Jeg har sat mig ud på balkonen med mit morgenmåltid, yoghurt, 4 stk. plain toast and thai. Første i dag opdager jeg, hvem jeg bor på samme balkonhøjde med. Først hilser jeg på en mand, nok på min alder. Ved siden af ham, dukker en bikini klædt, meget veldrejet kvinde med smukke store bryster og store solbriller. Sikkert sidst i trediveren. Hun hilser på os begge. Ved nærmere eftersyn og vurdering på afstand, vil jeg nu tippe hende til sidst i fyrrene. De bryster strutter utroligt. Hun har sikkert fået lidt silikone. Ja der løber utrolig mange tanker igennem ens hoved, blot ved et enkelt look eller to. Derefter kommer naboen frem, sikkert i det tøj han har sovet i. Den unge fyr gnider sine øjne og retter sit blik og camera mod de sneklædte bjergtoppe i det fjerne, for at tage et foto af dette smukke syn, som han sikkert heller ikke har set før nu.
Jeg har hængt mit våde tøj og MC. læderstøvlerne ud på balkonen til tørre i morgensolen fra min tur i går i regn, til den lille by Vashishth 3 km herfra.
Besøge 'The hot Spring' i Vashishth.
I går kl.14 besluttede jeg mig for at køre til Vashishth, Det regnede stadig, men dog ikke så kraftigt. Jeg havde nu befundet mig 1 1/2 dag på hotelværelset indpakket i tæpper. Det havde jeg det helt fint med den første dag. A nice off day, hvor jeg kunne få samlet nogle af mine notater.
Men 2 dage indendørs var lidt for meget. På vej til Vashishth skulle man passere lidt af en flodbølge, der løb henover vejen. Den var ca. 40 cm. dyb. med løse mellemstore sten i bunden. Kan Enfieldens motor tåle at komme så dybt under vand, er det første jeg tænkte. Jeg havde set en anden MC. krydse over, så det var blot at gøre det.
Jeg var tvungen til at passere stedet 4 gange, da jeg første gang, troede jeg havde kørte for langt. Den 3 gang jeg skulle passere den, blev jeg tvungen til at bremse lidt op midt i strømmen, på grund af en modkørende tuck. MC gik i stå midt i strømmen. Jeg måtte stå af og skubbe den gennem vandmassen.
Det var blot et af de mange jordskred, som var sket på grund af den ekstraordinære vandmasse, der var kommet de sidste par dage.
Regnen har forvoldt store jordskred i hele Shimla området.
Om aftenen d.20. erfarede jeg via en ung Engelsk pige, der rådspurgte mig, om hun ikke skulle tage et fly tilbage til Delhi i stedet for med Bus, da hun havde hørt om alle de jordskred, med mange menneskelige og tragiske ulykker på vejene. Mange steder var vejene blokket af klippestykker, træer og jord, der havde forårsaget de store huller i vejene. Det var især slemt i hele Shimla området. Det område hun skulle passere med bussen til Delhi næste dag. I forvejen var hun ikke hel tryg ved den hastighed og de chancer busserne ta’, for at komme hurtigt frem. Det er jo op til gud og ikke rigtig til dem og den modkørende, om det går godt.
Hot Spring indgangsportal / Vashishth
Jeg kom godt op til bjergbyen og kørte direkte til The Hot Spring. Fra vejen kunne jeg faktisk stå og kigge ned til mandeafdelingen. Det så rigtigt intimt og exotisk ud. Det var helt gratis. Skønt at lade sig glide ned i brændende varme vand. Det tog lidt tid, før jeg fik hele overkroppen med ned. Jeg blev der ca. 20 min. for at få min krop helt gennem varm.
Regnen var faktisk holdt op og solen brød langsomt igennem skyerne. Så i drivvåde sko og læderbukser, kunne jeg gå rundt i de små lokale gyder og nyde denne idylliske gamle bjerglandsby som ligesom Manali sikkert nu overlevede på grund af turismen.
På den første regndag d.19 gik jeg først ud kl. 20:00 i den silende regn. Vandet fossede ned af bjergvejen visse steder. De lokale små stræder i denne lille enklave af huse, de kalder Old Manali, var de fleste turist boder dog stadig åbne, med alle deres Indiske og Tibetanske klædedragter, smykkebutikker samt boder med ’German’ brød. Rigtige gode cinnamon snegle, måske var de lidt tørre. Jeg undre mig lidt over, hvornår de får ny forsyning. For jeg ser de samme kager igen og igen. Jeg har aldrig på så lille et område set så mange internet cafeer der må mindst være 12 stk.
Området var ude for lidt af det samme for nogle år siden, da det også i september regnede 6 dage i træk og derefter kom der sne, hvilket er helt usædvanligt.
Old Manali, turist området lukker ned i okt. For der er ingen varme på hotellerne her oppe i den gamle bydel. Jeg har været lidt heldig, at nå herop inden det blev for koldt.
Hidimba Devi Temple / Manali
Uro i kroppen, jeg må videre.
Nu har jeg holdt 2 hviledage, så nu er det på tide at komme videre. Men faktisk har jeg ikke set Old Manali rigtig på grund af regnen. Så disse par morgentimer inden jeg kl.12:00 skal tjekke ud af hotellet, skal bruges til at se lidt af byen.
Så jeg begiver mig lidt bagom turistområdet, ned og op af de små sten stier der løber imellem de gamle træhuse. Tøj og div. farve strålende tæpper hænger overalt til tørre ude på deres smukke gangbalkoner. Jeg får set nogle smukke bygninger og hilst lidt på de lokale og taget nogle gode fotos. Derefter tager jeg ned til selve Manali, for blot at opleve lidt af stemningen her.
Stemningen er meget afslappet, da det er søndag formiddag. Den bredde hovedgade, der ligger i forbindelse med den store busholdeplads, er lukket af for køretøjer. Den er fyldt med mennesker der blot hænger langs kanterne. Mange hunde ligger midt på gaden, som døde. De suger sikkert varmen fra asfalten og solen til sig, efter en lang kold nat.
Jeg er tvungen til at hæve penge, da jeg på min videre færd, har tænkt mig at ville bevæge væk fra hovedvejen og derfor ikke vil møde så mange hæveautomater de næste par dage. Den ene automat vil slet ikke tage mod mit kort. Den anden var løbet tør for penge. Det er søndag så de par banker der er i byen ikke åbne. Nå jeg har måske nok kontanter til at kunne klare mig i dag. Jeg har desuden sikret mig ved at have 500 $ i kontanter, som en nød reserve.
Ny Enfield rute.
På denne MC.India Journey er det helt op til mig, at skabe de rette betingelser. Min plan blev allerede påvirket fra starten. Den tætte trafik samt den hastighed det var muligt, at bevæge sig fremad på, kunne jeg godt se, at det ville blive svært at gennemføre min første planlagte cirkelrute på ca. 3.000 km. i løbet af den tid.
Jeg startede alt for hårdt. Jeg skulle i stedet have valgt en kortere afstand den første dag, for at lære Enfielden at kende. Samt lære at forholde mig til trafiktætheden, vejenes beskaffenhed, køer, mennesker og varmen. Oveni kom så alle mine problemer med MC. den første dag.
Helt fra starten, kunne jeg godt se, at jeg behøvede hviledage imellem, hvis jeg også skulle have lidt anden nydelse, end kun den psykologiske man oplever, når man gennemføre noget fysisk man har sat sig for.
Formålet med denne journey, var at finde en balance, mellem det at tilbagelægge afstande og højder ved hjælp af MC. samt det, at kunne give sig hen og give sig selv tid til, at opleve og mærke den Indiske kultur.
Så den videre rute jeg nu lagde i Manali, var ikke så lang. Den store cirkel måtte opgives. Dels på grund af alle de extra fridage jeg havde tilladt mig at tage samt de alt for urealistiske store afstande mellem de byer, jeg først havde tænkt at besøge.
Jeg gjorde en stor fejl fra starten i Delhi, ved ikke at finde en Road Map butik. Jeg var inde i nogle af de helt store boghandler, men de havde ikke kort der var detaljeret nok. De havde i str. 1:500.000. Jeg havde behov for nogle mere detaljerede kort. På kortene kan jeg desuden ikke se højder via farver eller tal. Kun de højeste punkter er angivet.
Så hver dag er en ny overraskelse. Om jeg kører i en dal eller på en bjergtinde. Kortene af vejnettet, er heller ikke detaljeret nok, så de mindre sving har man undgået. Kortene giver også lidt forskellige oplysninger om afstandene mellem byerne. Nogle af kortene viser f.eks. at byen ligger lige ved vejen. Men i virkeligheden, ligger den måske 3 km. oppe på bjergsiden.
Det fandt jeg ud af via den guide, der havde hjulpet mig før i Shilma.
Jeg havde pr. tlf. kontaktet ham fra Manali og rådspurgt om den nye rute jeg havde planlagt, hvor jeg ville tage de mindre veje mere mod vest, på min rejse tilbage i en meget blød bue med endemålet Delhi.
På kortet kunne jeg se, at jeg så skulle forbi Jalori Pass i 3.223 m. højde. Han frarådet mig dette, da der lige havde være snestorm og sneskred. Jeg var heller ikke rigtig i form til sne kørsel, på den tunge Enfield. Jeg synes faktisk det havde været koldt nok i Manali under tæpperne.
Så ruten tilbage til Delhi bliver til en slags sløjfe bestående af tre cirkler. Et meget fint symbol på hele turen. Hvor mine spor krydser og mødes.
Jeg føler på nuværende tidspunkt at turen på en måde er slut. Og dog har jeg faktisk en uge tilbage af min journey her i Indien.
21 sept. / Kl.12:00 forlader jeg byen Manali.
På min vej ud af byen Manali stopper jeg ved en bro, for at tage et foto af floden Bear. Lige ved siden af, sad en hel gruppe Sikh slangetæmmer. Den ene begyndte at spille, for at tiltrække min opmærksomheden og en klapperslange, begyndte at rejse hoved og svinge kroppen fra side til side. Jeg var parat til lidt underholdning af denne særprægede karakter, så jeg satte mig ned og kiggede på. Låget blev taget af nogle flere fletkurve og andre klapperslanger dukkede frem. Jeg fik desuden lov til at hilse på en boa slange på et par meter, som jeg fik lagt om halsen, mens klapperslangen foran mig svingede fra side til side.
Professionelt fik den ene lånt mit camera og som den turist jeg er, kan jeg jo godt lide lidt dokumentation. Her har jeg været og dette har jeg gjort. Så her var et bevis på, at jeg ikke er bange for slanger. Samtidig bliver jeg hvisket i øret, at for denne lille seance, skulle jeg støtte deres lille gruppe af personer med et par tusinde Rs. Jeg fortalte ham, at jeg ville give ham og gruppen 200 Rs. Det var han slet ikke tilfreds med, da de som sagt, var mange der skulle have mad. Jeg fortalte ham ,at hvis han ikke var tilfreds med de 200Rs for denne korte lille seance, så ville jeg intet give.
Hotelejeren i Manali havde skrevet navnene ned på hele 12 forskellige små byer jeg ville passere, på en strækning af kun 24 km. før jeg nåede byen Naggar, hvor jeg ville se 2 gamle templer.
I Naggar spurgte jeg en ældre herre om vej, ved at vise ham fotoet i arkitekt bogen. Han blev meget interesseret i bogen og bladrede den hele igennem, mens jeg holdt en lille frugtpause. Han gav mig så nogle blade han havde samlet. han havde plukket dem som trekløver. Dem fik jeg tre af, jeg tror det skal betyde Gud velsigne dig.
Det var meget heldig, at jeg først begav mig af sted et par dage efter alle disse jordskred i området, så jeg uden besvær kan passere. Vejarbejderne er i gang mange steder. De store skred, har de kun ordnet midlertidigt.
Det var slet ikke dårligt, at jeg i regnperioden befandt mig i Manali.
Den næste dag, vælger jeg igen at kører videre, af de små veje. Det første stykke var nede i en dal, så det var et meget lige, men meget mudret stykke, før jeg så igen kom op i bjergene.
Jeg stoppede ved en lille ashram for at tage fotos. Guruen inviterede mig ind. Jeg fik Thai og en meget fin politisk samtale med denne avislæsende Guru, der også kunne fortælle, om alle de jordskred der havde været i området.
I hans lille runde Tempel/bolig sad foruden mig 3-4 andre. Den ene gjorde en pibe klar. Hashen kom fra Guru Baba Masyandra Giri hånd. Jeg fik lov til at tage foto af den hashrygende Guru, der fortalte art han havde venner i Sverige.
Jeg sagde nej tak, til at joine hash gruppen. Jeg skulle jo videre på min Enfield. Der sidder måske stadig en lille angst i mig med hensyn til hash, hvor jeg oplevede af få nogle slemme psykotiske oplevelser. Hvorimod Marihuana kunne jeg bedre styre. Jeg har det stadig utroligt fint, når jeg nyder dette, hvad jeg nu meget sjældent gør. Da jeg befinder mig i en vennekreds hvor der for det meste står vin på bordet.
I en anden lille landsby, på min rute hvor jeg stopper op for at spørge om vej, beder en anden guru mig op at stå af MC. og få en snak. Han kan nu mest fransk. Han var guru et godt stykke fra hvor vi sad. Men jeg fik igen et foto af en mand der søgte sandheden i livet.
Endnu en Hot Spring & massage.
Dagen efter ligger jeg ved vejsiden for at slappe lidt af i ryggen. En ældre herre kommer forbi og spørger, hvor jeg er på vej hen. Jeg fortæller ham at mit næste mål er Tattapari. Hvorfor blev jeg ikke en dag ekstra her, jeg kunne bo hos ham. Det var et meget uventet tilbud, som jeg måske lidt for hurtigt takkede nej til, da jeg skulle videre mod Delhi. På en måde var jeg blevet lidt nervøs for, om jeg kunne nå til Delhi, nu da jeg havde valgt denne meget langsommelige og noget længere rute.
Udsigt fra Hot Spring i Tattapari
Jeg finder den Hot Spring, som viser sig at være et bassin på kun 1,5 x 1,5m Det var i forbindelse med et Hotel og en restaurant. Jeg kunne også få massage her. Vandet i bassinet var alt for varmt i øjeblikket, så jeg modtog først en lille times udmærket massage.
Mens jeg fik massage, var der dukket 40 stk. engelske MC. kører på lejede Ensfield. De var alle i hele sikkerheds udstyret. Nogle var hoppet i det varme bassin. Jeg skyndt mig at hoppe i. Det var lige så varmt og skønt som i Vashishth. Men her lod vandet til at være så varmt at det lille bassin måtte køles ned med en løbende strøm af koldt vand. – Det var virkelig godt for min krop.
MC. holdet var endnu ikke kommet så langt, som de gerne ville. De var blevet stoppet af alle de jordskred og ventede på at ruten igen var åben. De skulle meget mere nord på end Manali. I MC. gruppen var der også 5-6 kvinder. Når de kørte var de faktisk spredt ud over 1 km. De havde en Mekaniker med på deres tur. De boede stadig i Shilma. Dette var blot et lille trip, inden de skulle på den lange tur. Deres tur var planlagt, så de kørte ca. 100 km om dagen.
Jeg valgte at kører videre og spise mad på en anden restaurant på min vej mod Shimla, hvor jeg igen på tilbagevejen har valgt at overnatte, da jeg sidst havde et utroligt fint værelse med udsigt udover dalen.
En bus dytter og vil forbi. Jeg kæmper med at skubbe MC, men jeg glider hele tiden i underlaget og min h. fod står skiftevis i 20 cm mudder eller på vejen. En ung fyr fra bussen forsøger at hjælpe mig. Men det går ikke. Så kommer der 3 stk. til og så lykkedes det os, at få den hen på den anden side af mudret. Der stod jeg med mine lerfødder, der virkelig var tunge. Jeg måtte skrabe leret af med nogle flade skiffersten.
Jeg undersøger Enfielden og finder ud af, at jeg godt kan køre videre på den selv om gear pedalen har forrykket sig en del. Mekanikeren i Shimla må så kigge på gearet igen.
Jeg kommer til byen Shimla fra nord siden og opdager pludselig, hvor stor og larmende og fattig den i virkeligheden er. Den skildrer sig ikke væsentligt ud fra de fleste andre halvstore byer i Indien jeg har kørt igennem. Den del af byen Shilma som jeg har besøgt, er den rige ende af byen. Der hvor de historiske engelske bygninger findes.
Det viser sig at gearskiverne, der gør at man kan skifte gear, er rødglødende. De skal igen skiftes ud. Det er sikkert de sidste 25 km. der har slidt forkert på dem. Men som den unge belærende Enfield engelsk talende sælger sagde,- det kunne jo også være, at jeg ikke var forsigtigt nok med mine gearskift.
Møde med Guiden Ranjan Thakur.
Morgenen efter mødte jeg Guiden i hans by Choghi, som ligger 13 km. nede af bjerget fra Shilma. Han foreslog at jeg skulle tage til den hellige Renuka Jee Lake. Han gav mig desuden en flaske vin lavet i Choghi af Rhodondendron blomsten, der blomstre i området. Jeg er ikke den store vinkender, så jeg vidste faktisk ikke, at man kan lave vin af blomster.
Guiden har også en Enfield 350cc. Han sagde om min model, at den skulle behandles med forsigtighed. Ingen kraftig gassen op, ved gearskifte. Gashåndtaget skal være helt i bund og så skal skiftet ske forsigtigt. Enfileden 500cc kan jeg forstå, er som en stor elefant, der skal behandles med nænsom hånd og ikke bryder sig om pludselig hurtige ryk og speeden op.
Jeg tror faktisk at jeg har haft en del af skylden. Jeg har presset det store dyr for kraftigt og ikke lyttet til dets natur. Jeg har behandlet dette tunge dyr, der lidt langsom i optrækket, som jeg gjorde med min tidligere let benet og flyvende MC.Aprilia pegasus 650cc.
Det er tidligt morgen kl. 6:30. Solen har endnu ikke nået op over bjergtoppen i det fjerne. Søen ligger fuldstændig blik stille. Jeg indstiller mig på mit Yoga morgen ritual. Jeg finder et tykt tæppe i skabet, folder det tre gange med et lagen henover, så det får en tilpas tykkelse, så jeg kan foretage rulninger på rygsøjlen, uden at mærke de hårde marmorfliser igennem samt udføre en hovedstand, for at få lidt frisk ilt til hjernen.
Jeg indtager morgenmaden i den bagende morgensol og følger fra balkonen, hvordan chimpanser stryger i en stor flok henover terrassen på den gamle hoved bygning, som minder mig lidt om Karen Blixens hus i Afrika. Jeg var først tilbudt et kæmpe rum der, med mindst 4 m. til loftet, med masser af fugtpletter på betonvæggen. Det var med direkte udsigt udover Renuka Jee Lake. Men jeg valgte i stedet den nyere tilbygning, med egen balkon, hvor jeg så kunne sidde mere privat samt at rummet virker mere komfortabelt. Det havde jeg brug for. Samtidig var det vigtigt, at have et godt værelse, da jeg havde tænkt at tage ’a day off’ her, i skønne smukke omgivelser. Der var kun et sikh ægtepar foruden mig på hotellet.
Jeg kan godt mærke, at jeg har været igennem nogle hårde fysiske dage. 4 dage i træk har jeg været på farten 6-9 timer, af de små snoede hullede og visse steder smattede og livsfarlige glatte bjergveje. Sving, huller og staccato kørsel. Det er skønt at man ikke møder så mange modkørende, men så kommer de pludselig, som ud af den blå luft og igen må man foretage en afværge manøvre,- det skaber spænding i kroppen. Min krop skreg på pause.
Hele tiden er jeg indirekte også tvungen til, at overhale lastbiler og busser, da støvet står op efter dem. Så du må holde en god afstand til dem, men det er svært, da der hele tiden kommer en modkørende, så de skal bremse lidt op for at passere hinanden. Det forstyrre også din fornemmelse af frihed og luft, at have nogle store larmende og støvende skrumler liggende foran dig. Selv alm. person biler sætter gang i støvet og har det noget sværere ved at passere alle de hullede vejområder. Du kan bedre manøvrere imellem hullerne på to hjul og derved komme hurtigere frem. Men det kræver energi med alle disse overhalinger.
Lige før byen Chindi for et par dage siden, var jeg desuden så uheldig, ned af en meget stejl bjergvej, at skride i et meget skarpt venstresving. Jeg tror det skete både på grund af at svinget var meget glat, da der løb en kilde direkte ud på vejen, men også at jeg havde lagt mig for meget ned på siden i svinget og farten ikke var høj nok, så vægten af mig og MC. fik den til at lægge sig ned på siden. Enfieldens sidebøjle tog mod faldet og jeg slap med et ordentligt slag mod min v. skuldre. Men i faldet holdt jeg så godt fast i h. bremsehåndtag, så det i faldet brækkede.
Det var et meget lille ufarligt styrt. Jeg fik den tunge MC. på højkant igen. Det er ikke så nemt på en stejl glat og våd bjergvej.
Jeg kørte videre, nu kun med fodbremsen. Jeg stoppede i den lille by Chindi for at spørge om videre vej mod Tattapani.
Som det var sket så mange gange tidligere, på grund af mine mangelfulde kort, var jeg utrolig mange gange nød til, at standse og spørge om vej. Enten forstår de ikke hvad man siger eller kan ikke læse eller se på et kort, så jeg føler mange gange, at jeg står i den situation ’lost in translation’. For jeg synes jeg får så mange forkerte svar, så jeg lidt for tit må vende om, da det er den forkerte retning, man har sendt mig.
Så her stod jeg igen og på grund af mit mindre uheld ville jeg ikke igen køre i en forkert retning. Så i det lille spisested, stod jeg og forsøgte at forstå dem og de forsøgte at forstå mig. De ville sende mig i den retning jeg kom fra. Det kunne jeg slet ikke få til at stemme med kortet. Så det var en lang argumentering frem og tilbage, med det lidt engelsk den ene kunne og så de andre på hindu. Så kom der en der kunne Engelsk. Men stadig havde jeg svært ved helt, at forstå deres måde at tolke kortet på. Dette var ikke første gang, at jeg ikke fattede den besked jeg fik.
Retningen blev vi ikke enige om. Men jeg var villig til at køre en omvej, for at få MC. på et værksted i byen Karsog, som viste sig at ligge 15 km. væk. To unge på en MC. kørte foran, da de også skulle dertil.
Hurtig service. Jeg fik et nyt bremsehåndtag sat på. Rettede fodpedalen samt stigbøjlen som havde fået et godt tryk.
Tidlig morgen i byen Karsog
Det eneste Hotel i byen, var ’something’. Jeg var virkelig kommet langt ud på landet. Mit hotel var ikke værd at spise på, så efter at have været inde på en slags Internet Box midt i en slags købmandsbutik, hvor det dog lykkedes mig, at få forbindelse, men så gik elektriciteten i hele byen, hvad er meget normalt her i Indien. Det skete mere i nogle byer end andre. Han fandt sin campinglampe frem, så han kunne forsætte sin beskæftigelse. Jeg fandt min egen computer frem og sad der og skrev, mens jeg ventede på at der igen ville komme kommunalt lys.
Jeg fik aldrig internet forbindelse igen, så jeg satte mig ind på et spisested lige overfor, da det lod til at være OK i forhold til de andre steder, jeg havde set i landsbyen. Det mindede mig meget om de steder, jeg for mere end 20 år siden besøgte i Cairo, sammen med min gode ven og kunstnerkollega Niels Nedergård. Han havde boet i Cario i flere år. Det var utrolig intime og nærværende steder vi besøgte og det var meget billigt, men hygiejnen var langt fra, hvad man er vant til. Så det vendte sig i mig, også dengang, når den beskidte klud blev kørt henover bordene og alt blev vasket af i koldt vand.
Nå maden er i hver fald frisklavet. Vi var en 5-6 stykker, der sikkert havde bestilt spisestedets og dagens eneste specialitet. Så først fik den ene en chapati, så den anden, alt efter om den unge mand der stod lige foran mig med sin pande over gassen, var klar med en ny. Så en skål med agurker og citron, så lidt miksede grønsager. Hele tiden, først til den ene så til den anden.
Jeg har nu været i Indien i 3 uger, så jeg må nok have vænnet mig lidt til deres bakterier. Så derfor var jeg ikke så bange for maden og stedet. Men frygten sidder lidt i en. Det erfarede jeg den næste morgen. Da jeg var kommet i hele antrækket og havde fået pakket Enfielden, følte jeg mig igen, svimmel og meget utilpas. Lidt af det samme, jeg havde de første par dage i Delhi. Men det kunne da ikke være mine malaria pillerne, som jeg mente jeg havde vænnet mig til. nok havde de ikke yoghurt her på hotellet, så jeg havde kun fået nogle stykker plain toast.
Måske havde jeg fået en maveinfektion fra mit besøg på det lokale spisested. Men det kunne også skyldes, at jeg denne dag havde taget 2 andre malaria piller, som jeg kun skulle tage en gang om ugen. Måske var det, deres bivirkninger der virkede så stærkt på mig, da jeg ikke fik så meget søvn og min krop var helt udkørt. Efter faldet i går, var jeg endnu mere stiv og øm i musklerne end jeg plejer.
Denne by var ikke værd at blive i. Så jeg kørte videre i et meget roligt tempo, mens jeg håbede, det var pillerne og ikke en Indisk form for mave infektion. Jeg havde spist en banan jeg havde, for evt. at neutralisere pillerne lidt. Men jeg kunne faktisk ikke spise noget. Men jeg kom videre. Holdt nogle pauser hvor jeg lå udstrakt i solen langs vej siden. Jeg fik det langsomt bedre og efter 2 timer var jeg igen på højde med mig selv og kørte nu igen i den normale fart og rytme.
Heldigvis er vejret sådan, at det er behageligt at have min kørejakke på. Det er blevet køligere siden jeg for 2 uger var i samme område. Men indtil nu, har jeg ikke fået brug for nogle af mine tre forskellige par læder handsker.
Som MC. kører er du så meget mere sårbar, når der kommer disse passager med mudder, som jeg var ud for forleden dag. Pludselig var der et stort mudret område og jeg kørte vel 50-60 km. faktisk ikke hurtigt, men på den glidebane var det ved at gå galt. Jeg så allerede mig selv på maven glide igennem mudderet. Jeg klarede den, men der gik et slags deja-vu igennem mit hovedet.
I Tyrkiet var jeg ude for at komme med 100 km. i timen ind på et helt ny tjæret stykke vej. De havde tjæret i begge sider af vejen. Her forsøgte jeg virkelig også at holde tungen lige i munden og langsomt dreje MC. over i v. rabat, for der kunne jeg se, at jeg kunne køre. Der så jeg også mig selv for mit indre blik, glide på halen gennem det sorte klistrede tjære.
Jeg håber jeg har fået svaret alle jer, der har sendt mig en hilsen på vejen, som jeg har været glad for at modtage. Jeg har nemlig ikke mulighed for hos min server, at se hvem jeg har sendt til, da den ikke gemmer kopier. Så måske har jeg kun fået skrevet tanker og hilsener oppe i hoved, men ikke fået dem videre ud i æteren via internet. Tanker er ikke så håndgribelig som det skrevne ord.
Utrolig mange gange er der kommet en email retur, som normalt er gået igennem. Alt er som det plejer, kommunikationsproblemer.
Larmen udenfor vinduet er meget hektisk. Jeg er på vej tilbage til storbyen.
