Mine lægmuskler var fuldstændig overanstrengte. Det h. ben mest, så jeg var tvungen til at halte. Jeg forsøgte at massere dem så godt jeg kunne, men det hjalp ikke meget. Så jeg blev lidt nervøs for min videre MC.kørsel. Jeg kunne dog aflaste v. ben ved at benytte h. ben til at kickstarte, da det var det mindst overanstrengte ben. Det der er anstrengende er at kickstarteren nogle gange slår ligesom tilbage hvad musklerne ikke kan lide
Jeg havde kørt henover en smuk hængebro over Ganga, hvor bredden af en MC samt en person lige kunne passere hinanden. Det var en søndag så det var virkelig i tæt. Mange havde fri og besøgte derfor de respektive Ashramer og meditationssteder som findes i denne by. Det var skønt at se kvinderne virkelig pyntet op i deres farverige sarier. Normalt er det mest mændene der dominere det udendørs liv.
En ung europæer havde henvist mig til Shri Sant Sewa Ashram hvor han boede. Det var en slags åben hotel Ashram. Der var Hatha Yoga timer morgen og aften. Der var ingen meditation i øjeblikket.
Mens jeg sidder i receptionen, ser jeg at de også lige overfor også tilbyder Babas massage. Det var lige det jeg i nødens stund trængte til. Massøren vise sig at være den samme imødekommende, perfekt engelsk talende intelligente smukke unge mand, jeg havde talt med tidligere i receptionen. Hans spurgte til hvilken type massage jeg ville have. Jeg trængte nok til 1 times dybdeborende total massage med olie fra top til tå.
Det var utroligt dejligt at ligge der på mave og mærke de glidende dybdeborende masserende og stærke hænder arbejde sig henover ens bjerglandskab af ryg og baller. I starten følte jeg, at det var lidt grænseoverskridende, da han startede med at krænge ens trusser nedover ens baller med et enkelt greb så de lå der som to blottede meloner. Normalt har man et håndklæde henover de ædlere dele. Hans glidende bevægelser startede eller sluttet på toppen af denne masse af muskler og fedt, der virkelig nød denne æltende massage. Det var både en nydelse og en slags pinsel, da han virkelig gik hårdt i dybden med sine stærke hænder, så hver gang han gled op over visse muskelgrupper, der var hårde af spændinger, foretog jeg lydløse kompenserende ansigts smertetrækninger. Han gik hver kropsdel igennem og vendte hele tiden tilbage til hele kroppen. Så mine lægge fik en ordentligt smertefuld omgang. De virkelig glidende helt jævne bevægelser gjorde han med fødderne, så man følte at han kørte en damptromle henover ens rygstykker og ben. Man er tvungen til at gå i dybden, hvis det skal nytte noget, det er jeg godt klar over, så det var en utrolig smertefuld nydelse. Faktisk har jeg aldrig fået så stærk, dybdeborende og kompetent massage før. Der var ingen ømme steder bagefter denne hårde behandling.
Jeg slap næsten af med min halten, men den kom dog hurtigt igen. Som han sagde, det kræver flere behandlinger, at fjerne spændingerne. Jeg fik massage dagen efter samt om morgenen før jeg skulle videre mod bjergbyen Mussoorie. De 3 behandlinger, var hver gang lige nydelses- og smertefulde. De fjernede det meste af spændingerne i mine lægge.
Tankerne fare igennem hovedet på en, hvad nu hvis det udvikler sig til en udtærende diarré. Jeg har oplevet det et par gange før, hvor det har taget mig et par mdr. efter jeg er kommet hjem, før jeg igen kunne spise normalt. En fysisk anstrengende MC.Journey og diarré i min alder, hører ikke sammen. Jeg sluger et par stoppiller og håber det bedste. De næste måltider bestod udelukkende af yoghurt og tørt brød.
9 sept. når jeg bjergbyen Mussoorie, der ligger i 2.000 m. højde.
Min første email fik i fra bjergbyen Mussoorie. Jeg var heldig instinktmæssigt at dreje ind på dette udefra elegante dyre store hotel med vagter osv. Dens beliggenheden på bjergsiden er helt fantastisk. Det virkede meget regulær med sine store vinduer og balkoner. Ligner meget de hoteller man ser i de spanske feriebyer, der ved første blik ser enormt elegante ud. Men når man bedømmer det med håndværker øjne. kan man godt se, at det er billigt og hurtigt arbejde. Det forsøger visuelt, at give sig ud for mere end det er. Det var noget nedslidt, men havde utroligt meget personale, men ellers var det helt mennesketomt.
Hotellet er nok det bedst beliggende i byen. Jeg fik et dejligt stort værelse med udsigten fra balkonen i den rigtige retning. Det var en utrolig nydelse, at se udover dalen og bjergene og ned på alle de krogede veje jeg havde kørt. Det kostede 130 kr. pr. nat, da det var uden for højsæsonen. Hele byen bar præg af at være en mindre turistby med deres smarte tøjbutikker.
Det tog mig 3 timer at køre de 94 km. fra Rishikesh. Først er der enorm meget trafik man skal igennem, så kommer der bjergkørslen der sætte ens hastighed ned på ca. 40 km. i timen. Men opturen var hel fin, da vejene var delvis nye. Jeg fik lidt af køreglæden tilbage.
I denne bjergby, er det de gående der dominere gadebilledet, da man har bom hvor byens hovedgade starter, så kun få køretøjer slipper igennem, og på grund af stigningen heller ingen cykler.
Ved byens start, stod der mænd med tovværk og sækkelærred over skuldrene der blot ventede på, at nogle havde brug for deres hjælp til at bære genstande op af bjergskråningen til deres bolig. Jeg så nogle slæbe på en kæmpeseng, der var bundet på ryggen.
Deres ansigts træk og tynde skikkelser, så også meget hærgede og udslidte ud lige som cykeltaxi mændene. Jeg tror det skyldes hårdt sejlivet slidt i bagende sol, kulde og vind. De minder om ældre sejlivede maraton løber. De bliver blot ved ligesom gamle seje egetræer, man ved ikke hvor længe de kan holde. På samme måde har jeg det lidt, med min lejede MC. Ensfield. Så den skal nok klare bjergene.
Den aftenen fik jeg en kop cafe latte, på en amerikansk indrette cafekæde. Det skulle jeg nok ikke have gjort, for det satte virkelig gang i min mave. Dagen før havde jeg som sagt haft tynd mave og havde faktisk begyndt at tro/håbe at min mave havde klaret det denne gang. Men så mærkede jeg pludselig trykket i mellemgulvet og presset på de indre anus muskler. Så viste jeg hvad det galt. Her i byen var der ikke nogen restaurant, der var stor nok til også at have et toilet de ville vise frem. Så det var blot om at komme tilbage til mit hotel der lå ca. 5 min. gang væk. Det kunne ikke betale sig for mig at benytte en taxi, da det blot var besvær at komme ind og ud. Så jeg klemte ballerne samme. Jeg småløb ned af bjergvejen til hotellet, fik nøglen, kom op af trapperne og hen ad gangen der synes utrolig lang. Samtidig med at jeg satte nøglen i døren og fik åbnet den, mistede jeg kontrollen over anus musklerne og det exploderede i min underbukser. Jeg nåede ud på toilet, fik krænget bukser af. Tømte mine underbukser, for den flydende masse af ekskrementer ud i toilettet. Heldigvis har mine underbukser nogle korte ben, så det holdt ekskrementet borte fra at forsætte ned af mine lår
Nu er det blot at finde en netcafe, som kan tage ens USB stik og overføre ens tekst og foto. Men som jeg har oplevet det utroligt mange gange før, opstår der nemt computerproblemer. Jeg havde tidligere prøvet at sende nogle foto hjem og det var sket helt ude for problemer, da fyren vidste hvad han gjorde. Nu havde jeg så fået lidt erfaring med at downloade, men det var slet ikke nok. Den unge pige på denne Internet cafe, var lige så hjælpeløs og uforstående som jeg var, over de problemer vi løb ind i. Så efter et par timer, besluttede jeg at opsøge den anden Internetcafe der var i byen. Efter lidt kamp lykkedes det mig, da de havde browseren FireFox, som lader til at være bedre for mig end Internet Explore, hvor dokumenter i pludselig forsvinder og de har ikke History oversigten, hvor man kan finde tilbage. Jeg får utrolig spændinger i skuldrene, når det ikke vil lykkedes.
Jeg gik tilbage til hotellet for at hvile mig lidt. Jeg følte mig fysisk fuldstændig færdig. Var deprimeret over at tænke på rejsens videre forløb. I morgen skulle jeg kører til storbyen Chandigarh. Jeg havde på en måde fået nok af disse storbyers trafikkaos. Så jeg lå og spurgte mig selv, hvad glæde jeg havde af at tage videre på denne MC.Journey.
Min træthed skyldtes også, at jeg de sidste mange nætter havde sovet meget lidt og dårligt, da madrasserne var lidt for hårde for mig. Efter 6 forskellige hoteller, hvor kun det i Dehli var OK, må jeg konstatere, at man foretrækker lidt hårde madrasser her i Indien.
Det var skønt igen at sidde på MC. Der var næsten ingen trafik, vejen var næste helt nyasfalteret, så det var en drøm at tage den ene kurve efter den anden. Det var klar himmel og den kølige brise på grund af højden, gjorde det til ideelt vejr at kører i. Udsigten var helt utrolig smuk, så efter en down tur var jeg nu igen på vej op. Jeg havde indstillet sindet på det kaos der ville møde mig.
Under min nedkørsel synes jeg at koblingen og bremserne til baghjulet ikke mere var helt OK. Jeg indstillede igen bremsepedalen. Men stadig føler jeg ikke at bagbremsen fungere helt OK. Jeg beslutter mig for, at jeg vil have det tjekket på det første værksted jeg støtte på og ikke vente til jeg kom ind til storbyen, hvor værksteder kan være svære at finde, de har måske ikke tid til at lave det med det med det samme og det vil sikkert blive meget dyrere.
Ned af bjerget benyttede jeg så forbremsen mere end normalt. Efter ca. 70 km. finder jeg et værksted. De finder hurtigt ud af at bremsesystemet er slidt op, så de er tvungen til at købe en helt ny fælge med indbygget bremseklodser.
Da jeg kan forstå, at der vil gå mindst 1 timers tid, går jeg for at finde lidt at spise. Jeg vælger at går ned af en sidevej, væk fra den larmende fyldte hovedvej der passere igennem byen. og finder her et utroligt stille miljøe, hvor skolebørn kommer cyklende eller gående.
På min videre fart, passere jeg et gadeteater som spiller lige ved hovedvejen. Så publikum står også på den anden side af vejen og kigger på. Skilte indsnævrer vejen, så alle kører langsomt forbi. Måske er det en måde at indvie alle, at nu sker der noget ’slow down’. Det gjorde jeg så og fik taget en lille videofilm af teatersceneriet.
Kørt galt.
Jeg opdager nu at jeg er kørt galt men vælger at forsætte. Fejltagelse har givet mig en omvej på ca. 70 km. Så da jeg når byen Yamunanagar efter 200 km kørsel og 10 tim. rejse er jeg fysisk udkørt. Det er utroligt hårdt med en rygsæk på ryggen samt ingen vindskærm foran, der kunne tage lidt af for vindstyrken. Men heldigvis lader det til, at jeg ikke så tit kommer op over en hastighed på 80 km. På den anden MC. journey var jeg tit oppe på 140 km. i timen. Så det er en helt anden rytme og hastighed.
Heldigvis havde jeg besluttet, at jeg ikke ville forsøge at nå til Chandigarh, for det ville snart blive mørkt og jeg skulle tænke på mine fysiske og psykiske kræfter.
Så sidder jeg igen fast i en trafik prop midt i Yamunanagar. Jeg får arbejdet mig igennem og bliver til sidst stoppet af en tog-bom. Ingen synes rigtigt at respektere denne. Hverken af de gående, dem på cykler, cykeltaxier, MC etc. de bukker sig blot og skubber deres MC under bommen. Min MC. er for høj, så den kan ikke med bagage komme under. Desuden er den for tung til at lægge på skrå for at komme under. Så her står jeg foran bommen sammen med alle bilisterne bag mig. Det er stadig utroligt varm og jeg er fuldstændig udkørt. Jeg har heldigvis indstillet mig på at dette er endestationer for denne dags journey. Det får mig til at se hele dette sceneri fra den humoristiske side. Det tager mindst 5 min før et tog kommer med højst 15 km. i timen og det er flere hundrede meter langt. Efter 5 min. mere passere et andet tog fra den anden side, også i slow motion og lige så langt. Virker sikkert meget længere på grund af dens fart og det at man står med en vibrerende MC mellem benene der blot vil videre og op i fart. Bommen går stadig ikke op og cyklister og MC. og gående krydser stadig tog arealet. igen går der mindst 5 min. så kommer der igen et tog der må være nede på 5 km. Først kører det forbi en, så bakker det. Det må mindst være 500m langt med alle de rustne godsvogne. Så går bommen op i begge sider. En befrielse går igennem en.
Det er nok den grimmeste hovedgade jeg har set længe. Hotellerne virker ikke spor indbydende. Jeg valgte det der så nogenlunde ud. Nogenlunde værelser, men ingen vinduer. Det kan jeg blot ikke klare, Jeg spurgte mig frem til bedre alternativer. Det blev et luksus hotel denne gang. Det koster dog kun 225 kr. Men det var væk for den larmende hovedgade. Dejligt stort smukt rum, hvor jeg kunne slappe af. Det er faktisk, det først hotel hvor jeg synes virkede helt rent. Dog lå der en stor død græshoppe i vindue bag gardinerne.
Heldigvis har min mave holdt sig i ro under alle disse strabadser og afføringen virkede mere fast. Så jeg har et stille håb at min organisme langsomt har tilpasset sig. Her 4 dage efter lader det til at min mave igen køre som den skal, ligesom min MC.
Som jeg nævnte tidligere havde jeg regnet med på dette tidspunkt at have kørt mere nordligt og derfor befundet mig i et noget køligere klima. Så min tur hertil er faktisk lagt rent varmemæssigt 1 mdr. for tidligt. Nå jeg håber det i løbet af et par dage bliver køligere, da jeg arbejder mig tilbage mod bjergene. For det er faktisk for varmt med læderbukser og støvler og langærmet bluse.
Så man drikker litervis af mineralvand, men i løbet af 1/2 tim. er den blevet ca. 22 grader varm. Først nu har jeg fundet ud af bruge den termokande jeg har taget med til at holde vandet køligt. En utrolig forandring midt i varmen ’no where’ at kunne få en kølig slurk. Det er disse små glæder man sætter pris på midt i heden. Her i Chandigarh må det mindst være 30 grader og utroligt lummert.
Jeg har indtil nu ikke set nogen kører med sikkerhedsjakke og sikkerhedbukser på. Over halvdelen køre uden hjelm. Undskyldningen kan ikke kun være varmen. Sikkerheden er meget lavt prioriteret her, for det er jo alligevel gud der bestemmer om der sker et uheld, alt er i guds hænder.
12 sept. Chandigarh hovedstaden i delstaten Punjap.
Jeg har nu tidsmæssigt bevæget mig 1/3 af min Journey, rent bymæssigt har jeg nået 1/3 men ikke geografisk bevægelsesmæssigt. I alt har jeg kun kørt 668 km af en rute på ca. 3.000 km.
Efter 2 timer internet cafe besøg her i Chandigarh uden at det lykkes mig at få sent min rapport, da deres computer ikke var stærke nok, var jeg derfor på vej hen til Universitets området, hvor der skulle ligge nogle cafeer, der havde mere power. Så gik MC. i stå. Det var som om den var løbet tør for bensin. Jeg satte den over på reserve tanken, men stadig ville kickstarteren ikke tage fat.
Dagen før havde jeg også problemer. Det lader til at jeg hele turen igennem, skal lære at leve med en haltende følgesvend. De Kongelige Kugler, altså denne Royal Enfield Bullet 500cc. jeg har lejet, har ligesom ikke de rigtige kugler, af den rette støbning, de explodere på de forkerte tidspunkter.
Her stod jeg midt i Indien, som har en befolkning på 1.027 billion mennesker, næsten alene kl.19:30, på en af de mange bredde grønne, men om aftenen øde mørke lange boulevarder.
Chandigarh moderne by struktur er skabt af arkitekten Le Corbusier og er en slags bibel for mange arkitekter. Tanken med Chandigarh by struktur var at skabe en mere demokratisk by end Delhi. Hans ide var at lave 1 km2 kvadratiske boligblokke med deres egne butikker, skoler og arbejdspladser.
Der er i alt 47 af disse blokke hvor nr.17 er selve det store butiks og handelscentrum. Alt er indordnet et geometrisk mønster, der skaber en stor kontrast til den normale by struktur i Indien. Det arkitektonisk billed er anderledes uden at gå imod den traditionelle Indiske arkitektur. Som kørende turist virker det umiddelbar som en by, der er let at finde rundt i. Men jeg havde mine problemer, da blokkende skæres igennem af veje der er blot en anelse minder end de store boulevarder. Alle boulevarderne hvor de krydser hinanden har rundkørsler. Men umiddelbart ligner de meget hinanden, så man bliver let lost. De mangler det en alm. by har, nogle store visuelle kendingsmærker, som markante bygninger automatisk bliver. Men alle bygningerne i dette bycenter minder om hinanden og de fleste ses ikke på grund af store træer. Trafikken er utrolig luftig, da byens kerne er blevet spredt udover et stort område, af åbne boligblokke og boulevarder. Som gående er der virkelig afstande, der skal tilbagelægges.
Jeg begyndte at skubbe MC. op imod en lidt mere trafikeret vej, for måske at få nogle unge Inder til at prøve at kickstarte den. Jeg skulle stadig passe på mine lægge. Jeg fik et par stykker til at prøve, men de havde ikke noget held. Så stoppede en anden Enfield kører op og kom hen og ville hjælpe. Han havde heller ikke det store held. Så han mente det måske kunne skyldes tilførelsen af benzin, da reservetankens benzin nogle gange, blot lægger sig ude i siderne af tanken. Der var en benzinstation lige i nærheden, så jeg skubbede den derhen. Den unge Enfield køre, skulle også have benzin på sin MC. så han ventede til jeg fik tanket min op. Tanken kunne kun rumme 5 liter mere. Det vil sige, der hele tiden havde været mindst 18 liter på den. Jeg mente også, at det ikke var så lang tid siden, at jeg havde fyldt den op.
Den unge Enfield køre der er sikh, forsøgte så at kigge efter, hvad der så kunne være skyld i, at den ikke kunne starte. Først nu fandt vi ud af, at den hverken kunne dytte eller lyse. Så det måtte strømforsyningen det var galt med. Han fandt sit værktøj frem og begyndte at tjekke batteri, de forskellige elektriske forbindelser, tændrør osv. Han kunne ikke finde fejlen. Han fortalte mig, at der ikke var nogen værksteder, der havde åbne mere i dag og at det var søndag i morgen og da var alle værksteder lukket. Men han kendte dog et, som havde åben.
Jeg fortalte ham, at jeg meget gerne skulle videre i morgen tidlig mod Shilma. Han forsatte sin undersøgelse af patienten, guidet af en ven i mobilen. Han havde desuden også fået kontakt til en af sine venner, som har et Enfield værksted. Vennen ville komme sammen med en af sine mekanikker og hjælpe mig.
Pludselig fik han det elektriske til at fungere. Jeg bad ham om ikke at ringe tilbage til værkstedet, før han også havde fået den kickstartet. Da han lige havde fået den startet dukkede vennen og mekanikeren op.
Mekanikeren overtog med det samme operationen af Enfielden og tjekkede at alt, var som det skulle være rent elektrisk. Derefter lukkede han igen for indkig i patientens indre organer, som ellers var blevet blottet, for at finde fejlen. I papirerne står der, at det er model år 1999. Så den er ikke så gammel, men må været kørt hårdt og af mange forskellige ukyndige turister som mig, der måske ikke har kørt den blidt nok igennem alle Indiens huller.
Mens jeg stod passivt og så til, havde jeg fundet ud af, at jeg havde glemt min notesbog/logbog på internet cafeen. Derfor var jeg tvungen til at bryde en meget humoristisk snak, om Enfield og Indernes trafik kørsel, med hans sikh venner. Det kostede mig kun 100 Rs. / ca. 12,50 kr. til mekanikeren for hans besvær. Den unge sikh var stoppet, da han var medlem af en Enfield Club, så det var hans pligt at hjælpe. Han havde selv en 350cc, med startknap.
Min Logbog.
Det var vigtigt for mig at få logbogen, så jeg forsøgte at nå derhen igen før de lukkede. Den var kun 20:30, men den havde lukket.
Det blev til en dag extra i Chandigarh for at få min notebog, da Internet cafeen viste sig, ikke at have åben om søndagen. Den dag kunne jeg godt have brugt i en mere spændende by.
Min logbog er fyldt med informationer, der er et redskab og vigtige for ens videre færd både fysisk og psykisk. I bogen er indtegnet div. ruter, indklæbet kort over nord Indien, div. visitkort, emails adr. på personer man har været i kontakt med. Optegnelser over MC.værkstedsbesøg, km. optegnelse, benzinforbrug (Benzin er dyrt her i forhold til alt andet ca.7 kr. pr. liter / Jeg tror det meste ellers koster 1/4 –1/6 del af hvad det gør i Danmark). Økonomi, optegnelser over hvor man har været samt korte samtaler med sig selv. En vigtig følgesvend for en på sådan en Journey. Logbogen er som en dagbog er for en teenager. Blot er det ikke, så intime detaljer der bliver optegnet, mere en slags dialogbog med omverden.
På min elektroniske computer sidder jeg så og argumenter for, hvor vigtig notesbogen er for en og dog er Computeren den jeg arbejder mest og bedst på, Jeg gør de flest optegnelser på denne, da jeg nemt kan rette , kopier osv. Tingene står på en måde mere krystalklart for mig, mere sort/hvidt. I mine unge dage var det skrivemaskinen, der var vigtigst for mig.
Min Mac.PowerBookG4 som jeg har med på denne tur, er den samme jeg havde med på den sidste MC. tur til Iran 2003. Jeg havde lige købt den, derfor skulle den med, som et kært nyt stykke legetøj. Jeg havde endda hørt, at det ikke var sundt for nogen computer, at være med på en MC. tur på grund af rystelserne.
Computeren fløj ud af min rygsæk, mens jeg kørte 140 km. i timen i Aserbajdan, Jeg følte det som om jeg havde mistet en del af mig selv, nemlig alle mine visuelle informationer.
Jeg havde glemt at lukke rygsækken ordentligt efter et kort stop, for at kigge på et kort. Jeg havde måske kørt 10 km. før jeg opdagede ved et kig i bag spejlet, at min rygsæk stod åben, da rygsæk flappen bevægede sig kraftigt i vinden.
Computeren skulle findes, for om ikke andet kunne fotoerne måske hentes ud af den ødelagte computer. 2 gange søgte jeg langs vejkanten, men den var der ikke. Jeg fandt kun mine regninger til skattevæsenet samt lidt tøj der lå spredt ud i begge vejsider. Jeg stod nu sammen med nogle Asabajdaner jeg forsøgte via papir og blyant at tegne en computer, for at få dem til at fatte, hvad det var jeg ledte efter. En kæmpe dobbelt lastbilanhænger kørte ind til vejsiden og en chauffør svang sig ned og gik hen til mig. Han så min tegning og gik hen til Lastbilen og svang sig op og ned igen med min computer i sine hænder. Den havde mirakuløst overlevet mødet med asfalten. Den havde kun fået en slidskramme på selve computer boxens bagside og selve hylstret lavet af våddragts materiale have fået en del flænger.
Computerskærmen havde fået det jeg nogle kraftige blodansamlinger i øverste kant, der hvor menuen befinder sig. Skærmen består af en slags væske, bestående af små kerner der også kan briste. Så jeg skulle lidt i blinde finde de rigtige kommandoer for at åbne den.
Da jeg kom til Danmark, måtte jeg udskifte selve skærm og box. Hjernen er stadig den sammen. Men efter dette sammenstød med asfalten, har den haft en del forskellige hjernesvigt, som jeg havde svært at leve med i længden.
For 1 1/2 år siden fik, jeg derfor min nye Mac. Denne nye måtte jeg før denne rejse undvære i 4 mdr. da jeg var tvungen til at benytte den, i min sidste installation ’ToBeOrNotToBe’ på Kronborg Slot. Den symboliserede Den Nutidige Hamlets hoved. Den var dog stadig en del af mit hoved, da den indeholdt vigtige informationer. Så jeg måtte til Kronborg engang imellem og downloade informationer.
En notesbog er dog stadig mere handy, at have med sig, tage frem og gøre nogle notaer i. Jeg er endnu ikke til de små lommecomputer. Den er desuden dejlig fysisk og mere personlig visuel. I mine unge dage gik jeg altid med en skitsebog, hvor jeg gjorde visuelle optegnelser. Her i Indien er jeg helt væk i nuet. Det tager tid at finde ind i en ny kultur, når man vil deltager aktivt.
Nu sidder jeg så her på Universitets internetcafe. En civil betjent viste mig vej derhen, ved at sidde bagpå, da han skulle samme vej. Han sagde ikke noget til at jeg faktisk ingen hjelm havde på. Man trænger til at mærke vinden i håret i stedet for sved der rinder ned overe ens ansigt i varmen. Nu er jeg spændt på om I denne gang kan modtage min email. Måske bliver det så uden for mange fotofiler.
Jeg er ved fattet mod og som I ved kan jeg jo godt lide, at der er lidt modstand det giver lidt mere psykisk og fysisk kropskontakt. Jeg har lidt smerte jeg er i vanskeligheder, altså er jeg levende.
