28 jan. DELHI - NARNAUL 225km.
8:00 er jeg klar til min længe ventede Rajasthan Journey. Det er som at vinde i lotteriet at sætte MC. i gear og så af sted. Jeg have forsøgt at klæde mig på til denne kølige morgen +8c. Jeg fandt hurtigt ud af en enkel trøje og en tynd sikkerhedsvest under min tykke læderjakke ikke var nok. Mine læderbukser var heller ikke varme nok. Så efter 10 min. kørsel ud af byen måtte jeg standse i vejkanten og finde min tynde uldne trøje, termofoer til jakke og bukser samt tynde læderhandsker frem. Et hurtigt strip i vejkanten.
Det var dejligt at vide, at jeg har nok tøj med til at kunne klare denne kolde morgenvind, der som sagt blot koldere des hurtigere man køre. Men jeg køre mod sydvest, så temperaturen vil stige sammen med foråret her i Indien.
MC larmer stadig når jeg kørte i de høje gear, men heldigvis kun i perioder. Måske har det noget med kæden at gøre der måske går mod kædeskærmen. På de andre MC. Jeg har kørt på, har der ikke været kædeskærm. Larmen var ind i mellem ulidelig. Jeg havde gentagende gange bedt dem om at finde ud af årsagen til larmen men forgæves.
Google Maps.
Det største kort jeg overhoved kunne købe over Rajasthan er i målestok 1:1.500.000. Jeg har været inde på Google Map og fået printet hele den planlagte rute samt lidt alternativer ned på A4 sider i målestok 1:250. I alt ca 40 sider. Det giver mig mulighed for bedre at kunne orientere mig, når jeg står derude i terrænet. På denne journey vil jeg igen vælge de mindre veje og alternative ruter, for at se og opleve det indiske landskab og landsbyer på mere nært hold og ikke kun larmende trucks og busser der faretruende komme imod én. Det kræver fuld koncentration at køre på de store hoved årer her i Indien.
Hvis man er et meget visuelt menneske, hvilket skyldes mit erhverv, vil jeg gerne ha’ mulighed for at stoppe op, hvis der er noget der fanger min interesse, registre og evt. tage et foto. Det er svært at stoppe, når man er oppe i for højt speed. Det er heller ikke helt ufarligt pludselig at bremse hårdt. Man når derfor hurtigt at være kørt langt forbi det der fangede ens øje før man kan når at standse. Man er desuden på vej mod et mål man gerne vil nå, man har også valgt den kraftige strøm der føre en hurtigt fremad.
De mindre veje er for det meste i dårligere stand, de er mere hullede og snoede. Usikkerheden for at køre galt er stor.
Nå indtil videre lover det godt, mange af vejene virker nyasfalterede, men ind imellem kommer der strækninger med eroderet asfalt, fyldt med ujævnheder og huller. Det kræver hele tiden ens fulde opmærksomhed at undgå de værste krater.
Efter de første 100 km. må jeg erfare, at det stadig er svært, selv med de printede A4 sider, at orientere mig ordentligt. Det vigtigste er at holde retningen, hvilket mit kompas hjælper mig til.
Efter et par timers kørsel har jeg fundet et MC værksted i en af de små byer. Alle de handlende og værkstederne har deres shops ud til hovedvejen. De retter på kædeskærmen og jeg får samtidig strammet min fodbremse, så jeg ikke skal presse for meget før den fungere tilfredsstillende.
Teglværk efter teglværk dukker op med deres smukke høje skorsten.
I delstaten Haryana køre jeg forbi en masse teglværker. Jeg beslutter at køre ind på et af dem. Jeg bliver budt på thai og bliver vis rundt af den ledende på stedet. De tørrede lermuresten bliver stablet på en specielt måde, så der hele tiden er luftrum omkring dem. Der bliver desuden hele tiden skabt nogle større røg kanaler der løber på kryds og tværs, igennem alle de opstablede ler mursten. Kanalerne er så store så en person kan krybe derind. Røgen bliver på denne måde ledt til det store skorsten. Hele opbygningen fungere som en brændeovn.
Toppen af de opstablede lermurstene bliver så dækket af sand. Pulveriseret halm antændes og kommer ned i de kontrollerede huller. Jeg gættede mig lidt til, at det forgår på denne måde da de forstod meget lidt engelsk.
Benzin/Petrol stop.
Jeg havde flere gange tænkt, at nu burde jeg få fyldt petrol på MC, da nålen var ved at nærme sig det røde felt. Men efter mit besøg på tegelværket glemte jeg alt om nålens signaler. Pludselig gik motoren død. Jeg befandt mig 'no where', men alligevel somewhere. Jeg var stoppet mellem to huse på en ellers hel tom landevej med mindst 5 km til den nærmeste landsby. Hvad nu !
Situation er ikke hel ny for mig. Lignende situationer har jeg været ude for en del gange under mine MC journey’s så ingen panik.- Solen skinner, den er ikke mere end 13:00 og der er intet jeg skal nå. Jeg går over mod det nærmest hus hvor en ca. 10 år gammel dreng allerede viser interesse for min problematik. Faderen dukker op og jeg forsøger med kroppen og munden, at sætte ham ind i min situation.
Han gør det klart, at han ikke har noget petrol og at der er et stykke ind til byen. Sønnen har i mellemtiden fundet en tom plastic flaske og tilbyder på sin cykel, går jeg ud fra, at ville hente petrol til mig.
Jeg stopper i mellemtiden et par biler og spørger om de kan hjælpe mig med petrol, men de bruger kun diesel. Den sidste bilist, spørger jeg så om han ikke kan køre ind til landsbyen og fylde petrol på colaflasken. Jeg tilbyder 12,50 kr. for jobbet og 7,50 kr. for 1 liter petrol (det er dagsprisen). Samtidig har jeg fået standset en mindre bil, jeg går ud fra, ikke køre på diesel og han tilbyder mig lidt petrol.
Her har man ikke en reservedunk liggende i bilen. Det er nok en for stor værdi, at have liggende i sin bil. Han rydder gulvet i sin lille minibus. Fjerner sæderne og åbne ned direkte til benzin pumpen, der befinder sig under vognen. Han fylder via den tynde slange, petrol over i plasticflasken. Han havde ikke nogen gummi slange, som han ellers kunne ha’ benyttet til at suge med munden og derefter lade det løbe videre over i en plastflaske.
Nu møder jeg ikke mere trækvogne med okser foran, nu der det udelukkende kameler som benyttes som trækdyr. Men jeg nærmere mig jo også snart Rajasthan, ørkenstaten hvor der sikkert er en meget gammel tradition for, at benytte kamelen frem for oksen.
Narnaul kl. 17:00
Jeg har kun tilbagelagt 225 km. Men er helt færdig, det har også været en rejsedag på 10 tim. I byen kan jeg umiddelbart kun finde 2 hoteller. De er begge lige dårlige. Vælger det med en tagterrasse, i den tro at jeg fik tid til at nyde min thai og skrive lidt. Men tiden går hurtigt, når man lige skal have pakket ud, indskrives på hotellet, som kan være en lidt længere procedure da man skal udfylde en masse papirer. Så jeg når ikke at få glæde af muligheden for at sidde udenfor, før det er rigtigt mørkt. Klokken er blevet 19:00.
29 jan. NARNAUL - SIKAR 180 km.
9:00 / Forlader hastigt Narnaul. Det er ikke en by jeg har lyst til at blive i mere end en nat. Lidt uden for byen stopper jeg og nyder en thai og en chappati fyldt med løg, rigtig god.
En pænt langt stykke vej fulgte jeg et jernbane spor. Jeg havde en dejlig fornemmelse, som at være med i en støvet gammel cowboy film. Solen hænger ligesom i disen og varmer ens soul. Jeg har denne dejlige følelse af at jeg er på vej - på vej til nye uventede sanseindtryk, der uden tvivl vil åbne mit kræsne, fordomsfulde, bedrevidende og kritiske sind. Jeg fornemmer min kropslige frihed.
Som the lonely Cowboy, der er afhængig af sin hest, er jeg afhængig af MC’s kræfter, der giver mig denne mulighed for bevæge mig hurtigere i landskabet, som passer fint til mit lidt rastløse sind. Du har en fornemmelse af hestekræfter under dig som du kan kontrollere med nogle spark med hælen, du er på vej mod nye vidder nye drømme.
Virkeligheden er en stor udfordring både spirituelt og materielt.
De ustandselige udfordringer livet byder en, er lidt af en prøvelse, som kræver nærvær og indlevelse I nuet. Hvordan tager man bedst det næste skridt uden at miste det overordne mål af sigte. Det overordnet sigte for mig er på alle planer, at forsøge at yde mit bedste i den givne situation. På den måde forsøger jeg hele tiden at udvikle alle mine sanser, så jeg måske en dag er et med nuet og ikke som nu, den søgende sjæl der forsøger efter bedste evner, at finde de rigtige retninger i nuet.
Jeg tror på yogafilosofien og derfor også på reinkarnation. Så jeg tror på Dharma. Det betyder at jeg hele tiden skal handle efter de højeste etiske regler. Jeg tror desuden på Karma. Det betyder at alt hvad man gør står man til regnskab for,- og hvis det ikke rammer en som en bommerang i nakke i dette liv, så vil det ramme en i det næste. Jeg vil godt formindske nogle af de millioner af reinkarnationer jeg har, for at opnå at blive et med nuet, et med universet. Jeg forsøger derfor så vidt det er muligt at yde mit yderste, med de evner jeg nu har, for at nå frem mod målet.
Jeg er igen på en rejse ind i de millioner af guders land og det kan jeg ikke undgå, at blive påvirket af. Halvdelen af jer venner, der læser disse tanker, tror sikkert hverken på guder eller reinkarnationer. Men I tror sikkert som gode demokratiske mennesker, at alle ens handlinger er med til at skabe en som person, så alle handlinger i ens liv har konsekvenser på den ene eller anden måde.
Men det, at bevidst søge den rette vej er krævende, for det kræver hele tiden, at man er parat til at udvide sin horisont og har intuitionen og evnerne til at søge viden fra de rette kanaler og hele tiden er parat, til at omstille sig til nye situationer som automatisk opstår i den labyrintiske søgen man fortager. Det er hele tiden vigtigt at holde både sit nye delmål og selve målet for øje.
Her i mit møde med en ny kultur, er det nok mere de menneskelige kundskaber der kræves, end tekniske videnskabelige for at navigere sig igennem bedst muligt. Mit delmål er at komme tættere på den indiske kultur. På sådan en tur kan man næsten ikke undgå, ikke at komme ud for nye udfordringer, nye ukendte prøvelser.
Tilbage til nuet til realiteterne, til udfordringerne eller prøvelserne.
Først gik benzinmåleren ud af funktion, derefter virkede km. tælleren heller ikke. Disse hændelser vil helt sikkert fortælle mig noget vil alle mine spirituelle venner sige. ‘Bjarne, træd mere følsomt på speederen, ta‘ den lidt med ro‘.
På min tidligere MC.Indien journey var jeg faktisk ude for præcis det samme, at km. tælleren gik ud. Det skete allerede på den første dag. Så jeg var lidt forberedt på situationen. Ingen fare signaler blev tændt i mit sind.
Efter ca. 40 km. finder jeg et værksted. Kædelarmen er kommet tilbage. Mekanikeren er tvungen til at udskifte kablet til km. tælleren men kan ikke gøre noget ved tankmåleren. Igen på farten og efter 10 km. Hører jeg igen en larm men denne gang en mere rumlende lyd. Tilbage til værkstedet. Det viser sig, at det nu også var km. tælleren der larmede.
Bondehuse der bygger videre paa klassiske ruiner.
Jeg stopper i en fascinerende lille landsby hvor nogle af husene havde bygget videre på tidligere ruiner af mere klassiske bygninger. Det ser ud som om det for ca. 100 år siden var en enklave af hellige bygninger. Jeg går ind mellem nogle af husene og bliver hurtigt inviteret på en slags gedde jogurt med nogle grønne urter i. Smagte ganske godt, men jeg er stadig lidt på vagt, for at undgå nogen form for maveproblemer. Der dukker flere og flere op der vil hilse på mig.
De byder mig på mad, som jeg har meget svært ved at undslå, da de samtidig med at vi konversere har laver det til mig, så her sidder jeg blandt fremmed som deres gæst, de nysgerrig kigger på.
Euro-Asia kort
MC. Rajasthan Journey
Jeg tager min lille logbog frem, hvor jeg har klistret et mindre kort ind over Rajasthan og markeret hele min rute. Desuden har jeg også et mindre atlas med både Danmark og Indien afbilledet. På den måde har jeg mulighed for med få ord at give dem en ide hvor jeg kommer fra og hvad jeg foretager mig i deres land. Men som sagt er der mange der sikkert ikke kan læse et kort.
Herren ville partout have mig med ind i hans grønne hus, jeg forstod ikke hvorfor, men langsomt gik det op for mig, at han ville have vi skulle tage en lille pibe hash sammen. Jeg afslog hans tilbud.
Ligesom på mine andre journey har jeg bedt nogle af dem jeg har fotograferet, om at skrive deres adresse ned i min Logbog allerhelst deres @ . På denne måde har jeg mulighed for at sende dem kopi af de fotoer jeg har taget. Nogle har sikker ikke et foto af dem selv.
Der var en ung dreng i familien der kunne skrive og dette er så adressen. I stedet for at forsøge at tyde bogstaverne, ta’ jeg en fotokopi af siden og klistret på kuverten.
MC problemer med speederen.
Jeg havde lagt mærke til i løbet af dagen, at den havde svært ved at give gas i første gear, den tog ikke rigtig fat. Det samme skete nu, når jeg var oppe i hastighed. Den havde det svært engang imellem at speede op til mere end 70-80 km.
Så da jeg nåede en lidt større by Chaila, stoppede jeg ved et MC værksted. De henviste mig til et andet værksted, der havde forstand på Honda og sikkert også havde reserve dele til den. De gjorde mig klart, af jeg skulle have skifte hele speed og gearsystemet ud med helt nye dele. Det villet tage 2 timer.
Jeg benyttede de to timer på en internet cafe. Kl. 17:30 stod MC køreklar til mig helt nyvasket Det kostede mig kun ca. 100 kr. Nu gjaldt det om at få lidt fart på for allerede Kl.18:30 ville det blive mørkt. Jeg skulle stadig tilbagelægge ca.78 km.
Jeg har en ide om at priserne på de forskellige ting variere her i Indien. Arbejdskraft er billig men heller ikke altid særlig kvalificeret, så derfor er det svært helt at sige hvad ting koster her i forhold til i Danmark. Jeg vil tro at tingene her er 5-10 gange billigere.
Uheldigvis var vejen ved at blive repareret og utrolig hullet. Min hastighed var derfor ikke særlig høj. Vejen blev værre og værre at køre på. Den ene halvdel var nu lukket helt af for trafik, med klippestykker placeret med en meters afstand, så ingen kunne køre ind på denne del af vejbanen.
Begge retninger skulle deles om en vejbane, der var utrolig hullet og ujævn. Indimellem var der kun en bræmme på 1-2 m. bred, det var muligt at køre på. Da jeg var den svage part, måtte jeg hele tiden vige.
Da det blev helt sort/mørkt og jeg stadig havde ca. 30 km tilbage blev det først rigtigt svært. For Inderne benytter kun fjernlys, for så ser de selv bedst. Det var meget få der slog over på nærlys, når jeg med mit lys signalerede. Da mange af dem samtidig lader det største ansvar være op til Brahman, til guderne at alt går godt, skal man være yderst forsigtig. Så de fleste gange, hvor en modkørende blændende mig, var jeg tvungen til at stoppe helt op, da der var for stor ujævnheder i vejbanen til at jeg turde køre videre uden at kunne se vejbanen.
Denne sidste 1 tim. anspændte kørsel i mørke, satte sig virkelig som spændinger i rygmusklerne. Så godt udmarvet men samtidig utrolig lettet over at være kommet frem til byen Sikar. Jeg kunne med det samme fornemme, at dette ikke var en by jeg havde lyst til at blive mere end natten over. Så jeg fandt et nogenlunde hotel for natten godt udkokset efter en rejsedag på 11 tim. Efter to utrolig hårde MC rejsedage, var det skønt at kunne ligge ned, hvile ryggen og blot forsvinde for bevidsthedens overfladen et stykke tid.
Jeg er stadig på vej
Kærlighed Bjarne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar