Mit A3 kort over ruten
Danmark / Tyskland /Italien / Kroatien / Serbien / Tyrkiet / Georgien /
Aserbajdsjan / Iran / Tyrkiet / Grækenland / Italien / Tyskland / Danmark /
3.9 - 26.10.2003
Kort rapport B.v.H.H.S.
Tidligt d.3 sept.2003, en grå og halvkold dag, kører instruktør Nullo Facchini/ Teatret Cantabile 2 og jeg på hver vores motorcykel mod syd, mod Rødby. Fra Puttgarden kører vi videre mod Hamburg. Farten, vinden, den godt pakkede MC og larmen i ens motorcykelhjelm, fortæller en helt konkret, at man er på vej. I Hamburg kører vi op på et transport tog, der fragter biler og MC ned til Verona i Norditalien. Natten tilbragte vi sammen med andre bikere, der også havde benyttet denne mulighed for at slippe for de kedelige ensformige og trafikerede motorveje igennem Europa. En lidt kunstig fornemmelse som ny MC ejer, pludselig at befinde sig i en helt ny gruppesammenhæng, størrelsen og typen af ens MC og uniform, fortæller hvem du er og hvorfor du kører motorcykel og hvilken undergruppe man derfor tilhører.
MC. med tog/Hamburg-Verona
Formålet med denne journey
Vi var på vej til Mellemøsten på en 2 mdr. og 12.000 km lang journey, en slags “Pilgrimsfærd” i forbindelse med Cantabile 2’s næste ”site specific” forestilling ” Syv Prinsesser” år 2004. Alle medvirkende skuespillere, scenograf, instruktør og dramatiker skal på en slags pilgrimstur, til nogle af de kontinenter, hvor de 7 prinsesser kommer fra ifølge bogen ”Haft Paykar”, der er skrevet i slutningen af 1100-tallet af den persiske forfatteren Nizami Ganjavi i digtform. “Haft Paykar” er et af den persiske litteraturs mesterværker og er lige så kendt, i denne del af verden, som Dekameron, Den guddommelige Komedie eller Canterbury Tales er det i Vesten.
Nizami Ganjavi's grav / Ganca / Aserbajdsjan
Nizami Ganjavi's Statue / Baku / Aserbajdsjan
Ud fra alle de medvirkendes oplevelser, via dagbogsnotater og visuelle billeder samt fortællingen fra “Haft Paykar”, vil det endelige synopse og dramaturgiske oplæg til performance forestillingen ”Syv Prinsesser” blive skabt. - Hvordan møder vi som vesterlændinge og kristne, den muslimske verden og fortolker denne.
Næste formiddag efter en nat, fyldt af lyde fra hvinende togskinner, iklædte vi os vores MC udstyr og svingede os op på vores MC’er. Solen skinnede fra en krystal klar himmel. En fantastisk, lidt uvirkelig fornemmelse skyllede gennem een, man var begyndt på sin drømmerejse. Men farten, vinden og larmen, krævede fuld jordforbindelse og koncentration. Næste mål var byen Trieste i Italien, lige før grænsen til Slovenien, derefter skulle vi gennem Slovenien, så Kroatien, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan og så Iran, hvor byen Teheran var turens østligste mål. På vej tilbage ville igen skulle køre tværs igennem Tyrkiet, derefter Grækenland og derfra båd til Ancona i Italien og tog Verona - Hamburg og derefter København.
MC nybegyndere
Rejserutens længde krævede at vi kørte 250-450 km. hver dag med en fridag ca. hver 5 dag. Med denne hastighed, kunne vi fysisk berører lidt af den kultur hvorfra 4 af de 7 prinsesser kom fra. Nullo havde nøje planlagt ruten gennem 5 mdr. og havde lige taget kørekort til MC og købt sin Suzuki 650 Freewind årg.1997, før jeg hørte om denne eventyrlige og hasarderede motorcykeltur. “ Bjarne, er det ikke en tur for dig”: spurgte Nullo. Det var præcis hvad det var, de sidste 5 år havde jeg kigget på MC’er. Men jeg kunne ikke rigtig forsvare over for mig selv, at bruge så mange økonomiske resurser på et så upraktisk solist transportmiddel.
Da jeg var ung havde jeg en Nimbus, som jeg desværre hurtigt måtte skille mig af med, da jeg blev gift og fik barn. Efter en uges betænkningstid sagde jeg ja, da jeg arbejdsmæssigt og økonomisk, skulle have mange ting til at passe sammen. En mdr. efter havde jeg købt en Aprilia 650 Pegaso årg.1997. Altså en MC i samme vægtklasse som Nullo’s, men en klasse over rent visuelt. De hører begge til gruppen Rejse-Enduro, der ligesom Off Roaderen er højbenet, med god affjedring og grove dæk der er noget bredere, så den både er god på alm. asfaltvej og andet terræn samt har flere komfort-detaljer for længere rejser som vores.
Temmelig vovede journey, set med andre rutinerede MC kørers øjne. Jeg havde kun haft min MC i 14 dage, så vi var to helt urutinerede begynder, uden kørselteknik samt forstand på at ordne vores egen MC. Men dyb respekt og misundelse fra deres side.
Denne manglende rutine og erfaring viste sig hurtigt , da jeg med en fart på 140 km. ud af den Italienske motorvej lægger mærke til at temperaturen på min MC er helt oppe på 120 grader. Det var høj solskin og ca.30 grader varmt, så når jeg kørte langsomt eller havde den i tomgang, var den også oppe på de120 grader. I høj fart kølede vinden den ned til ca. 80 grader. Men jeg tænkte, det kunne ikke passe, at der var noget galt , den havde lige været til det helt store service tjek før syn. Men efter et stykke tid, kørte jeg foran Nullo og signalerede, at der var noget galt. Ind til siden. Jeg konstatere at der dryppede væske ud. Det lugte ikke, så det måtte være kølervæske. Vi var 6 km. fra en mindre by, så vi besluttede at køre lidt langsomt videre, hvad jeg heller ikke burde have gjort. En bolt i kølersystemets pumpe havde arbejdets sig løs og var faldet ud. Hele motoren måtte skilles ad, cylinderen måtte drejes op igen og pakningerne skiftes ud. 6 dage tog denne reparation og jeg er blevet 8.000 kr. fattigere og lidt erfaringer rigere. Stop, ved det mindst signal på at noget er galt, før det går helt galt. Godt uheldet skete 60 km. fra Venedig.
Først nu starter pilgrimsfærden
Efter dette ufrivillige ophold i Venedig, hvor jeg dog nød Biennalen og alle de skønne bygninger i et inferno af turister, var jeg igen på vej. - Nullo havde forsat den planlagte rute over Rumænien, mens jeg måtte tage den mere direkte vej mod Istanbul, hvor vi havde planlagt at mødes. Jeg kørte tværs igennem Slovenien mod Zagreb i Kroatien. Videre mod Osiejk hvor følgerne af krigen stadig visuelt var meget tydelige med skudhuller og sønderbombede huse. Jeg snakkede med nogle helt unge Kroater på 22 år lige ved grænsen til Jugoslavien. På grund af krigen mod serberne blev de forflyttet til nogle flygtningelejre, da de var 15 år og kom først tilbage til deres landsby for et par år siden. Alle deres tidligere venner, kender de ikke rigtigt mere. De virkede utrolig rodløse og fyldt med had mod serberne, selv om nogle havde været deres gode venner og naboer.
Zagreb/ Kroatien
I Jugoslavien lige før grænsen til Bulgarien stopper jeg, for at fotografere en lille smuk kirke i et meget ødet bjerg landskab. Da jeg vil kører videre, vil min MC ikke starte. Problemer med tændingen. Lige da jeg har fået spændt rygsækken af min MC og er på vej efter hjælp, dukker der en meget lille gammel bil op, med en præst ved rattet i fuld ornat. Han har en meget smuk bedekæde om halsen, den er meget gammel og han har fået den overdraget som en æresbevisning. Hans søn på19 år, der også studerer til præst (ortodoks katolik) i Beograd, kan engelsk. Vi kører rundt fra sted til sted, da det efterhånden er sent, for at finde den rigtige person, som kan hjælpe mig med mit strøm problem. Mens faderen forsøger, at finde nogle der kan hjælpe, spørger jeg sønnen, hvad forskellen er på den ortodokse og den alm. katolicisme. Kort fortalt, tror de mere på den gamle fortolkning af katolicismen samt at man ikke blot, kan betale sig fra sine synder. Med hensyn til den krig de lige havde været igennem, var han dybt frustreret over den had, man udviste mod det serbiske folk, for de var også blot alm. gode mennesker.
Min MC bliver hentet og trukket op på en lastbil. Efter et par timer med kropssprog, opladning af batteri og lidt tyske gloser, er jeg igen på vej. Det er rigtigt mørkt, så jeg beslutter mig for kun at kører til byen Pirot, lige før den Bulgarske grænse. En afstand på 40 km. igennem 100 tunneler ad snoede og lidt dårlige veje, ifølge en lastbilchauffør på cafeen ved siden af værkstedet, som konkret ville vide, hvor var jeg på vej hen og hvorfor?
Du kan klikke på fotoet så det bliver stort
Serbien
Fredspibe for ikke rygere
Undervejs tanker jeg op på en benzinstation og bliver samtidig budt på sardiner og salat af tankpasseren, som sidder udenfor og nyder sit aftensmåltid. Selv om jeg faktisk er godt sulten og den er blevet 20:00, er min første krops refleks et nej, jeg skal videre. Men hvorfor dette nej, jeg er jo taget ud på denne pilgrimsfærd, for at komme tættere på andre kulturer. Jeg må være imødekommende. Hjelmen bliver krænget af og jakken bliver lynet op. Men som vegetar og den lidt stive principfaste type jeg er, må jeg tit sige nej tak, til det man gavmildt tilbyder mig. Nogle gange føles det, som at sige nej tak, til at ville tage mod en fredspibe, der højtideligt og venligt bliver rakt frem mod en. Man forsøger forgæves med kropssprog og uforståelige ord, at fortælle at man desværre ikke ryger, men at man virkelig værdsætter freden. Men denne gang, kan jeg heldigvis tage mod brød, agurker, tomater og salat og nyde denne uventede gæstfrihed. Nogle gange, kan modsætningen virke, direkte forløsende for en dialog. Erkendelse af, at der i denne verden findes så mange forskellige dufte, sprog, visuelle manifesteringer, så mange frugter med så forskellig smag og indhold af vitaminer, hvilket vi mennesker er et godt eksempel på.
Næste dag krydsede jeg grænsen til Bulgarien, som jeg kørte direkte igennem med 3 stop undervejs. Så jeg nåede trods farten, at snakke med nogle bulgarer. Ved det sidste stop spurgte de, “hvad jeg synes om Bulgarien”. Spørgsmålet hang ubesvaret i luften. Video- og digital cameraet, fik jeg heller ikke benyttet meget, selv om jeg havde besluttet, at jeg ville lave en visuel dagbog. Halvdelen af vejen gennem Bulgarien befandt jeg mig på en motorvej. Jeg oplevede at passere nogle kirker og landsbyer, som jeg godt ville have dyrket. Men nej, enten var jeg på, eller også måtte jeg stå helt af og forsætte af de langsomme snoede landeveje. Det er faktisk som at være på arbejdsmarked.
Tyrkiet
Følelserne får mere og mere plads
Efter mørkets frembrud, krydsede jeg den Tyrkiske grænse efter meget besvær. Jeg havde bevæget mig ind i et andet univers, hvor tid ikke havde helt samme værdi og man benyttede et helt andet krops og papirsprog.
Efter lang tids cirklen rundt, på motorvejen i yderkanten af Istanbul, uden at have set noget skilt, der viste ind mod centrum, kørte jeg ind på en tankstation. Jeg forsøgte forgæves at gøre mig forståeligt. Med tegnsprog, dannede jeg en cirkel med v.pege- og tommelfinger og stak h.pegefinger ind i cirklen, for at præcisere, hvad ordet centrum betød. Jeg gjorde det flere gange, mens jeg højt gentog Istanbul - Centrum. Han fægtede benægtende med armene og sagde no, no - no sex. Jeg fandt ingen tankstation, der solgte kort over Istanbul eller Tyrkiet. - Endelig var der en der forstod, at jeg skulle ind til den Blå Moske, der for mig måtte ligge i Istanbuls centrum. Men Istanbul har ikke eet, men mange centrumer.
Istanbul / Tyrkiet
Istanbul / Tyrkiet
Istanbul har mellem 8-20 mill. indbygger, alt efter hvilke bøger og mennesker du snakker med. Trafiktætheden er enorm, alle presser sig frem i sneglefart. Alle metoder gælder for at komme frem, så man må hele tiden være 100% opmærksom. På en MC har du virkelig muligheder for at snog dig imellem bilerne, hvilket jeg benyttede mig af, sammen med mange andre MC. New Yorks trafik, er småting i forhold til denne. Dette trafikmønster passer mit temperament fint. Men det er utroligt anstrengende, da jeg hele tiden skal være opmærksom på min ekstra bredde på grund af sidetaskerne. Larmen og varmen er ulidelig og man kører og kører. Skiltningen er elendig, så man må hele tiden forsøge at gætte sig til, hvor den snoede opkørsel eller nedkørsel fører dig hen.
Om aften er jeg inviteret til middag hos 2 unge Tyrkiske kvinder, der har Nullo boende i deres stue. De er medlem af den internationale organisation “Servas”. Organisation giver en mulighed, for at komme i kontakt med nogle, der taler godt engelsk og derved kan sætte os ind i deres kultur og påvirke vores videre færd. De har desuden inviteret 3 andre af deres unge venner til at deltage denne aften, hvis hovedformål foruden samværet, er at få optaget nogle af deres lands vuggeviser. Den ene af kvinderne synger fantastisk godt og bliver akkompagneret af en af sine venner på guitar. En utrolig hjertelig og musikalsk aften.
Istanbul / Tyrkiet
Tyrkiske forførerne rytmer
Næste aften blev endnu mere kropslig og musikalsk. Det havde lykkedes mig, at finde en Servas host, en 26 årig IT-bankmand. Han havde sin moder på besøg for tiden, der desværre ikke kunne noget engelsk. Alt blev serveret for os. Hun spiste ikke med selv, men stod blot under hele måltidet og så ømt ned på sin søn, som hun ikke havde set i lang tid (3 mdr.). At udvise en så direkte ømhed og kærlighed, lader til at være helt normalt i Tyrkiet. Moderen var en meget troende muslim, så hun brød sig ikke om, at han drak, men havde dog accepteret, at han havde en kæreste, selv om de ikke var gift. Han var derimod ateist.
Senere på aftenen, tog jeg sammen med ham og hans veninde, til den årlige fest, som bankkæden holdt, for alle deres medarbejder. Festen blev holdt, på en udendørs natklub, over på den asiatiske side af Istanbul. Den var indrettet, som agterenden på en stor oceandamper. Man stod på skibsdækket og havde udsigt ,over til den europæiske del af Istanbul, med smukke oplyste paladser, moskeer og den store hængebro, der forbinder to verdensdele og selve byen.
Skibsdækket var fyldt med festklædte mennesker, der enten dansede eller stod i grupper rundt omkring borde. Men alle var ligesom i lettere bevægelse, til de forførerne tyrkiske pop toner. Jeg var heldig at finde sammen, med nogle af de unge mennesker, jeg aftenen før havde været sammen med. De var nemlig ansat i den samme bankkæde. En af pigerne, havde nogle utrolige yndefulde arm- og kropsbevægelser, der virkede helt forførerne, med deres associationer til harems slørdans. Efter et par glas rødvin, var min krop også begyndt at lave glidende, næsten drømmeagtige bevægelser. Jeg følte, hvordan min krop, langsomt fangede rytmen og sjælen, i denne utrolige anmassende tyrkiske musik.
Tyrkiet 
MC. prøvelser
Næste dag, kører vi ad motorvejen mod byen Sakarya og videre til Safranbolu. Derefter til Amasya og videre ud til SorteHavet. Vi holdt hviledag i Trabzon, hvor vi fik ordnet vores visa til Georgien og Aserbajdsjan. Kører derefter videre mod Artvin og derfra til den grænsen indtil Georgien. Inden vi når grænsen har Nullo nået, at skride 2 gange med sin MC i løst grus. Anden gang, rullede han ned af en skråning og fik heldigvis, kun nogle overfladiske knubs.
De første 24 km. ind i Georgien, var virkelig en prøvelse, det var en utrolig ujævn, klippefyldt og hullet vej. Jeg havde en ide om, at man skulle holde en vis hastighed, for ellers ville man let kunne skride ud til en side, men at farten, ville sørge for at man kom lige frem og ikke skred. Måske er teorien god nok, hvis man ikke har så tung en bagage, som jeg har. Jeg stod op på MC, for at fordele vægten fremefter og kørte med en hastighed af 30-40 km, da baghjulet skred på nogle sten. Det var umuligt for mig, at holde den, så MC’en og jeg røg ud til højre. Mine sidetasker tog noget af stødet, men min fod sad fast under MC’en og gjorde vanvittigt ondt. Det var heldigvis kun et slag og ikke en direkte forstuvning.
Hvis vejen, ikke var total hullet, så var det strækninger med kæmpe huller, hist og pist på 10-30 cm. dybde. Vi var blevet advaret, af det Tyrkiske grænsepoliti. I Lonely Planet stod der, at der i Georgien, ville være huller i vejene, så store som Schweiz.
Vi var lige kommet igennem dette helvede af en vejstrækning, da jeg lige som Nullo vælter for 2 gang, og så på samme dag. Jeg var kørt forkert og drejede midt på en stejl brostensbelagt stigning, i en lille landsby. Baghjulet skred i en kokage, og min MC lagde sig ned på siden. Da jeg forsøgte at rejse den op, skred min ene fod i en anden kokage.
Aserbajdsjan
Begravelse
Kunst-Installation / Aserbajdsjan
Egen rytme
Efter nogle dage, hvor vi havde prøvet at følges ad, måtte vi langsomt erkende, at det nok var bedst for os begge, hvis vi kørte hver for sig. Vores rytmer var så forskellige. Nullo havde behov for hurtigt, at komme frem til dagens mål og ikke først, når det var blevet mørkt, for så kunne han ikke gå på opdagelse i byen og indfange menneskelige relationer med sit camera.
Jeg havde derimod behov, for flere pauser, for visuelt at kunne fordybe mig lidt mere. Give mig selv mulighed for at rulle i græsset eller at mærke havet omslutte min nøgne krop og nyde udsigten. Give mig selv tid til at fornemme, med alle mine sanser, den verden, der ellers blot passerede forbi, uden for ens MChjelm, som en film i 3D. Men også for at coole ned. Jeg kan virkelig mærke, at jeg fysisk og psykisk bevæger mig meget hurtigt. Jeg skal hele tiden omstille mig, til forskellige kulturer, nye hotel rum, føde og bakterier. Forskellige valutaer, finde vej, kommunikere på forskellige niveauer, for at nå frem til et svar, jeg forstår.
Jeg er mere en temperaments/ temporytter, der bedst kan lide, at det går enormt hurtigt og så meget langsomt. Det er kontrasterne jeg elsker. Når man stopper sin MC, bliver der fantastisk stille, alle musklerne i ens krop giver efter, alle ens sanser begynder igen at samarbejde, man åbner op mod verden og suger til sig. Men når man så igen bestiger sin Pegasus, giver den gas og mærker, hvordan man flyver frem mod nye horisonter, så giver kroppen efter og bliver et med farten.
En prinsesse i Baku / Aserbajdsjan
Aserbajdsjan. - Der er altid en der naturligt fører ordet, den naturlige leder. På dette foto er det tydeligt hvem som er bossen. Jeg er til audiens hos the 'Godfather'. Jeg fik ikke lov til at tage foto af hans guldtænder. I stedet tog jeg af en, der havde guld i hele overmunden. Selv kvinderne havde masser af guldtænder/
Baku / Aserbajdsjan
Pilgrimsfærd
Jeg har taget denne tur, meget seriøst og set den, som en rigtig pilgrimsfærd. Det har ikke været, de store historiske monumenter, der har fyldt mit sind, men de tilfældige visuelle og følelsesmæssige situationer. Det er nyt for mig, at fokusere på det enkelte menneske, i stedet for, de sublime værker jeg ellers har opsøgt, når jeg har rejst rundt i verden til de store mekkaer.
Det er i de helt små mekka’er, landsbyerne, jeg på denne rejse bevidst har søgt. Det er også her, jeg har haft de største oplevelser på denne journey. Det enkle menneske træder tydeligere frem her og får mulighed, for at påvirke alle ens sanser og ikke som i de store byer, hvor biler, bygninger, mylder af mennesker og larm overdøver den enkelte. De mennesker du møder, er på hjemmebane og de fleste har oceaner af tid, derfor har de overskud til at tilbyde dig en kop te. De har overskud, af tid og energi til at tage mod en fremmed.
Det er overskud af tid, man har i denne del af verden, man er ikke på samme måde bundet op af aftaler, som skal overholdes. I den vestlige verden, er det ene hjul afhængig af det andet hjul, som et teknologisk urværk. Man kan ikke bare droppe ud, hvis man har lyst. Vi har valgt den rationelle, materielle hovedvej, hvor man kommer hurtigt frem og derved skaber økonomisk overskud, men tidsmæssigt underskud. Man kan ikke stå af, når man har lyst. Der er spilleregler, der skal overholdes, hvis man vil være med. Her østpå, bevæger man sig af snoede veje, med rislende bække, tid til drømme, følelser og spirituelle urationelle tanker.
Iran
Iran
Iran
Martyrenes gravplads / Rasht/ Iran
DOWN WITH USA / Iran tæt ved grænsen til Tyrkiet
Rasht / Iran
Tabriz / Iran / Dette hotel er kendt for at MC. er velkommen i deres vestibule.
MC solist
En MC er et solist transportmiddel, for solisten, enspænderen, der vil ride egne veje i eget tempo, som selv vil sætte dagsorden. En indre drøm for mange, specielt mænd, der drømmer om at ride derudad. Finde nye horisonter ude i drømmenes land. Væk fra dagligdagens forpligtigelser, fast arbejde, ægtefælle og børn. MC repræsentere, den ultimative frihed, økonomisk luksus. Dens hestekræfter, kan indtage det ene sted og land, efter det andet.
Når man derfor standser i lande, som Tyrkiet, Iran og Aserbajdsjan, hvor ingen unge mænd, må rejse ud af landet, før de har gjort militærtjeneste. Når de så er færdig med tjenesten, er de måske blevet gift og har derfor ikke mulighed, på grund af økonomi, til at rejse ud og se verden. Derfor flokkes mændene, drengene og de små piger om en, da man bliver en slags katalysator, for deres drømme. De vil hører, hvor man kommer fra, hvor man skal hen, hvor hurtigt ens MC kører, hvor meget den koster, om man har kone og barn osv. Man bliver en slags budbringer, af nyheder og drømme.
Ararat 5137 m./ Dogubayazit / Tyrkiet
Dogubayazit / Tyrkiet
Van Gölu / Tyrkiet
Gravplads fra 1200-1300 / Adilcevaz / Tyrkiet
Imam / Adilcevaz / Tyrkiet
7 Prinsesser
Som en af mine venner så smukt skrev til mig i en @ : “Jeg håber at i også finder jeres prinsesser på vejen”. Det synes jeg virkelig at jeg har. De har mødt mig og jeg har mødt dem, men stadig som to fremmede, der ikke havde tiden, muligheden og sproget til at lærer hinanden rigtigt at kende. Men da jeg har taget digitalfoto, af de fleste jeg har mødt samt fået deres adresse, er der virkelig mulighed, for at dialogen kan forsætte henover lande og sproggrænser.
I Istanbul på vej tilbage mod Italien, troede jeg på et tidspunkt, at jeg havde mistet min Logbog, hvori jeg kort nedskrev, hvad der skete hver dag. En vigtig måde for mig at holde sammen på rækkefølgen af hændelser, så de ikke blot blev mikset sammen til en stor gryderet i min hukommelse, men hver hændelse, fik lov til at beholde deres helt specielle flavour. Hver dag blev man bombarderet, med så mange indtryk. Den indeholdt også adresser, på alle de mennesker, jeg har været i kontakt med.
Jeg var fuldstændig ude af mig selv, det var næsten det værste der kunne ske. Jeg havde mistet kontakten, til alle de skønne mennesker, jeg havde mødt og som sikkert så frem til, at få en hilsen og et foto af dem selv. Jeg tænkte på den skønne pige på 8 år der kom løbende med sin 4 årige lillesøster ved sin side hen imod mig. Jeg havde lige parkeret min MC og med hjelm og hele udstyret på, var jeg ved at tage nogle fotos af en lille bitte kirkegård lige før Goreme i Tyrkiet. Hele familien befandt sig ca.100 m. derfra. De sad på deres kæmpe 1 sals terrasse. De kaldte hende ikke tilbage, men lod hende snakke med mig. Jeg tog foto, af hende og lillesøsteren. Familien kaldte derefter på mig. Jeg tænkte ved mig selv OK. selv om jeg snart var ved dagens mål og Nullo som sædvanlig ventede osv.
Nevsehir / Tyrkiet
Dette var en mulighed for en oplevelse. Hele familien var på terrassen. Dette var faktisk første gang at jeg direkte, selv om det kun var med et nik, hilste på hver enkel af de kvindelige medlemmer og gav hånden til mændene. Den ene af de ældre mænd kunne tysk, da han havde arbejdet i Tyskland i mange år. Mens jeg fik snakket og skyllet hele tre kopper te i mig, fik jeg taget nogle “rigtige” familieportrætter. Kun en af kvinderne turde blive filmet. De to små piger, for jublende rundt med mit camera og viste det foto, jeg havde taget. Det gjorde virkelig lykke, når de direkte kunne se sig selv. Jeg fik taget et skønt billede af den 8 årige pige med hjelm på. Det var hende selv, der ville prøve hjelmen. Hun strålede som en gudinde fra en anden måneplanet.
Hasankey ved Tigris floden / Tyrkiet
Gravplads / Mardin / Tyrkiet
Gravplads / Sanliufa / Tyrkiet
MC. værksted / Sanliufa / Tyrkiet
Göreme / Tyrkiet 
Grotter ved Nevsehir/ Bakanligi
Vi har desværre ikke fået så mange kvindehistorier, da vi er mænd, men heller ikke så mange mandehistorier, da det var ganske få man kunne snakke engelsk med. De få er selvfølgelig blevet præget, af deres tilnærmelse til vesten.
Jeg har i denne beskrivelse af min rejse, kun beskrevet nogle få, af de mange spændende menneskelige situationer som har været med til, at gøre denne journey til en drømmerejse.
Spirituel Hilsen
Bjarne v.H.H.Solberg
Billedkunstner & Scenograf
BvHHS@email.DK
www. BvHHS.com
+45 30230036
Kozanh / Grækenland
Gravplads / Grækenland
