Jeg forsøger at give mig hen, flyde med og nyde
den rolige strøm
Tiden går utroligt
hurtigt, selv om jeg har ladet mig føre med af en rolig flydende strøm her i
Yogyakarta, der går for at være den mest afslappet og mest kunstneriske by I
Indonesien.
Man kan ikke snakke om arbejdsmæssig effektivitet, men en følelsesmæssig positiv strøm af velvilje møder en. Jeg forsøger at give mig hen, flyde med og nyde den rolige strøm, i et forsøg på at slippe den hektiske ild, der ellers altid har fået mit blod til at cirkulere hurtigere når jeg begynder på et Installations projekt. Det kommer til at fylde utroligt meget i mit sind, da mine tanker bliver 100% fokuseret om dette.
Jeg har nu været her
næsten 1 mdr. og der er kun 2 ½ uge til ferniseringen af 3 Installationer. Stressen
er begyndt at fylde mit sind, da jeg umiddelbart ikke kan se, at jeg vil få tid nok til ordentligt, at afprøve de
tekniske problemer Installationerne kræver, som først rigtig kan afprøves når
de er blevet installeret.
Jeg er begyndt at
nedtone forventningerne til at projektet teknisk vil komme til at fungere 100 %.
Det er ideen, det visuelle sanselige, der så skal bære projektet.
Denne gang troede jeg
ellers, at jeg ville have mere tid til at afprøve de tekniske finesser end jeg
normalt har, da jeg allerede gik i gang dagen efter jeg var landet i
Yogyakarta, med at opsøge bambus og keramik værksteder, for at søge inspiration
til de endelig detaljer i Installationerne.
Jeg har bestilt bambus til Installationen under
pergolaen
Efter en uges ressource,
bestilte jeg de 12 stk. 6 m. lange fuldstændig lige bambus med en diameter på
14-16 cm. til Installationen der skal forholde sig til det magiske rum
pergolaen dækker på 9 x 10 m. Skitsen til Installationen havde jeg udformet før
jeg ankom og krævede derfor blot fysisk at blive tilpasset arealet.
Bambusværkstedet lovede at jeg kunne komme en uge efter og
vælge de bambusrør jeg havde brug for. Jeg påpegede kraftigt, at jeg kun ville
købe dem, hvis de var helt lige. Det lovede han. De var også parate til at lave
de åbninger i bambusrørende som på arbejdstegningerne.
Bambusserne dukkede ikke
op som lovet, men kom først en uge senere. Nissak og jeg tog derud, da jeg
havde behov for en tolk til, at oversætte mine ønsker vedrørende udskæringen af
åbningerne i bambusrørene til væske.
I stedet for tolv bambusstænger
havde jeg besluttet kun at ophænge 9 stk. da det var vigtigt, at tilskuerne
skulle kunne bevæge sig frit imellem bambusstængerne.
Han havde ikke bestilt
nok bambus hjem, så det var svært at finde lige bambus med en tykkelse på 14-16
cm i den ene ende. Jeg valgte at gå lidt på kompromis med tykkelse og helt lige
bambus.
Så snart jeg havde
udvalgt de 9 bambusstænger, gik jeg i gang med opmåling af åbningerne i bambustængerne
da de som sagt var individuelle. Det var vigtigt for selve åbningen, at jeg tog
hensyn til de naturlige leddelinger bambussen består af.
Udskæring af bambus kræver stor ekspertise og viden om hvordan bambus arbejder. Til dette benytter de meget få redskaber. Jeg tegnede ind på bambussen, hvordan hældningen på udskæringen skulle være.
Jeg opgav hurtigt, at forlange fuldstændig ens hældning. Jeg lod ham klare det på øjemål. Vi når halvdelen igennem den dag og næste dag tager jeg derud alene for at ordne den sidste halvdel.
Da den første bambusudskæringer var gjort og han nu skulle skære den til i begge ender, spørger jeg, om de ikke benyttede rundsav, for at lave snittet fuldstændig i vinkel. Nej det havde de ikke. De kunne uden problemer save den i vinkel, med deres gamle fusksvans. Jeg satte mig på den anden side at bambussen for at kontroller, at han nu også savede i fuldkommen vinkel.
Bambus er levende og forskellige ligesom mennesker
Her var jeg ikke rigtig på hjemmebane. Jeg der er millimeter perfektionist, burde slappe lidt af. Bambus kan man ikke få fuldstændig ens. De er som mennesker, meget individualistiske på mange måder og skal behandles som sådan.
Vi dansker befinder os i en maskin- og teknologisk tidsalder, hvor alt bliver fremstillet helt ens. Her i Indonesien er det stadig den menneskelig hånd og et trænet øjemål, der tæller og skaber produktionen.
Lederen af værkstedet fortalte, at de havde haft Japaner på besøg, der gerne ville lære igen, at benytte håndværktøj til at bearbejde bambussen med, da man i Japan i mange år havde benyttet maskiner til de forskellige processer.
Vi får også slået et hul på 3 cm. i diameter hele vejen igennem alle bambusrørenes leddelinger, nede i bundet af røret, med hjælp af et 6 m. langt stålrør. Via disse huller kan jeg lede vandet ud i hver ende af rørene, så der kan dryppe væske ned i krukker.
Det er en fryd at se en håndværker, der præcis ved hvordan han med enkelte redskaber bearbejder bambussen.
Jeg tegnede skålen op 1:1 så hun kunne fremstille en prototype
Jeg blev meget fascineret, af de sort-sodet skåle
og krukker
Syd for
Yogyakarta ligger en lille enklave af keramikværksteder og butikker for
turister. På et af værkstederne, så vi en slags åben ovnbrænding af diverse lerskåle
og krukker. Røgen fra ovnbrændingen fyldte hele gaden med røg på et tidspunkt,
så man kun kunne se nogle meter frem for sig.
Mængden af opstablet
krukker og skåle, hvor de yderste var helt sort sodet inspirerede mig til, at
ville benytte sort sodet skåle, der med bundet i vejret skulle danne den
globale cirkel, som jeg i mit skitseoplæg havde tænkt skulle være dannet af
groft salt. Ovenpå de sortsodede skåle vil jeg danne en cirkel af 12 skåle der
vender opad fyldt med salt, der er skabt af koncentreret saltvand, hvor vandet
er fordampet og derved danner en saltskorpe.
Jeg forhørte mig om prisen
for 200 stk. skåle, der skulle brændes og sodes sort på 2 sider. Prisen for 200
stk. hånddrejet eller formstøbte ville være den samme, så jeg valgte, at få dem
håndlavet for at give dem et mere personligt præg. (8 kr. pr. stk.)
Hun behøvede ikke hele
tiden i processen, at tjekke om højde og diameter var korrekt. De måtte godt
være lidt forskellige som os mennesker.
Produktionen af skålene bliver hele tiden skubbet
ud
Brændings processen og
produktionen af skålene blev skubbet ud, da der hele tiden kom noget
i vejen. Efter 3 uger, havde de kun produceret 30 stk. sodet skåle.
Efter mine erfaringer
med bambusværkstedet er det gået op for mig at indoneserne skubber og skubber
tid og aftale til næste uge og næste uge.
Med hjælp fra Nissak
måtte jeg bruge store ord for at lade dem forstå, at nu kunne de ikke skubbe
processen længere ud i fremtiden. Jeg havde desuden behov for 200 skåle mere, hvad jeg hele tiden har
været klar over. Men jeg havde valgt først at se, hvordan processen ville
forløbe.
Da keramikeren fik ordren
på endnu 200 stk. bad hun om, at de sidste 200 stk. blev lavet i en støbeform.
Hun var sikkert kørt lidt sur i gentagelsen af så mange ens drejede skåle eller
også ville det gøre processen nemmere, da en anden person kunne støbe dem. OK
ved mig, da jeg blot kunne blande dem med de hånddrejede.
Hun lovede at de kunne
være færdig lidt over en uge senere d. 5 april. Jeg havde lidt svært ved at tro,
at de kunne overholde tidsfristen med det tempo, de indtil videre havde vist.
Købte18 krukker til Installationen med de hængende bambusrør. 6 kr. pr.stk.
Min søn Zabel kom på
besøg et kort smut på fire dage fra Thailand, hvilket var helt skønt og gav mig
mulighed for et naturligt afbræk fra mit projekt. Jeg gav mig selv lov til at
fokusere på noget andet, nemlig at være turist. Det er Sultans palads han står
foran.
Jeg holder 4 dage fri for at være aktiv turist
Vi starter med at se Sultanens palads. Yogyakarta har en speciel status i Indonesien. Regionen
styres af en Sultan der er guvernør og derfor deltager aktivt i politik. Paladset
er bygget omkring 1755. Den nuværende 76 årige Sultan bor i denne hvide bygning,
et meget enkelt palads.
Hinduistiske stentempler ’Pramabanan’
’Pramabanan’ hinduistiske stentempler
Dagen efter køre vi de ca. 20 km. på scooter ud til den historiske gruppe af kæmpe hinduistiske stentempler ’Pramabanan’. De er bygget i midten af det 9 årh. Ca. 50 år efter det andet store kæmpe buddhistiske tempelkompleks Borobudur der ligger noget længere væk fra Yogyakarta
Dagen efter køre vi de ca. 20 km. på scooter ud til den historiske gruppe af kæmpe hinduistiske stentempler ’Pramabanan’. De er bygget i midten af det 9 årh. Ca. 50 år efter det andet store kæmpe buddhistiske tempelkompleks Borobudur der ligger noget længere væk fra Yogyakarta
En søndag var jeg ude med Fauzi på fotoet og hans kunstnerkollegaer ude og se dem (jeg er vegetar) fiske i nogle lukkede yngledamme i nærheden af Yogyakarta.
Efter 3 ugers intensiv forberedelse får jeg tilknyttet en
assistent
Efter de første 3 uger og
dagen efter min søn har forladt Indonesien, har jeg fået tilkoblet en assisten.
I den første fase på 3
uger af mit ophold, har jeg koncentreret mig om at finde de værksteder, der
kunne fremstille nogle af de vigtige elementer til de 3 Installationer, jeg
havde besluttet at satse på samt at få dem tilpasset stedet og den Indonesiske
ånd.
Med hjælp fra Nissak har
jeg forsøgt at finde nogle af alle de materialer og elementer som mine 3
Installationer kræver.
Adminisdtrator Nissak
Indonesia Institue of the Arts - Yogyakarta
Assistent Ardi
I denne anden fase, har
Kersan Art Studio sørget for, at jeg har fået tilknyttet en assistent, der de
næste 4 uger skal hjælpe mig med at skabe og opbygge Installationerne.
Ardi der er førsteårs
elev på skulpturlinjen fra Indonesia Institue of the Arts - Yogyakarta har tilbudt at ville hjælpe alle
4 uger. Han taler flydende Engelsk, hvilket er en utrolig stor hjælp.
Aftalen er, at han passer
sine timer på akademiet og hjælper mig ca. 5 timer om dagen. Jeg betaler hans
benzin transport, hans mad samt giver ham en mindre betaling for hans hjælp.
Den tredje Installation har jeg kaldt ’Life
Time/ Time Life’
Den tredje installation
har jeg givet titlen ’Life Tie/ Time Life’. Installatioen passer perfekt til
det inderste rum, med det nedsænket sorte gulv.
Life Time/Time Life
Jeg har skabt et
symbolsk bambusleje for en Indonesisk risbonde der langsomt sover ind med de 3
vigtigste redskaber, der har været nødvendige for hans egen og hans families
overlevelse gennem et langt liv.
I starten ledte jeg på
forskellige markeder efter en hakke og segl. Det var umuligt at finde. Jeg
spurgte så håndværkerne på bambusværkstedet om der ikke boede en gamle risbonde
her i nærheden. Vi befandt os ca. 10 km. fra Yogyakarta altså lidt ude på
landet. Måske kunne jeg så købe hans udslidte hakke og segl.
Der boede en tidligere
risbonde med sin familie lige i nærheden, så sammen med en bambushåndværker
besøgte vi risbonden. Min assistent Ardi forklarede risbonden at jeg meget
gerne ville høre og se hvilket redskaber, der havde været de vigtigste for ham
som risbonde gennem hans liv samt hans hat. Hans viste stolt de tre vigtigste
redskaber der havde fulgt ham hele livet samt hans uundværlige hat.
Risbonden samt hans redskaber. Jeg kunne ikke få mig selv til at tilbyde, at købe hans redskaber, der gennem et helt liv havde været hans følgesvende, til min Installation. Han skulle ikke fratages muligheden for stolt, at kunne vise sine børnebørn de få vigtige redskaber, der har fulgt ham hele livet.
Jacob
Tæt ved Kersan Art
Studio, så jeg en risbonde som hed Jacob komme gående med sin hakke på skulderen.
Jeg bad Ardi om at spørge ham om han ikke havde en gammel hakke eller segl, som
han ikke anvendte mere og derfor ikke havde noget imod at sælge til mit
kunstværk.
Jo han havde nogle segl
og en gammel hakke, som vi kunne få. Vi aftalte at vi næste dag ville besøge
ham i hans hus. Vi fandt hans hus og han fandt en gammel hakke og et par segl
frem. Først havde han sagt at vi kunne få dem, nu kunne vi låne dem. Men da jeg
har tænkt at male dem, var det en dårlig ide, derfor spurgte jeg, om jeg ikke
kunne købe de 2 segl og den rustne gamle hakke. Jeg kunne godt købe den rustne
hakke. Han forlangte mere end hvad en ny kostede. De 2 segl ville han alligevel
ikke af med, da han benyttet dem engang imellem.
Ardi nævnte, at det var
typisk Indonesisk, at man sagde og mente et og senere noget andet, man havde
svært ved at beslutte sig. Samtidig er det indkodet i kulturen at man gerne vil
være imødekommen og venlig og derfor lover og siger noget, der ikke har hold i
virkeligheden.
Vi stoppede en anden
bonde ved et vandløb han var ved at rense for planter med sit segl, om han evt.
havde et gammelt segl eller hat til salg. Han havde nogle segl, som han på sin
lille scooter kørte hjem efter. Jeg købte begge segl af ham. Nu manglede jeg
blot risbonde hatten.
Næste dag så jeg tæt på
Kersan en risbonde hat, temmelig slidt, hænge ensomt på et stakit, som om den
ikke havde nogen ejer. Senere på dagen køre jeg med Ardi tilbage for at se, om
den stadig hang på stakittet og om nogle ejede den. Vi spurgte nogle naboer om
de kendte til hatten. De mente, at det sikkert var en risbonde der havde glemt
den.
Slidt og helt rigtig så den ud, som den hang der og kiggede efter sin
ejermand
På rismarken lige uden
for min dør, måtte der være en af risbønderne der havde en gammel brugt hat, de
ikke mere havde de store følelses relationer til. Men jeg havde svært ved at
spørge dem. Så jeg fik Ardi til at spørge et par stykke. Den ene ville komme
næste morgen kl. 8:00 med en brugt og slidt hat. Jeg tilbød ham en høj pris,
for at være sikker på, at han dukkede op. Den havde et stort hul i toppen men
så ellers ikke så slidt ud. Måske er det for stærkt et billed med direkte hul i
hovedet.
Awangs redskaber
Dette symbolske håndværktøj
seglet, lader til stadig at gå i arv, da
det bruges i al havebrug og værktøjet er næsten er umuligt at slide i stykker.
Fauzi, som jeg boede hos før, anvendte også seglet i haven og her hvor jeg nu
boer hos Awang opdager jeg at han har to segl samt en hakke og en gammel
risbonde hat. Awang har givet mig lov til at benytte hatten. Men selv om den er
meget mør af regn, ser den ikke slidt ud, så den får lov til at hænge til pynt.
Livsbeholder
Keramikeren der har
lavet mine skåle, kunne ikke påtage sig at lave den type store krukker jeg
havde tegnet og udskåret i en papmodel 1:1. Hun henviste mig til en ung keramiker,
der lod til at være ekspert i at dreje store krukker. Han ville lave den
første, men kunne ikke love, at den blev 100% ens med papmodellen. Mine krav
var, at åbningen var 8 cm. så jeg kunne komme ned i krukken med armen og
justere dråbeeffekten samt justere ophængnings systemet, så det røde reb
ligesom forsvinder ned midt i krukken. Den første model han har drejet op, ser
fantastik smuk ud i formen. De næste tre ligner på en prik den første, kun et
trænet øje kan se forskel i form og størrelse. Han er en af de få der
tidsmæssigt har overholdt aftalerne.
Symbolsk rød jord
Under det symbolske
bambusleje, vil jeg af rødt farvepulver lave en symbolsk spirituel jordforhøjning.
Farvepulver lader til at
være umuligt at skaffe i Indonesien, da den type pulver som hinduerne i Indien,
benytter til religiøse ceremonier er blevet forbudt at sælge i Indonesien, da
alm. Indonesere har brugt det i madlavning. Du kan kun få farvestof i flydende
form.
Hinduerne på Bali
benytter heller ikke farvet pulver i deres ceremonier. Der findes pulver, men
det er til madlavning og til indfarvning af stoffer. Så jeg købte pulver, der
med en teskefuld kan farve 30 liter i den rødlige konsistens, jeg vil benytte
som den symbolske blodfarve. Vi leder stadig efter rødt pulver til den
symbolske grav.
Regn og atter regn, fugten hænger i luften
Det er kun et par gange
at jeg direkte har kørt når regndråberne slår ned som store hagl. Det føles som
om de går igennem regnslaget og mærkes som massage.
Nu sidder jeg i tørvejr
under pergolaen og nyder tanken om, at jeg har fået lidt mere kontrol over de
forskellige arbejdsprocesser, som jeg ikke rigtig er herre over.
Jeg skal nok blot slappe
af, for der er tid og jeg har nu samtidig fået en assisten som hjælper mig med
at oversætte alle de forskellige instrukser og spørgsmål.
Jeg svinger lidt i
stress niveauet, da jeg jo godt vil have lidt kontrol over situationen, hvilket
er helt umuligt og erfaring har jeg ikke så meget af i forhold til arbejdsprocesserne
her i Indonesien.
Jeg har nu være her i
Yogyakarta 1 mdr. Jeg trives på trods af varme, fugt og regnvejr hver eneste
dag. Jeg tror kun der har været 4 dage uden regn.
Assistent Liflatul
Jeg får koblet en ekstra assisten på projektet 2 uger før åbningen
Lenny, som står for
galleriet og Artist in Residence programmet og selv er udøvende skulptør, er nu
ankommet til Yogyakarta. Hun har sin mand Michael og den mindste søn Naufal med.
De boer ellers fast i Jakarta og er kun på visit 4 dage.
Lenny kan godt se at det
er et stort projekt jeg har sat gang i, så hun tilbyder mig at hendes assistent
Liflatul, der normalt hjælper hende i Yogyakarta, blive koblet på når det er
nødvendigt. Han er ligeledes skulpturelev på samme Art Institut som Ardi. Han
har blot gået
et par år mere.
Lenny, som står for galleriet og Artist in Residence programmet hjælper til
Jeg har fundet løsningen på dropsystemet
Jeg har spekuleret meget
over hvordan jeg skulle få dråbe systemet til at fungere på en usynlig måde. Et
stykke tid ledte jeg efter en form for dryphane, men det var svært at finde
samt lidt stort.
Jeg tænkte, at jeg måske
kunne benytte det mere simple system, som man benytter når man giver patienter
væske via et drop. Jeg fik det afprøvet i et af bambusrørene. Trykket fra
mængden af vand i bambusrøret åbne kar, fik det presset ud i et tykkere rør,
ned til det helt tynde rør, hvor jeg kunne placere en form for klemme, der
mindsker gennemstrømningen af væske ned til dråber.
Ved hjælp af kontaktlim og
savsmuld tætner han nogenlunde omkring hullet og med latex som det endelige lag
bliver alle åbningerne omkring slangerne der løber i bambusrørende 100 % tætte.
Drypsystemet kommer til
at fungere perfekt. Jeg havde selv svært ved at finde den rigtige løsning.
Med Ardi har jeg været
lidt heldig, at få en assistent, der er punktlig og for det meste kommer til
den tid vi har aftalt.
Liflatul er en lidt
anden type. Jeg har fornemmer at han har behov for at føle sig mere som en fri
fugl der dukker op når tid er. Så han er ikke helt til at regne med rent
tidsmæssigt.
Lenny’s søn Naufal har
fanget en lille cobra
Jeg er flyttet længere ud,
hvor et ekko af stilhed kan høres henover rismarkerne
Lige nu siler regnen ned, jeg nåede lige at komme indendørs I
min nye bolig.
Jeg er flyttet fra Fauzi til Awangs
hus (den Indonesiske kunstner der sørgede for mit Residency). Det ligger lidt
længere fra Kersan Art Studie og lidt mere landligt. Igen har jeg udsigt over
en rismark.
Morgendis
Næste morgen kl 6:00 nyder jeg at dyrke
Yoga for åbne døre der vender mod nord med solens stråler fra øst henover riskornen.- Her er fuldkommen stille
Selvfølgelig ligger der en moske kun
100 m. væk. Så igen når messen går i gang kl. 4 om morgenen er det godt at have
ørepropper, der tager den værste diskant. Her ude synes jeg faktisk at imamerne
forsøger at gøre deres velsignelse af Muhamed, lidt mere musikalsk og
harmonisk. De benytter også bedre højtaler end i Indien. Moskeerne ligger så
tæt herude så, hele tre imamer messer henover hinanden.
Så stille er her i forhold til min
tidligere bolig. Jeg høre kun en svag undertone af trafikstøj. Dejlig igen at fornemme
stilheden omkring en.
Kl. 7 bliver stilheden dog brudt, da den ene bonde efter den anden placerede deres cykler og trækvogne lige uden for mine åbne døre ud i friheden. Det er ris høstsæson nu. Jeg der troede, at jeg herude ville have nogle helt rolige morgener, hvor jeg kunne sidde og skrive inden jeg tog til Kersan Art Studio. Vejen der løb uden for Fauzi vinduer, var utrolig trafikkeret, så når de små scooter og biler drønede forbi larmede det som om man befandt sig tæt på en hovedvej.
Lidt fascinerende at se hver enkel bonde gå med hver sit sejl
Her er det stadig dyr og menneske, og ikke maskine og menneske der samarbejder
Det tykke røde reb spøger
Fra starten har jeg
været på jagt efter et rødt reb med tykkelsen 16-18 mm. I alle byggemateriel
butikkerne vi har besøgt, har de kun haft blåt og grønt plastikreb og kun i 10
mm. tykkelse. Enkelte steder16 mm.
Plastikrebet på 1,6 cm.
bliver ikke mere indfarvet i rødt på den lokale fabrik her i Yogyakarta, kun i grøn
og blå.
Det har krævet meget energi
fra min side at presse Nissak til at ringe rundt og kontakte fabrikker vi har
googlet på de Indonesiske hjemmesider udenfor Yogyakarta og spørge sig frem til
rødt reb eller hvidt reb som alternativt, da det kan indfarves, blot ikke i
plastik.
Selvfølgelig findes der
tykt rødt reb i Indonesien med 250.000.000 mennesker, der alle har forskellige behov.
Nissak har nu også koblet sin søster Ani der studere til tekstil designer for
at hjælpe mig med at skaffe de sidste elementer som bl.a. er det røde reb og
rødt farvepulver.
Nu er der også gået mere
end fire uger i denne jagt.
Det er meget vigtigt at
rebene til ophængningen er røde, da de skal symbolisere blodåre. De skal
samtidig have en bestemt tykkelse i forhold til bambusstængerne og i forhold
til den visuelle synlighed. De skal ikke blot være tynde streger i luften.
For et par uger siden
var vi heldig at få fat i en grossist der lå inde med 200 m. rødt og i 1,6 cm
tykt. Dagen efter hvor vi tjekkede op med hensyn til betaling, fik Nissak at
vide at de desværre havde komme til at sælge det til en anden kunde.
Jeg forsøger at fortælle
Nissak og Ani, at det er ikke fordi jeg vil være vanskelig, men når man arbejder
med få elementer som jeg gør, er disse elementers visuelle udtryk vigtig for
helheden. Når jeg har en ide om, at et bestemt materiale, vil være det helt
rette i sammenhæng med de andre elementer, har jeg altid kæmpet ihærdigt, for
at skaffe dette materiale, ved at ringe rundt. Flere dages hårdt telefonarbejde
kan pludselig giver bonus. Desværre har jeg ikke mulighed for at ringe rundt
selv, da jeg ikke taler Indonesisk.
For at give dem en
forståelse af, hvor vigtigt dette røde reb er samt andre elementer Installationerne,
sammenligner jeg det med at Ani, jeg kan se går meget op i fashion, om en uge skal til et stort vigtigt bal. Denne
aften har hun besluttet, at hun vil være aftenens dronning. Hun ved hvor meget
det betyder, at finde den rette kjole, de rette sko i den rette farver samt
smykker, hvis hun skal have en chance for at skille sig ud fra mængden. Hun vil
ikke kun lede i de lokale butikker, nej hun vil gå på nettet og søge og hun vil
blive ved og ved, til hun finder det rigtige, hvis hun virkelig, virkelig vil
være aftenens dronning.
Som kunstner har jeg med
denne udstilling også tænkt mig, at jeg vil være aftenens dronning, skille mig
ud fra mængden med udstillingen. Derfor kæmper jeg så ihærdigt for at finde de
rette elementer, da jeg ved at hvis alle detaljerne er gennemtænkte og
gennemarbejdet, er de med til at skabe den sublime helhed.
Giftige røde dampe bevæger sig
gennem sollyset skabt af sprøjtepistolen
Jeg
forsøger at fjerne mig fra den røde farve og de giftige fortynderdampe der
bevæger sig gennem sollyset skabt af sprøjtepistolen der i rytmiske bevægelser
skaber en dybere og dybere rød overflade på bambustængerne.
Jeg købte nogle masker
til dem på Bambusværkstedet, som har tilbudt at male dem, da dampende fra
sprøjtemalingen er meget kraftig og de normalt ikke benytter beskyttelse.
Malingen er med ekstra
blank finish. Jeg kan ikke finde maling der ikke er blank. Vi må evt. bagefter
give dem en gang mat lak.
De har ingen steder hvor
disse lange bambus kan være i læ for regnen, så de har bygget et midlertidigt
overdækket rum, lidt i læ for regnbygerne.
Bambusstængerne er begyndt at ændre form
De har endelig fået renset
bambusstængerne fuldstændig efter et par besøg, så vi har kunne komme i gang
med at sprøjtemale dem.
Bambusstængerne er
allerede begyndt at ændre lidt form. De var fra starten næsten lige, friske og lidt
grønne. Nu da der er gået mere end en uge er de ved at tørre lidt igennem, har bambusfibrene
trukket dem lidt forskelligt skæve. Da vi desuden har åbnet dem hele 250 cm. på
midten til væskekarene, er de tørret hurtigere end de normalt ville, hvilket
sikkert har påvirket dem så de er blevet lidt mere skæve. Hvis jeg ikke havde
valgt at bevare bambussens naturlige leddeling i selve den åbne udskæring havde
de sikkert trukket sig endnu mere skæve.
Da jeg langsomt havde
indstillet mig på tanken om at bambusstængerne var ligesom individuelle
mennesker, var det ikke nogen stor katastrofe. Jeg måtte lære at leve med, at
jeg på mange punkter var ’Lost in translation’.
Hvis åbningerne i
enderne var skåret af for langt fra en leddeling, kunne bambussen så langsomt
trække sig sammen i enden og flække, hvilket langsomt skete for nogle stykke
efter de var helt sprøjtemalet.
For
Bambusværkstedet var hele min proces og
bearbejdning af bambussen helt ny, derfor kunne de ikke af erfaring ha’
orienteret mig om havde der sker med bambussen.
Samtidig forstod de slet ikke rigtigt hvad jeg havde gang i. Så de
rettede sig blot efter ordre fra the Boss der forhåbentligt viste hvad han
gjorde og havde gang i.
Fra starten skulle jeg have
udvalgt dobbelt så mange helt lige og helt ens tykkelse bambusstænger, som jeg
havde brug for. Stille dem lodret og fylde dem helt med vand og lade dem stå et
par dage, da jeg kan forstå at det vil styrke bambussen. Derefter skulle de
gennemtørre helt (sikkert 2 uger). Derefter ville jeg så udvælge de mest lige.
Først da ville de være klar til at kunne tåle åbningen på 250 cm. længde og
enderne kunne skæres til.
Først nu ville de være parate
til at blive sprøjtemalet. Problemet i varmen er at malingen tørre hurtigt på
overfladen og da det skal have flere lag maling har det endnu svære ved
virkelig at tørre igennem og hærde. Hver gang der kom en ordentlig bygge, hvad
sker hver dag, må arbejdet stoppe og enderne dækkes til.
De har givet mig kaffe ,en stol og taburet og tiltaler mig nu som boss.
Selv om alt på en måde
flyder, synes jeg stadig at jeg har overblikket. Jeg nyder faktisk også processerne, selv om de ind imellem er
lidt opslidende. F.eks er vi tvungen til at dukke op på Bambusværkstedet, for
ellers er de i gang med andre projekter. Først når vi viser os, forsætter de
med at sprøjtemale. Jeg er også tvungen at presse dem lidt, for at få den til
at gøre et nogenlunde ordentligt job.
Risbondens bambusleje bliver afstivet med stål for at stabilisere balancen. Det kræver en helt anden pression når man benytter et usmidigt materiale som jern. Ikke noget for en bambushåndværker
Kunstner, der giver sine undertrykte medsøstre en stemme
udadtil
For et par uger siden
stoppede jeg op ved et spændende nyt galleri, hvor en naivistisk kunstner
udstillede portrætmalerier. Kunstneren Dewi Candraningrum benægtede hele tiden
at hun var rigtig kunstner og mente at hun ikke kan tegne og male. Og dog
udstiller hun på et prestige udstillings sted.
Hendes baggrund er
akademisk. Hun har studeret antologi og arbejder indenfor dette felt. Så hun
har en mere intellektuel tilgang til at skabe kunst. Hun har valgt en social
politisk indfaldsvinkel til via maleriet og kunsten at udtrykke sin indre
frustration, over den samfundsmæssige uretfærdighed i Indonesien.
Med udgangspunkt i sin
egen situation som enlig mor, hvilket er en meget svær social situation i den
Indonesisk kultur, da man så tilhøre de udstødte, har hun valgt at protrættere
unge kvinder, der er blevet voldtaget. Hun forsøger på denne måde, at give de
undertrykte medsøstre en stemme udadtil.
Portrætter af voldtagne kvinder
Portrætterne af de unge
kvinder der er blevet voldtaget, er malet med stærke klare kontrastfyldt
farver, der sammen med de skræmte store øjne, virker meget stærkt og
påtrængende. Hendes naivistiske og ekspressionistiske stil minder om Emil
Nolde.- voldsomt forenklet og stærkt følelsesladet.
Portrætter af kvindlige Ikoner
Hun har også valgt at
protrættere kvindelige ikoner samt selvportræt.
Tegninger af enlige mødre
Hun har også lavet
tegninger af enlige mødre med deres barn samt provokerende nøgne tegninger, når
man tænker på, at man er i et muslims land.
Portrætter af mandlige Ikoner og hendes egen søn
Hun har også valgt at
portrættere mandlige ikoner /personer hun beundre fx. Jesus og sin egen søn.
Portrætter af familiemedlemmer
til nogle af de 500.000
-1.000.000 kommunister, der brutalt blev myrdet af hæren efter et mislykket
kupforsøg 30 sept. 1965. Kommunisterne blev beskyldt for dette kupforsøg.
Meget kontroversielt har
hun valgt også at tegne
Galleriet hedder Songkring Art Project og er et meget spændende udstillingssted, der også har plads til et par kunstnere som Artist in Residency.
I Yogyakarta findes
omkring 20 forskellige gallerier og udstillings steder, der kan tilbyde
kunstner fra ulandet, specielt fra Holland, da det indtil 1949 var en Hollandsk
koloni, mulighed for at udstille og være Artist in Residency.
Da der ikke findes noget
rigtigt kunstmuseum i Yogyakarta, er der på privat basis i Yogyarkata skabt 4-5
kulturhuse, der er bygget op efter traditionel stil, der foruden udstillinger
også fremføre andre kunstarter.
Nogle af de kunstnere
det går godt for økonomisk, føler at de har en forpligtigelse til også at
støtte andre kollegaer, så nogle af disse residency er skabt at kunstnere.
Her er det også helt
naturligt at benytte kollegaer som assister, for på den måde at støtte hinanden.
Det er som om, der her i
Yogyakarta, er gået en slags prestige eller trent i at skabe Residency og Kulturhuse. En meget spændende kulturel udvikling
Yayat Surya
Abdi Setiawan
Abdi Setiawan
Awang Behartawan
Awang Behartawan
Fauzi As'ad
Fauzi As'ad
Desraf Fianda
Desraf Fianda
Taufik Ermas
Taufik Ermas
Jeg er gået ind i den sidste vigtige fase, hvor alle elementerne i 2 af Installationerne skal kobles endeligt sammen, og først da kan jeg tjekke om dryp systemet fungere. som jeg tror og håber det vil
Hilsen her fra Jogja som de fleste fortrækker at kalde deres by.
Bjarne v.H.H.Solberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar