Efter 100 km. holder jeg en velfortjent pause på en af de mange trucker cafeer, der ligger langs de større hovedveje, hvor man kan få thai eller marsala tea, som de kalder det. De serverer som regel kun chapati eller nan samt spicy dyppelse på de fleste af disse steder. Det fine ved de her steder er, at du har mulighed for at ligge ned og hvile ryggen på deres flettede feltsenge.
3 feb. Bikaner – Pokaran – Jaisalmer 343 km.
8:45 er jeg igen klar til en lang journey. Jeg glæder mig meget til at nærme mig ørkenen, varmen og savannen.
Sandy dukkede op for at sige farvel, hvilket jeg ikke havde regnet med, selv om han havde sagt at han ville. En rørende venskablig gestus fra hans side. Han boer trods alt i et andet hus et stykke fra dette.
Skønt igen efter et par dages pause igen at køre derudad og mærke vindmodstanden mod sin krop. Det er stadig køligt indtil lidt op af formiddagen, hvor solen virkelig langsomt får overtaget.
Jeg bevægede mig henover en perfekt asfalteret vej. Der var ikke meget trafik, så jeg havde vejen helt for mig selv, det meste af tiden. Farten svingede mellem 80-100 km som denne Honda kan klare/ Max speed er 114 km.
Jeg har kun passeret gennem en enkle mindre by efter at have kørt over 100 km.
Rajasthan er den største af Indiens 24 delstater, på størrelse med Frankrig, men den mindst befolket med sine kun 56.4 mill. indb. ud af Indiens 1.027 billion indb. Dette skyldes at jorden ikke er så frugtbar i dette meget golde område.
Den sparsomme vegetation af mindre træer forandre sig ikke meget. Jeg troede der ville blive mindre og mindre vegetation og mere og mere sand så man visuelt kunne se, at man kom nærmere ørkenen. Men der skete ingen stor forandring udover at det blev varmere og varmere, så jeg måtte tage flere og flere af mine lag af undervejs.
Pokaran.
40 km. fra Jaisalmer tager jeg en afstikker ind til byen Pokaran for at se fortet. Jeg blev anbefalet at overnatte på det eneste hotel i byen, der er indrettet i et restaureret smukt gammelt hus fra 15 årh. med balkoner. Prisen for et værelse er 2.000 inr. så derfor har jeg valgt
ikke at overnatte her, da jeg på denne tur forsøger, at holde mine udgifter nede.
Selv om jeg høre til de lavt lønnede kunstnere, har jeg trods alt fundet råd til at prioritere denne journey, der er utrolig healende for min sjæl.
Jaisalmer / Ørkenbyen / Fremme kl.15:30
Sandy havde kontaktet nogle venner i Jaisalmer som har et Guest House. Så jeg blev mødt af en ung fyr ved tog stationen. Jeg fulgte efter hans MC og snart var vi fremme ved Hotel Shiva Palace. Et udmærket værelse med balkon til 350 inr./ 45 kr. med udsigt direkte ned på en markedsplads og tæt på Jaisalmer Fort.
Sandstens palæ ’Patwa-ki-Haveli’ bygget af 5 Jain brødre i perioden
1800-1860.
For første gang har jeg taget mine sandaler på. Jeg går lidt rundt i nabolaget og fornemmer en dejlig afslappet stemning.
Nyder min middag på en lidt eksklusive tag restaurant, med udsigt udover gadelivet. To unge musiker er dukket op. De binder lige deres turbaner af deres 6-10 m. lange stykke stof, som de gør i en forrygende fart. De synger og spiller på trommer med små træpinde. Måske ikke den bedste lyd, men rytmen er god.
Jeg er godt stiv i kroppen og rigtig træt i ryggen efter denne lange dags kørsel, så jeg opgiver at tage på internetcafe. Min krop har ikke restitueret sig efter de først 3 dages anspændte kørsel.
Jeg belaster også ryggen når jeg sidder på hotelværelset seng med computeren foran mig samt når jeg sidder flere timer på en internetcafe. Det tager f.eks. 5-10 min. at overføre 5 foto, så der går 2 tim. med blot at overføre 90 stk. fotos.
Det der giver mig flest spændinger, er når den e-mail, jeg lige har skrevet forsvinder, på grund af den trådløse internet forbindelse igen forsvinder, hvilket også tit sker på diverse internet cafer. Så skal man igen etablere en form for psykisk og fysisk overskud, som man
faktisk har opbrugt, på at starte forfra.
I stedet for at sidde med træt ryg og skrive, i et forsøg på at formidle mine observationer, burde jeg måske i stedet vælge at ligge på ryggen og læse, hvad andre har formuleret om Indien. Men man er jo som en gammel cirkus hest, der har det bedst, når den får lov til at slæbe sig selv rundt i manegen endnu engang.
Mine beklagelser over min trætte ryg, er en nøgtern konstatering af at den er træt, af disse hårde uvante belastninger.
Styrke forberedelse.
Før denne MC. Journey har jeg selvfølgelig trænet kroppen op til at kunne modstå mere krævende fysisk belastninger som man autiomatisk kommer ud for, under sådan en journey . Så foruden min daglige hatha yoga træning, der sørger for at holde min krop smidig og sund samt modvirker stress og muskelinfiltrationer. Det stimulere kredsløbet og påvirker alle de indre organer samt ens sind.
For at klare denne fysisk belastende journey, har jeg så dagligt lavet forskellige mave og rygøvelser samt armbøjninger for at kunne klare belastningen i ryg og lænd samt have lidt extra råstyrke til at håndtere en tung MC. med bagage.
Jeg har desuden styrket mine håndled, finger og underarme, så de kan tåle at være anspændte i samme position op til flere timer i træk, hvilket kræves for at holde gashåndtaget i bund. Derved undgår jeg evt. seneskede hindebetændelse.
Da dette nu er min 4 MC. journey, kender jeg lidt bedre til mine egne fysiske begrænsninger samt hvad der kræves af mig fysisk. Jeg er typen der har svært ved at finde mådehold, men lader min vilje styre mine psykiske og fysiske grænser ud til dets bristepunkt.
Hvis jeg havde været ung og mere veltrænet, havde jeg også presset mig selv til det yderste og var ligeledes blevet naturligt træt, på den gode måde. Fornemmelsen af at havde presset sig selv så langt det er muligt, for at nærme sig det mål man har sat sig, er for mig en utrolig positiv psykisk stimulans, velvidende at den fysiske krop, så på en anden måde, må betale for dette med ømhed og træthed. Mine energier forsøger at skabe balance med den modvægt der nu kræves.
4 feb. Jaisalmer Fort.
Sammen med en ung 21 årig ’backpackers’ fra Australien, som jeg er kommet i snak med på hotellet, går vi op for at se Jaisalmer Fort. Han hedder David og har tænkt sig, at rejse verden rundt det næste år, men allerede nu efter 1 mdr. journey, kan han godt se at han sikkert bliver tvungen til at arbejde undervejs, hvis han også vil besøge den dyre eksklusive del af verden nemlig Europa.
Han er ved at foretage den rejse, jeg ville have ønsket jeg havde foretaget, da jeg var ung. Men som 20 årig tog jeg dog på en 2 mdr. blaffer tur rundt i Europa med min gode ven og kunstner kollega Torben Ebbesen.
Noget fik vi dog oplevet, men jeg tror at sådan en type dannelses rejse vil give en uvurdelig indsigt og forståelse, af det at være menneske i denne nye hurtigt udviklende globale verden.
David har lige afsluttet sine første fire års studier for at blive psykolog og mangler så 2 år i praksis, som han vil tage, når han har været på denne verdens journey. Som psykolog, må det virkelig være et kæmpe plus, at møde og få indsigt i så mange forskellige kulturer der præger menneskers adfærd. Det vil gøre en mere rumlig i forståelsen af et menneskes mange facetter.
5 feb. 8:30 Jeg er helt klar til at tage på Kamel Safari.
Jeg står og kigger ud over byen der langsomt er ved at vågne og de forskellige handlende fejer foran deres butik eller rundt om deres bod. Hotel personalet fortæller mig, at når der er rigtig gang i fejemanien med ris kostene, ligger hele Jaisalmer indhyldet i et fint tågeslør.
Kamel Safari.
Her befinder jeg mig ude i ørkenen, der ikke ligner det billede, jeg har af en ørken i mit hoved. Her er der alt for mange buske og træer, men det gør at vi kan sidde i skygge for den bagende sol.
Først blev vi transporteret 30 km. ud af byen i en rumlende jeep, så vi fik lidt af safari fornemmelsen banket ind i kroppen før vi nåede frem til kamelerne og vores guide. Vi vil nok kalde dem dromedarer, da de kun har en pukkel.
Jeg havde heldigvis taget mit kameltørklæde med mig, som jeg efter et par timers kamelridnig i bagende sol kunne benytte til at beskytte mit hoved med. Jeg måtte også tage sokker på i mine sandaler, for de var ved at blive rigtigt godt stegte.
Foruden mig og kamelguiden, er der kun en anden turist Nino, der er Italiener. Han er et par år yngre end mig. Han er blevet pensioneret og nyder nu, at tage på forskellige rejser verden rundt. Desværre for ham, har han fået en form for maveinfluenza. På hotelet var der et par andre unge, der ligeledes led af maveproblemer. De havde dog opholdt sig i Indien mere end 3 mdr. De fremmede bakterie kan ramme en pludselig.
1 pause og 5 timers kamelridt senere.
Når man har sat sig op på kamelen og den langsomt rejser sig, kastes man først fremad i et ordentlige ryk og derefter tilbage, så det gælder om at holde godt fast. Når den så begynder sin sejlende og gyngende gang som et vuggende skib, er man i starten bange for at miste balancen, så man klamre sig anspændt til saddelhåndtaget. Langsomt tilpasser man sig kamelens rytme og finder balancen, så man kan slappe mere af.
Det er nogle ordentlige bump man bliver udsat for når man ryger op i luften og ned på den hårde saddel, for hver skridt den tager. Det er som at sidde på bagsædet, af en gammel Dansk model MC.nimbus 1950 uden affjedring af baghjulet og på en hullet vej.
Sådan en model ejede jeg i mine unge dage. Med min dengang højgravide ex.hustru på bagsædet forsøgte vi, at fremprovokere veer, ved at køre på en meget hullet vej, for med disse stød at fremskynde fødslen af vores søn Zabel. Vi troede ikke selv rigtigt på det, så det var et lidt
halv hjertet uvidenskabeligt forsøg.
På kamelen kan man desværre ikke benytte stigbøjler til fødderne, som på en hest, da fødderne blot vil ramme dens lårmuskler. En stigbøjle ville ellers kunne afbøde lidt af de slag man ellers modtager på inderlår og baller for hver skridt den tager.
Når den så blev sat til at små galoppere, fik man virkelig nogle ordentlige bump. Så efter 3 timers ridt, er man godt øm i halemusklerne og inderlårene og fortjener en pause i skyggen af et stort træ.
Al bagage og sadler er blev fjernet fra kamelerne, som nyder træernes små blade. De har ikke mulighed for at løbe så langt bort, da deres forben er bundet sammen med 50 cm. afstand. Male kamelerne er oppe at bides om dominans engang imellem, så guiden må råbe til dem.
Kamelguiden fandt tørre grene til bålet og lavede straks en kop varm chai til os. Det var lykken. Derefter gik han i gang med lave en blomkålssuppe og bage chapatis. En skøn enkel frokost.
Igen i sadlen og efter endnu 2 1/2 times ridt, er vi fremme ved lidt sandørken. Et sandklit område på ca. 1x1 km. Det minder om Råbjerg Mille, den vandrende sandklit i Nordjylland.
Før vi når helt frem til dette lidt mere golde område med sandklitter uden træer og med få buske, hvor vi skal slå lejer for natten, har vores guide igen indsamlet tørrede grene nok til vores bål, både til aftensmad og morgenmad.
Turist.
Denne Kamel Safari lever slet ikke op til mine forventninger. Jeg havde håbet at vi kom derud, hvor man rigtigt ville kunne fornemme den tørre livløse savanne, hvor det eneste liv er det, det fygende sand skaber. Den ørkenløse uendelighed savnede jeg.
På vores nok i alt 25-30 km. ridt på kamelryg, har vi redet på lige så meget klippe grund som på sand. Vi har passeret flere små landsbyer og har hele tiden i horisonten, silhuetten af diverse elmaster.
Jeg var heldig, at have min ven Sandy fra Bilkaner til at fortælle dem at jeg skulle have et godt tilbud, så jeg betalte ca. 250 kr. for disse to dage med kost. Italieneren havde betalt 675 kr.
Vi er på en Low Budget Kamel Safari. Det er meget slidte og beskidte tæpper og sadler. Kamelerne er ikke de største og flotteste. Vores kamelguide er dog hel fin og taler udmærket engelsk.
Ved den sandklit vi har slået lejer, kan vi i det fjerne se, at en anden gruppe kamelturister har slået lejr. Til højre for os har en enlig kvindlig turist slået lejr med sin kamelguide. Det er ligesom om de har aftalt, i hvilket område, de hver især skal slå lejr.
Jeg har lagt mig til at halvblunde på et tæppe, mens vores guide ordner bålet til vores aftensmåltid. Pludselig dukker der en Inder op med en stor bylt på ryggen og tilbyder os en kold øl. Hvor kom han dog fra ! Vi kan senere se, at han har en kamel stående bag nogle træer et stykke fra vores lejr.
Situationen er lidt surrealistisk, man tror man er med i en reklamefilm. Her forsøger man i sit sind at opbygget en illusion, at man befinder sig langt, langt væk fra al civilisation. Man er taget på en Ørken Safari for at komme væk fra al turisme og storby. Heldigvis faldt dette turist
indslag, heller ikke i god sandjord hos Nino. Salgsmanden spurgte os så, om vi ikke synes guiden skulle have en kold øl. Vi synes, at det burde han selv afgøre.
Den mest uregerlige af de 3 male kameler har fået bundet det ene forben op, så det kun kan gå på knæet på det ene ben, så den halvvejs halter og kravler af sted. På den måde undgår kamelguiden, at den i løbet af natten kommer alt for langt bort. Næste morgen havde denne lidt uregerlige kamel, med det ene ben bundet op fjernet sig temmelig langt fra vores lejr, så guiden måtte ud og lede efter den. De to andre havde pænt blevet ved lejren.
Jeg kunne ikke lade være med at finde min lille laptop frem, mens jeg ventede på at aftensmaden blev klar. Jeg måtte lige afprøve om jeg ikke her fra ørkenen kunne sende en e-mail hjem. Min lille laptop og mit USB modem kunne ikke klare at bryde igennem universet og få kontakt. I stedet benytte jeg så tiden til at skrive direkte herfra, hvad jeg føler og tænker, mens jeg nød min frisk lavet chai og sundede mig efter et hårdt anstrengende ridt.
18.30 går solen ned.19:30 er det helt kulsort.
Kun bålet fra madlavningen giver lidt lys, så man kan se og spise. Det enkle måltid er dhal med løg, ris og chapati. Jeg forsøger at spise kun med hjælp af højre hånd, som man også hilser med. Venstre hånd bruges til det urene, f.eks. efter toiletbesøg og til at fjerne beskidte sko.
Den kvindelige turists kamelguide, kommer over til vores bål, da han kender vores guide. Vi kan forstå på ham, at hun allerede har lagt sig til at sove for natten. Hun er lige blevet skilt og ønsker sikkert at finde sig selv igen via yoga og meditation. Hun har valgt at isolere sig fra den civile verden og vil de næste 10 nætter, sove under åben himmel i Rajasthan ørken.
Efter vi har spist bredes alle tæpperne ud og vi gør klar til natten. I forvejen har vi iklædt os alt det tøj vi har med, for nu begynder vinden at blæse lidt op.
Skønt at ligge her under nogle tæpperne og kigge op i den stjerneklare himmelhvælving. Efter at have nydt denne fuldstændige afslapning, kan jeg ikke lade være med igen, at finde min computer frem.
Det er en helt fantastisk fornemmelse at sidde her ude i ørkenen foran sin lysende skærm i den kulsorte nat og kunne nedfælde nogle af de tanker og følelser man næsten lige har oplevet. Jeg føler mig som en udsendt nyheds rapporter fra ’Smal Talk’.
Jeg bliver hurtigt træt i ryggen, så jeg må lægge mig ned ligesom de andre og indstille mig på, at der faktisk ikke er så meget andet at lave, end at lægge sig til at sove da det er kulsort. Klokken er kun 21:00 , så det er lidt tidligt, da jeg ved at solen først kommer op kl. 7.00.
Illusionen om at man befinder sig langt væk fra civilisationen langt ude i ørkenen, under åben himmel bliver ødelagt, af den Tam Tam lyd, man kan høre i det fjerne. Sikkert fra et party i den nærliggende landsby, hvor man også kan skimte lys fra. Klokkerne fra kamellerne kan man også høre når de bevæger hovedet. Men man kan ikke se dem.
Vinden og kulden tager langsomt til under nattens forløb. Så man skal grave sig langt ind under tæpperne for at holde sandet og kulden ude. Sandet er desuden meget fint og derfor slet ikke så levende men hårdt som et brædt at ligge på.
Midt om natten fryser jeg lidt mere end jeg har lyst til, så jeg forsøger i den kulsorte nat at navigere mig hen til kamelsadlerne, uden at støde ind i kamelerne, som jeg svagt kan skimte som silhuet mod himlen, for at se om der ikke skulle være et tæppe mere. Desværre nej.
6 feb. tilbagemarch.
7:00 ingen rigtig solopgang, da det er en grå kold overskyet morgen. Denne morgen bliver jeg budt på hvidt ristet brød samt syltetøj og et hårdkogt æg.
Kamelerne bliver igen sadlet og vi bevæger os nu tværs over sandklitten, hvad er lidt spændende, da nogle af klitterne er ret stejle og sandet er meget løst.
Efter et par kilometer giver Nino op, det er for meget for hans baller og inderlår, der var ømme fra dagen i forvejen. Så han valgt at gå ved siden af guiden, der heller ikke red på sin kamel.
Jeg synes jeg burde blive oppe på kamelen, da jeg nu var på denne kamelsafari. Men jeg kunne også afbøde de hårde bump ved at bøje det ene ben og tage foden op til skridtet i halv lotusstilling.
Først kl.11:00 brød solen langsomt igennem og varmede.
Heldigvis var turen denne dag kun på 3 timers ridt, frokost og kl.14:30 blev vi hentet af en jeep.
Denne Kamel Safari havde virkelig mørbanket min i forvejen trætte og overbelastede ryg og lænd.
Jeg havde hørt, at der var en Ayukvedic Massage Klinik, ikke så langt fra fortet. Jeg fandt stedet og fik en tid med det samme. Massøeren insisterede på, at jeg tog mine trusser helt af. Men så plejer man at få lagt et håndklæde over sine genitaler og baller. Men her var ingen håndklæde. Da jeg lå på maven og han masserede mig, synes jeg, at han kom alt for tæt på, når han gled op langs mine inderlår. Da jeg så skulle ligge på ryggen synes jeg derfor, at jeg var alt for blottet og
tog derfor mine trusser op og lagde dem over mine genitalier. Det bremsede ham en smule i at være for nærgående i sin massage, som ellers var dejlig dybde borende og virkelig kom ind og løsnede op, for mange af mine spændinger.
Jeg er allerede i mine tanker på vej mod den blå by Jodhpur
Love Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar