30 jan. SIKAR - MANDAWA - BIKANER 265 km.
9:00 er jeg igen klar til at køre videre. Byen Sikar falder ikke i min smag. Det er tredje dag i træk min rastløse sjæl, tvinger min trætte fysiske krop til at forsætte. Det er viljen og ideen og ikke realiteternes fornuft der sejre. Så igen op på MC i søgen efter et interessant sted. ‘Man higer og søger i gamle bøger’. Der er nogle af os rastløse sjæle, der hele tiden søger, men efter hvad ? I dette tilfælde søger jeg et sted, som passer til min sjæl og min bevidsthed.
Mandawa et stop værd.
Hvis jeg havde fulgt min første ruteplan, var jeg endt op i Mandawa, som er en skøn lille by fyldt med kunstfærdig udsmykket huse.
Jeg stopper i byen for at tage nogle fotos og straks er der en 12 årig dreng, en af de temmelig påtrængende og irriterende slag, der virkelig insistere på at vise mig rundt, hvad jeg ikke først var meget for. Han talte godt engelsk og vidste utroligt meget. Da jeg fandt ud af at han havde adgang til alle de interessante bygninger der var 150 -250 år gamle, hvor der i nogle boede familier, lod jeg ham føre mig rundt. Det var som at besøge et beboet museum.
Kørte igennem byen Fatephur, med mange af de samme typer gamle dekorerede huse. Meget idyllisk. Jeg har det med at falde for forfaldsæstetikken. Fatephur
En mindre glidetur.
17:00 er jeg endelig fremme i Bikander der har ½ mill. Indb.
Jeg stopper ved togstationen og finder Lonely Planet frem, hvor Bikander er listet med en masse forskellige typer hoteller. Denne gang er det vigtigt, at jeg giver mig tid til, at finde det rigtige hotel, hvor jeg synes om at bruge de næste par dage.
En ung fyr på MC kontakter mig og spørger meget direkte, om han kan hjælpe mig. Jeg forsøger at gøre ham klart, at jeg har tjek på tingene og at jeg har fundet nogle hoteller i Lonely Planet, som jeg lige vil tjekke ud. Han kender godt de andre Guest House og Hoteller og synes de er meget dyre og ikke så gode. Hans familie har et Guest House i et meget stille kvarter, ikke mere end 5 min herfra. Jeg kunne få et stort værelse mede bad til 200 inr. /25 kr. pr. nat.
Jeg må indrømme, at til kun 200 inr. Var jeg ikke helt sikker på, at det kunne leve op til mine forventninger til et nogenlunde hygiejnisk og acceptabelt værelse.
Sandy
Denne unge charmerende engelsktalende fyr, Sandy på kun 18 år, var ved at blive mig lidt for anmassende, men stadig på en charmerende forførende måde. Han tilbød, at jeg blot kunne køre forbi og se det. Hvis jeg ikke synes om det, ville han godt hjælpe mig med at finde et andet. Så hvorfor ikke give hans familiehus en chance, så jeg fulgte efter den unge mand, selv om han var lidt anmassende.
Hans families hus lå i et utroligt stille museumskvarter, kun 1 km fra centrum, med en bred boulevard med meget lidt trafik. Den har en lille forhave og en lille baghave, hvor det ville være muligt at nyde en thai i solen. Det første værelset ovenpå, havde intet bad. Et bad var vigtigt efter min lange MC tur.
De havde et skønt stort værelse i stuen med bad, men det var lige op til fælleskøkken/stue med et larmende tv, der sikkert kørte konstant. Jeg gjorde Sandy klart, at jeg ville befinde mig en del på værelset og jeg derfor havde behov for ro, så jeg kunne tænke og skrive. De ville selvfølgelig skrue ned for lyden, når jeg var på værelset. Jeg havde udsigt til forhaven og den stille boulevard igennem et fluenet.
Dette var det bedste og største værelse indtil videre, på min rejse og til ¼ af hvad jeg mindst plejer at betale.
Næste morgen opdager jeg igennem mit fluenet, at nabohuset har en ko og en kalv i deres smalle indgangspassage til deres hus. Om morgenen lukke de den ud på det meget brede fortovs areal hvor der vokser lidt græs ind imellem. Jeg kan lugte deres nærvær
Bikander er fyldt med forfaldne smukke huse.
Efter et bad og et kort hvil, kørte jeg ind til centrum, Solen var på vej ned. Jeg parkerede MC og spadserede mod den gamle bydels byport.
Der er heldigvis stadig gang i bylivet. En ung tiltalende fyr henvender sig til mig, ikke så direkte som nogle med ‘can I help you, whats your name, where are you from’ og så vil de trykke hånd med dig. Han spurgte om det var OK, at han fulgt mig lidt af vejen, da han også skulle mod den gamle byport.
Byen er fyldt med den ene skønne forfalden bygning efter den anden. ‘Dem findes der tusindvis af i denne by‘, var kommentaren til min aktivitet, som registrerende fotograf på vores vej gennem de smalle gyder, fra den unge mand.
Han er miniature maler, lige som sin hans far og bedstefar. Hans navn er Saleem, 24 år og muslim. Det var en hård business at leve af at være maler, så han havde nogle lidt andre drømme for fremtiden.
Da jeg også var kunstner og havde sans for maleri, kunne jeg måske formidle nogle af deres miniature malerier i mit land. Jeg gjorde klart at jeg var ikke business mand. Han ville godt vise mig hvad han malede, som var tilpasset marked, så det var salgbart. Jeg havde ikke noget imod at se hans arbejder, men som sagt, er jeg ikke den der køber kunst, men i stedet bruger min økonomi til at skabe kunst for.
Vi stopper ved et tidligere palace, der nu er lavet om til et hotel. Her sidder hans far, i en slags åben salgs bod. Faren viser mig forskellige typer Indiske miniature akvareller han har skabt. De er udført meget professionelt teknisk. De er enten direkte efterligninger eller lidt frit inspireret efter originale gamle Indiske værker. Hvor meget der er hans egen originalitet, ved jeg ikke.
Saleem
Saleem og familien boer desuden lige ved siden af og han viser mig inden for i lejlighedens for rum 2,5 x 2,5 m. der er både atelier/ udstillingsrum/ butik. Jeg ser er Saleems værker, der er mere forenklet og variationer af specielt lotusblomster. Meget poetiske og fine, men ikke noget der fanger mig. I stedet blev jeg fascineret af de klassiske hinduistiske miniature billeder med deres kærlighedshistorier, som hans far havde skabt efter direkte inspiration fra originale værker.
Akvarellerne var malet på bagsiden af gamle bogsider med sandskridt skrift. De samme ansigtstræk, specielt på kvinderne går igen og igen, ikke kun på hans kopier, men på mange af de forskellige gamle Indiske maleres værker.
Mit køber instinkt bliver langsomt stimuleret. Jeg er langsomt blevet indfanget, min interesse er blev vakt, hvad er prisen for sådanne små originale miniature akvarel efterligninger. Prisen afhang af hvor deltaljeret de var. De var selvfølgelig utrolig billig i forhold til min stærke valuta. Måske skulle jeg købe en enkel og give til en af vennerne som en speciel gave her fra Indien. De vejer jo ikke noget, så de ville ikke belaste min bagage.
Faderen hiver flere og flere forskellige frem og tanken om evt. at købe et par stykker vokser langsomt i min bevidsthed. De hinduistiske kærligheds fortællinger fascinere mig. Jeg spørger om han har nogle Kama Sutra akvareller, da jeg jo har skabt scenografi til teater performance ‘Kama Sutra’ med Cantabile 2. Akvarellerne er dog for stærke for min bornert sjæl.er Saleem havde lykkedes at få stimuleret mit køber gen.
Jeg slog til og sagde OK. Det var 100 kr. for de mere detaljerede og kun 25 kr. for dem malet på gamle postkort. Jeg kunne sikkert få tegningerne billigere et andet sted, men var det så den samme kvalitet og det motiv jeg her var faldet for og så selve stemningen mellem køber og sælger.
Lidt den samme situation står man i når man skal vælge hotel værelse. Nogle gange ved jeg, at jeg betaler en noget højere pris, men det er OK, for her er en dejlig stemning og jeg har ikke overskud til at finde et måske bedre.
Saleem følge mig tilbage til min MC, da jeg nok vil have det lidt svært, med at finde tilbage gennem de små gyder. Jeg er blevet sulten og invitere ham på middag. Han vælger en restaurant. Sandy dukker pludselig op også på restauranten. De to unge kender hinanden lidt. Sandy byder jeg så også på middag. De foreslå en ret som de laver specielt godt her. Desværre kan jeg ikke huske navnet på den. Jeg synes den smagte godt, men de 2 unge synes ikke, den var god eller retter sagt smagte som den plejer. De klagede til tjeneren over at den ikke levede op til den kvalitet, de pleje at få. Køkkenet havde lige fået ny kok.
Lidt sved på panden.
Jeg troede jeg kunne huske hvor jeg havde parkeret min MC, men nej nu var det blevet helt mørkt og mange af butikkerne var lukket så alt havde visuelt forandret sig. Sammen med Saleem ledte og ledte vi i det område jeg var sikkert på at jeg havde parkeret min MC.
Den var total forsvundet. Jeg havde ikke benyttet min kædelås, som jeg er en af de få der køre rundt med. Nogle gange benytter jeg den om natten for at sikre mig en smule. For selve låsen jeg har kunne få. virker ikke umiddelbar solid.
Jeg fik lidt sved på panden, ved tanken om at den evt. var stjålet, hvordan kom jeg så videre. Efter at have ledt i et stykke tid blandt de parkerede MC, forsøgte jeg at gå lidt længere op mod rundkørsel, som jeg ellers var sikker på, at der havde jeg ikke parkeret den. Efter mere søgen fandt jeg den. Saleem var lige så lettet som jeg.
Junagarh Fort var imponerende og Phool Mahal ‘flower palads’ var smuk med sine dekorative malinger samt indgraveret marmor paneler.
Næste dag så jeg sammen med er Saleem det berømte Jain tempel Bhandasar Temple som er fyldt med utrolig vibrerende og levende malerier, som inspirer ham meget.
Trådløs global kommunikation.
Saleem hjalp mig desuden med at købe et USB modem, så jeg nu kan hente trådløs forbindelse til internet. Han viser mig hen til et elektronisk sted, hvor der sidder sælger af diverse computer dele og andet elektronisk udstyr på række i små båse. Det kostede mig kun ca. 400 kr. og jeg vil kunne benytte mit indiske phone sim carte. Via denne telefonudbyder kan jeg for 10 kr. have trådløs forbindelse i 1 mdr.
Det var svært for dem at indstille min lille nye pc. Acer Aspire One. Den gik igennem fem forskellige computer freaks hænder i deres fælles forsøgt på at aktivere forbindelsen. De sad i forskellige båse men hjalp hinanden, med hver deres viden på kryds og tværs. Det vi i Danmark kalder at netværke. Det er det, der er det fantastiske, at selv i de større byer, samarbejder man og giver sig tid til at hjælpe hinanden, uden for mange økonomiske mellemværende.
Som kunde har du en mere direkte dialog med værkstederne og de kan og vil gerne hjælpe dig hele vejen, så du kan finde ud af, at benytte dit USB modem. De fleste af os brugere er rene amatører i forhold til det mere tekniske med computeren. Jeg slap for blot, at modtage et plastikindpakket modem og en beskrivelse, hvordan det skal installeres.
Med alle de forsøg og diverse programmer computer nørderne afprøvede for at få modemet til at modtage signaler, ville det for mig være umuligt. Der er mange signaler man skal have til at mødes rigtigt. Det kan lade sig gøre fordi de alle er småhandlende og ikke store firmaer, hvor al viden ejes af nogle få.
Alle informationerne på computeren var på dansk. Min pc er ikke stærk og arbejder langsomt. Det lykkedes dem dog ved fælles hjælp, at få internetforbindelsen til at virke. Men vi var tvungen til at gå ud på gade, væk for alle de andre elektroniske energi sluger.
Dette trådløs modem har jeg haft både glæde og frustrationer over, da det nogle gange lykkedes og andre gange tager det op til 30 min. før jeg har opnået en forbindelse og så er det en tidsbegrænset stabilitet. Mange gange når jeg er blevet færdig med en e-mail og trykker på send, forsvinder internet forbindelsen. Jeg er dog blevet lidt bedre til at tage en kopi, før jeg fortage vise handlinger. Jeg kan desværre kun overføre tekster, da det kræver meget mere power, hvis den skal klare at overføre billeder inden for en rimelig tidsramme. Det er godt den kan klare mine tekster, da de fleste internetcafeer, har haft svært ved at modtage mit skriveprograms signaler fra mit USB stik, De kan desværre ikke afkode mit skriveprogram. Hvem ved hvorfor.
At kommunikere er noget der tager sin tid. Specielt hvis man vil have at modtageren, modtager beskeden på den måde, man gerne vil aflæses. Det at redigere fotoerne og derefter at overføre dem til min blok har været lidt tidskrævende. Google.bloggen er ikke helt nem at arbejde med. Teksternes grafiske placering er svær at kontroller og det kræver tid at omrokere fotos. Lige nu hvor jeg sidder og lave bloggen klar, har jeg maatte skifte mellem 3 computer af forskellige tekniske aarsager.
Dette for at fortælle jer, hvad min tid også går med, på de forskellige hotelværelser.
Kameluld.
Jeg kan ikke helt huske hvorfor Saleem og jeg kom til at snakke om kameler og hvor vigtig de var for Bikaner, der har det største antal kameler i Indien. Der er en stor tekstil industri der benytter sig af den varme kameluld. Af kamelens knogler laves der diverse smykker og andet crafwork. Han nævner at han meget gerne vil vise et tekstilværksted, hvor en af hans venner arbejder.
Sandy havde inviteret mig på middag, så han mødtes med os. Han ville nemlig også gerne besøge stedet, som han ikke kender. Så vi kørte 3 stk. af sted som en sandwich, på min MC gennem gyderne. Det var nu blevet mørkt.
Vi nåede frem til tekstilværkstedet, som viste sig at være en form for fabriksudsalg. Textil værkstedet var lukket. Jeg følte mig forført, jeg var slet ikke interesseret i at købe nogle tørklæder eller tæpper. Jeg var overhovedet ikke interesseret i at købe mere, hvad jeg gjorde ejeren meget klart.
Men igen fortæller de en, af jeg slet ikke behøver at købe noget, han vil blot meget gerne vise mig, hvad de har af diverse tekstiler. Det er et rent cirkusnummer. Man er som det fangede dyr, der bliver jaget rundt i manegen af sælgeren, der som en anden dygtig domptør forsøger via fagter og indsmigrende ord forsøger, at få kontrol over en, ved at pirre ens køber instinkt frem til overfladen. De hiver det ene tørklæde frem efter det andet. Er dette ikke et smukt tørklæde og hvad kan jeg lide af mønstre og hvad med dette.
Mit køber instinktet er blevet pirret. Måske var der et billigt smukt tørklæde jeg synes om, som jeg kunne give væk som gave. Men min fornuft forsøger at fortælle mig, at jeg har ikke plads til mere bagage på min journey end det mest nødvendige. De har utroligt meget, men intet jeg falder for. Jeg kigger så på et tørklæde til mig selv, da jeg godt kunne bruge et varmere, end det tynde jeg har. Han finder et et stort tørklæde frem, af silke og kamel uld. Det er utroligt let og fylder ikke meget og prisen er rimelig.
At jeg er endt i denne manege, skyldes selvfølgelig Saleem, som sikkert får nogle % af et evt. salg, for at trække mig et godt stykke uden for byens centrum til denne handlende. Intet ondt om dette, det er hans måde, at lave business på og få økonomi til sin livseksistens.
Jeg kan kun bebrejde mig selv, at ikke var dygtig nok til at stoppe i tide. Men jeg fik et skønt varmt tørklæde og oplevelsen af at blive jaget lidt rundt i manegen. Jeg håber jeg er blevet lidt klogere og derfor bedre kan styre uden om liggende situationer femover på min journey.
Kultur og kærlighed.
Saleem er troende Muslim og han elsker sin by Bikaner og sin familie, men han har forelsket sig i en fransk ung pige som befinder sig i Frankrig. Det er hans første forelskelse. Som sagt er han troende muslim og familien er ikke glade for hans forelskelse. Han vil meget gerne til Frankrig og besøge sin forelskelse. Hvordan skal han forholde sig til denne meget kompliceret situation. Vi havde nogle gode dialoger om sammenstødet mellem kulturer, kærlighed og den langsomme globalisering og udvikling.
Sandy spurgte om jeg ikke havde lyst til at følges med ham på motorcykel og besøge rottetemplet, i byen Deshnok 30 km fra Bikander, han ville tage derud for at bede i dette hindutemple, selv om han var muslim. Sandy havde forstået, at jeg var typen der ikke ville have nogen guide i øret, der kontroller ens tid og hvad jeg visuelt skulle fokusere på.
Vi kørte derud på min MC med Sandy ved rattet. Han kørte helt kultiveret og godt. Jeg ved ikke hvorfor jeg havde forventet mig tusindvis af store rotter. I stedet mødte så jeg kun dusinvis af små rotter i forskellige hjørner af templet, der ikke var meget større end vores hvide mus. Jeg gik tætter på nogle af rotterne der så løb ind imellem mine ben og en henover min fod, hvilke betyder lykke, hvis jeg samtidig så en hvid rotte mellem alle de brune. Det lykkedes mig dog ikke. En af dem nappede mig i foden. Det var ikke noget hårdt bid og gik heldigvis ikke igennem huden. - Selve templet var ikke noget særligt.
Foran templet var det duernes plads, derfor kom rotterne aldrig ud over den hvide linie ved tempelindgangen.
Honda Service Center.
Sandy’s storebror lånte kort min MC for at hente lidt mad. Han nævnte at han synes, der stadig var noget galt med speederen og at jeg burde få den tjekket af et ordentligt værksted. Han kendte en dygtig mekaniker Jeg synes den var OK, men tænkte alligevel, at det ikke kunne skade, at få den tjekket igen af en der måske var lidt mere erfaren.
Sandy tilbød at køre mig derhen. Mekanikeren tog en lille prøvetur på den og mente også der var noget galt, så han anbefalede, at vi kørte ud til et Honda Service Center. Vi nåede lige at fange dem 17:30 inden de var ved at forlade arbejdspladsen, det var jo et mere velordnet større værksted med ca. 10 mekanikere.
De kunne først se på MC dagen efter kl. 9:30. Det passede mig slet ikke, da jeg havde planer om at køre videre til ørkenbyen Jaisalmer. Nu skulle jeg igen vente en dag på grund af problemer med MC.
Jeg besluttede at blive en dag ekstra og få gennemtjekket MC på et ordentligt professionelt værksted en gang for alle. Det burde jeg jo allerede have gjort i Delhi. Jeg bliver hele tiden lidt klogere.
Næste dag tager Sandy igen med mig ud til værkstedet, som en god ven ville have gjort. De afprøvede den og sagde før de overhovedet havde set på den rigtigt, at det sidste værksted i Chalia, helt klart ikke havde udskifte speeder og gearsystemet ud med nye dele, men blot havde repareret det gamle så godt de kunne. Jeg var blevet godt snydt, hvilket man kan med turister på gennemrejse. Værkstedet ville først kunne love mig, at MC var klar omkring kl 17:30. Jeg presse dem, så den vil være klar 16-16:30.
Besøg på en Kamelfarm.
Sandy insisterede igen på, at jeg den dag, sammen med ham skulle tage ud og besøge en kamel farm. Et ‘Camel Research Institute’ der ligger ca. 8 km uden for byen. Han kendte en TukTuk chauffør som for 18 kr ville køre os frem og tilbage. Derefter kunne tuktukken køre os direkte til Honda Service Centret.
16:00 var vi tilbage på Honda værkstedet. Alt virkede som det skulle og jeg modtog en udspecificeret Honda Service regning på engelsk, hvor alle de udskiftede dele stod nedfældet samt arbejdstimer osv. Mere sikkerhed for udført arbejde kan man næppe få.
Sandy har under hele mit ophold givet udtryk for, at han meget gerne ville købe min mobil telefon men selvfølgelig kun for 1/10 af nyprisen eller også min computer. Han blev ved med at vende tilbage til mobil temaet eller en eller anden gave indirekte fra mig. Jeg gav ham lov til at låne mobilen et par dage, så han kunne vise den op til vennerne.
Han var utrolig fokuseret på at få noget materielt, lave en handel. Allerede fra starten fortalte jeg ham, at han skulle passe på ikke at blive alt for smart, for med hans charme og intelligent, kunne han nemt blive lidt for dygtigt til at lave handel. I starten vil man synes han er en skøn charmerende ung fyr, men når man så langsomt finder ud af, at han er alt alt for smart, bryder man sig ikke mere om ham og på den måde kan han let mister venner.
Så det var vigtigt at han forsøgte, at finde en balance, så han stadig kunne lave business, og samtidig faa folks kærlighed og respekt.
Han har skolefri i øjeblikket og skal tilbage til college for at uddanne sig indenfor IT.
Jeg fortalte ham også, at hvis han blot havde været en smule mere pågående og anmassende den dag, han kontaktede mig ved stationen, så havde jeg ikke fulgt efter ham til hans Guest House.
Jeg gav ham en betaling, for alle disse dage at have gjort ‘vennetjenester’ for mig. Der er en meget svær skillelinie imellem det, at foretage venskabelige og så guide ydelser, da jeg er turist på gennemrejse.
Jeg forsøgte at gøre Sandy klart, at det bedste han kunne modtage fra mig, var ikke noget materielt, som en mobil telefon, for det ville ikke give ham fred i sjælen, men kun understøtte hans søgen efter en endnu nyere mobil model. Det største og mest værdifulde, jeg kunne give ham var mit venskab, min kærlighed og ønske om at han ville få et lykkeligt langt og godt liv.
Dette symboliserede jeg ved, at samle mine hænder foran brystet og bøje overkroppen forover. Det er den yogiske og hinduistiske hilsen, hvor man symbolsk hilser det guddommelig i den anden person.
AUM AUM AUM
Nu var jeg igen klar til at at tage videre…..
Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar