg forhåbentligt igen i fremtiden tager på en ny MC.India Joruney vil jeg igen vælge en Royal Enfield og stadig en 500 cc. hvis jeg føler jeg stadig har kræfter til at bakse rundt med denne sværvægter.

Men det skal være så ny en MC. som muligt, da det siges, at det kun er de nyere modeller af Royal Enfield, hvor de har fået styr på det elektriske, så man kan regne med at selvstarterne virker hver gang. På de ældre modeller, er der hele tiden problemer med de elektriske installationer siger man, hvilket jeg kan bekræfte af egen erfaring.

At leje en hel splinter ny model er sårbart. Den mindste skade kan ses med det samme. Det koster selvfølgelig flere penge at leje en nyere model, men det er pengene værd. Det gælder også hvis man fx vil leje en Honda eller en anden MC.

Under hele denne tur, har jeg hver gang jeg har skulle køre til næste by, sørget for at tage hele mit sikkerhed udstyr og hjelm på, ligegyldigt hvor varmt det har været. Så jeg har svedt en del. Jeg har lige læst at 14 liter sved er det maksimale, der kan løbe ud af hudens svedkirtler pr. dag.

MC.India Journey 2014

Goa/ Mandrem/ Belgaum/ Badami/ Hampi/ Chritradurga/ Belu/ Gonikoppal/ Mysore/ Sultan Bathery/ Chreuthuruthy/ Thrissur/ Pontanni/ Mahe/ Bekal/ Sringeri/ Kullor/ Gokarna/ Mandrem/

43 dage / 3255 km. / 17 køredage / 191 km. pr. dag.

I min egen kultur, er jeg også nogle gange ’lost in translation’

Direkte fra varme,- mødes jeg af kulde.

I Indien måtte jeg benytte vindventilator for at holde varmen nede og nu er jeg kommet hjem til Danmark til en kold bolig,- nu må jeg benytte en varmeventilator for at holde kulden ude. Alle radiatorerne er iskolde i mit hus. Fyret må være ude af funktion. Jeg forsøger med mit trætte hoved efter 22 timers rejse, at gennemskue hele varmeanlægget. Min hjerne giver op. Jeg kan dog på vandmålerne, se at der mangler vand på systemet.

Da jeg flyttede ind for 2 år siden i dette atelier rækkehus, var huset også koldt og uden varme. Dengang manglede der også vand i anlægget. Det var en weekend, så hverken ejendomskontoret eller håndværkerne kunne jeg få fat i.

Jeg skal have gang i fyret.- Ikke fordi jeg endnu fryser, selv om der kun er 14 grader og jeg lige er kommet fra 34. Men i øjeblikket er jeg også aktiv fysisk med at pakke ud og få lidt orden i mine tanker.

Min Iphone er død, da den nederste del af skærmen på min Iphone, ’slide to unlock’ har nægtede at fungere. Jeg låner en telefon og får kontakt til min nabo Jakob, der har adgang til mit Ateliér. Han fortæller mig, at mit anlæg burde fungere, for der havde været en vvs teknikker ude og kigge på mit anlæg. En af ventilerne skulle blot udskiftes.

Det var altså ikke sket. Først i morgen kan jeg kontakte VVS teknikeren. Jeg fik lånt en vindventilator, så jeg i det mindste kunne få varme i det lille rum med min seng. Det var som om jeg stadig var på MC. tur og befandt mig på et hotelværelse.

Soul Mate

Da jeg trådte ud af flyet efter 22 timers rejse, havde jeg håbet, at min nære ven Svend Erik ville stå der med åben arme og sjæl og modtage mig. Han havde dog ikke skrevet, at han ville være der, men jeg havde håbet det.

Efter 6 uger alene rundt i en fremmed kultur, er ens sjæl lidt lost. Derfor er det godt for ens sjæl at genkende en nær ven en soul mate. Men jeg kunne desværre ikke genkende nogen ’soul mate’. Jeg gik tilbage en gang til, for måske havde han lige været lidt uopmærksom på min ankomst. Men nej, han var der ikke.

Det var alligevel dejligt at mærke den friske vind og fornemme foråret, der allerede var på vej her i Danmark.

Da jeg have afklaret mit mobil og varmeproblem, fik jeg sendt en mail til de nærmeste venner, at de kun kunne nå mig pr. mail, -

Jeg modtog en mail fra Svend Erik. Han havde ventet i 1 ½ time på min ankomst. Han havde forsøgt via mobil at nå mig, - havde til slut efterlyst mig over højtaleren, men forgæves.

Hvordan var det muligt, at vi fysisk kunne krydse hinanden.- En slags ’Lost in the moment’

Jeg forlod et land hvor jeg blev mødt med en varme, som jeg måtte bekæmpe med en vindventilatorer og her mødes jeg af en kulde jeg må bekæmpe med en varme ventilatorer.

’Lost in Transition’

Men heldigvis kan en email fra en anden ven varme midt i kulden.

‘Prøv at nulstille din Iphone, tryk på den lille knap øverst og den store nederst på samme tid i 30 sek.

Kærlig Hilsen - Philip og velkommen hjem’

Efter et par forsøg virkede denne lille manøvre og frigjorde spændingerne på min Iphone nederste del. På min Iphone var det den lille knap øverst og den store øverste, jeg skulle presse på samtidig i 30 sek.

Så kære venner, nu kan i igen nå mig på min mobil.- Jeg havde elles allerede skaffet mig et nyt midlertidig mobil nummer og et betalingskort.

Min fjerde MC. Indien journey

Med denne MC.Indien Rapport nr.8 har jeg nu både fysisk og psykisk lagt det støvede, magiske Indien bag mig.

’Det bliver ikke Indien næste gang. Det er jeg næsten sikker på. - Nu har jeg nok suget det til mig jeg kan klare i denne omgang’,- skrev jeg hjem til nogle af vennerne.

Men jeg er ikke helt så sikker mere. Hvis min næste journey ikke bliver en vandretur i Tibet, så bliver det måske en gentagelse af min fantastiske MC.india / Rajasthan Journey

Denne 6 ugers MC.India Journey har kostet 20.000 kr./ Fly / Forsikring / Visa/ Vacination/ MC.leje/ Benzin/ Hotel/ Mad/ Massage/ Fornøjelser/ Alle udgifter. Hotel gennemsnit pris 100 kr. pr nat.

Jeg takker jer, fordi i har fulgt mig, på denne spændende Journey i uforudsigelige India.