MC.UDAIPUR / BUNDI JOURNEY 2018 nr.6

Residence boligen er huset til højre

15 Feb. / Min MC.Hjelm havde besluttet sig for at skifter ejermand.

Jodhpur - Udaipur 290 km.

Om morgenen da jeg skal forlade Guest House Cosy for at køre mod Udaipur kan jeg ikke finde min hjelm. Den er forsvundet eller den har som andre ting her i livet skiftet ejermand. Jeg må have efterladt den på min MC. og glemt at tage den med mig, da jeg aftenen før parkerede MC på denne mindre parkerings losseplads.  

Jeg havde planlagt at komme afsted 8:30. Den plan måtte jeg skippe. Jeg var tvungen at købe en ny hjelm. Jeg fandt et par steder hvor de solgte hjelm men de ville først åbne 9:30. Butiksejeren dukkede først op kl.10:00. Jeg var ikke helt tilfreds med udbuddet. Jeg fik så et tip om en MC.butik. De havde kun få. Fra tidligere køb af hjelme her i Indien ved jeg at sikkerhed og kontrol med hjelme ikke er i top.  Jeg fik en god kvalitets hjelm for 80 kr. Min egen type Flip up Helmet der var god til at holde den kolde vind væk fra at trænge ind i selve hjelmhuset koster derhjemme fra 1.500 og opefter.

Denne gang fik jeg lov til at kører temmelig langt på The High Way. Trættende men nødvendigt nu da man vil fremad og ikke benytte for mange timer på en MC.sadel der langsomt mærkes tydeligere og tydeligere. En højre skulder der konstant er i spænding, for at holder gashåndtaget oppe i fart, savner lidt pause.

Min Kunstnernabo fra Atelierhusene i København, Malene Bach har lejet en Residence bolig i Udaipur.

Da jeg befinder mig i udkanten af Udiapur kontakter jeg Malene og kæresten Ljubisa. De vil stå parat uden for det hus hun har lejet som Residence. Jeg havde heldigvis power nok på min Iphone, så via GPS kunne jeg nemt zig-zagge mig gennem Udaipur over diverse broer.

Jeg kommer tættere og tættere på det område hvor jeg år 2011 fandt et skønt Guest House Jheel. Her havde jeg lejet et værelse helt ud til vandkanten og med med udsigt udover Udaipur sø.  

Det er lidt af en tilfældighed, at vi på den måde får mulighed for at hilse på hinanden her i Indien. Vi var godt klar over, at vi begge havde planlagt at skulle til Indien og skulle til Rajasthan. Da vi 1 nytårsdag skåler godt nytår med de andre Ateliernaboer, nede ved vores lille sø, finder vi ud af, at vi faktisk skal med samme fly d. 29 Jan.2018. De flyver fra Delhi direkte videre til Udaipu, hvor de skal være indtil d. 17 Feb. Jeg tilrettelægger min MC.Journey, så jeg kan nå at besøge dem i Udaipur d. 15 Feb. Det vil give os et par dage sammen.

Malene og kæresten har lejet et helt hus med fire soveværelser, opholdstuer og et stort Atelier. Huset er i 4 etager med tagterrasse i to niveauer, med den bedste udsigt ud over Udaipur Sø. Solens stråler reflektere i de hvide bygninger på den modsatte side og det elegante flydende Lake Palace Hotel og det lille flydende tempel, skinner smukt i modlys. Jeg kan godt forstå at de kalder byen for Østens Venedig.

Huset der ejes af den danske kunstner Anne Vilsbøll er restaureret og lejes ud som en Artist in Residence bolig. Udsigten fra terrassen er fantastisk smuk og æstetisk. Nabohusene og hele bagsiden af dette glansbillede trænger til en kærlig hånd og en anden økonomisk politik i Indien som helhed.

Turisme og restaureringen

Turismen hjælper restaureringen af byen, men samtidig sker der det, at de fattige trænges længere og længere ud af byens midt kerne og hjerte. Selv i København, er der sket den samme langsomme udskiftning af beboer da huslejen langsomt er steget. Da jeg i 1998 flyttet til Vesterbro området omkring Enghaveplads, var der allerede sket en stor udskiftning. Alkoholiker og narkomaner blev der færre og færre af, de blev skubbet længere og længere ud fra centrum Alle ejendommene som kommunen ejede på Vesterbro var nogle år tidligere, lavet om til Andelsboliger.

Vesterbro blev mere og mere et in sted for de unge og unge familier, der er lidt bedre stillede. Så området er blev mere og mere mondænt og langsomt er det blevet et slags parcelhuskvarter, blot på højkant. 

  

Måske tættere på virkeligheden

Kære venner her meditere jeg for åbne vinduer med direkte udsigt ud over søen, hvis vandoverflade befinder sig 9 m. lodret ned.

Jeg høre høre og ser hvordan byen langsomt vågner og lydende langsomt begynder at signalere til hinanden. Solens stråler reflektere i de hvide bygninger på den modsatte side og Lake Palace Hotel skinner smukt i modlys. 

Guest House 'Jheel'

Jeg flyttede jo fra et sublimt hus med tagterrasse og en sublim solnedgang  bag bjergene i det fjerne. Her går den ned bag nogle huse inden den samler sine stråler og iklæder sig det mere enkle ikke så altfavnede men mere dramatiske røde outfeet

Solen er lige gået ned bag husene på den anden side af  søen. Det er skumringstiden, hvor lyset langsom forsvinder og går over i kulsort. Det er en meget lyrisk tidsrum. Desværre er der nogle guder der skal fejres og det sker tit og ofte med elendige trommerytmer der gjalder henover vandoverfladen. Disse umusikalske lyde ligesom suger energien til sig.

Men det er ikke det store problem, man har langsomt vænnet sig til kontrasterne her. Det var ellers en rolig og fredelig vandring jeg havde igennem kvarteret på den anden side af broen som ligger tæt på mit hotel.

Da jeg var her i 2011 benyttede mange kvinder at vaske tøj og sig selv lige på den anden siden. Jeg tror byen har forbudt denne form for hygiejne i fuld offentlighed da det er et meget turistet området. Jeg tror næppe det er fordi de har fået meget bedre badefaciliteter i deres private hjem. Det skylde nok heller ikke, at man er blevet klar over at vandet er temmelig forurenet.

For et par år siden startede man her i Udaipur på at få et fungerende renoveringssystem til at fungere, hvilket har hjulpet.

Nu begynder de kulørte lamper der hænger på de forskellige bygninger at lyse op. Heldigvis er der ikke endnu ikke sket den helt store lysfestivitas, som tager hele ens opmærksom og blot bliver visuel larm og blander sig negativt med de hellige kaotiske sound tilkendegivelser af at vi er tilstede og lovpriser dig Brahman. 

21 Feb. / Bundi 

Udaipur- Chittorgarh 126 km / Chittorgarh – Bundi 166 km.

 

Bundi Palace

Jagdish Temple 

Bryllups ceremonier der snegler sig larmende  og umusikalsk igennem alle markedsgaderne, kan man komme til at opleve et par stykker af på denne årstid

 Den tunge larmende lastbil trafik er nu ledt uden om byen

Jeg kommer kørende ind til Bundi af hovedvejen, der løber langs den kunstige hellige sø Nawal Sagar jeg kan se fra ’Lake Veiw Paying Guest House’ som jeg havde udsigt over fra mit værelse. Hovedvejen er nu blevet helt restaureret. Heldigvis er den tunge lastbil trafik, med alle de ældre larmende, skramlende lastbil blevet henvist til den nye highway der nu passere uden om byen.

Sidst var jeg heldig, at finde dette unikke Guest House. Det blev drevet af en skøn imødekommende gavtyvsagtig skælmsk smilende dengang 80 år gamle patriark, sammen med sin smilende underfundige og lunefulde hustru der var 7 år yngre. De havde været gift i 55 år og huset har familien ejet i mere end 150 år.

’Lake Veiw Paying Guest House’ er stadig unikt på trods af forfaldet

Jeg synes om familien og dette specielle Lake View, selv om det var udsigt igennem et insekt trådnet. Jeg var spændt på om de stadig var i live. På internettet fandt jeg dem, men siden var inaktiv.

De var stadig i live her syv år senere og drev stadig stedet på samme måde. Han fandt straks den store dokumentbog frem, for at bogføre mig. Jeg viste ham, hvor jeg stod dokumenteret i bogen tilbage til 2011. I dokumentbogen stod alle gæster der gennem årene havde boet på hans Guest house, her var de registret. Han virkede svaglig og det var husturen, der ligesom for 7 år siden på sin måde styrede skuden. Han hade desuden en fysisk oppasser, der hjalp ham når han havde behov.

Jeg tror ikke de kunne huske, at jeg havde været der før. Jeg fandt min computer frem og viste dem de fotoer jeg havde taget tilbage i 2011 af dem, som var lagt ind på min blog med omtale af deres Guest House.

Jeg valgte igen værelse nr. 2 oppe på toppen som sidst. Det var deres dyreste værelse til 500 inr. (65 kr.). Samme pris som dengang som nu. Men jeg må sørgeligt erfare, at det stadig er de samme æstetiske og hygiejniske problemer med toilettet

Det var den samme lille grønne kumme som jeg dengang i 2011 benyttede for at børste tænder. Den første gang jeg benyttede den lille håndvask var den helt OK. Næste aften da jeg børstede tænder og gurglede, plaskede tandpasta gurglet  lige ned på mine bare fødder. Plastik røret under vasken var røget af. Jeg fandt ud af, at den kun var sat løst på og at slangen kun lige kunne nå om bagved toilettet. I Jaisalmer havde jeg været ude for en håndvask uden noget afløbsrør, hvor jeg også kom til at gurgle spytte på mine egne fødder. De sanitære forhold på de billige ’Guest House’, er ikke altid lige hygiejniske og æstetiske efter vores standard, men langt over standarden i de fattige Inders hjem.

Et fransk ægtepar forlod i vrede et værelse på toppen som mit på grund af at det varme vand udeblev og at toilettet ikke virkede. Cisterne på mit toilet, der ikke mere var fastgjort til væggen og derfor kun blev holdt i vejret via nedløbsrøret til toiletkummen fungerede heller ikke og når det var helt fyldt, tænke jeg kun på hvornår samlingen brister og vsandet fosser ud.

  

I Indien har hver sin by sit særpræg, hvordan det påvirker en af vores sanser for kraftig

Jeg føler mig virkelig heldig, at det igen er lykkedes mig 2011 at finde det helt ideelle sted, at hvile min sjæl. Men da jeg kommer tilbage efter at have spist en skøn middag på en restaurant samt besøgt en internetcafe, bliver min umiddelbare glæde vendt til frustration.

Da jeg træder ind i mit idylliske yogiske  balkonværelse, får jeg lidt af et chok. Ud af vinduerne gennem insekt nettet på den anden siden af søen, ser jeg lysstriber af billygter passere forbi fra raslende og larmende trucks i flere forskudte niveauer. 

Det kan ikke være muligt at dette skønne ’Guest House’ faktisk har flere larmende  veje, som nabo. Jeg må desværre se realiteterne i øjnene og med ørene erkende, at her kan min spirituelle sjæl ikke finde ro.

Frustreret kryber jeg ned under vattæpperne, med ekkoet af lydende i mit hoved, der blander sig med min indre stemme der fortæller mig, at her kan jeg ikke holde ud at bo en nat mere. Men samtidig orker jeg næsten heller ikke, at tænke tanken til ende, for dette rum er jo helt unikt og kan jeg finde et andet bedre. Jeg bliver træt blot ved tanken om at skulle pakke sammen og finde et andet ’Guest House’. - lige nu er min krop og sjæl træt, rigtig træt. -

De larmende trucks lyde trænger gennem mine ørepropper, som jeg har vænnet mig til at sove med, for så vidt det er muligt, at imødekomme ukendte lyde, der ellers nemt kan vække mig. Fremmede lyde er der mange af her i Indien ligesom mange andre sanseindtryk. Denne gang er det altså ikke hundeglam der påvirker mig, men motorlarm. 

Vågner efter en meget rastløs nat, hvor jeg tror min underbevidsthed har arbejdet under højtryk, for at påvirke mine letpåvirkelige sanser og sind.

Min bevidsthed fortæller mig, at det jeg i går opfattet som et stort problem, blot er en mindre del af byen Bundi’s personlighed. I Udaipur var det mediterende og støjende umusikalsk lyde der fyldte æteren. I Delhi var det hundeglam, der trængte ind i ens høresnegle og underbevidsthed.

Lydene fra hovedvejen er blot en af Bundi’s mange sanselige kulisser. Her i Indien kan du ikke få det hele. Jeg har fundet et Guest House med et fantastisk view og må så finde mig i larmen fra lastbilerne. 

Da jeg havde erkendt denne realitet og indstillede mit sind, var det kun nogle få gange jeg lagde mærke til lydene, som jeg ikke, gav mulighed for at fange min koncentration, med dens negative energier. 

Det jeg aftenen før, havde opfattet som to hovedveje i forskellige niveauer, var kun een. samt en lang skrå vejnedkørsel til en den anden vej der løb tæt på søen. Samtidig hjalp billygternes spejlbillede i søen, til at jeg så flere aktive hovedveje.

I dag 2018 er hovedvejen blevet helt restaureret og den tunge lastbil trafik, med alle de ældre larmende, skramlende lastbiler, er nu blevet henvist til den nye highway der nu passere uden om byen. Så freden har lagt sig over tempelsøen.

Jeg oplever igen at blive låst inde på tagterrassen

En morgen  2011 er jeg reelt låst  inde på terrassen. Gitterdøren foran trappen der føre ned er låst med 3 hængelåse. Da jeg råber ’hello’, kommer den gamle kone mig til hjælp og viser mig hvordan hun vender låsene, så de kan komme igennem kæden uden nøgle for at sikre sig at rhesusaberne ikke kommer ind og terrorisere deres lejlighed.

De har sikkert helt bevidst valgt, at lade det være op til os gæster selv, at finde ud af problemet med aberne, for ellers er der sikkert nogle der ikke vil bo der.

Det lader til, at der er meget mindre problem nu 2018. Men en aften hvor jeg ville ud og købe lidt vand, var jeg igen låst inde på 2 sal .- Jeg måtte råbe temmelig længe og temmelig højt før kone dukkede op og fik oppasseren til, at låse døren op. Med store ord gjorde jeg konen opmærksom på, at døren ikke måtte låses om natten. Hvis der opstår en brand eller andet sker, skal døren ikke være låst. Hun blev ved med at sige, at der sker ikke noget, jamen hvorfor har hun så behov for at låse os gæster inde om natten.

Hvor længe ’Lake Veiw Paying Guest House’ vil eksister er svært at vide. Jeg er meget glad for igen at opleve dette positive ægtepar. Da jeg skulle afregne for mit ophold, var hans søn der arbejder i en bank dukket op, da hans fader havde fået det dårligere. Han har lunge cancer og skal derfor nu på hospitalet. Den gamle fortalte mig hvor meget jeg skulle betale. En lidt trist måde at sige farvel til et positivt gensyn.

Mit møde 2011 med Lake view Paying Restaurant

År 2011 havde jeg fået at vide at der ude i haven foran huset var der en Restaurant, hvor jeg kunne få morgenmad.

Jeg står lidt desorienteret nede i haven og kigger efter restauranten. Jeg har set et skilt hvor der står Park Restaurant, da jeg parkerede min MC. Jeg står et stykke tid og kigger mig lidt søgende omkring.

Så kommer der pludselig ’out of now where’ en smilende, smuk ung kvinde i rød sari mig i møde. På flydende engelsk fortæller hun mig stolt, at de har en restaurant. Hun peger hen på nogle lukkede trædøre, som hun går hen og  låser op. Jeg ser ind i et stort rum fyldt med stablet plastik møbler og et slags køkken. Hun fortæller mig desuden at de boer i huset lige ved siden af.

Manden dukker op og jeg spørger ham, om jeg kan få yoghurt med frugt, honning og ingefær the. Han tog et enkelt bord og stol frem og placerede det, så jeg kunne nyde udsigten ud over søen og den skønne morgensol. Til venstre i søen var der et udtørret hjørne, hvor de hellige køer græssede og de kvidrende fugle spankulerede i en kilde af rindende vand, der kom oppe fra bjergene.   

Selvfølgelig har han ikke forskellige slags frisk frugt liggende i skuret. Han er sikkert løbet i byen for at skaffe disse og måske også frisk yoghurt.

Jeg nyder denne særbehandling, men hvordan kan han leve af en enkel kunde til morgenmad, selv om det i øjeblikket ikke er højsæson. Morgenmåltidet koster 10 kr.  En af de andre dage prøvede jeg  hans madkunst, ved at bestille varm mad til frokost. På menukortet var der utrolig mange forskellige retter, så det er klart, at han må i byen hver gang en ny kunde bestiller et måltid.

Mit møde 2018 med Lake view Paying Restaurant

   

Jeg hilser på Tony der driver restauranten sammen sin hustru kan godt huske mig samt hvilket værelse jeg havde boet på 2011. De har haft lejemålet i 13 år fra det ældre par på restaurant samt nogle fine og billige guest house værelser. - Det ældre par har desuden givet mange af de mere krævende administrative opgaver videre til dem.

Så her 7 år efter er jeg ikke den eneste der skal have morgenmad i tempel haven, men mere end 10 stk. Det samme gælder i løbet af dagen og om aftenen. Maden er fremragende. Tony og Chetna er meget stolte og glade for udviklingen.

 

Bundi er lidt af en eventyr by 
Bundi er en by med 105.000 Inb. hvor alt på en måde blot passere forbi i et drømmeagtigt tempo. Selv vejret er mere afdæmpet og ind imellem lidt tåget. Det som jeg sidste gang opfattede som hovedstrøget og meget turistorienteret, er ligesom synet hen. Energien er måske flyttet til de smalle markeds gader. Jeg beslutter mig for at gå en tur, i den anden del af den gamle bykerne og ender til sidst ved den snoede vej, der føre op til Fortet Taragarh og Bundi Palace.

Bjarne v.H.H.Solberg 

Billedkunstner & Scenograf

BvHHS1@email.DK

www.BvHHS.com

+45 30230036

AUM

-->