MC. INDIEN / HAMPI REJSE 2014 nr.3

 31.jan. 2014 Hampi

Jeg havde alt for lidt tøj på, da jeg kørte ud til det hellige marked i Badami sammen med Torben, så jeg fik en forkølelse med det samme. Hele dagen havde jeg ellers kørt i lædertøj og stort tørklæde og var derfor godt sikret mod den kraftige vind. Nu fik jeg alt for meget vind direkte på min hals, der endnu ikke var blevet hærdet af vind og vejr. Det er ikke så smart at være forkølet når man køre i åben sportsvogn.  

Jeg køre mod Hampi uden højre sidespejl, det vigtige, der fungere som bagspejl i en bil. Det brækkede da jeg forsøgte at indstille det lidt bedre. Det er meget svært at undvære, da man har behov for at se om der kommer nogle bagfra, før man foretager en overhaling og dem er der utrolig mange af, da de fleste lastbiler kun køre 60 km. I byen Hospet lidt før Hampi, fandt jeg heldigvis et Enfield værksted med reservedele, så jeg kunne få et nyt sidespejl, hvad der var umuligt i Badami.  

Lige før Hampi var jeg uheldig at ramme en stoppet traktors kæmpe baghjul med mit MC. bagagesystem der stikker ret langt ud. Jeg skred i det løse sand. Da min fart var minimal, skete der intet med mig, men bagagesystemet nye svejsninger, der var fortaget for at få det tilpasset den nyere model MC.  bristede. I Hampi fandt jeg et MC. værksted til at sørge for at fortage stærkere svejsninger samt  bedre forankring til denne nye model MC. på en mere solid måde. 

Svejsninger havde også været ude for nogle prøvelser under mange dages kørsel, hvor halvdelen  havde forgået på nogle meget hulet veje. Min tunge bagage, har været kastet op og ned hundredevis af gange, hvilket kræver noget af bagageophængningen.

Nogle unge forsøgte at finde ’Room with a View’ til mig. I denne lille enklave af huse hvor alle husene er guest house, restauranter, butikker eller blot har et eller to rum til leje i deres hus. Jeg var heldig at få et OK rum på toppe at en privatbolig. Så jeg har min helt egen tagterrasse. Hvis jeg rejser mig kan jeg se hen på nogle templer. Men her hvor jeg sidder er der dejlig skygge. Solen varmer godt.

Et bjerglandskab af kæmpegranitblokke og tempelruiner fra 1500-tallet

Hampi  var hovedstad i Vijayanagar-riget i tidernes morgen fra 1300 – tallet. Byens mange templer og paladser er udpeget som en af UNESCO’s verdenskulturarv. Der er en magisk atmosfære over dette bjerglandskab af kæmpegranitblokke og tempelruiner fra 1500-tallet, der ligesom er strøet ud over landskabet. Det er et enormt stort ruinområde.

På disse foto kan man se hvordan de lokale igennem tiden 

har forsøgt at benytte disse søjlegange til alm. beboelse.

Jeg valgte at spadsere langs søjlegangene den første aften. De løber direkte fra det store stadig aktive Virupaksha Templet, der ligger lige ved den lille enklave af bygninger hvor jeg boer, til en kæmpe trappeforhøjning, der føre videre op til selve Vittala Templet, der ligger på bjerghøjslette.

På vejen derud, hvor jeg går helt alene, ser jeg i det fjerne en middelaldrene kvinde samle forskellige ting op fra jorden, jeg ved ikke hvad det er, men gætter mig til, at det sikkert er noget hun kan få lidt penge for. Hun ser mig ikke, før jeg står helt henne ved hende. Venstre hånd har hentet en lille pengeseddel om af lommen. Ikke fordi hun tigger, men jeg kan se, at hun har behov. Normalt giver jeg kun 10 rs. = 1 kr. Men sedlen jeg gav hende var på 50 rs. Da hun forbavset så sedlen i sin hånd, vågnede alle musklerne i hendes hærdede ansigtstræk, hendes øjne og ansigt lyste op i et strålende stort smil. Hun så ud som om Brahman, havde kastet sit lys på hende. Dette uventet fantastiske smil, fik også mit sind til at stråle. Så her ved solnedgang mødtes vores sjæle i et forløsende smil. 

Næste dag valgte jeg at benytte min MC. til at besøge alle de andre seværdige ruiner der lå spredt ud over et kæmpe område.

Elefant staldene

Lotus Mahal / Kvindernes område

I en atmosfære af 70’er musik nyder jeg nogle dage her i Hampi

Denne lille turistby var ikke visuelt charmerende, men er et utrolig fredsfyldt spot. Et sted hvor man kan finde ro og hvor mange af de nye unge hippier, derfor har fundet hertil. Min stamcafe, morgen middag og aften, var nabo restauranten og guesthouse, der havde en dejlig afslappet hippie atmosfære samt konstant 70 musik, selv Ravi Shankar kom på engang imellem . De serverede god mad både Indisk og europæisk tilpasset og så havde de WiFi, så jeg kunne arbejde lidt på min blog og kommunikere lidt med omverden.

Jeg blev hængende lidt længe i Hampi, da jeg gerne ville havde min første MC. Indien blog gjort færdig. Samtidig kunne jeg på mit kort fyldt med markeringer på steder, der er værd at besøge i syd Indien se, at der ikke rigtig var nogle byer inden for min kørselsradius, der som Hampi var værd at slå sig ned,  mere end et par dage.

I min planlægning, havde jeg faktisk regnet med, at jeg ville kunne nå helt ned til sydspidsen af Indien. Efter de først par køredage, med lidt bjergkørsel fandt jeg ud af at afstandene i bjergene med hundredevis af bugtninger gør, at man ikke med det blote øje kan bedømme afstandene på et alm. kort. Denne gang var det umuligt for mig at beslutte mig for en bestemt rute. En ting var klart at efter 5 dage ved det Indiske Ocean, skulle jeg ind i landet for at begynde min rigtige MC. journey  on the road.  Det eneste der ligger helt fast er, at jeg enten på udvejen eller på tilbage vejen, skulle forbi det naturskønne område Coorg, hvor jeg vil besøge det hus og sted, hvor min Guru  swamiji Narayanananda var født og som nu er blevet en ashram efter hans død. Det er et besøg jeg ser frem til.

Her i Syd Indien kan jeg ikke finde så mange hellige pilgrimsbyer som i Nord Indien. Det er ellers den type Indiske byer, der har givet mig de største visuelle og menneskelige oplevelser. 

Hvilken rute skal jeg vælge ?

Denne gang har jeg ikke ubetinget glædet mig til denne min nr.4 MC.India Journey. Orker jeg virkelig igen at møde dette bombardement af ens sanser. Ruten er samtidig heller ikke helt nem at lægge, da jeg ikke umiddelbart kan se så mange oplagte byer, jeg tror jeg vil kunne holde ud at opholde mig i og som er realistiske at nå pr. MC. Jeg kan også se at det også bliver lidt af en welness tur,  da jeg på tilbagevejen vil komme til at skulle følge kystlinjen og så bliver mere det lidt mere en turisttur. Det bliver sikkert lidt af et mareridt i varmen, at skulle igennem den ene kystby efter den anden. De ligger ganske tæt, næsten som langs den Franske riviera. Hvis man ikke følger kystlinjen skal man op i bjergene og køre bjergkørsel i stedet og afstandene vil blive noget helt andet. 

Efter Hampi, hvor skal jeg slå mig ned derefter, jeg har endnu ikke besluttet mig.

Jeg tror jeg er blevet visuelt mæt af Indien, det bliver visuelle gentagelser, jeg er ikke rigtig sulten nok for nye indtryk, jeg er mæt og er måske kommet til det punkt, hvor jeg synes jeg har set det før, ikke så meget overrasker mig mere. Jeg føler jeg har mistet gejsten lidt eller også er det fysisk og psykisk overskud jeg mangler i øjeblikket. Men fra mine tidligere ture ved jeg at pludselig bliver man igen fanget af den uforudsigelige indiske ånd.

Chil Out Space

Over på den anden siden af floden findes et skønt naturområde, som man kommer over til med en lille båd. De ny unge hippier, har oppe på en af bjergtoppene, mellem store klippeblokke fundet et eksotisk sted i naturen, at hænge ud. - Chil Out Place -, hvor de i fred og ro kan fordybe sig i en åndelig tilstand.

Brandsår

I Mandrem havde jeg været så uheldig at komme for tæt på Enfieldens udstødningsrør og havde erhvervet mig et brandsår på ca. 3x6 cm. på min højre læg. Her 6 dage efter begyndte det at smerte i såret og se rigtigt betændt ud. Så jeg begyndte at blive nervøs. Her i Indien skal man nok passe på med åbne sår. Jeg regnede med at det ville hele sig selv som mindre brandsår tidligere har gjort. Jeg havde ikke noget jod i min First Aid Box. Det burde der have været.

Den ældre herre af mit udlejningshus, der samtidig har en lille shop med vand og toiletpapir samt medicin til husbehov, sørgede for at hans søn kom og hentede mig kl. 18:30 i sin tucktuck og  han transporterede mig de fire km. til lægekonsultation. Jeg var forbavset over hvor få der ventede hos lægen. Det skyldes sikkert økonomi, at man udskyder lægebesøget. Så det tog kun  25 min. så fik jeg renset såret med ætsende jod og to slags piller jeg skulle tage de næste 4 dage samt salve til såret. Det kostede mig 30 kr. Sønnen havde ventet og sørgede for at jeg kom tilbage. Smerten har allerede fortaget sig her en dag efter. 

Det er denne lille type bavian, der ikke holder sig tilbage

Terroriserende Aber

Da jeg åbner øjnene efter en lille eftermiddagslur med vinduerne og værelsesdøren åben ud til tagterrassen, ser jeg til min overraskelse, at min papirkurv med indhold samt en plastikpose med nogle antikke genstande pakket ind i avispapir, jeg havde købt ligge spredt uden for min dør. Jeg tænker med det samme, at det kan umuligt havde været gennemtrækken, der har forårsaget dette. Det må have været en af de små aber der har vovet sig ind i mit rum mens jeg har blundet for at finde noget spiseligt.

En time efter sidder der en bavian i døråbningen og kigger nysgerrig ind i mit rum, selv om jeg råber højt for at forskrække den bevæger den ikke en mine, først da jeg i et kraftigt sæt bevæger mig hen mod døråbningen, forsvinder den ud af rummet og videre hen af tagryggen

Lidt senere er jeg på vej ud for at hænge lidt tøj til tørre. Men der sidder han lige under tørresnoren, jeg forsøger både med råb og armbevægelser, at jage den bort, men den viser blot sine gule spidse tænder, den har ikke tænkt sig at forlade stedet, den forsætter med at suge yoghurt ud af en plastpose. Jeg opgiver, at jage den bort og beslutter, at vente med at hænge tøjet op til han har tømt plastposen.

Jeg har nu lukket døren på klem, da der ellers bliver alt for varmt i rummet og har samtidig fundet min MC. kæde som er det eneste våben jeg kunne benytte for at jage dem bort. Det bedste havde været en kort bambuspind som de unge her bruger til at jage de frække aber borte med.

Lidt efter mens jeg sidder og er optaget af at skrive på computeren, ser jeg pludselig den sammen halvstore abe inde i mit rum igen, med armen dybt begravet i min sidetaske. Den fisker en pose op, der indeholder en ny slange til MC. baghjulet som jeg lige har købt, da jeg på min videre tur, nemt kunne komme ud for en punktering. Jeg fare op og griber fat i min MC. kæde, men når ikke at gøre den mere forskrækket, end at den stadig holdt fast i posen. Jeg for efter den ud på tagryggen hvor den forsvandt op på et tyndt bliktag, hvor jeg ikke havde nogen chance for at forfølge den.  

Jeg var lidt ked af at jeg havde jaget aben så langt væk. Jeg burde i stedet ha’ ladet bavianen undersøge posen og da den ikke indeholdt noget spiseligt, ville den  blot have droppet posen. Jeg havde behov for at få min slange tilbage, da det havde taget 2 dage at få den leveret. Så jeg forsøgte at regne ud hvor han var forsvundet hen efter at havde sat af fra bliktaget og derefter var ude af mit åsyn. Jeg måtte op og kravle lidt på de usikre tage. Jeg fik fat i slangen.- Godt jeg har besluttet at køre videre i morgen, Når jeg ikke nu ikke kan sidde her i rummet. Jeg kan ikke tåle fanen, da jeg stadig har forkølelse i kroppen.  

Den unge mekaniker spurgt mig faktisk lidt forudsigeligt, om jeg ikke havde en aflåst kasse på min MC. hvilket jeg ikke har og heller ikke har behov for. Han var bange for at nogle måske ville stjæle slangen og det var der så også.

Lidt senere sidder der nu en yngre abe i døråbningen og først da jeg svinger jernkæden og slår den mod et jerngelænder forsvinder den sammen med nogle andre aber uden for min rækkevidde. Det må være en lille abebande, der i dag har udset sig dette hjørne af landsbyen, for i genbohuset kan jeg se, den unge mand jage aberne væk med en bambus pind. Nede i gadehøjde stå hustruen til huset også med en pind og råber op til mig, at jeg skal lukke min dør. Hvilket jeg hidtil ikke har været meget for, da det både er lys og kølig vind jeg så må undvære.

AUM

Bjarne v.H.H.Solberg