MC.VIETNAM / HUE Beach / PHU VIET REJSE nr.6

19 Marts / Retur til Hue

Da Nang - Hue / Beach Bar Hue Hostel 110 km.

Efter 2 dage her i Da Nang har jeg valgt at tage tilbage til Hue, for at MC mekanikeren Kim forhåbentligt en gang for alle kan løse mit elektriske problem.

Det er igen i dag gråvejr og lidt tåget.

Efter 30 km. bliver der igen noget bjergkørsel. På den anden side af bjerget, højere oppe bliver det koldere, da tågen her ligger tættere. Det er skønt at denne hovedvej har en malet midterlinje, som jeg kan holde mig til. Der er heldigvis ikke den store trafik af modkørende biler.  

12:30 er jeg fremme ved Hue og MC. værkstedet. Kim etablere en sikringsordning til batteriet. Han mener det løser mit el problem. Blot 5 km. derfra har jeg igen ingen strøm. Kim kiggere så på generatoren, som det lader til, der også er nogle problemer med. Først
15:30 er Kim blevet klar med min MC da han har mange andre kunder med MC. problemer.

Kim giver mig denne Mickey Mouse klud, som har været et par bukser, så jeg har en klud at tørre hænder i. Med denne Amerikanske klud, sletter Vietnameserne symbolsk den beskidte fortid, vasker tavlen ren og kommer videre. Jeg forsætter ud mod det åbne hav. 

 

Endelig på vej ud til det Syd Kinesiske hav

Endelig kan jeg komme videre ud mod Hue’s sandstrand for at kunne tage en svømmetur i det Syd Kinesiske Hav, som jeg i mange uger har set frem til. Jeg er heldig, der findes et Beach Bar Hue Hostel med restaurant nede ved strandkanten. De kan tilbyde et Hostel rum til 4 pers. for 12 $ eller et rum helt alene til 36 $ pr. nat

Jeg vælger det lidt dyre enkel værelse, da 4 pers. rum er alt, alt for klemt og tæt. I hostel rummet til 36 $ kan jeg sidde i skygge i døråbningen, med min computer og nyde lyden af bølgerne, der skyller ind mod stranden, den friske luft og den smukke beplantning.  

 

Jeg finder hurtigt mit badetøj, og skynder mig ned til vandet, for at give min krop den forfriskning, den havde set frem til hele dagen. Det er i mellemtiden igen blevet tåget. Luften er vel 25 c og vandet 19 c. Jeg havde forventet at vandet var noget varmere på denne årstid. Det friske vand og de halvstore bølger minder mig om Vesterhavet. Jeg må svømme mig varm. Jeg nyder at ligge på ryggen og blot flyde og lade bølgerne langsomt  skylle een ind mod strandkanten.

Jeg slutter af med en løbetur langs vandkanten i tågen. Dejligt at få rørt og løsnet ens muskler efter at ens krop har været fastlåst i samme position i mange timer på MC.

Næste dag skinner solen 

'The Dead City’

Officielt er hele 81 % ateister, 9% buddhister, 7% katolikker, 2% Hoa Hoa, 1% Cao-dai. Det kommunistiske styre, har igennem alle årene tilladt befolkningen, at forsætte deres tradition og dyrkelse af guder.

Buddhisterne, Taoisterne og Confucianisterne er gået sammen i en treenighed og de fleste Vietnameser vil sige, at de er buddhister, men de er ikke meget religiøse. Til gengæld holder de fast i rituelle handlinger som at tilbede fortidens ånder - de afdøde familie medlemmer - som beskytter dem efter deres død. I de fleste Vietnamesiske hjem findes et husalter, hvor der står krukker med røgelsespinde, med navne på manden i husets afdøde slægtninge. De døde begraves og efter 4 år i jorden graves de formuldede rester op og lægges i en krukke.

De sidste 20 år, hvor gravmonumenterne er blevet større og mere pompøse, skyldes det først og fremmest bedre økonomi, men også et spørgsmål om status, ifølge en Vietnamkender.

Den Døde By / The Dead City

Igen en disset morgen, så alt er fugtigt.

Efter en morgen svømmetur, morgenmad og lidt skrivning, er jeg parat til at tage ud og besøge ’The Dead City’,

Receptionisten havde fortalt mig, at der 22 km. herfra, for enden af denne sandlandtange, fandtes et område de kaldte ’The Dead City’. En kæmpe kirkegård.

Klokken var blevet 12:00 og solen havde fortrængt den grå masse.

På vej ud til ’The Dead City’ kørte jeg forbi det ene tempel og kirkegård efter det andet. Jeg havde besluttet, at jeg først ville fotografere ’The Dead City’ og på hjemvejen kunne jeg så bruge energi på at fotografere nogle af templerne og kirkegårdene.  

Beach Bar Hue Hostel

Jeg nyder 3 dage her tæt på vandet i en afslappet æstetiske atmosfære med få gæster til lyden af bølgernes rytmisk brussen. Her kan jeg desuden, få dem til at lave vegetarretter.

 

Den unge kok tilbyder at bage en Vietnamesisk ris papadam til mig, da jeg spørger om jeg ikke kan bestille en. Næste dag havde han 2 stk store papadams med til mig, som han havde bagt i sit eget køkken, da han ikke på restauranten havde ingredienserne. Friskbagte var de helt fantastiske, dejlig sprøde med en helt delikat smag. Det er en helt anden konsistens end det hvide sandwich og flute brød, jeg ellers har måtte tage mig til takke med.     

 

I dette åbne landskab ser jeg igen mange gravpladser op mod den grå himmel.  

22 Marts / På vej ind i den Demilitariseret Zone

Hue / Beach – Phu Viet  145 km.

Dagen starter igen disset. 

Jeg har planlagt, at jeg skal se Vin Moc Tunnelerne, der ligger helt ud til kysten ca. 100 km. stik nord fra Hue Beach i den demilitariseret zone. Derefter vil jeg tage stilling til hvor langt mere jeg vil køre.

Solen bryder langsomt igennem skyerne og giver de utrolig mange templer jeg køre forbi farver og liv. Det er tydeligt at Kejserbyen Hue har sat sit religiøse præg på hele provinsen Thua Thien Hue.

2 Backpackers har tager chancen, at køre langs vandkanten. Jeg ved ikke hvordan eller hvor de er kommet helt ned til vandkanten igennem det brede stykke med løst sand. Vil de finde en opkørsel til sidst eller skal de trække deres MC gennem det løse sand. Jeg opgiver tanken at følge deres eksempel. Jeg har måske kræfter nok til at slæbe eller gøre forsøget at styre MC med bagage gennem det løse sand. Men har jeg virkelig lyst til flere strabadser. I min alder har fornuften en tildens til at tage styringen og vinder også denne gang.

30 km. før jeg når til mit midlertidig mål, de underjordiske tunneler, køre jeg helt ned til  stranden. Solen står nu højt på himlen. Finder mine badebukser frem og går ned til vandkanten og smider tøjet. Dejligt igen at flyde på bølgerne.

Efter at havde oplevet Tunnelerne og 1 times kørsel, fandt jeg frem til et OK hotel i nærheden af den lille by Phu Viet. Efter at have pakket ud tager jeg ud til den lille fiskerby der ligger helt ude ved havet.

Bronze relief på Vinh Moc museet. Fantastisk konkret og kulturelt spirituelt  tænkt

 

Vinh Moc Tunnelerne, der blev lavet under krigen gik helt ned i 30 m. dybde og strakte sig over 3 km. med 13 indgange. Her levede et samfund på 600 personer i perioden 1968 -1972. Hver familie havde en lille sidegang på 1x2 m.

Vinh Moc Tunnelerne ligger lidt nord fra 17 breddegrad som var den demilitariseret zone mellem Nord og Sydvietnam hvor de var forpligtigede til ikke at have stationeret militær styrker eller opretholde militære installationer.

Det er meget traumatisk at bevæge sig rundt i så snæver klaustrofobiske gange. Jeg følger efter nogle, der har en guide foran sig. Jeg har ikke lyst til at fare vild i et 3 km. mørk tunnelsystem. Det er meget svært at forstille sig, hvordan det må have været, at leve 4 år under jorden. Vi mennesker er fantastiske overlever, det er kun fantasien der sætter begrænsninger. Guiden føre os ud af en indgang, der støder ud til havet. Utroligt befriende at se dagslys

   

Tunnelerne blev brugt i Vietnamesernes guerilla krig. Over 200 km. tunneler blev gravet ud af lokale med skovle og blev brugt som beskyttelse men også til overraskelsesangreb.    

 

15 million  bomber  blev  kastet ned over Vietnam i løbet af krigen 1965 - 1973  svarende til otte millioner tons bomber. Tre gange så stor en mængde som blev brugt i 2 verdens krig.

Agent Orange: I perioden 1965 til 1970 sprøjtede Amerikanerne 20 millioner liter materiale, indeholdende kemiske herbicider og afløvningsmidler blandet med jetbrændstof, ned over dele af Vietnam, østlige Laos og Cambodja. Det er den største mængde  kemisk våben der nogensinde er anvendt i krig. Virkningen var på mennesker og natur i første fase sygdomme som bl.a. kræft. I anden fase blev der født misfostre. En halv mil. børn er blevet født med defekter. Først nu, 2-3 generationer senere, giver kemikalierne ikke så mange misdannede børn

Billedet af den 9 årige Kim Phuc 1972 der nøgen løber væk fra sin landsby, ramt af en Napalm bombe, fik hovedparten af USA borger til, at vende sig mod krigens forsættelse.

Napalm brugte Amerikanerne i perioden 1965 til 1973 . Napalm er en blanding af plast polystyren, kulbrinte benzen og benzin. Denne blanding skaber en gelé-lignende stof, der klæber sig fast til næsten alt og brænder i op til 10 min. Virkningen på den menneskelige krop er ulideligt smertefuldt og medføre næsten altid  døden.

My Lai Massacre. Marts måned 1968 blev omkring 500 civile, hvor halvdelen var kvinder og børn i løbet af 4 timer systematisk myrdet. Det var en ren hævnaktion, fordi nogle at deres soldaterkollegaer var blevet dræbt.

Jeg deltog i Vietnam demonstrationen i Washington d. 9 maj 1970 - da jeg var på et 8 mdr. ophold i USA.

New York 4.1.1970 / Et nyt helvedes år er begyndt.  – Bjarne

En deprimerende Nytårs hilsen, sendt til min ven Svend Erik fra New York. Det viser hvor stærkt Vietnamkrigen påvirkede mig og mange af mine Amerikanske venner.

Vietnamkrigen

Vietnamkrigen sluttede 1975, da de sidste  Amerikaner flygtede og Vietnam blev genforenet under et kommunistisk styre. Men efter 30 års krig, først mod Franskmændene og så Amerikanerne, med 3 millioner døde og et land der var sønderbombet, kemisk forgiftet og med voldsom forråelse og korruption.

40% af den jord og skov, der kunne dyrkes og udnyttes var ødelagt. Det var en næsten umulig opgave, at rejse sig igen, specielt da den slagne part, Amerikanerne og de Vestlige lande isolerede Vietnam for samhandel.

Fra Formand Mao Tse-Tung  lille røde bog, som jeg læste i mine unge dage, kan jeg huske dette enkle stærke citat: ’ En hær uden kultur er en dårlig hær’.  Det helt korrekt citeret Mao citat er: ’ En hær uden kultur er en sløv hær, og en sløv hær kan ikke slå fjenden’.

Vietnameserne havde noget vigtigt at kæmpe for, deres selvstændighed og deres kultur. De unge Amerikanske soldater havde en svag ide om hvorfor de var i krig. Derfor sejrede Vietnam ikke på grund af militær overmagt, men på grund af en indre ubøjelighed og forankring i deres kultur.

Der er nu gået mere end fyre år siden Vietnam krigen sluttede. Udadtil på overfladen, ser det grønt og frodigt ud. Alle kraterhullerne og de kæmpearealer af afløvet skove, er nu dækket af eucalyptus træer.

I de 4 uger jeg har kørt rundt i Nord og Central Vietnam, har jeg ikke set nogen synlige fysiske tegn i naturen eller mødt Vietnameser med synlige handicap. Det skyldes nok, at de misdannede er blevet det ældre, og derfor ikke mere befinder sig i det offentlige rum.

  

Tiggere og hjemløse har jeg heller ikke støt på. Dem lader det til at det kommunistiske parti tager sig af, da det er forbudt at tigge.

Deres leder Ho Chi Minh, med sit asketiske udseende, sind og strategi som Mahatma Gandhi, men med et gevær i hånden, brugte strategisk og klogt, sit folks styrke og ukuelige overlevelsesmentalitet i deres lange befrielseskamp, der førte til sejr.

Den samme filosofisk klogskab, har kommunistpartiet valgt, i deres fremadrettede kamp for at komme videre, efter denne total umenneskelige traumatiske massakre, som de havde oplevet.

De valgte psykologisk og konkret, at fokusere på at komme videre. Ikke at opfatte sig selv som ofre og dyrke hadet til fjenden. Men lægge de traumatiske hændelser og hadet bag sig, ved at lægge låg på og koncentrere sig om at se fremad. 

I Son Track, ude ved klippegrotterne, mødte jeg en dansk/ Vietnamesisk 20 årig pige. Hun er født og boer i Viborg af Vietnamesiske forældre, der var flygtet fra Vietnam. Hun havde ikke i skolen eller direkte fra sine forældre hørt noget om Vietnamkrigen. Hun var i Vietnam med en veninde for at besøge sine bedsteforældre.

Af en ung receptionist fik jeg at vide, at hun aldrig havde hørt sine forældre tale om Vietnamkrigen, men det havde hendes bedsteforældre gjort til hende, da hun var barn. Nu var de døde.

Det lader til at Vietnameserne generelt ikke er berøringsangste over for Amerikanerne og deres kultur. I de helt store byer finder man Burger King, Starbucks samt reklamer for forskellige Amerikanske brand som Coca Cola. I forlystelsesparker findes masser af Walt Disney figurer. Engelsk er et vigtigt sprog for dem.

Jeg hørte for nogle år siden en reportage om en psykiater, der efter Anden Verdenskrig, arbejdede med børn, der havde overlevet deres ophold i en koncentrationslejr. Hans terapibehandling gik ud på, at de ikke koncentrere sig om deres traumatiske oplevelser, men i stedet fokuserede på hvad de kunne, hvad de havde af evner og ville i fremtiden. Give dem troen på deres egne evner til at komme videre.

USA’s krigsforbrydelser

Amerikanerne der ønskede at komme kommunismen til livs i Sydøstasien, startede Vietnamkrigen med  en massiv bombning i 1965 under påskud, at Vietnameserne helt uden grund havde angrebet Amerikanske skibe i internationalt farvand.

Begik USA krigsforbrydelser under Vietnamkrigen ?

Allerede år 1967 blev der gennemført en international tribunal, på initiativ af den engelske filosof Bertrand Russel. Tribunalen koncentrerede sig især om bevisførelse på følgende områder:

· Aggressionsforbrydelsen, herunder brud på internationale traktater

· Anvendelsen af eksperimentelle våben, såsom gas og kemikalier

· Bombning af hospitaler, sanatorier, skoler, diger og andre civile anlæg

· Tortur og lemlæstelse af fanger

·Gennemførelse af foranstaltninger til folkedrab, såsom tvangsarbejdslejre, massebegravelser og andre udryddelsesmetoder i syd

Denne tribunal blev stor set ignoreret af USA

USA var selv med til at gennemføre krigsprocesserne mod Tyskere og Japanere efter Anden Verdenskrig. Og med til at præsentere Nürnberg-principperne for den FN-generalforsamling, der godkendte principperne. Derfor bør USA ligesom Tyskland drages til ansvar for sine krigsforbrydelser 

Det er vigtigt at USA og Amerikanerne bliver konfronteret med deres fortid. I en tid, hvor mange lande verden over, er i gang med at bearbejde fortiden, rejser spørgsmålet sig, om den eneste supermagt kan ignorere oplysninger om krigsforbrydelser begået i forskellige krige. 

Anden Verdenskrig står krystal klart på vores indre nethinde, da de umenneskelige gerninger og de filosofiske tanker bag handlingerne, har været til uendelig debat og Tyskerne har erkendt deres misgerninger. Men det har USA og det Amerikanske folk endnu ikke her 40 år efter. Selv om de har udført krigsforbrydelser, der er lige så umenneskelige.

USA har i alle deres krige retfærdiggjort deres handlinger og krigsforbrydelser med, at de kæmper for frihed og demokrati og brugt disse begreber som den moralske katalysator for deres handlinger. Men det er ikke frihed og demokrati de kæmper for, men de kapitalistiske og liberalistiske tanker.  

Da USA er allieret med NATO og desuden er en militær supermagt, har det været svært for de vestlige lande, konkret at stille dem til ansvar.  

Derfor har det været uden meget betænkningstid og lidt hovedløst at USA 2001 som gengældelses aktion for selvmordsangrebende på New York og Washington d. 11 sept. 2001 gik i krig mod Afghanistans fundamentalistiske Taleban-styre.

Derefter angreb man hovedløst Irak for at styrte Saddam Hussein.

Den Danske regering valgte at støtte USA 100 % i deres krig, først i Afghanistan, derefter krigen mod Saddam Hussein på grund af fejlinformationer og siden mod Syrien. Vi Dansker har nu i 15 år deltaget aktivt i krig.

  

Vi Dansker har ikke været meget bedre, vi gik med i en krig ud fra falske forudsætninger, lige som USA’s befolkning. Den nuværende Danske regering har lagt låg på og stoppet en rigsretssag, der ellers ville kunne fastlægge, hvordan fejlinformationerne opstod.  

Vietnameserne har med deres tavshed vedrørende de forskellige krigsforbrydelser USA har foretaget under Vietnamkrigen, gjort det alt for let for Amerikanerne, at glemme deres forbrydelser og derved nemt gentage mønsteret.

Portræt 1970 af mig som ung frustreret 25 årig politisk, spirituel kunstner Hippie, der var imod USA’s krig mod Vietnam, iført militærjakke med ordensbånd, 4 stk. sikkerhedsnåle med farvede perler og sort sørgebind.

Fotoet er taget af Gerard Malanga på taget af Andy Warhols Factory / Union Square / New York. Jeg står ’symbolsk’ med min ven Bill, der er god ven med Andy, på toppen af billedkunstens bedste bud på kapitalismen og liberalismen - ’Pop Art’. Andy udtalte: ’You should paint what you love most’ Han portrætterede 1 Dollars seddelen 1962. Dollarsedlen blev solgt for $ 32,8 mill. 2015.

Jeg var i nogle år medlem af Revolutionære Socialister. I denne min politiske periode stoppede jeg med at male, da køberne af kunst dengang kun var overklassen. Derefter bevægede jeg mig  ind i min spirituelle periode hvor jeg gik dybere ind i yoga filosofien og blev uddannet yogalærer. Først i 1982 blev jeg igen aktiv billedkunstner, da det nu var økonomisk muligt for mig. Jeg var kommet frem til den politiske erkendelse, at der sideløbende med kampen for den Politiske Materielle Økonomiske Revolution, var en anden lige så vigtig revolution, som jeg som billedkunstner kunne kæmpe for, den Spirituelle Immateriel Frihed. Med min kunst, forsøger jeg at åbne op for menneskers sanser, så de oplever verden. Ingen bliver lykkelig kun af materielle goder. I denne min kunstneriske periode, har jeg derfor udelukkende skabt Installationer, der ikke kan ejes, men skal opleves og sanses.

 Hermed en politisk hilsen fra Vietnam

Slagordne vi råbte foran den Amerikanske Ambassade 
Når vi demonstrerede mod krigen i Vietnam 

Ho Ho Ho Chi Minh 

Bjarne v.H.H.Solberg