'ARTIST IN RESIDENCY' YOGYAKARTA / INDONESIEN 2018 nr.1

    Honda Vario 110cc / 2018

Artist in Residency 4 sept.-14 okt. / Sarang Building 1

Jeg har igen kastet mig ud i et nyt spændende Installations projekt her i Yogyakarta. De fleste af jer der har fulgt mine MC.journey Blog ved, at jeg 2015 var ’Artist in Residency’ på ’Kersan Art Studio’ i Yogyakarta og skabte under mit 1 ½ mdr. ophold 3 Installationer direkte til ’Kersan Art Studio’ udstillingsrum.

Kerzan Art Studio er nu gået i samarbejde med Sarang Kulturhus. Dette nye samarbejde har givet mig mulighed for dette nye 1 ½ mdr. ophold som ’Artist in Residency’ i Sarang Kulturhus. Under dette ophold skal jeg skabe en Installation til deres 114 m2 store smukke og meget specielle udstillingsrum.

Udstillings rummet ligger øverst

’Artist in Residency’ værelserne befinder sig under udstillingsrummet og er med overdækket udendørs bad og toilet. I det andet værelse, flyttede der efter nogle dage en ung Koreansk fotograf ind. Jeg havde ellers hørt at der ikke ville være andre end mig. Jeg får så at vide at hun kun skal bo der et par uger. Tchoi, den Koreanske kunstner fortæller mig på et tidspunkt, at vi faktisk skal udstille samtidig. Så et par uger bliver til 5 uger. Hun skal udstille i et mindre åbent udstillingsrum. Hun regnede med, at jeg vidste det via Director Nissa

Jeg har direkte udsigt ud i et blomstrende anlæg, som de har gjort noget ud af. Det er den rene blomstrende luksus. Der er ansat en gartner fuldtids. Lige nu er det ikke så blomstrende og frodigt, da det er uden for regntiden.

Mens jeg sidder og skriver dette, er der en gruppe professionelle tilskuer der koncentreret følger en ung Teater Performer der på maven, ganske langsomt bevæger sig baglæns under en 30 m. strimmel af gennemsigtigt plastik, forbi mine vinduesdøre videre rundt om hjørnet.

Dette kultursted har i denne weekend, under deres store traditionelle Indonesisk pergola, et kulturelt møde mellem Teater Performere for forskellige Asiatiske lande.

På fotoet har en Performer først smurt sit ansigt og overkrop ind i det ler, han nu er ved at grave sig helt ind i. En langsom transformation: ’Af Jord er du kommet og til Jord skal du blive’.

Jeg mindes dengang da kunstnergruppen ’Værst’ i midten af 80’ erne, lavede en Performens i Glyptoteket , hvor de sad og gled rundt på hver deres kæmpe smør klump. De gled rund på klumpen ganske langsomt i mindst 20 min. Jeg faldt i trance i venten på det uventede. Med disse sære Performens forventer man, at der vil ske noget  ekstraordinært, og denne forventning er værd at vente på. Tænk på teaterstykket ’Mens vi venter på Godot’ af Becket.

Det er lang tid siden at jeg har set eller selv udført Performance i en af mine Installationer.

x

Nogle unge Performer udførte en Performance i min installation ’Floating Soul’ 2015  efter jeg var rejst. Jeg må indrømmer at det mange gange er sjover at være aktør end publikum. 

Artist in Residency

Det er spændende at forsætte dialogen hvor jeg sidst slap tråden. Director Nissak som var min kontaktperson 2015 vil igen støtte mig i mit nye projekt. Desuden har jeg igen mulighed for at benytte Ardi som tolk og assistent, hvilket er en stor nødvendighed. Nu går han på 4 år på Jogja Kunst Universitet. På en måde, er det en fordel af kende sine samarbejdspartner med en anden kulturel baggrund, deres svagheder og styrke for jeg er helt sikker på, at jeg komme ud for begrebet ’Lost in translation’.

Jeg har forberedt mig kulturelt og kunstnerisk, så godt det var mig muligt før afrejsen, da det er en stor kunstnerisk udfordring, at tilpasse mig kulturelt samt skabe en stor Installation. Det kræver at jeg har en grundide, som så kan udvikle sig i forskellige retninger.

I 2009 besøgte jeg jeg også Indonesien med Jogja som udgangspunkt for min 6 ugers MC.JavaBali journey, så jeg har efterhånden et rigtigt godt visuelt indtryk af Indonesien samt deres kunstneriske aktivitet.

Under mit ophold 2015 kom jeg i kontakt med masser af forskellige kunstner, som jeg nu har mulighed for at uddybe mit forhold til.

Sarang Building no 1 er en kunstbygning, skabt af kunstneren Jumaldi Alfi som bidrag til kunstscenen i Yogyakarta, Indonesien. Som et kunstrum er bygningen bygget til andre organisationer til at gennemføre deres program, som udstilling, opholdstilladelse, værksted og præsentation.   

Jeg føler mig åndsbeslægtet med ideen, at man som kunstner økonomisk på denne måde kan støtte kunsten. Som billedkunstner har jeg igennem hele min karriere, haft mulighed for udelukkende, at skabe store Installationer og site specifik skulpturprojekter med hjælp fra egne økonomiske midler. Installations Projekter der ikke kan ejes og evt. økonomisk spekuleres i, men skal opleves her og nu, da de kun eksistere i en tidsperioder, hvorefter de destrueres og dermed er fysisk ude af Tid og Rum.

Sarang sørger for bolig i hele opbygningsfasen samt en udstillingsperiode på 3 uger. Jeg står selv for rejse- og daglige udgifter samt alle materialeudgifterne til mit Installations Projekt, der efter udstillingsperioden bliver destrueret. Hvilket er sket med alle mine Installationer gennem årene.

Jeg tror på at Kunst har en åndelig værdi, der er værd at kæmpe for som udøvende kunstner. Der pågår både en økonomisk og spirituel revolution, som begge er værd at kæmpe for, mod et bedre humant liv.   

Dette Installations Projekt skulle helst komme fra et indre behov for at ville udtrykke og skabe nogle visuelle billeder, i en eksistentiel dialog med den ydre verden. At skabe kunst har for mig været en indre nødvendighed, en slags livsnødvendig udtryksform. En rensende dialogproces, en passion, min helt personlige psykolog. For hvorfor skulle jeg ellers gang på gang involvere mig i et nyt stort udstillingsprojekt, der igen koster mig mange penge. Men det gør en psykolog også.

Mens jeg sidder her og skriver er der en lille sort myrer på vej over mine tangenter. Jeg forsøger, ligesom i børnebøgerne at være en orkan, der med sin styrke blæser alt omkuld. Det lykkedes første gang. Hvor forsvandt den mon hen. – Den dukker op igen mellem tangenteren. Som en orkan trækker jeg vejret dybt og puster så kraftigt jeg kan. Myreren lader til nu at være klar over, at den befinder sig i Orkanens øje. Så den er nu parat til at modstå mit tordenvejr, ved at holde sig fast med begge forben og kæberne klæbet til tangenten, mens krop og bagbenene står direkte lodret op i vejret. Jeg forsøger to gang mere, at puste så kraftigt jeg kan, ved at trækker nogle af de børnetegninger jeg som barn har set puste som orkaner frem på nethinden. I beundring over dens styrke og standhaftighed, lader jeg den selv finde vej henover tangenterne.

Man er lidt handlingslammet her i starten

Jeg har igen valgte scooter i stedet for en lille motorcykel model, da man sidder i læg for regnen med  fødder og ben. Med et regnslag klare man de hyppige regnskyl. Den er desuden  nem og hurtig at sætte sig på og håndtere da den har automatisk gearskifte, der gør at venstre hånd er helt fri. Det er en ny Honda 110cc model, så den er hurtigt i optrækket. Man skal blot passe på ikke at køre mere end 60 km. på de mindre ujævne veje, det kan de små hjul ikke klare.

Det er utroligt svært at finde vej, specielt herude på de små mindre veje, hvor der ligger helt små individuelle huse ved siden af hinanden. Det er lidt af en landsby jungle. Alle husene og beplantningen er ligesom i en jungle, forskellige og dog ens umiddelbart. Man mister derfor let orienteringen. Med google mister jeg totalt det større geografiske overblik.

Modellen til denne kæmpe knælende figur ses nede til højre på fotoet. Dette værksted er nok mere kommercielt end kunstnerisk

Jeg har været dybt engageret fra dag 1

Lige fra jeg ankom, har jeg været dybt optaget af mit udstillingsprojekt. Sammen med Adi min assistent, har vi på hver vores scooter være ude og besøge keramik distriktet samt bambus værkstedet for at indhente information samt købe forskellige ler typer for at afprøve disse.jeg burde kende rigtigt godt, da jeg i 2015 kørte rundt i byen for at finde materialer til mine Installationer. Men nej, jeg føler mig temmelig lost når det er mørkt og bygninger pludselig bliver levende med alle deres reklamer.

Jeg har det helt fint og vejret er på 32 grader om dagen og 24 om natten, så jeg har valgt en god periode at befinde mig her i Jogja (forkortelses af Yogyakararta). 2015 var jeg her i slutningen af regnperioden, marts og april mdr. Der var korte kraftige regnbyger hver dag. Så luftfugtigheden var ulidelig.

I Indonesien har man ikke delt året op i fire sæsoner: Forår – Sommer - Efterår – Vinter. Man har kun to sæsoner : Sommer og Regnperioden (den starter 1. nov.) Man har ikke ord på Indonesisk for Forår og Efterår.

Kærlige tanker, her fra tankens mulighed i tid og rum

Bjarne v.H.H.Solberg