Kurukshetra
27 sept. / Jeg er på vej mod lavlandet
Da jeg nåede ned via bjergvejene fra Neruda Jee Lake og kørte ned mod det flade landskab mod byen Kurukshetra. På de mere lige strækninger, kunne jeg sætte farten op hvilket var en befrielse.
Jeg slap så automatisk opmærksomheden fra hvad der skete langs kanten af min synsvinkel. Min koncentration var nu mere på vejen, da jeg hele tiden skulle være opmærksom på huller, modkørende samt foretage overhalinger. Langs de store veje, sker der nu heller ikke så meget, man har behov for at fotografere.
Jeg slap så automatisk opmærksomheden fra hvad der skete langs kanten af min synsvinkel. Min koncentration var nu mere på vejen, da jeg hele tiden skulle være opmærksom på huller, modkørende samt foretage overhalinger. Langs de store veje, sker der nu heller ikke så meget, man har behov for at fotografere.
Byen Kurukshetra var delt op i store sektioner af boligblokke med lige og luftige boulevarder imellem. En mindre kopi af storbyen Chandigarh, skabt af arkitekten Le Corbusier.
Jeg valgte at holde en fridag her i Kurukshetra, da jeg på ingen måde glædede mig til at komme tilbage til varmen og trafikkaos i Delhi. Jeg tog ud til yderkanten af byen, hvor der var skabt en kunstig sø på størrelse med 4 fodbolds baner. Hele vejen rundt om, var der en form for trappe tribuner. Så jeg troede faktisk først, at det måske var en slags sports arena. Men i stedet var det en hellig arena. Dens størrelse og enkel monumental arkitektur, mindede mig visuelt lidt om den fascistiske ’religiøse’ arkitektur.
Hellig vand station / Kurukshetra
Hellig station/ Kurukshetra
Udenfor langs den ene side af denne religiøse arena, var der virkelig mange pilgrimme/hellige mænd med deres runde blik madskåle. Jeg kunne på afstand se, at de stod i kø for at få mad. Jeg stoppede og tog nogle enkle fotos. De kommer straks imod en, med hænderne fremme. Men i forhold til andre, smiler de blot mod en, også selv om man med rysten på hoved har fortalt dem, at man ikke har tænkt sig at støtte dem. For hvis man først giver til en, har man hele gruppen omkring sig.
Jeg besøgte et smukt nyt Sikh tempel. Alt var meget æstetisk og rent. Her skulle man træde ned i en lille kilde af vand, før man kunne træde videre ind på tempel arealet. En Sikh førte mig op til templet, hvor der var en slags alter med deres smukke krumsabler og andre relikvier liggende. Han førte mig rundt og viste mig de ritualer jeg skulle gennemføre. Jeg havde først fået/ købt en skål med en slags grød /meget sød. Den skulle jeg give til den øverste hellig ved alteret. Han gav mig så lidt tilbage af denne slags sødet grød, som jeg så skulle spise. Jeg glemte helt at spørge, hvorfor der inde i templet var hængt så mange ure op. Et af de 6-7 store ure havde dato, mdr., år og sek. Tiden herinde ligesom stod stille og dog lagde man mærke til sekunderne.
Efter denne ceremoni inviterede en ung Sikher mig på frokost. Jeg blev ført over i et af de mange tilstødende sale, hvor der sad personer på 2 striber måtter på gulvet og imellem gik der tempel personale, der serverede chapatis og en ret med masser af grønne bønner. Det mindede om en slags bespisning på Kofoed Skole. Jeg blev bedt om at sætte mig ned og jeg fik så fyldt min madskål og skulle række begge hænder frem for i ærbødighed at modtage en shapati.
Nogle af sikherne virker meget aristokratiske i deres smukke klædedragter, med deres smukke krum knive og sabler. Se vedhæftede foto af 3 ældre aristokratiske herre.
Sikher / Kurukshetra
Sikh tempel
Inder/ Kurukshetra
28 sept. Mod endemålet Delhi
Jeg var heldig, at det var en helligdag nemlig søndag, at jeg forlod Kuruksherta og kørte ind mod mit endemål Delhi. Jeg havde måske en chance for at slippe de helt tætte massive trafikpropper.
Min hastighed på den fuldstændige lige vej mod Delhi lå på 90 km. som også var farthastigheden for privatbiler. Jeg oplevede 90 km. som utroligt hurtigt. Jeg havde i mange uger højest kunne komme op på de 60 km. mellem to sving.
Men 90 km. er faktisk hurtigt, når der hele tiden kommer uventede huller i vejen, langsomt kørende tucktucker, som nogle gange lå lidt for langt ude på vejen. Mange af de langsomt kørende lastbiler kørte permanent ude i yderbanen, da der tit var mindst huller her. Så man var hele tiden tvungen til at siksakke. Ingen lader til at ville holde deres vejbane. Man skulle også være meget opmærksom på folk eller biler, der pludselig krydsede denne den største hovedvej her i Nord Indien. Der var også tit nogle, der direkte kørte den modsatte vej imod en.
Jeg synes at jeg bevægede mig utroligt hurtigt igennem landskabet selv om jeg kun kørte 90 km. Enfielden kunne ikke rigtig lide, når jeg presse den op på 100 km. i timen, så var motor lyden ikke så god at høre på. 60 km. i timen var en dejlig kraftig lyd. På den anden journey til Iran, lå min marchhastighed, når det var muligt på ca. 120-140 km. Så der er lidt forskel på den gennemsnits fart, jeg har bevæget mig igennem Indien på og den jeg brugte til mellemøsten.
Først ca. 60 km. fra Delhi, dukkede der lidt større biler op og nogle enkelte af disse store biler lå på de ca. 110 km. Den kollektive fart er påvirket af, at der pludselig kan ske noget uventet på vejen.
Delhi er som en heksekedel. I starten boede jeg på et hotel der lå i en slags arbejderkvarter, med masser af småindustrier, så der var umusikalsk støj både konkret og visuelt. Trafikken var utrolig anmassende, men ikke umenneskelig aggressiv. De menneskelige relationer midt i heksekedlen, virkede på en måde afslappet i forhold til andre storbyer. Midt i travlheden, havde man tid til at være menneskelig.
Nu da jeg er på vej tilbage til Delhi, vil jeg finde et mindre visuelt og støjende kvarter, hvor der ikke ligger for mange støjende veje op til hotellet. Jeg vil prøve et hotel i Old Delhi kvarteret.
I selve Old Dehli bydel, fandt jeg ud af efter 1 times kørsel i den varme bagende eftermiddag sol og menneskemylder, cykeltaxier, cykler. okser, MC’er, tucktuck taxier og heldigvis kun få biler, da gaderne på den måde var lukket af. At her kunne man nok ikke holde ud at bo som civiliseret æstetiker. Der var så støvet, beskidt og grimt og falde færdigt. Det er som en smeltedigel. Bydelen er i meget dårlig stand, fyldt med fattige mennesker. Nogle var i lige så dårlig stand, som de fleste af de løsgående hunde.
Det var også for meget for Enfielden, der var gloende over at skulle kører så langsomt med så mange hold i 2 gear. Jeg havde samtidig også lidt svær ved at holde dens kræfter, da håndbremsen ikke rigtig var hel stram hvad den heller ikke skal være. Men da jeg mange gange måtte holde fødderne på vejen, kunne jeg ikke hjælpe til med fodbremsen.
Denne måde at køre på kræver at koblingen er spændt ordentlig, da man hele tiden må holde motoren i gang, men ikke farten. Så det skete et par gange for mig at den gik i stå og faktisk også at den ikke var til at holde i tøjlerne, da håndbremsen som sagt ikke var spændt nok til at holde den.
Det var koblingens job at sørge for at den ikke kørte frem. Det gjorde den så engang lidt for meget. Først da gik det op for mig, at koblingen var utrolig slap og derfor ikke kunne holde på Enfieldens fremdrift. Jeg havde helt overset denne vigtige detalje, da jeg var fuldt optaget af, at komme igennem myldret af trafikanter og gående, samt kigge efter Hotel.
Jeg stod af Enfielden og fandt værktøjet frem og kiggede efter, hvor jeg skulle spænde koblingen. Jeg havde svært ved at lokalisere dens videre forløb. Jeg fandt dog ud af at spænde fodbremsen lidt. Jeg måtte opgive og blev henvist til en form for MC.workshop 50 m. tilbage.
Det jeg troede skulle være en hurtig og meget mindre anstrengende dag, på grund af den høje gennemsnitsfart jeg kunne køre, endte så her i Old Delhi, som det også tog nogle lange omveje at komme til. Derefter denne slow motion igennem Old Delhi på udkig efter hoteller, jeg havde læst om i Loney Planet. Jeg fandt dem aldrig, men så mange andre rædselsfulde hoteller. Jeg havde også opgivet tanken om, at jeg kunne holde ud at bo i denne larmende beskidte inferno.
Jeg var fuldstændig færdig, da jeg endelig fandt frem til et rigtigt godt hotel på kanten af Old Delhi og tæt på New Delhi station. Jeg havde så igen været undervejs 6 timer. Før jeg nåede hotellet havde jeg også passeret en gade kun fyldt med hestevogne på den ene side og heste og hestepasser på den anden, hvor de boede i en slags presenning telte. Lige bagefter passerende jeg en lodseplads hvor en del hellige køer fik lidt føde. Man tror ikke dette kan lade sig gøre i en storby som Delhi.
Denne bydel havde også utrolig mange af de hvide kæmpe okser, til at trække deres forskellige kærre. Sammen med Inderne, der trak og skubbede ladvogne fyldt med bygge materiale, var det dem der holdt tempoet nede på et meget meditativt niveau. Dem der sad på kærrerne lod sig overhovedet ikke genere af den larm fra diverse horn, der konstant maste sig gennem luften. Denne kaotiske form for kommunikation fungerede faktisk, cykeltaxier gled lidt ind til siden, når man trykkede kraftigt på knappen til hornet, så kunne man lige smutte forbi.
New Delhi
Meditation
På denne journey fandt jeg nogle gange min Mala frem og mediterede, på samme måde som jeg gjorde i en lang periode af mine unge år.
I den hellige by Rishikesh som jeg besøgte i starten af min journey, hvor jeg boede på en slags Ashram/ Hotel kombination, havde de i øjeblikket ingen meditation, men kun Hatha Yoga undervisning. Jeg deltog i denne morgenyoga, for at få lidt variation til mit eget program, som består af de 9 store og vigtigste stillinger samt et par andre opvarmnings stillinger. Øvelser der bearbejder flest mulige organer og muskler i hele kroppen. Jeg har valgt at gentage det samme program, for så går sind og krop nemmere ind i en form for meditation. Jeg skal ikke ligge og tænke over hvilken stilling jeg derefter skal lave.
De unge Inder, som jeg har oplevet undervise i Hatha yoga, er ikke så bevidste om rækkefølgen af diverse stillinger. De går ikke så meget op i det fysiske og anatomiske forløb i deres opbygning af program, hvor f.eks. modstillinger er vigtig.
Men de bliver i stillingerne i meget lang tid. En meget mere meditativ form for udøvelsen af Hatha Yoga. Jeg er selv blevet mere dynamisk i min udførelse. Jeg har dog i løbet af mit ophold i Indien, fået et lidt mere meditativ forløb i min egen daglige yoga session. Jeg har samtidig igen koblet længere åndedrætsøvelser ind mellem stillinger, da jeg ved hvor livsvigtigt en funktion åndedrættet er. Legemet skal bruge ilt til at rense og forny blodet til opbygning af kroppens celler samt til at forbrænde alle affaldsstoffer. Man kan kun eksistere et par min. uden at trække vejret.
Vi civiliserede mennesker har glemt kunsten at ånde rigtigt. Vi indånder skødesløst og overfladisk og de fleste udnytter kun 1/10 af deres lungekapacitet. Ved en overfladisk indånding bliver organismen underforsynet med ilt, hvorved energien bliver formindsket og ved en overfladisk udånding vil affaldsstofferne ikke blive udskilt og danne god grobund for sygdomme.
Vi mennesker er ikke mere selv regulerende ligesom dyrene, der naturligt udnytter lungernes fulde kapacitet. Vi må arbejde bevidst med åndedrættet, for at opnå dette.
Efter disse to hellige steder, jeg besøgte i starten af min tur, gled meditationen mærkelig nok og uden at jeg bevidst tænkte over det væk.
Det skyldes sikkert, at jeg havde sat mig for, at opfylde visse forpligtigelser på min Journey. Rejse og opleve forskellige områder, af den Indiske kultur. Møde Inderne, dokumentere via camera, give mig lidt mere tid til fordybelse, så den indre dialog fandt en mere harmonisk rytme med den ydre, lave logbog, skrive rapport og tilrettelægge næste dags rejse. Internet cafe besøg samt ikke at forglemme alle de små praktiske ting, som at pakke Enfielden. Tid på div. værksteder. Vaske tøj jævnligt, da man svedte og blev beskidt, af støvede veje og en olierede Enfield. Finde frem til det rigtige hotel.
Så hver dag var fyldt op med div. forpligtigelser. En måde for mig at give Journeyen et indhold, rammer og opgaver jeg konkret kunne forholde mig til, men også betingelser der gjorde, at man indimellem følte sig lidt presset og stresset. Jeg undgik nogle gange at standse og tage fotos, fordi det var lidt for anstrengende samt krævede tid. Jeg forsøgte også at holde en vis fart, for ikke at komme for sent frem til det næste mål. Så hele tiden, var der forskellige faktorer der spillede op mod hinanden.
Meditationen på denne tur er mærkelig nok blevet valgt fra, jeg havde ellers regnet med, at jeg naturligt ville meditere på denne tur efter 25 års pause. Men uden rigtig at tænkte over det, har jeg ubevidst valgt det fra. Så på den måde kan man sige at jeg ikke er kommet ned på det dybere meditative stade, som jeg faktisk troede jeg ville. Jeg har givet mig selv mange andre opgaver end at finde ind til mig selv.
På en måde synes jeg, at jeg er dækket ind meditativt, med min daglige Hatha Yoga. Under denne journey, har jeg brugt mere tid til åndedrætsøvelserne, som jeg ellers har sprunget lettere henover. For tit føler jeg mig lidt presset og stresset i min hverdag.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle sætte tempoet ned, forkorte afstandene, sørge for en extra dag, de steder som var spændende at udforske. Jeg skulle have mig selv med også psykisk. Det skulle ikke blot være en fysisk MC. journey.
Jeg var som regel meget udkørt efter en hel dag på Enfielden. Så aftenen gik med at spise, som mange steder skete på hotelværelset. Så overførte jeg dagens fotos til computeren og sorterede disse. Studerede den videre rute og læste evt. om stedet. Kun et par enkelte aftener, sad jeg og zappede imellem deres ca.60 kanaler. Der var ikke meget, jeg kunne holde ud og se på. Om morgen efter Yoga, var mit hoved helt klart, så det var det bedste tidspunkt, at nedfælde tanker på computeren.
MC.India Journey
Mit valg at fortage en MC.journey i Indien var, som jeg nævnte i min første rapport, at blive konfronteret med Indernes måde, at praktisere den Yoga filosofi og de tanker, der igennem et langt liv har præget min måde at tænke og leve på.
Jeg synes jeg mødte Inderne og deres kultur på en positiv måde. Enfielden gjorde i hvert fald sit til, at jeg kom i kontakt med mange Inder. Måske var det lige lovlig mange problemer den også skabte for mig, da den foruden at gøre mig fysisk træt også tærede på min psyke.
Turens sværeste dag, var den første dag på Enfielden. Den uvante trafiktæthed, varmen i MC.tøjet og alle problemerne med Enfielden. Den langsomme erkendelsen, at ruten jeg havde lagt, med det store herresving, var for ambitiøst og urealistisk at gennemføre og at det nu ikke mere var en MC.Journey, men nu blot en MC. rejse.
MC.India 2008 / 1.800 km / 14 Køre Dage /
Delhi/Mardiwar/Rishikesh/Mussoorie/Yamunanager/
Chandigarn/Shilma/Bhunter/Manali/Ner Chowk/
Karsog/Shimla/Renuka/Kurukshetra/Delhi/
Som i kan se på min endelig ruteskitse, har jeg fortaget en slags sløjfe med tre cirkler. Inden for Hatha Yogaen udføre man hver stilling 3 gange. 1gang/ Intellektet indstilles/ Det grove legeme/ Kroppen. - 2 gang/ Kroppen indstilles/ Det fine legeme/ Sindet. - 3 gang/ Dyberegående virkning/ Det kausale legeme/ Selvet.
I stedet for det store fysiske cirkelslag, har jeg fortaget 3 små sammenhængende cirkleslag, som jeg fysisk og psykisk har kunnet fordybe mig i.
Mit valg var rigtigt, det var ikke kun en fysisk MC.stroppe tur, der var målet. Men at finde en balance mellem krop og sind. Møde Inderne og deres kultur på en anderledes og lidt mere krævende fysisk måde, som det er at transportere sig selv på en MC.Enfield, som samtidig er Indernes stolthed. Jeg synes jeg fandt en harmoni og rytmen på turen. Journeyen var ikke for hurtig eller langsom i forhold til den type jeg er, der godt kan lide at være i bevægelse.
Jeg køre på en store Enfield som ikke mange har. Den kunne høres og dens lyd indgød respekt. Enfielden, var utrolig langt nede lydmæssigt når den stod i tomgang. Den frembragte en meget dyb powerfull smuk motorlyd. Det er lidt af denne dybe, powerfulde indre klang jeg skal finde i mig selv.
Jeg var meget heldig med hensyn til vejret. Der var kun et par dage, hvor jeg blev lidt gennemvåd og så en del dage, hvor det var meget varmt. Specielt i starten og slutningen i det varme Delhi område. Jeg kunne nok ikke havde valgt et senere tidspunkt, da jeg skulle videre op i bjergene nordpå.
Jeg kunne godt have brugt 1/2 mdr. mere, så jeg havde kommet, det lidt mere rundt og ned i mit eget indre dyb. Det havde også givet mig en bedre fornemmelse af, at have besøgt et kontinent.
Jeg så desværre ikke så mange, af deres gamle smukke templer. Jeg havde mest gået efter dem, jeg så i den arkitektur bog jeg havde taget med. Men kun 1/8 af byerne jeg besøgte eller kørte igennem var med i denne. Jeg er sikker på, at jeg havde kunne se mange andre gamle templer og bygninger, hvis jeg havde spurgt mig frem, i de forskellige byer. Forfatteren til arkitektur bogen havde selvfølgelig valgt templer og byer fra, da den omhandlede hele Indiens store arkitektoniske kultur arv.
Kurukshetra
Inderne og deres meditative tilgang til hverdagen
Religionen betyder utrolig meget i Indernes hverdag, de hellige okser, alle templerne, pilgrimmene der henvender sig for at få økonomisk støtte til at forsætte deres åndelige vej, gør dem opmærksom på deres religion og tilhørsforhold hele tiden. De fleste alm. Inder støtter disse pilgrimme, da deres arbejde, er at dyrke det åndelige i livet og deres er at arbejde for det fysiske. Derfor støtter de pilgrimmene, da de bruger deres energi og tid på at bede for dem og alle i universet. Skabe en god karma.
Jeg oplevede et par gange, at der kom en pilgrim med en bakke med vielses vand og farvepulver til ens hotel og jeg tog en morgen også mod denne velsignelse og gave mit økonomiske bidrag til hans videre søgen.
Den rationelle økonomiske globaliserede del af Indiens befolkning, kan ikke blot ignorere den hinduistiske religions udfoldelse, med hellige okser der har deres frie vilje til at gå hvor de vil, da det er inkarnationer måske af deres nærmeste. Men at de også lader hunde, grise, geder, køer, æsler og heste gå frit rundt på deres hovedveje og som er med til bremse dynamikken og hele den rationelle og materielle del af indernes tilværelsen. Den økonomiske del, der kræver at Inderne som helhed, er meget mere fremadrettet er lidt uforståeligt. For hvis det blot var de hellige Okser, kunne man måske forstå det.
Modsætningerne er enorme i Indien. Afstanden mellem rig og fattig, mellem religion og det økonomiske rationelle system. Der er dem med uddannelse og alle dem uden. Hinduernes kastesystem er også med til at holde fast i dette klassesystemet. Det er som om de i Delhi, stadig lever i både middelalderen og rumalderen på samme tid.
Det er det politiske sociale system, som skal laves om, hvis Indien skal komme videre. Det gælder for Inderne om at finde en bedre balance imellem de religiøse og den verdslige verden. Først og fremmest gælder det fri uddannelse til alle.
Så længe hovedparten af Inderne, lader det være op til Brahman hvilken position, de kan opnå i dette liv, går udviklingen kun langsomt fremad.
Rent symbolsk går Inderne i samme side og retning, som de bagfra kommende biler. De vender ryggen til en evt. fare og tror og tænker det bedste, da alt ansvaret er lagt over i Brahmans hænder, om de skal overleve. Det er også derfor de tør kører så vildt og tage så mange chancer for det er op til Brahman.
Hustruerne, der sidder på tværs bag på deres mands MC. med et lille spædbarn i armen eller to ekstra børn, vender også ansigtet bort og vil ikke erkende den store risiko de udsætter sig selv for, når manden køre siksak imellem bilerne. De er nogle gange en hel familien på 5 personer, på en lille MC.
Lige i starten af min tur, var det ved at gå galt for en MC. med hustru bagpå med sit lille barn i armene, da en anden MC. uden videre kom ud fra en sidevej og var meget tæt på at påkøre dem. Der var Brahman med dem.
Som jeg nævnte over for en ung Inder, har man som individ også et ansvar for sine egne handlinger.
For det er jo først og fremmest op til en som bilist og den anden modkørende, om der sker en ulykke. Man har selv et vigtigt ansvar at tænke på og specielt hvis man har familie, der er afhængig af en. Man har et ansvar for sine handlinger/karma at tænke og handle fornuftigt, vise respekt for livet. På samme måde har man selv ansvar over for sin moral/dharma. Det er ikke kun op til Brahman.
Skolebørn / Shimla
Hele denne meditative stemning, som er en stor del af mange Indernes hverdag, påvirker selvfølgelig også den verdslige, mere rationel tænkende del af befolkningen. De er tvungen til at lytte til den store helhed der bestemmer rytmen og tempoet i samfundet. Så al ting tager tid og skal have tid.
Jeg har forsøgt at lytte til denne rytme og er gennem 1 mdr. blevet påvirket af disse noget lidt langsommer pendul sving. På MC. rundt i Indien, har min gennemsnits fart nok ligget på 40 km. På turen til Mellemøsten har den nok ligget på 80 km. Det svare nok meget godt til, at vi her i vesten cirkulere i dobbelt tempo, på alle fronter.
Inderne kommer en i møde på en åben positiv måde, men de gør ikke som i mellemøsten, hvor jeg næste hver gang blev stoppet og inviteret på thai. Jeg tror inderne føler sig mere frem, da de er opvokset med et kastesystem, der sikkert har skabt både synlige og usynlige grænser mellem de forskellige grupper af Inder og dette selvfølgelig også påvirker deres forhold over for fremmed. Men når man så havde vist sin åbenhed, var de også meget åbne over for en.
Deres hinduistiske filosofi med karma og dharma, påvirker selvfølgelig deres hverdag, hvor deres moral fortæller dem, at de skal hjælpe hvor de kan det er deres pligt. Det vil sige, at de ikke føler det er spil af tid, at hjælpe mig 1/2 time med at ordne min Enfield. De forventer selvfølgelig også, at jeg vil gøre det samme hvis de kommer i en nødsituation.
Herhjemme hvor man ikke mere føler, det som en forpligtigelse at skulle hjælpe andre, vil man nok i stedet tænke, han kan sende sin MC. på værksted og betale en specialist, for dette stykke arbejde.
Vi er langsomt blevet del af en mere materiel egoistisk kultur, hvor tid koster penge.
Indernes Dharma og Karma
I byen Shimla spurgte den unge Enfieldsælger om jeg ikke også synes at folk her i Shimla området var meget ærlige mennesker. Det vil jeg godt tro,- men jeg kender ikke så meget til det, som gæst på lynvisit.
Men jeg har lagt mærke til, at ingen Inder låser deres MC. med hængelås. Det gælder sikkert også i Delhi. Jeg måtte bede udlejeren om at få en hængelås til den lejede Enfield, da jeg juridisk skulle erstatte den, hvis den blev stjålet. Han sendte en hen og købe en hel ny kæde og hængelås. Efter vores standarder, vil jeg mene at lås og kæde kun havde ren symbolsk værdi. Men jeg lagde mærke til, at han ikke brugte bedre låse til sin egen garage metalport, for sin butik.
I Shimla, hvor jeg som sagt gik i stå lige før byen og lod den stå ulåst i mørke mens jeg gik videre op til byen. Jeg var lidt usikker om det nu havde været klogt blot at lade den stå der ulåst. Faktisk kunne man blot sætte sig op på Enfielden, da den ikke havde rat lås. Nok havde jeg også taget nøglen til benzin tanken. Men på samme måde som jeg gjorde kunne en evt. tyv, blot trille ned af bjerget fra Shimla sikkert en 10 km.
Nå da jeg kom tilbage samme aften for at Trille ned i mørke på den livløse Enfield, var den faktisk blev et flyttet mere end 50 m. for at give plads til parkering af en lastbil.
Jeg tror ikke at det er blot deres religion og moral der gør at de er ærlige, men også at som naboer og indbygger i de forskellige områder kender de hinanden og derfor holder sammen, på samme måde som i de små lokalbefolkninger i Danmark.
Så jeg var faktisk aldrig nervøs for at forlade min oppakkede MC. Jeg tog kun tændingslåsen og min mindre rygsæk, jeg altid havde med mig, da jeg i den havde de vigtigste papirer, penge og elektronik.
I Istanbul på min første Journey mente hotelejeren ikke, at det var sikkert nok, blot at lade min MC. Aprilia Pegasos stå låst på gade med en virkelig stærk sikkerhedslås. Han var bange for at nogle, blot ville komme forbi med en lastbil og løfte den op på den i løbet af natten. Så jeg måtte have den hen på en aflukket parkeringsplads med vagt. Så noget påvirker den fælles moral i en kultur også selv om det er en millionby.
Store Moskéer
På denne min en sidste dag i Delhi og Indien, havde jeg besluttet, at nu skulle jeg ud og se de store Moskéer og kulturskatte, som de har her i byen. Jeg fik ikke set noget, da jeg var i byen i starten af min Journey. Samme dag som jeg havde lejet Enfielden, forsøgte jeg at finde Lal Quila/ Red Fort, for det så meget spændende ud. Men det kort jeg havde, var meget mangelfuldt. Jeg følte mig virkelig ’Lost in translation’ når jeg spurgte om vej, for jeg synes jeg blev sendt i mange forskellige retninger og så al den trafik.
Der er problemet med kortlæsning på en MC. hvis du ikke har en korttaske der passer til at kunne spændes på tanken. Du er ellers tvungen til at stoppe hele tiden og så finde korte frem for at se på dette.
Denne gang havde jeg fået købt et rigtigt godt kort over byen Delhi. Men det er svært, når der ikke står nogen navne på gaderne, samt at dem man spørger ikke kan læse et kort og måske ikke forstår din udtalelse af navnet på Moskéerne.
Før jeg nåede ud af det hektiske Old Delhi område, gik Enfielden i stå. Jeg kunne ikke kickstarte den. Tjekkede den lille elsikring. Den var OK , men der var stadig ikke strøm på MC. Jeg trækker den et godt stykke hen af vejen, til en, der ligesom de andre, har en lille workshop hvor de skifter hjul på MC. etc. Han kikker på den og prøver at kickstarte den. Pludselig virker strømmen igen. 50 Rs. til ham for hans kickstart af min MC.
Jeg kom hen til fortet, der har en udstrækning på 1000 x 1000 m. i omkreds. Jeg havde problemer med at finde indgangen til dette fort. Før det lykkedes mig, at finde indgangen, gik Enfielden i stå igen midt i et kæmpe kryds.
Jeg er faldet lidt mere til og bliver ikke så påvirket, når Enfielden ikke vil som jeg vil midt i trafikpropper. Så jeg står forholdsvis roligt i krydset helt i yderbanen og forsøger, at kickstarte den mens biler dytter og forsøger at passere mig.
Det lykkedes ikke at få den startet, så jeg trækker den henover den store boulevard. En ung Inder hjælper mig med at forsøge at starte den. Først da finde jeg ud af, at den igen ikke har nogen strøm. Jeg kigger på den lille el sikring, som denne gang er sprunget. Den befinder sig i en stor sort box, måske er det der, Enfieldfolket har deres værktøj, for hvorfor skulle boxen ellers være så stor og aflåst.
Jeg skifter den ud, men stadig virker det elektriske system ikke. Der er kommet en ny hjælper til, der forsøger at kigge på både batteri og tændrør. Jeg giver ham et nyt tændrør som jeg fik med som reserve dele. Det viser sig, at man har giv et mig et reservetændrør med, der ikke passer i gevindet til denne Enfield.
Jeg har heldigvis undgået punkteringer på turen, der godt kan være lidt farlig på en MC. Endfielden har ellers været oppe og nede, af utrolig mange huller. Kun et par enkelte gange, har jeg helt uventet ramt nogle rigtige dybe og kantmæssigt voldsomme huller, hvor jeg så er fløjet en halv meter op i luften fra sadlen.
Der kommer flere mennesker til, der blot står og kigger på hele denne seance. En højrøstet ung fyr, bliver ved med at fortælle mig på Engelsk, at den person som i øjeblikket hjælper mig, ikke har forstand på MC. og bare er ude på at snyde mig. Der ligger et MC. værksted ikke mere end 5 min. derfra og han ville kunne lave det.
Alt for mange hjælpsomme Inder
Jeg synes jeg vil være lidt loyal over for de første, som har startet med at ville hjælpe mig. Men da jeg kan se, at de ikke kommer nogen vegne, skruer jeg alle dele fast igen og skubber Enfielden. Et par stykker følger med og viser vej, hen til MC. værkstedet. Det var direkte mod trafikken, så det var en sej kamp, at få den trillet hen til værkstedet. Her var der nogle unge, der kiggede på den. Igen var der pludselig strøm, men da de startede den gik den hurtigt ud igen.
De unge forsøgte at forklare mig, at der skulle udskiftet en del. Jeg forstod ikke rigtig hvad det var. Men de ville have et pænt beløb for at lave ’det’, som jeg ikke vidste hvad var, i forhold til hvad andre store anerkendte Enfield værksteder, havde forlangt. Jeg var ligesom færdig med Enfielden for denne gang. Jeg forsøgte at fortælle de unge, at jeg havde lejet denne MC. og skulle aflevere den tilbage i dag. Jeg var derfor ikke interesseret i nogen form for stor reparation. Efter disse to stop til morgen, havde jeg bestemt ikke behov for at køre på den mere i dag.
Jeg ringede op til ejeren af Mukesh Motors på hans Mobil. Jeg bad ham om at tage affære, da jeg ikke orkede flere reparationer på Enfielden. Først ville han sende en fra sit værksted derhen, men ombestemte sig efter at have snakket med de unge. Han bad mig om at lade dem ordne den. De forsøgte i mellemtiden, at skubbe den i gang, for at få den til at køre. Da de kom tilbage kørte den, men tomgangen var sat voldsomt i vejret, så det lød som en racer MC.
De mente at jeg godt kunne køre den hen til udlejeren uden problemer. Jeg havde fornemmelsen, at Mukesh havde snakket dem væk, fra det første høje beløb for at ordne Enfielden. Jeg gav dem, hvad jeg synes var rimeligt for deres besvær, men de ville have mere. De fik noget mere, men pludselig ville også dem, der havde hjulpet med at skubbe, samt havde anbefale værkstedet have kontanter.
Jeg kunne pludselig godt se, at jeg var en turist, man godt kunne plukke lidt. Jeg var endt i udkanten af Old Delhi’s slum. Så forståeligt nok, at de kæmpede for lidt ekstra. Det var en megaby, hvor overlevelse er vigtig. Jeg fik givet til dem, jeg synes havde hjulpet mig og forsvandt, på den nu meget larmende Enfield.
Tomgangen var blevet sat enorm højt, så den var ulidelig at køre på, igennem de forskellige trafikpropper. Jeg var desuden nervøs for, at den igen ville gå i stå. Jeg nåede at få en sidste hilsen fra Enfielden, da jeg brændte mig på indersiden af h. knæ på den glohede motor. Jeg fik hurtigt en ordentlig brandvabel. Jeg havde ikke brændt mig siden i starten, hvor jeg eftertrykkeligt blev opmærksom på. hvor udstødningsrøret befandt sig. Når man har læderbukser på, lægger man ikke rigtig mærke til, at man nogle gange kommer for tæt på udstødningsrøret og motoren. Det lykkedes mig mirakuløst at nærme mig det område, hvor mange MC. udlejer og sælger findes.
Muskesh Motors var lukket. Mandag var fridag for nogle af sælgerne i dette område. Jeg ringede igen op til Muskesh og han fortalte mig, at han havde regnet med, at jeg først kom med Enfielden i morgen. I følge den skriftlige aftale så skulle jeg aflevere den i dag, da jeg skulle flyve i nat.
Han ville komme ind, selv om det var hans fridag. Så han dukkede op 45 min. senere. Alle hans værksteds folk dukkede også op og de trak motorcyklerne ud på vejen. De godkendte Enfielden. som jeg havde fået lavet, så man ikke kunne se at jeg havde lagt mig ned i et sving. Han godtog en lille smule af mine udgifter til div. reparationer og jeg fik udbetalt mit depositum. Jeg forsøgte slet ikke, at tale om hvor mange småting, der havde været i vejen med hans Enfield, for han ville blot synes det var en del af det, at tage på en Enfield tur.
Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel til min makker Royal Enfield Bullet. Jeg fik heller aldrig taget et billede, hvor vi begge to poserede, stolte af makkerskabet. Jeg glemte at se på km. tælleren, men jeg tror den sneg sig op på en MC.India Journey på 2.060 km. i alt.
Astronomi Observationsorganer / Jantar Mantar / Delhi
Astronomi Observationsorganer / Jantar Mantar / Delhi
Safdarjang Tomb
Humayun's Tomb complex
HumayunsTomb / Delhi
Jeg fik ham til at skaffe en taxi ikke en tucktuck, som jeg så kunne betale for at køre mig ud til de Moskéer og bygninger, jeg havde planlagt at se, som lå spredt ud over byen med 6-8 km. afstand.
Den var allerede blevet 14:00. Jeg startede kl.10. Jeg bestilte en taxi for hele 6 timers turist kørsel i byen uden at tænke på, at de fleste steder allerede lukkede kl. 17.
Chaufføren kunne meget lidt Engelsk og han kunne slet ikke kigge på et kort. Han viste hvor de fleste af de helt store Moskéer lå. Men nogle af dem jeg ville til, kendte han ikke til. Igen sad vi fast i trafikpropper og selv om det ikke var mig der kørte, påvirkede det mit nervesystem. Han virkede ligesom alle de andre Inder meget afslappet midt i varmen, larmen og trafikpropperne.
Da jeg havde set 3-4 af monumenter og var på vej til, at se Indiens største moske Jama Masjid, sad vi igen fast i en af de mange trafikprop. Denne vejstrækning kendte jeg temmelig godt, da jeg havde kørt den på MC. dagen før og i morges på MC. I bil ville det tage over 1/2 time at nå igennem. Så jeg steg ud af bilen midt i trafikproppen. Betalte ham og ville heller gå tilbage til mit hotel, som ikke lå så langt borte.
Jeg kunne ikke klare flere forhindringer. Det var ulideligt at sidde i den varme bil, der ikke have aircondition. Jeg vil anbefale, at man bestiller en bil med aircondition og en chauffør, der kan tale Engelsk via sit hotel, hvis man vil i bil ud og se disse utrolig smukke gamle moskéer og andre bygningsværker.
I taxien ud til lufthavnen, måtte jeg lukke øjnene for at slappe lidt af. Chaufføren kørte på en helt anden måde en mig, nemlig meget tæt på de forankørende. Jeg kan godt lide at have lidt bremsafstand. Han kørte ikke dårligt, men man har det noget bedst, når man selv sidder ved rettet.
I taxien ud til lufthavnen, måtte jeg lukke øjnene for at slappe lidt af. Chaufføren kørte på en helt anden måde en mig, nemlig meget tæt på de forankørende. Jeg kan godt lide at have lidt bremsafstand. Han kørte ikke dårligt, men man har det noget bedst, når man selv sidder ved rettet.
Afslutningen på min MC.journey
Jeg var taget i god tid ud til lufthaven, jeg skulle først flyve kl. 01:00. Jeg var I Helsinki 6 timere senere og nød den fantastiske harmoniske indretning der var i lufthavnen. Med flyet fra Helsinki mod København havde jeg vindues plads og så ned over disse kultiverede haver og harmoniske, kvalitets huse og veje set her fra luften.
Hvilken materiel forskel, der er i denne Verden. Her flyver jeg tilbage til denne overflod af materielle goder. Jeg håber virkelig at jeg har taget lidt af den dybere liggende ro og spirituelle dybde med mig fra denne Journey men hvad med de følelsesmæssige og spirituelle goder.
Helt konkret sluttede min MC.India Journey, da jeg stod af Enfielden i Delhi og forlod Indien og plantede min krop og sind i København d. 30.9.2008. Men som det er sket før med mange andre projekter, nåede jeg heller ikke 100 % at afslutte dette projektet før i dag, hvor jeg har færdiggjort min sidste afsluttende og konkluderende rapport. Nu kan jeg også psykisk forlade Indien.
Jeg takker jer, fordi i har fulgt mig, på denne utrolig spændende Journey i uforudselige India og på en lunefuld Enfield.
Spirituelle Hilsener
AUM
Bjarne v.H.H.Solberg
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
Øresundsbroen
