BvHHS: MC. VIETNAM / CAM THUY / YEN CAT / HUONG KHE REJSE 2016 nr.3

4 Marts / Det er gråt og overskyet

Mai Chau - Cam Thuy 110 km.

10 am. - Jeg har besluttet at tage videre og håber vejret vil klare op og solen vil dukke frem i løbet af dagen. Men des længere jeg kommer op i bjergene des mere tåget bliver det, så det bliver sværere at orientere sig. Men da der ikke er så meget trafik er det OK.

Morgentågen går hen og bliver til småregn. Så jeg må finde mit regntøj frem samt det vandtætte beskyttelses hylster til min bagage.

Vejene er ind imellem meget hullet, så det er lidt hårdt for armene med de mange rystelser. Denne lettere model MC mangler lidt tyngde og ligger derfor ikke så stabil på vejene. Ond i røven får jeg efter 30 km. Det plager en et stykke tid og så har man vænnet sig til dette. Det samme gælder også mine arme og hænder. Specielt højre hånd som jeg speeder op og ned med. Engang imellem må jeg slippe speederen og ryste arm og hånd kraftigt. Mine ben og knæ kan heller ikke lide denne uvante fastlåste position, så jeg må under kørslen engang imellem strække benene.

Det tog et par dage for min hjerne og krop, at indøve og tilpasse det omvendte gearskifte,. Jeg kommer stadig engang imellem til at skifte fra 5 gear op i neutral og så til 1 gear. Det resultere i at MC motoren bremser kraftigt op. Min venstre fod jeg skifter gear med, er en smule kvæstet, da jeg de første par dage lavede mange gearskifte fejl.

Man opbygger automatisk spændinger, når man sidder fastlåst i samme stilling, alt for lang tid på en MC. Men min krop vil langsom tilvænne sig disse nye fysiske krav.

Selv om jeg dyrker daglig Yoga med diverse stræk og smidigheds øvelser, er det ikke nok. Det hjælper meget, at jeg engang imellem stopper på MC for at tage foto. Det aflaster nogle af mine fysiske spændinger.

Jeg er en ældre herre, der ikke mere har ungdommens fulde styrke, men stadig meget af ungdommens viljekraft og parathed til at vænne kroppen til disse nye fysiske udfordringer.

Nok kræver de store MC som jeg plejere at køre på, mere fysik i almindelighed, men de ligger mere stabilt på vejen, med meget mindre rystelser og derved bliver man ikke så træt. Uheldigvis udsender min Honda kaskader af små larmende eksplosioner, som er trættende at høre på. Ikke smart når jeg gerne lidt upåagtet, vil tage et foto.

Svært at være Vegetar i Vietnam

Jeg er heldig, at finde et hotel, hvor mit værelse med balkon vender ud mod rismarkerne væk fra hovedvejen.

Om aftenen forsøger jeg at finde en lidt større restaurant, hvor de har vegetarretter på deres menu. I de mindre byer har jeg opgivet de lokale. Alle Vietnamesisk madretter har ligesom i Indonesien kød eller fisk som en del af retten. Hvis kød eller fisk ikke direkte er tilsat, så er der tilsat kraft fra disse for at give retterne smag. I en storby som Hanoi, var det nemt at finde en restaurant med nogle få specielle vegetar retter.

I denne by lykkedes det mig, at finde en restaurant, der kunne tilbyde mig kål og ris. Så jeg fik en stor portion tilberedt kål, ris og kraften fra vandet hvori kålen er kogt om suppe. Meget simpel ret.

Min MC er gået død

Da jeg skal starte for at køre til mit hotel, er der ingen strøm på MC. Den er fuldstændig død. Jeg forsøger at kickstarte den. Men det er umuligt. Der er ingen mennesker på vejen der evt. kan hjælpe med at give mig et skub.

Da det er en lidt lettere type MC lykkedes det mig, at benytte den lille hældning, der er på vejen til at selv at løbe den i gang. Det er ikke første gang, at starteren ikke virker, selv om jeg lige har fået nyt batteri. Utroligt mange gange de sidste par dage, når jeg er stoppet for at tage fotos, har jeg måtte kickstarte den. Meget anstrengende, da det er en type MC der ikke er så let at kickstarte.

Problemerne med min Honda begynder nu at vise sig .

Landarbejder og skolebørn forsvinder bag sukkerrørsmarkerne

Det lysegrønne Binh Minh Hotel

Fra balkonen der vender ud mod rismarkerne, hvor jeg sidder og skriver, passere landarbejdere og skolebørn på vejen, der løber henover rismarkerne og så er de pludselig væk bag de høje sukkerrørsmarker. Jeg besluttede næste dag, at se hvor vejen ender.

Jeg køre ud over rismarkerne. Jeg støder på denne meget lange bambus bro, hvor alle bambusserne der ligger på tværs, ligger helt løse, så man ligesom køre på rullende larmende bambus, der samtidig giver efter. Lidt foruroligende. Men når de lokale kan køre på dem, kan jeg vel også. Midtvejs bliver jeg stoppet af en vagt, der skal have 1 kr. i afgift, sikkert til at holde broen ved lige.

Jeg køre lidt rundt i nogle små landsbyer, uden den helt store visuelle oplevelse

Efter min sidste vegetariske oplevelse, forsøgte jeg på mit Hotel, at spørge værtinden ved hjælp af Google translater på min mobil til Vietnamesisk: ’Kan jeg spise her i aften. Jeg er vegetar’. Det virkede fint selv om de normalt ikke laver mad. Hun serverede lidt flere forskellige kogte grønsager, tofu og ris.

6 Marts / Køre videre for at se Citadel af Ho-Dynastiet

Cam Thuy – Yen Cat 130 km.

På min rute videre kørte jeg forbi fæstningsanlægget ’ Nha Ho Citadel’ der er sat på UNESCO Verdens Kulturarvs liste. Ret historisk er det et interessant sted at besøge, men for et visuelt menneske, var der ikke meget at se. Denne citadel bygget i 1397 af Ho-dynastiet, betragtes som den eneste sten citadel tilbage i Sydøstasien og er en af de få rester i verden. Rent visuelt er der ikke meget mere end denne og to andre indgangsportaler.

Jeg kørte henover rismarkerne, for at tage fotos af denne skønne visuelle gravplads op af bjergsiden. Måtte skubbe MC hele vejen tilbage til hovedvejen, da jeg igen ikke kunne kickstarte den ved egen kraft. Der var en stejl nedkørsel til markvejen jeg benytte som startrampe

Den døde bæres i optog gennem byen

Buddhisterne, Taoisterne og Confucianisterne er gået sammen i en treenighed som uden tvivl præger den visuelle udformning og symbolik af gravene. I Vietnam er 9 % Buddhister.

17:00 – Når jeg frem til Yen Cat

Jeg indlogere mig i et stort forfalden Hotel. Med hensyn til middagsmad blev jeg henvist til hovevejen ’Ho Chi Minh Trail’ jeg var kommet af. Der lå nogle store restauranter, der var ganske tomme. Det ene sted, var de parate til at lave speciel vegetar mad, nu da der ikke var nogle kunder. Så jeg fik igen en slags kogt kål, tofu og ris samt suppe af kålvandet. Det var så tredje dag i træk jeg fil kål og ris med lidt variation og smag.

7 Marts / ’Ho Chi Minh Trail’

Yen Cat – Huong Khe 230 km.

Igen kan jeg ikke få den kickstartet. 3-4 Vietnamesere forsøger at hjælpe mig. De kigger på tænd spolen og tændingen og forsøger at se om den slår gnister. Endelig efter diverse forsøg fra deres side på at løse mit problem, får jeg en af dem overtalt til at forsøge at skubbe mig i gang. Efter et par forsøg lykkedes det at få gang i motoren.

Jeg kører straks hen på et værksted og får dem til at udskifte topstykket til tændrøret i håbet om at det løse mit start problem. Jeg fik samtidig skiftet olie for at være på den sikre side.

Jeg har valgt at køre noget længere i dag. Udnytte at Ho Chi Minh vejen er i så fin stand. Samtidig er det minimal hvad man møder af modkørende trafikanter.

Under krigen var Ho Chi Minh Trail kun en meget smal passage rute med skrøbelige spinkle broer som de kommunistiske tropper benytte når de bevægede sig fra Nord Vietnam til Saigon.

Derfor føre vejen ikke naturligt igennem mange små byer. Der er rigtig langt imellem de større byer, hvor man kan finde et hotel. Her i Vietnam er der dog flere hoteller i de lidt mindre byer, end jeg har oplevede på mine MC. rejser i Indonesien og Indien.

Katolske Kirker og gravpladser

Det er først nu i midt Vietnam, at jeg støder på katolske gravpladser og mange katolske kirker. 7 % af vietnameserne er katolikker

Tankstation hotel med balkonudsigt til en hovedvej

Naturen har været helt i top, men vejret har hele dagen været meget tåget og disset med tågeregn. Så turen har været lang og anstrengende.

Solen har kun været fremme et par dage i løbet af de to uger jeg nu har været i Vietnam. Ellers gråt, gråt og tåget.

Jeg valgte at stoppe ved denne ’Tank Station Hotel’ der ligger 5 km før byen Huong Khe. Jeg tænkte at dette hotel måske havde udsigt ud over markerne. Det havde det også, men så ville solen skinne direkte ind af vinduet, en stor del af eftermiddagen.

Jeg havde mere brug for at side i lidt skygge med en balkondør åben. Så for lidt flere penge fik jeg så et værelse med balkon og udsigt til Ho Chi Minh Trail. Der er ikke voldsom trafik på denne, så motorlarmen kan jeg godt leve med. Om natten sover jeg med ørepropper. Nogle gange kan larmen fra en hovedvej, med de store lastbilers forskellige horn ellers være ulideligt.

Jeg har bevæget mig mere end 600 km. mere syd for Hanoi. I dag d. 8 marts skinner solen. Jeg kan mærke at jeg er kommet ind i et varmere mere frodigt luftlag. I går skinnede solen en del af dagen, hvilket giver naturen og ens eget humør mere farve og kulør på tilværelsen.

Næste dag var vejret helt i top, så jeg tog på en sightseeing ned af en nyetableret lervej. Den førte ligesom ingen veje hen og dog forbi nogle gravpladser jeg fotograferede. De havde et andet mere enkelt visuelt helhedslook.- Jeg mistede lidt orientering, så det blev en noget længere sightseeing.